

Italien er et af de mest forførende steder i verden at rejse på ferie. Landet har faktisk alt – smukke landskaber, et vidunderligt klima og verdens største samling af kunstskatte. Italien er også et af de vigtigste lande, når det gælder mode, det italienske køkken regnes for et af verdens tre bedste og italiensk vin er i verdenseliten. Og gælder det renæssance og middelalder-arkitektur er Italien helt suverænt i front. Endelig byder en ferie i Italien på usandsynlige muligheder for shopping – ikke bare af mode, men også af f.eks. moderne design, glaskunst og meget andet.
Siden euroens indførelse er det blevet dyrere at holde ferie i Italien. Alligevel er Italien verdens femtestørste feriedestination med 45 millioner årlige turister, som lægger 80 milliarder euro i den italienske statskasse – mens de daser på skønne badestrande, slentrer i yndige byer med udsøgt kunst og gastronomi, pisker ned ad skiløjperne i Alperne eller nyder livet mellem vinranker og olivenlunde i Toscana.
Italien har nogle af Europas længste og bedste badestrande langs den mere end 8.000 km lange kystlinje. De mest kendte er strandene på den italienske riviera og de intime destinationer i Campania – ikke mindst lille bedårende Amalfi på Sorrentohalvøen. Amalfi er så exceptionelt smuk, at byen gennem årene har lagt jord til utroligt mange internationale filmsuccesser, helt aktuelt Susanne Biers Den Skaldede Frisør.
Følg Den Skaldede Frisør til Amalfi >
Der er også alle de kendte lido'er på Adriaterhavskysten nord og syd for Venedig. Dertil kommer strandene på de store middelhavsøer Sardinien og Sicilien, hvor flere og flere danskere holder ferie. Både Sardinien og Sicilien har uendelige muligheder for windsurfing, scuba diving og alle andre former for vandsport – foruden vandreture, trekking i de vilde landskaber. På Sicilien kan man endda krydre ferien med skiløb på en levende vulkan!
Nogle af de mest populære rejsemål er de tre store søer Gardasøen, Comosøen og Lago Maggiore, hvor titusindvis af turister hvert år holder ferie i dejlige omgivelser med små maleriske byer hele vejen rundt langs bredderne. Gardasøen er danskernes favorit, alene i kraft af stemningen, bademulighederne og det dejlige middelhavsklima, mens Comosøen er ferie for feinschmeckere, der ønsker en udsøgt æstetisk nydelse. Lago Maggiore er endnu ikke helt opdaget af danske turister, men med sit klare blå vand under snedækkede alpetinder er den en oplevelse. Alle tre søer er helt ideelle til vandsport – både windsurfing, kitesurfing, dykning og meget andet.
Italien er perfekt til en ferie med børn. Solen skinner, italienerne er venlige og man kan få mad, som både børnene og resten af familien kan lide. Både pizza og pasta glider fint ned, og desuden elsker italienerne børn. Endelig er flyvetiden kort, og de fleste steder er der bunker af oplevelser for børn.
Italien har også nogle af Europas mest børnevenlige badestrande, især på Sicilien, Sardinien og ved Adriaterhavskysten. De brede, lavvandede strande med sand og småsten er ideelle for børn, og man kan altid finde skyggefulde steder midt på dagen. Nogle af de mest børnevenlige strande er Bari Sardo, Cala domestica, Er Aruttas og Marina di Orosei på Sardinien; Casuzze, Porto Palo, Scoglitti og Vendicari på Sicilien; Bovalino, Bova Marina, Mirto-Crosia Pietropaola og Santa Caterina i Calabrien og Marina di Lizzano i Apulien.
På Adriaterhavskysten er de mest børnevenlige strande måske Horse-Jesolo Pineta i Veneto, Porto S. Giorgio i Marche og Vasto Marina i Abruzzo. Det er bare i gang med bold og strandlegetøj – husk at medbringe en parasol, litervis af frisk vand og solcreme til hver tredje time.
