Kort over Italien

Ja, unge mænd, Italiens historie skyldes jeres indsats, og I har fortjent hele universets bifald. I har erobret, og I vil stadig erobre, fordi I kender den taktik, der afgør krigen.

Giuseppe Garibaldi

Italiens spændende historie

Italiens historie

Ingen andre lande i verden har så spændende en historie som Italien. Det skyldes først og fremmest Italiens geografiske beliggenhed lige midt i Middelhavet, der gennem århundreder har placeret landet i begivenhedernes og historiens malstrøm. Men også klimaet og den mageløse frugtbarhed, som altid har været attraktiv for erobrere. Følg med på en svimlende vandring gennem Italiens 3000 år lange historie:

Oldtiden og Italiens første indbyggere

De først kendte beboere i Italiens historie var ligurerne, som i stenalderen slog sig ned i det nuværende Ligurien og ernærede sig ved sørøveri i Middelhavet. Hen imod år 1200 f. kr. begyndte andre folkeslag at ankomme: latinerne, umbrerne (som gav navn til Umbrien), sabinerne, sikelerne (som gav navn til Sicilien), sikanerne og italikerne. Italikerne bosatte sig i Calabrien, der derfor blev den første del af halvøen, som fik navnet Italien. Omkring år 900 f. kr. ankom etruskerne, som satte sig fast i Toscana, underlagde sig store dele af landet og skabte deres helt egen historie. Omtrent 750 f. kr. slog de første græske kolonister sig ned i Syditalien og på Sicilien.

Cæsar modtager gallernes overgivelse

Romerriget

Ifølge traditionen grundlagdes byen Rom i året 753 f. kr. af brødrene Romulus og Remus, og dermed lagdes grundstenen til det senere verdensrige. Årstallet er en ren konstruktion, og der havde længe inden da været en bebyggelse på stedet. Da Rom voksede sig større og stærkere, underlagde byen sig efterhånden alle de andre folkestammer i Italien og beherskede til sidst hele halvøen. I år 264 f. kr. kom den første alvorlige styrkeprøve, da den 1. Puniske Krig (mod Kartago i det nuværende Tunesien) udbrød. Romerne vandt både den og de to efterfølgende puniske krige og Romerriget var fra da af Middelhavets stormagt. I løbet af de næste århundreder underlagde romerne sig Middelhavsområdet, hele det vestlige Europa, Balkan og det meste af Mellemøsten.

LÆS MERE: Rom er stadig Italiens og hele verdens hovedstad >

I år 395 e. kr. bliver Romerriget delt op i Øst- og Vestrom, og nu går Italiens historie hurtigt. Mens det østromerske rige eller Byzans (det nuværende Istanbul) består i endnu 1000 år, haster det vestromerske rige mod sin undergang. I 476 tager den germanske lejeofficer Odovakar magten i Rom, en begivenhed, der normalt betragtes som afslutningen på oldtiden og indledning til middelalderen.

Italiens historie i middelalderen

Theoderik den Store

I de følgende århundreder er Italien mere eller mindre værgeløst overfor de fremmede invasioner. I 489 invaderer østgoterne landet og efter i tre år at have holdt Odovakar indesluttet i Ravenna, samtidens stærkeste fæstning, bliver østgoterkongen Theoderik den Store enehersker og en af de dygtigste regenter i Italiens historie. Hans regime, som varer til år 526, bliver på mange måder en gylden tid – freden opretholdes, og videnskaberne blomstrer. Efter hans død går historien ned ad bakke. I 536 invaderer østromerske tropper Italien for at tvinge landet ind under Byzans. I de kommende år bølger kampene frem og tilbage, indtil østromerne i 552 vinder den afgørende sejr, udsletter hele den østgotiske hær og sender det østgotiske folk til historiens kirkegård.

