Calabrien – sprøde strande og strålende vejr

Calabrien

Calabrien er Italiens tå og på samme tid en af de mest romantiske og mindst kendte af landets regioner. Indtil 1960’erne var tåen nærmest helt adskilt fra resten af halvøen af bjerge, malaria og røvere, og så sent som i 1912 advarede den internationale rejsefører Baedeker sine læsere mod at rejse til Calabrien, medmindre man var udstyret med introduktionsskrivelser til den lokale landadel, eftersom hotellerne var få og utøjsbefængte. Nu er både malariaen og røverne udryddet, og der er bygget moderne hoteller med swimmingpools, alt sammen takket være enorme tilskud fra den italienske stat. Indbyggerne er ikke ligefrem foretagsomme, men tror alle sammen, at turismen en dag vil få en gylden flod af fremmed valuta til at flyde til Calabrien. Man kommer ikke uden om, at regionen er en af Italiens fattigste, og en stor del af de italienere, der i 1900-tallet emigrerede til Amerika og Australien, kom netop fra Calabrien.

Som silke mod huden

Calabrien ved Tropea

Til gengæld kan man svømme helt hen over vejret, den næsten uberørte natur og de lange sandstrande i lune laguner. Luften føles som silke mod huden, og hvor vandet møder sandet, tegner solen krusede striber i det klare grønne, der længere ude går over i den dybeste blå. Vinden blæser krydret med orange- og jasminblomster, og kun de lejlighedsvise jordskælv bryder idyllen, som om et usædvanligt talentfuldt menneske er gået fra forstanden.

Bag strandene er Calabrien et ægte bjergland med massive tinder og barske klipper, som mange steder falder næsten lodret ned i havet. De karakteristiske byer klistrer sig så tæt op ad bjergvæggene, at de ligner en fortsættelse af den geologiske formation, og bortset fra i den værste sommervarme er det en fornøjelse at køre rundt i de overvældende, autentiske panoramaer. Det gamle Grækenland kaster stadig sin trolddom over Calabrien, her og der findes arkæologiske fund fra grækerne, og både normannerne og spanierne har krydret landskabet med drabelige borge, ofte placeret på dramatiske afsatser ud mod havet.

Calabriens dejlige vestkyst

Calabriens vestkyst er den dejligste, med pittoreske småbyer drysset ud mellem klippeformationer og utallige små strande. Helt i nord møder vi den fornemme badeby Praia a Mare, der byder på en god strand og en skøn udsigt over Policastrobugten, som virker endnu mere blå end Napolibugten.

Praia a Mare

Dernæst kommer indbydende Diamante, med maleriudsmykkede huse, en hyggelig lille fiskerhavn og en pragtfuld promenade. Ud for kysten ses den lille ø Cirella med ruinerne af en landsby, som franske krigsskibe skød i grus i 1806. Diamante er centrum for Calabriens produktion af de berømte peperoncini-chilipebre, og i begyndelsen af september afholdes en stor chilispisnings-konkurrence. Få kilometer længere fremme når vi Marina di Belvedere med en fin badestrand og længere sydpå Paola med en seværdig gammel bydel. Herfra og 80 kilometer sydpå, indtil Pizzo, er kysten gennemgående hæslig og overudviklet, ofte med betonbyggerier helt ned i strandkanten.

Tunfiskebyen Pizzo, hvor den tapre Murat blev skudt

Pizzo

Skynd dig videre til tunfiskebyen Pizzo, der ligger højt oppe på en skrænt oven over et par små sandstrande. Byens centrum er Piazza della Repubblica, hvor turisterne svælger i Pizzos berømte tartufo-is, og på stranden nordøst for pladsen findes den underjordiske kirke Chiesa di Piedigrotta, der blev gravet ind i skrænten af skibbrudne i 1600-tallet. Men Pizzos største seværdighed er borgen Castello Murat, der knejser over havnen, og hvor Napoleons marskal Joachim Murat, der havde giftet sig med kejserens søster Caroline Bonaparte og derpå var blevet konge af Syditalien, blev skudt i 1815.

