Ischia – gyldne sandstrande og varme kilder

Ischia

Allerede de gamle romere vidste, at hvis man graver sig ned i det varme, let radioaktive sand på Ischia, føler man sig som et nyt menneske bagefter. Her holdt den første romerske kejser, Augustus, sine ferier, indtil han byttede Ischia for Capri. Ischia er en utroligt frodig ø og har i modsætning til Capri lange, gyldne sandstrande, henrivende pinjeskove og undersøiske varme kilder, som nogle steder gør vandet lige så varmt som i et badekar – og som er så sundt, at man forener det nyttige med det ekstremt behagelige! Det er disse varme kilder, der i kombination med strandene og de subtropiske haver har gjort Ischia til et turistparadis.

Se vejret på Ischia lige nu >

Porto d'Ischia

Indsejlingen til Porto d'Ischia

Ischia er en frugtbar vulkanø, og det viser sig allerede, når man nærmer sig med flyvebåden fra Napoli. Den 789 meter høje, udslukte vulkan Monte Epomeo med en nærmest ustyrlig udsigt over Ischia, kan ses fra næsten hele Napolibugten. Sejlturen med flyvebåden i det azurblå Middelhav varer 50 minutter og ender i øens største by, Porto d'Ischia. Den næsten cirkelrunde, maleriske havn er en gammel kratersø, med palmer på kajkanten og en promenade af udendørs restauranter, hvorfra man kan nyde udsigten til snesevis af lystyachter i millionærklassen. Herfra er der også bådforbindelser til Capri og de andre småøer. Lige øst for havnen går shoppinggaden Via Roma, der bliver til Corso Vittorio Colonna.

SE OGSÅ: Capri er safirblåt vand og ferie for kejsere >

Castello Aragonese og den smukke Vittoria Colonna

Castello Aragonese

Tæt på Porto d'Ischia ligger pineta'en – pinjeskoven – og på en lille klippe, som er forbundet med Ischia med broen Ponte Aragonese fra 1498, knejser den mægtige middelalderborg Castello Aragonese (Castello d'Ischia), hvor Ischias indbyggere søgte tilflugt for arabernes plyndringstogter. I borgens katedral blev Michelangelos veninde, den 17-årige, smukke og begavede Vittoria Colonna, 27. december 1509 viet til markis'en af Pescara, Ferrante d'Avalos. D'Avalos bedrog hende konstant, og da hun ikke kunne skænke ham en mandlig arving, forlod han hende og drog i krig. Seks år senere døde han af sine sår fra det store slag ved Pavia. Resten af livet afviste Vittoria alle nye bejlere og brugte i stedet tiden til at skrive digte, som man kan læse den dag i dag. Castello Aragonese er nu Ischias største seværdighed, og i museet Museo delle Armi kan man nyde en samling af middelaldervåben og torturinstrumenter – husk endelig børnene.

Nordkysten med Lacco Ameno og Casamicciola Terme

Lacco Ameno

Langt de fleste turister rejser til Ischias nordkyst, og strandvejen fra Porto d'Ischia mod vest er ét langt mylder af badebyer og vinranker. Vejen løber snart langs Middelhavet, snart langs prægtige rigmandsvillaer bag mure dækket af blomstrende bougainville og pelargonier.

Den mest mondæne ferieby på Ischia er Lacco Ameno med elegante hoteller, en bedårende natur og de allermest radioaktive termiske kilder i verden. Lacco Ameno har også en skøn palmebestrøet strand og en smuk strandpromenade mellem små lystbådehavne og den berømte Il Fungo, en svampelignende klippe lige ud for stranden.

Kønne Casamicciola Terme byder ligesom Lacco Ameno på en pragtfuld, blomstersmykket promenade og er også kendt for sine kurbadeanlæg med Ischias vigtigste mineralske kilder. Casamicciola Terme var i øvrigt den norske forfatter Henrik Ibsens foretrukne badested, og i en af villaerne, der ligger drysset ud over de grønne høje, fuldendte han sin roman Peer Gynt.

Parco Termale Negombo

Parco Termale Negombo

I 1946 ankom globetrotteren hertug Luigi Silvestro Camerini – efter i lang tid at have opholdt sig på Capri – til Ischia på udkig efter et sted, hvor han kunne dyrke sin passion for botanik og haveanlæg. Helt oppe i Ischias nordvestligste hjørne fandt han den charmerende lagune San Montano, som mindede ham om Negombobugten på Ceylon. Her opkøbte han mere end 50 grunde og ejendomme og begyndte at forvandle det sumpede område til skønne, grønne parker. I dag er Parco Termale Negombo et af de hyggeligste kurbade på Ischia med vulkanske saunaer, termiske bade, restauranter, barer og en lille intim strand – alt sammen omkranset af palmer og blomsterflor.