De italienske hertugdømmer opstår

Næste invasion finder sted i 568, da langobarderne (som også kaldes longobarderne, og som har lagt navn til Lombardiet) rykker ned i Italien og slipper en tøjlesløs rædsel løs mod beboerne. Særlig hårdt går det ud over Norditalien, hvor store dele af befolkningen bogstaveligt talt udryddes. Efterhånden som langobarderne erobrer mere og mere af halvøen, bliver de områder, som østromerne stadig behersker, isolerede. Herved opstår halvt uafhængige enklaver, der er oprindelsen til de italienske hertugdømmer. I hele middelalderen og renæssancen kommer de til at spille en stor rolle i Italiens historie.

Kirkestaten grundlægges

Langobarderriget i Italien består i mere end 200 år, og i de erobrede områder blandes langobarderne og den romerske befolkning. Samtidig bliver de isolerede østromerske byer mere og mere uafhængige. Mens dogen i Venedig stadig formelt anerkender den byzantinske kejsers overhøjhed, regerer paven i Rom for første gang i landets historie helt uafhængigt, og i år 756 får han med militær hjælp af den frankiske konge Pipin 3. langobarderne til også at overlade sig Ravenna i det nuværende Emilia Romagna. Hermed skabes det territoriale grundlag for Kirkestaten, Patrimonium Petri (Peters arvelod). I de kommende århundreder vokser den hellige faders interesse for byer, skattebetalere og verdslig magt.

Karl den Store sender langobarderne ud af historien

Karl den Store

I 773 er det endegyldigt slut med langobardernes herredømme i Italien, da frankerkongen Karl den Store rykker ind med en vældig hær og sætter langobardernes berømte jernkrone på sit eget hoved. Frankerne er nu ubestridte herrer over det nordlige og mellemste Italien. Syditalien og Sicilien hører dog stadig under Byzans, og byer som Venedig, Amalfi og Napoli styres suverænt af deres hertuger (duces). 778 afviser Karl den Store helt og holdent pave Hadrian 1.'s krav om, at kejseren anerkender kirkens overhøjhed og testamenterer al magt til paven. Karl ser klart, at paven forsøger at gøre Italiens historie til pavedømmets historie.

Feudaliseringen begynder, da Karl den Store i 776 i det nordøstlige Italien opretter markgrevskabet Friuli som værn mod de krigeriske stammer på Balkan. I de næste 50 år oprettes endvidere markgrevskaberne Tuscien (i Toscana), Ivrea (i Piemonte) og Spoleto (i Umbrien).

En fæl historie: Araberne angriber

827 indledes den arabiske invasion af Syditalien. Araberne landsætter en hær på Sicilien og erobrer i løbet af få år hele øen bortset fra Taormina og Syrakus. 837 angribes Napoli af en arabisk flåde, og tre år senere erobrer araberne byen Bari. Frankerne forsøger desperat at dæmme op for dem, men i 845 angriber araberne Rom og plyndrer Peterskirken og de berømte apostelgrave. På grund af araberfaren påbegynder pave Leo 4. – en anelse sent – opførelsen af nye fæstningsmure rundt om byen. Efterhånden lykkes det at trænge araberne tilbage fra Adriaterhavskysten og generobre Bari, men samtidig erobrer araberne Syrakus og senere også Taormina på Sicilien. I år 934 lægger en arabisk flåde Genova i ruiner.

SE OGSÅ: De 10 smukkeste rejsemål i Italien >

Otto den Store

Den følgende tid er en af de mest kaotiske i Italiens historie. I slutningen af 800-tallet splittes det vældige frankerrige i de to uafhængige stater Frankrig og Tyskland. Italien er fra nu af uden legitim hersker og opdelt i talrige mindre stater. Flere af fyrsterne, bl.a. den berygtede Berengar af Friuli og hertugerne Guido og Lambert af Spoleto, forsøger at tilkæmpe sig kejserværdigheden.