Fanget og flået

Denne søn af en værtshusholder skulle vise sig at være en lige så tåbelig hersker som tapper soldat. Da den nye værdighed steg ham til hovedet, viste han sig frem i strålende, hjemmekomponerede uniformer og fjerprydede hatte og blev af sine undersåtter kaldt ”fjerkongen”. Efter Napoleons fald mistede Murat sin trone, men da han i sin forfængelighed troede, at han blot behøvede at vise sig i en flot uniform for at blive konge igen, gik han i land med en lille håndfuld mænd. Men Murat fik en lektion i calabresisk vildskab: Han blev fanget og flået af Pizzos indbyggere, hvorefter han halvdød og laset blev fængslet i borgen. Da han fem dage senere blev stillet for henrettelsespelotonen, viste han sig imidlertid lige så modig som på slagmarken: Han nægtede at bære øjenbind, men bad soldaterne sigte efter hjertet og skåne hans smukke ansigt.

Castello Murat

Man kan stadig se det sorte fangehul og borgens lille gård, hvor henrettelsen fandt sted. Over porten lod Pizzos bystyre i år 1900 opsætte en indskrift i et skamløst forsøg på at slå mønt af drabet på denne brave mand. Hans grav findes i Chiesa Matrice di San Giorgio få skridt fra Piazza della Repubblica.

Syd for Pizzo venter den mest betagende del af Calabrien, som om naturen har reserveret denne kyststrækning en usædvanlig skønhed for at kompensere for de evige jordskælv. Luften er særligt klar, havet endnu mere blåt, og skyerne smukkere, mens det op til 2000 meter høje Aspromonte-bjergmassiv samler sig med en sådan ædelhed, at landskabet forekommer som skabt til at frembringe digtere og kunstnere.

Maleriske Tropea

Tropea

30 kilometer mod sydvest møder vi Tropea (se også næstøverste foto), som er den mest maleriske af alle Calabriens kystbyer og ifølge sagnet grundlagt af Herkules. Tropea er ikke blot berømt for sin yndefulde beliggenhed mellem dramatiske klipper og brede strande med hvidt sand; selve byen er en charmerende labyrint af snævre gader og små pladser. Vandet er krystalklart og ideelt til dykning, og ude på en landfast klippeø knejser middelalderkirken Santa Maria dell’Isola. Om sommeren flokkes især italienske turister, som nyder strandene, atmosfæren og Tropeas mylder af restauranter.

Calabriens Riviera

Syd for Tropea ligger Golfo di Gioia, Glædens Bugt, og ved Gioia Tauro begynder "Calabriens Riviera" med grågrønne olivenlunde overalt og vidunderlige udsigter over Messina-strædet. Palmi lokker med en af Calabriens gladeste strande, og dernæst kommer Bagnara Calabra, som med sine skinnende røde tage stråler i morgensolen og byder på en herlig, palmeprydet strandpromenade. Bagnara er også kendt for de velsmagende sværdfisk, som fiskes overalt i havet omkring Calabrien, og syd for byen ligger sværdfiskebådene overalt trukket op på stranden. Når vejret er godt, får man herfra det første glimt af Sicilien.

Scilla og søuhyret, som fortærede Odysseus' mænd

Scilla

Nogle kilometer mod sydvest er den lille fiskerflække Scilla (se også øverste foto) smidt hulter til bulter på den klippe, hvor søuhyret Skylla huserede i Homers Odysséen og tiltrak de skibe, som vovede at forcere de farlige malstrømme i Messinastrædet. Med sine seks grådige hoveder på lange halse nåede Skylla at snappe seks af Odysseus' mænd, som højt skrigende i dødsangst blev løftet op i uhyrets hule og fortæret levende. I dag vogtes klippen af ruinerne af den normanniske borg, Castello Ruffo di Scilla.