SE OGSÅ: Sorrento er sol og sommer >

Forio og Giardini Poseidon Terme

Giardini Poseidon Terme

Det er ikke mere end få årtier siden, Forio på Ischias vestkyst var en relativt uberørt plet, som tiltrak alverdens kunstnere, der nød roen og den enkle tilværelse. I dag er Forio desværre præget af masseturismen, men byder dog på en enkelt uomgængelig seværdighed: I 1950'erne plantede den engelske komponist sir William Walton og hans hustru Susana hundredvis af eksotiske planter i deres lille, yndige park Giardini La Mortella i Via Francesco Calise 39. Parken kan besøges fra april til oktober, og i samme periode afholdes kammerkoncerter. Se mere på www.lamortella.org.

Driverliv på Ischia

Lidt syd for Forio ligger det imponerende kuretablissement Giardini Poseidon Terme, hvor man kan flyde hen i orientalske badehuse, romerske saunaer og adskillige termal-swimmingpools med en vandtemperatur på 25-40 grader. Langs kurstedet løber en pragtfuld badestrand, som sammen med mere end 40.000 m² smukke haveanlæg med fontæner, agaver, lyserøde liljer og gule trompetblomster gør Poseidon til det mest attraktive kurbad i hele Italien.

Sydkysten, Sant'Angelo og Spiaggia Maronti – Ischias længste strand

Turen går til Ischia

  • Region: Campania >
  • Beliggenhed: Syditalien
  • Klima: subtropisk
  • Areal: Ischia omfatter 46 km²
  • Indbyggere: 60.000
  • Byer m/indbyggertal: Porto d'Ischia 18.000, Forio 17.000, Casamicciola Terme 8.000, Lacco Ameno 5.000
  • Lufthavn: Aeroporto Internazionale di Napoli
  • Flyvetid: København-Napoli 2 timer 45 minutter (direkte med SAS)
  • Sejltider (fra Napoli): flyvebåd 60 minutter, bilfærge 90 minutter
  • Dansk konsul: Erik Klingenberg, Piazzale Stazione Marittima, Napoli, tlf. 081 551 22 11, consulate@klingenberg.it
  • Engelsktalende læge: Luigi Improta, Via B. Cairoli 75, Napoli, tlf. 081 45 93 11
  • Engelsktalende tandlæge: Francesco Olivieri, Via G. Carducci 6, Napoli, tlf. 081 245 70 03
  • Biludlejning: Findes overalt, men f.eks. Noleggio del Franco, Via Alfredo de Luca 127, Porto d'Ischia

Sydkysten er mere stille, og i kønne Sant'Angelo finder man en fristende kombination af små strande, en hyggelig havn og palmesmykkede thermalbade. Ud for havnen knejser Sant'Angelos karakteristiske forbjerg. Kystpromenaden langs de terrasseformede klipper er i sig selv en oplevelse og kan næsten konkurrere med scenerierne fra Amalfikysten. Fra Sant'Angelo afgår der vandtaxier til en af Ischias skønneste badestrande, den to kilometer lange og 50 meter brede Spiaggia Maronti, der sammen med byen Barano d'Ischia ligger helt i læ for vindene fra Middelhavet og malerisk omkranset af de grønne højder. Flere steder på stranden springer mineralske kilder og vulkanske røghuller, fumarole, direkte op af sandet, som derfor også er varmt om vinteren. Det skulle være gavnligt for fysiske svagheder at grave sig ned, så kun hovedet stikker op – hvis man har lyst.

Vejret og klimaet på Ischia

Vejret og klimaet på Ischia er ligesom på Capri behageligere end inde på Campanias fastland. Selvom temperaturerne i juli og august ligger over 30 grader – ofte endda over 40 – afkøler briserne fra Middelhavet luften, så vejret næsten altid føles dejligt. Juni og september byder normalt på 26-29 grader, mens april, maj og oktober har dansk sommervejr med 20-23 og bragende sol.

SE OGSÅ: Napoli er magi og syditaliensk trolddom >

Vandtemperaturer

Vandtemperaturerne ved Ischias strande ligger i juli og august på 24-25 grader og holder sig fra september og til midt i oktober på over 20. Badesæsonen slutter først i november. Resten af året svarer Ischias klima til dansk efterår – men vejret bliver naturligvis aldrig koldt, og selv midt om vinteren falder temperaturen sjældent til under 11-12 grader. Hele året falder der mindre end 1000 mm regn – og hvis vejrudsigten for en gangs skyld ikke er til stranden, kan man altid smutte i de varme kilder. I skemaet ser du udsigten for den kommende uge.

Sorriso d'Ischia – Ischias smil

Ischia har sin helt egen glimrende hvidvin, Sorriso d'Ischia, der betyder Ischias smil. Og man kommer virkelig til at smile, når man nyder den til den lokale seafood – om sommeren f.eks. friskfanget sværdfisk eller tun – mens man funderer over, hvorfor den lokale vin på næsten-naboøen Capri hedder Lagrime di Timberio, Tiberius' tårer.

Sådan rejser du til Ischia

Den nemmeste måde at rejse til Ischia er med fly til Napoli og derfra videre med flyvebåden eller færgen. Flyvebåden afgår fra Mole Beverello i Napolis havn, og sejlturen tager 50 minutter og koster 20-30 euro (børn under 12 år får rabat). Bådene sejler nærmest i pendulfart, og der er ingen billetbestilling.