Det Tysk-romerske Kejserdømme

År 962 tager Italiens historie atter en ny drejning, da den tyske konge Otto 1. den Store lader sig krone til kejser af pave Johannes 12. Hermed grundlægges det Tysk-romerske Kejserdømme eller Det Hellige Romerske Rige, der skulle vare helt indtil 1806. Fra nu af opretholder de tyske konger kravet på kejserværdigheden og magten over Italien. Eftersom deres samlede rige var enormt, havde de ikke altid tid til at varetage deres italienske interesser, og de forskellige bystater bekæmpede dem konstant på alle måder.

Normannerne i Syditalien

I 1021 bosætter de første normanner sig i Syditalien. De er blevet inviteret af fyrsten i Salerno efter at have frelst byen mod en arabisk piratflåde, men begynder i løbet af kort tid at udgøre en trussel både mod det byzantinske herredømme og mod paven i Rom. I 1053 forsøger paven med tyske lejetropper at fordrive normannerne, men ved Civitate bliver den pavelige hær fuldstændigt revet op af de normanniske høvdinge Humbert og Robert Guiscard. Seks år senere indleder normannerne Siciliens befrielse fra araberne, og i 1071 indtager de de sidste byzantinske områder i Syditalien.

Den skæbnesvangre kamp mellem kejseren og paven

Normannerborg på Sicilien

Med valget af pave Stefan 10. i 1057 – uden kejserens godkendelse – viser pavedømmet, at det endelig føler sig stærkt nok til at undvære kejserens beskyttelse. Fra nu af optræder paven som Italiens leder, støttet af normannerne i syd. Da Hohenstauferslægten i 1138 kommer til magten i Tyskland, sker der en ny historisk omvæltning. Den tyske kongeværdighed er nemlig efterhånden blevet så udvandet, at Hohenstauferne søger kompensation i Italien, som bliver deres hovedland. Fra 1154 til 1268 forsøger de gentagne gange at overtage hele magten i Italien, men lider hver gang nederlag. Dermed mangler Italien en fast, samlet hersker, og landets opsplitning i byer og småstater bliver permanent. De vigtigste stater er Milano, Venedig, Firenze, Napoli og Kirkestaten i Rom. Se de gamle bystater i dag >

Den skønne renæssance

Renæssancen

1494 erobrer Frankrigs konge Karl 8. Napoli, men Spanien intervenerer, og de to lande deler hovedparten af Italien mellem sig. Hermed begynder endnu et nyt kapitel i landets historie. Fra år 1500 hører Milano under Frankrig, mens Spanien sætter sig på Napoli. Imens forsøger de kraftige paver Alexander 6. (1492-1503) og Julius 2. (1503-1513) at styrke Roms og pavestolens magt. I et halvt århundrede kæmper Frankrig og Spanien om dominansen over Italien, indtil Spanien i 1559 definitivt får magten over Napoli, Sicilien og Milano. Efter de store opdagelsesrejser gennemlever Italien en økonomisk nedtur, eftersom de vigtige handelsruter ikke længere går gennem landet.

LÆS MERE: Renæssancen er Støvlelandets storhedstid >

Italien i oplysningstiden

Ved fredsslutningen efter den Spanske Arvefølgekrig (1701-1714) overtager Østrig de hidtidige spanske besiddelser i Italien. I 1735 kommer en sidegren af det fransk-spanske Bourbon-dynasti på tronen i Napoli og Sicilien ("Kongeriget Begge Sicilier"), mens Østrig stadig bevarer magten over Milano og Toscana. I det nordvestlige Italien forsøger Kongeriget Sardinien, som ud over selve Sardinien omfatter Piemonte, Valle d'Aosta og de nuværende franske områder Savoyen og Nice, at opretholde en svær balancegang mellem stormagterne.