Trukket ud i druknedøden

Nedenfor lokker en dejlig sandstrand, hvor alle Scillas indbyggere samledes i rædsel, da byen raseredes af et jordskælv i 1793. Mens alle knælede i bøn, rystede jorden igen, og med et brag styrtede en del af det næste forbjerg, Monte Baci, i vandet, hvorefter en mægtig bølge fejede op over stranden og trak 1.500 mennesker med sig ud i druknedøden. Om sommeren er Scilla nu en livlig ferieby, hvor glade turister slentrer i de krogede gader og plasker i det azurblå hav, helt ubekymrede om søuhyrer og jordskælv.

Nup dog færgen til Sicilien – det tager kun 20 minutter >

Muntre Reggio di Calabria

Reggio di Calabria

Efter Scilla kommer færgebyen Villa San Giovanni, og syd herfor ligger Calabriens største by, det gamle græske Reggio di Calabria, der blev helt udslettet under det voldsomme jordskælv i 1908. Næsten alle byens 40.000 beboere omkom. En rig kvinde blev så forvirret over sine oplevelser, at hun insisterede på at blive hængt op i et reb uden for et vindue i sit hus, og der blev hun hængende og blev madet af sine tjenestefolk. Jordskælvet er skyld i, at man i denne ældgamle by, der grundlagdes længe før Kristus, næsten ikke ser ældre bygninger, og at de nyopførte gader er lige så kedeligt retvinklede som i New York. Alligevel er Reggio di Calabria en af de muntreste i Calabrien med sine elskværdige og charmerende indbyggere. Den imponerende domkirke er genopbygget, og ved siden af troner Aragonerslottet, der som et af få bygningsværker overlevede og skal ses alene for udsigtens skyld.

Om aftenen flyder tilværelsen sammen i la passeggiata på hovedgaden, Corso Garibaldi, og her ligger også byens største seværdighed, Museo Nazionale, som huser Bronzi di Riace, de to græske bronzestatuer fra det 5. århundrede f. kr., der i 1972 blev fundet ud for kysten i usædvanligt god stand og viser grækernes besættelse af den perfekte, næsten gudeagtige menneskekrop. Statuerne er stadig et mysterium, og ingen ved, hvem de forestiller – guder eller mænd. Hertil kommer utallige andre oldtidsfund. Bag museet begynder Reggio di Calabrias blændende strandpromenade, der omkranset af palmer og magnolia løber hele vejen langs den brede badestrand, hvorfra Sicilien synes så nær, at man næsten kan række ud efter den. Fra den store industrihavn afgår færger og flyvebåde over det kun tre kilometer brede Messinastræde – se f.eks. www.meridianolines.eu eller www.libertylines.it/en/.

Rundt om Italiens tå

Calabriens sydspids ved Bova Marina

Fra Reggio di Calabria fører vejen rundt om Italiens tå og op langs Det joniske Hav. Helt i syd, i udkanten af Aspromonte-bjergene, ligger det italienske fastlands sydligste by, Melito di Porto Salvo, hvor den italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi den 22. august 1860 gik i land med sine rødskjorter for at smide Bourbonerne ud af Syditalien. Dernæst følger hundredvis af badestrande, der bærer navnet på en eller anden moderby nogle kilometer oppe i bjergene, og som man i begær efter turistindtægter kalder for ”lido” eller ”marina”, selvom de ikke består af andet end et træskur og en snes strandparasoller oven på grimt, blågråt sand. Jernbanen, der hele vejen løber langs havet og forhindrer skabelsen af rigtige lidoer, er her en torn i øjet på småbyerne. Her og der er skurene dog blevet suppleret med hæslige betonhoteller, swimmingpools og stribede pavilloner. De bedste strande findes formentlig ved Marina di San Lorenzo, Bova Marina og Ferruzzano.