LÆS OGSÅ: 12 skønne badedestinationer, du aldrig glemmer >
Efter at italienerne selv er begyndt at rejse på ferie i udlandet, taler flere og flere unge engelsk, især i turisterhvervene. Det er selvfølgelig bedst, hvis man selv taler bare en smule italiensk – man får simpelthen en bedre behandling. Det får man også, hvis man er velklædt. Man går ikke sjusket klædt i byerne og slet ikke i badetøj. Shorts er heller ikke velsete – de hører hjemme på stranden. I de fleste kirker frabeder man sig bar hud, og det gælder også bare skuldre.
Drik ikke alkohol på gaden og optræd i det hele taget ikke beruset. Italienerne gør det aldrig, og det bliver anset for plebejisk.
Mange steder bliver blonde turister automatisk antaget for at være tyskere. Det er klogt at fortælle, at man er dansker. Skandinaver har generelt et godt ry.
På barerne betaler man ved kassen, inden man bestiller. En siddeplads koster ekstra. Husk, at en caffé i Italien ikke er en dansk kop kaffe, men espresso – og at barista betyder bartender og ikke "kaffebrygger".
Find de små, familiedrevne restauranter i sidegaderne. De er både bedre og billigere end turist-fælderne på hovedstrøgene.
Få altid en kvittering i butikker og restauranter – det er lovpligtigt. Og undlad endelig at købe kopier af mærkevareprodukter. I Italien kan man som køber af kopiprodukter risikere store bøder, og det kan hurtigt spolere en ellers god ferie.
Det italienske sundhedsvæsen er førsteklasses, men husk det gule sygesikringsbevis. Hvis din ferie varer mere end fire uger, skal du også medbringe det blå sygesikringsbevis for at kunne få offentligt betalt hospitalsbehandling. Nogle italienske læger taler engelsk – find den nærmeste i menuen under regioner, storbyferie og badeferie.
Husk også pas (børn under 15 må gerne være indskrevet i forældrenes pas). Sovemedicin og visse smertestillende midler kræver et såkaldt pillepas. Pillepasset udstedes på dit apotek.
Det vrimler med campingpladser overalt i Italien, ikke mindst ved Gardasøen, i Ligurien og i Toscana. Alene ved Gardasøen er der mellem 80 og 100, især ved den sydlige del af søen. Campingpladserne varierer i kategori – nogle er helt enkle teltpladser, mens andre er veritable byer med restauranter, natklubber, swimmingpools og butikker.
En anden mulighed er agriturismo, bondegårdsferie, som er indkvartering på gårde eller vinslotte med autentisk kost og alle muligheder for en ferie, hvor man lever ligesom de lokale. Se mere på www.agriturismo.it.
Du behøver ikke at undvære golf i din ferie, for Italien er fyldt med gode golfbaner – ved Gardasøen er der f.eks. 12. Se mere på www.garda-golf.com.
Men Italien er meget andet end strande og solferie. Nemlig pragtfulde byer med alt, hvad hjertet kan begære af 3000 års kultur, historie og kunst – samt uovertrufne shopping-muligheder. I de fleste byer kan man vælge mellem hoteller i alle prisklasser, lige fra de eksklusive til helt billige. Og mange af byerne kan man nå efter et par timers flyrejse fra Danmark, hvilket gør dem oplagte til en impulsiv ferie – eller bare en forlænget weekend.
LÆS OGSÅ: Storbyferier med romantik, shopping og oplevelser i bunkevis >
Mange italienske helligdage falder sammen med de danske, men ikke dem alle. F.eks. er alt i Italien lukket 25. april, som er Italiens befrielsesdag, og det samme gælder 15. august (Mariæ Himmelfart). Til gengæld er skærtorsdag og langfredag ikke helligdage i Italien – men mange offentlige kontorer og f.eks. skoler benytter lejligheden til at holde lukket alligevel.
Tjek helligdagene inden ferien – eller hvis du skal på forretningsrejse eller studierejse. Mange af helligdagene falder på forskellige datoer hvert år. Til venstre ser du listen over italienske helligdage i 2013.