Napoleonstiden – slaget ved Marengo i Norditalien

Napoleonstiden

Efter Napoleon Bonapartes sejre under de franske revolutionskrige tager Frankrig magten i Norditalien. Lombardiet med Milano og den østlige del af Emilia-Romagna med byerne Bologna og Ferrara sluttes sammen til den såkaldte Cisalpinske Republik, som i 1805 omdøbes til Kongeriget Italien, der sammen med Ligurien, Venedig og Toscana senere indlemmes i Frankrig. 1798 føres paven som fange til Frankrig, mens Kirkestaten omdannes til den Romerske Republik. 1806 nedlægger den østrigske kejser Frans 1. den tyske kejserkrone. Dermed ophører det Hellige Tysk-romerske Rige at eksistere, men det er en helt anden historie.

Historien om Italiens Samling – il Risorgimento

Kort over Italien 1815-1859

Efter Wienerkongressen 1814-1815, som gjorde en ende på Napoleonstidens kaos, bliver Italien stort set restaureret og vedbliver at være et rent geografisk udtryk (se kortet til højre). I Begge Sicilier genindsættes den franske Bourbon-konge Ferdinand 4., som omgående bryder alle løfter om en liberal forfatning og indfører et rent despoti. Kirkestaten genopstår i fuldt omfang og omfatter igen Lazio, Umbrien, Marche og Romagna-området.

Østrig bevarer hovedindflydelsen i Italien takket være sin besiddelse af Lombardiet, Veneto, Sydtyrol og Friuli-Venezia Giulia (de grønne områder på kortet). Desuden bliver de Habsburgske fyrstehuse genindsat i Toscana, Modena og Parma-Piacenza. Sardinien (lyserøde områder), som også genindfører enevoldstyret, får sine norditalienske besiddelser Piemonte og Valle d'Aosta tilbage og bliver desuden udvidet med Ligurien.

I 1820 går den første revolutionsbølge hen over Europa. I Italien bryder den ud i både Piemonte, Venedig og Napoli, men bliver allerede året efter slået ned af østrigske tropper. Også den anden revolutionsbølge i 1830, som bl.a. rammer Modena, Parma og Bologna, bliver hurtigt nedkæmpet. Efter at oprøret er blevet kuet i Bologna, slipper pave Gregor 16. regulære terrorbander løs på befolkningen. I Marseilles stifter den landflygtige advokat Giuseppe Mazzini, som skulle få stor psykologisk indflydelse på Italiens historie, et hemmeligt nationalforbund ved navn "Det Unge Italien".

"Det underlige år" 1848

Endelig kommer "det underlige år" 1848, hvor revolutionen begynder i Italien og herfra skyller ud over hele Europa – bl.a. fremkaldt af økonomisk krise og massearbejdsløshed. 12. januar udbryder der oprør i Palermo på Sicilien, som hurtigt breder sig til Napoli. Bourbon-fyrsten Ferdinand 2. bøjer sig og udsteder en konstitutionel forfatning, og det samme sker snart efter i Toscana, Sardinien og Rom. 18. marts rejser Milano sig mod østrigerne, og samme dag erklærer Sardiniens kong Karl Albert Østrig krig, mens borgerne i Venedig proklamerer "Republikken San Marco". Begejstringen er stor, men disciplinen er elendig. 25. juli massakrerer den østrigske hær italienerne ved Custozza, og 9. august slutter Sardinien våbenstilstand. Året efter opsiges våbenstilstanden, men efter et nyt nederlag må Karl Albert abdicere, og både i Toscana, Venedig og Rom bukker rejsningerne under.

Cavour – manden, der samlede Italien

Camillo Cavour, manden bag Italiens Samling

I hver eneste italienske by findes der mindst én gade eller plads, der er opkaldt efter en af de fire mænd, der skabte det moderne Italiens historie. Generalen Giuseppe Garibaldi, Italiens første konge Viktor Emanuel 2., digteren Giuseppe Mazzini – og den allervigtigste, Italiens første ministerpræsident, grev Camillo Benso di Cavour.