Husk nu smutturen med flyvebåden til Sicilien >

"Skyd albaneren først"

Pentidattolo – groet ud af klippen

Lidt inde i landet forundres man over Pentidattilo, der synes groet direkte ud af klippesiden. I dette øde landskab har mange af landsbyerne stadig græske navne, og befolkningen består af hyrder, der taler en mærkelig dialekt og holder sig for sig selv, samt ildesete albanere. Et calabresisk mundheld lyder, at ”Hvis du møder en ulv og en albaner, så skyd bare albaneren først”.

Tog slaver som elskere

Efter Bovalino Marina kommer det moderne Locri, hvis navn er forbundet med evig skændsel. Mens Locris mænd under 1. Messeniske Krig 740-720 f.Kr. var borte fra byen for at kæmpe og dermed vovede livet for deres familier, tog deres skamløse hustruer ganske åbenlyst de mandlige slaver som elskere. Efter krigen blev hustruerne nødt til at flytte bort i vanære, og de børn, der var frugten af deres udskejelser, skammede sig så meget over deres usle herkomst, at de tog mødrenes pigenavne. Man kan stadig se ruinerne af det gamle Locri, der dog ikke er meget andet end mægtige blokke af grå sten, hvorfra ukrudt pibler frem, som om selv stenene skammer sig over fortiden.

Jasminkysten og Saracenerkysten

Fra Locri til Riace Marina finder vi de kyststrækninger, som italienerne med vanlig sans for romantiske navne kalder Costa dei Gelsomini (Jasminkysten) og Costa dei Saraceni (Saracenerkysten). På hele turen langs Det joniske Hav følges man af bølgende dufte af jasmin, og de mørke fiskere og bjergboere svarer udmærket til vores forestillinger om saracenerne, de arabiske røvere, der gik i land og myrdede og plyndrede overalt langs Calabriens kyst. Kilometer efter kilometer afløser ensomme strande hinanden, mens Aspromontes blide forland bagved hæver sig i terrasser op til de høje bjerge.

Soverato

Efter 35 kilometer møder vi Soverato, der med sine lavvandede og børnevenlige strande er en af italienernes egne foretrukne feriedestinationer, og længere nordpå i Le Castella, på en lille tange ude i Middelhavet, knejser den spanske middelalderborg Castello Aragonese, som ifølge Plinius er grundlagt af Hannibal. Derefter følger det ældgamle, græske Crotone, hvor Pythagoras udviklede sin læresætning om den retvinklede trekant. Crotone havde ry for at være Magna Græcias sundeste by, hvis atleter altid vandt mange præmier ved oldtidens Olympiske Lege, men er i dag en moderne og uinteressant industriby.

Endnu længere mod nord, i Taranto-bugten, ligger Sibari med resterne af det gamle græske Sybaris, hvis indbyggere elskede luksus og vellyst og har lagt navn til udtrykket en sybarit. Faktisk levede man så godt i Sybaris, at byen i det 6. århundrede før Kristus ødelagdes af en hær fra det misundelige Crotone. Helt oppe ved grænsen til naboregionen Basilicata ligger den pittoreske bjergby Rocca Imperiale med borgruiner fra middelalderen.

Ældgamle Cosenza

Hvis varmen og solen ved kysten bliver for meget, kan man i stedet smutte tværs over Calabrien oppe i højderne, hvor temperaturen er mere behagelig og udsigterne ubeskrivelige. Desuden er bjergene fyldt med idylliske floder og søer og en elysisk fred og ro. Man kan f.eks. dreje ind i landet fra Paola og følge vejen gennem et utroligt landskab til ældgamle Cosenza.