Bortset fra professionelle cykelryttere er der ikke ret mange italienere, der kunne drømme om at køre på cykel. Men mange steder er der udlejning af cykler til turister, f.eks. ved Gardasøen, i Toscana og i Apulien. Se f.eks. www.ruby-rejser.dk, som udbyder cykelferier til flere destinationer i Italien.
Det er hurtigt og nemt at rejse på ferie i Italien med fly. Italien har omkring 130 lufthavne, og til flere af dem afgår der dagligt fly fra Danmark. Oven i købet er det en kort rejse – flyvetiden fra Københavns Lufthavn i Kastrup til f.eks. Milanos lufthavne Linate og Malpensa eller Venedigs lufthavn Marco Polo er mindre end to timer.
LÆS OGSÅ: Se vejrudsigten for hele Støvlelandet den kommende uge >
I Dolomitterne, den østlige del af de italienske Alper, findes nogle af Europas bedste skisportssteder som f.eks. Canazei, Courmayeur og Cortina d'Ampezzo. I nogle regioner kan man stå på ski om formiddagen og om eftermiddagen bade i Middelhavet (selvom flere af de tidligere ski-destinationer i Italiens anden store bjergkæde, Appenninerne, har måttet lukke på grund af mangel på sne).
Italien er også velegnet til kør selv-ferie. Turen tager mindre end et døgn, hvis ikke man overnatter undervejs. Man skal medbringe bilens originale registreringsattest, dansk kørekort, advarselstrekant, en sikkerhedsvest med reflekser og miljømærkatet "ECO Pass", som kan købes i kiosker i Italien og er påkrævet i nogle byer. Det er fornuftigt også at medbringe det grønne forsikringskort. Desuden skal bilen være forsynet med DK-mærkat – men så er man også klar til en fin kør selv-ferie.
Færdselsreglerne i Italien er stort set som i Danmark – mange rundkørsler har dog omvendt vigepligt. Vær også opmærksom på, at lyskurve med rødt lys ofte har en lille, grøn pil for ligeud-kørsel. Hvis man overser den og bremser op, er der stor risiko for sammenstød med bagfrakommende biler.
Hastighedsgrænser i Italien: Byområder: 50 km/t, landeveje og superveje 90 km/t, motorveje 130 km/t (110 i regnvejr). Derudover er der lokale bestemmelser. Men italienerne er ikke så autoritetstro og betragter hastighedsgrænserne som vejledende. Der er sjældent fartkontroller, for det italienske politi har vigtigere ting at se til. Alkoholrazziaer er også sjældne, men promillegrænsen er 0,5.
Sikkerhedsseler er påbudt, men de fleste italienere mener, at staten skal blande sig udenom. Håndholdt mobiltelefon under kørslen er forbudt, men heller ikke det bliver taget alvorligt.
Motorvejene i Italien er private, og der skal betales gebyr. Når man kører ind på motorvejen, trækker man en billet, og ved frakørslen betaler man for den tilbagelagte strækning. Kontantbanerne er normalt til højre, men man kan også købe et Viacard hos motorvejsrestauranterne Autogrill. Motorvejsskilte er grønne – de blå er til hovedveje og de såkaldte superveje.
Parkering er gratis i hvide båse, men ofte kun for lokale beboere. Blå båse er betalingspladser, mens gule båse er for handicappede. Ved parkering til gene for trafikken, bliver bilen fjernet – og en god ferie ødelagt.
Man kan slippe for den lange køretur ved at rejse med biltog fra Hamburg. Togrejser har endda en særlig charme. Der går biltog hele vejen fra Hamburg til Italien, og undervejs kan man beundre udsigten til snedækkede bjergtoppe, når toget bugter sig gennem Alperne og Brennerpasset – en perfekt optakt til en pragtfuld ferie. Se mere på www.dbautozug.dk.
Alle de store biludlejningsfirmaer har kontorer i Italien, og billeje er billigere end i Danmark. Man skal være fyldt 21, mens nogle selskaber har en øvre aldersgrænse på 65-75 år. Det nemmeste er at bestille leje af bil hos rejsebureauet – så holder den klar i lufthavnen, og jeres livs ferie kan begynde med det samme!