Cosenza

Glem den ligegyldige nye bydel og se i stedet den charmerende historiske, der kryber sammen på en bjergskråning og er næsten fri for turister. Med sine smalle smøger og trappegader har Cosenza det utilpassede præg, som er karakteristisk for jordskælvsplagede byer. Byens største seværdighed er den gotiske domkirke, der blev indviet i 1222 i overværelse af kejser Frederik 2. og rummer mindesmærket for dronning Isabella af Aragonien, som omkom sammen med sit ufødte barn under et rideuheld. Her findes også Calabriens største skat, et ædelstenssmykket byzantinsk relikviekors, der var en gave fra Frederik 2. Mellem de nye og gamle bydele løber floden Busento, og i flodlejet hviler vestgoternes mægtige kong Alarik, som efter at have plyndret Rom døde i Cosenza i år 410 og blev begravet i floden. Busento havde ellers været ledt bort fra sit leje, men blev ført tilbage, så Alariks grav kunne forblive ukrænkelig. Bagefter blev arbejderne dræbt, så ingen kunne røbe stedet.

Sila-bjergmassivet

Sila-bjergmassivet

Øst for Cosenza begynder det op til 2000 meter høje Sila-massiv, en halvvild storskov oppe på et bjergplateau, der i århundreder har været Calabriens skovhuggerland med kastanjer, bøge og de mægtige fyrretræer, som tidligere anvendtes til skibsbyggeri. Trods det glimrende vejnet findes stadig landsbyer, som kun kan nås pr. muldyr eller helikopter. I dette smukke, men gådefulde landskab er bønderne små og dystre, med runde hoveder og store øjne, og minder om de ældgamle italiske typer, der har levet nøjagtigt den samme tilværelse siden tidernes morgen

Grusomme banditter

Her skulle man tidligere ikke begive sig ind uden bevæbnet eskorte, og de i dag så venligtudseende indbyggere er efterkommere af de grusomme banditter, der tidligere hærgede egnen. I 1863 skød nationalgarden den unge røver Scoglio, som allerede havde dræbt 19 mennesker og med stort velbehag dyppet sit brød i deres blod. Efter aflivningen huggede soldaterne hans hoved af og satte det på en pæl, som blev bragt til hans landsby. Da hans moder så trofæet, faldt hun på knæ og takkede Gud, fordi han havde befriet hende for ”denne plage af en søn”.

Om vinteren er Sila nu en populær skidestination, og 30 kilometer øst for Cosenza møder vi det lille skisportssted Camigliatello Silano, der er smukkest under sne. Næste skidestination er det tiltalende Lorica ved den yndige, men kunstige sø Lago Arvo, som indgår i Calabriens hydroelektriske system. Herfra kører vi mod vest langs søens nordbred, indtil vi kommer til det 1400 meter høje Colle d’Ascione-pas med storslåede udsigter over søen og i klart vejr helt ud til Middelhavet. Turen fortsætter mod syd, mellem skovterræn og små, hvide bondehuse med græsgange og marker, hvor køerne har klokker om halsen, så man tror, at man er i Schweiz eller Østrig. Fra Villagio Mancuso går det stejlt nedad, konstant med gode udsigter, og på vej ned mod det fredfyldte Taverna, hvor Calabriens eneste berømte kunstner, barokmaleren Mattia Preti, er født, bliver kurverne større og skarpere.

Turen går til Calabrien

  • Italienske navn: Calabria
  • Danske navn: Kalabrien
  • Beliggenhed: Syditalien
  • Hovedstad: Catanzaro
  • Befolkningstal: 1.900.000
  • Største byer m/indbyggertal: Reggio Calabria (181.000), Catanzaro (89.000), Corigliano-Rossano (77.000)
  • Vejr og klima: subtropisk
  • Areal: 15.000 km²
  • Turister: 8,5 mio. årligt
  • Badestrande: overalt i Calabrien
  • Vigtige erhverv: Turisme, oliven, appelsiner, korn, industri
  • Lufthavne: Lamezia Terme (ved kysten nord for Pizzo) og Aeroporto di Reggio Calabria
  • Dansk konsul: Erik Klingenberg, Piazzale Stazione Marittima, Interno Porto, Napoli, tlf. 081-551 22 11, consulate@klingenberg.it
  • Engelsktalende tandlæge: Vincenzo de Maio, Via Bausan 11, Napoli, tlf. 081 41 40 46, mobil 336 84 79 04

Catanzaro, Calabriens hovedstad

20 kilometer længere fremme, på en sydvendt bjergskråning 300 meter over havet, når vi endelig Calabriens hovedstad, industribyen Catanzaro, der igen og igen er blevet flænget af jordskælv og endda bombet under 2. Verdenskrig. Navnet Catanzaro er græsk (cata anzos) og betyder svælget eller kløften, nemlig det sted, hvor to floder mødes. Ingen anden by i Calabrien har en så imponerende beliggenhed. 12 kilometer mod øst ligger Det joniske Hav, og inde i landet fortaber de blå Sila-bjerge sig i det fjerne, fold efter fold. Men byen giver det samme triste indtryk som andre steder, der ofte må lappes efter jordskælv. Bortset fra den muntre, stærkt skrånende hovedgade Corso Mazzini befinder man sig i den gamle bydel mellem snævre gyder med massive stenhuse og ganske små, usle forretninger. Seværdighederne er få, og selv domkirken er ny, da den i 1943 blev sønderbombet af amerikanerne og måtte genopbygges fra bunden. Alligevel er indbyggerne usædvanligt snaksomme og muntre, og bortset fra under siestaen er gaderne fulde af livlige mennesker.

Fra Catanzaro smutter vi de få kilometer til Catanzaro Lido ved Det joniske Hav. Dermed er vores rundtur i Calabrien slut.

20 badesteder, du vil elske – og som vil elske dig >

Vejret og klimaet i Calabrien

Meteo Calabria

Vejret og klimaet i Calabrien er stort set altid godt. Det er ingen tilfældighed, at siestaen blev opfundet på Italiens tå, for om sommeren er det midt på dagen næsten umuligt at foretage sig andet end at ligge med fødderne i vand ved Tropea, Pizzo og andre gode strande – hvis man da ikke kører en tur op i bjergenes kølighed. Mens temperaturen allerede i februar kan nå 20 grader, minder vejret foråret igennem om dansk højsommer, og i juni, juli og august byder Calabrien på over 35 grader. Efteråret ligner foråret, og selv om vinteren kryber termometret ikke meget under 15. Det regner mest i december og januar, mens solen skinner resten af året. Nogle år kan man om formiddagen stå på ski i Sila-bjergene og en time senere plaske rundt i bølgerne ved badestrandene. På vejrkortet ser du vejret i Calabrien lige nu.

Vandtemperaturen i havet omkring Calabrien passerer midt i maj 20 grader og holder sig omkring 25 i juli, august og september. Faktisk kan man helt hen til slutningen af oktober hoppe i 20 grader varmt badevand.

Sværdfisk, oste og peperoncini

Friskfanget og grillet sværdfisk, som de lokale fiskere bringer ind til torvet hver morgen, og som gnides i en blanding af olivenolie, citronsaft og krydderier, er naturligvis en af Calabriens hofretter og en stor delikatesse. Derudover er det calabresiske køkken ikke opsigtsvækkende. Andre typiske retter er tørrede pølser som Soppressata di Calabria samt forskellige opskrifter med svine- og lammekød. Calabrien er også kendt for sine oste – især fra bjergbyen Morano Calabro – men allermest for de berømte peperoncini, de små røde chili-sorter, der især dyrkes i omegnen af Diamante og anvendes i et utal af italienske madretter. Calabriens vine er ikke så kendte uden for Italien, men læg mærke til Cirò-vinene helt nede fra sydspidsen – de fås både i rød, hvid og rosé og smager dejligt.