I 1852 udnævnes Cavour til ministerpræsident i Kongeriget Sardinien, og han bliver den drivende vilje bag Italiens Samling – Il Risorgimento (genrejsningen). I første omgang indfører han en række tiltrængte reformer af Sardiniens hær. 1854 udbryder Krimkrigen mellem Frankrig og England på den ene side og Rusland på den anden. Cavour, der ser sit snit til at vinde Vestmagternes sympati for sine planer om et samlet Italien, erklærer Rusland krig og sender et sardisk hærkorps til krigsskuepladsen på Krim. Og Cavour sidder i held. 14. januar 1858 forøver den italienske patriot Felice Orsini et attentat på den franske kejser Napoleon 3. på grund af kejserens lunkne holdning til den italienske enhedstanke. Attentatet, som paradoksalt nok får Napoleon til at skifte mening, kommer til at ændre historiens gang. 20. juli mødes Napoleon i hemmelighed med Cavour, og de aftaler et snedigt rænkespil, som skal ende med østrigernes fordrivelse fra Italien. I begyndelsen af 1859 siver planerne ud, og Sardinien mobiliserer. Østrig forlanger demobilisering, og da Sardinien nægter, overskrider den østrigske hær grænsen til Piemonte.

Slaget ved Magenta under Italiens Samling

Cavour har spillet sine kort fremragende – Østrig er angriberen, og i maj rykker en fransk hær sarderne til undsætning. Efter nederlag 4. juni ved Magenta og 24. juni ved Solferino trækker østrigerne sig tilbage. Men synet af de blodige slagmarker har rystet den franske kejser, og 11. juni slutter Frankrig og Østrig fred. Ifølge fredsbetingelserne får Sardinien Lombardiet, men ikke det lovede Venedig. Cavour og Viktor Emanuel er rasende, men kan intet gøre.

LÆS OGSÅ: Se alle regionerne, der blev samlet >

Garibaldis 1000 rødskjorter

Italienernes nationale entusiasme og Cavours intriger sørger dog for at holde gryden i kog. Allerede 27. april har en opstand i Firenze tvunget storhertug Leopold 2. til at flygte, og folkeafstemninger i fyrstendømmerne Modena, Parma, Toscana og den pavelige provins Romagna vedtager tilslutning til Sardinien. Cavour køber Napoleon 3.s billigelse ved at afstå Nice og Savoyen til Frankrig.

Garibaldi og Viktor Emanuel 2. mødes under Italiens Samling

I april 1860 udbryder der efter konspirationer af Cavour igen oprør på Sicilien, og friskareføreren Giuseppe Garibaldi sejler med 1000 "rødskjorter" og den sardiske konges hemmelige velsignelse til hjælp. Han slår den langt overlegne napolitanske hær og erobrer hurtigt hele Sicilien. Derefter går Garibaldi i land i Syditalien, erobrer Napoli og indeslutter Frans 2., den sidste konge i kongeriget "Begge Sicilier", i fæstningen Gaeta.

LÆS OGSÅ: Se meget mere om italiensk kultur >

Cavour smeder, mens jernet er varmt. 8. september arrangerer han et oprør i Kirkestaten, og to dage sender han tropper derind for at "genoprette ordenen". Den pavelige hær bliver hurtigt løbet over ende, og sarderne marcherer ned i Campania og forener sig med Garibaldis styrke. Ved en folkeafstemning vedtager syditalienerne sammenslutning med Norditalien. 17. marts 1861 kan et nyvalgt fællesparlament proklamere Sardiniens kong Viktor Emanuel som "konge af Italien". Kort efter vedtages en liberal forfatning analog med den sardiske forfatning fra 1848. Den italienske stat har således aldrig haft et enevældigt monarki.

Erobringstiden – det nye kapitel i Italiens historie

Kort over Italien 1861-1866

Efter samlingen tager Italiens historie en helt ny drejning. Den nye stat vil gerne udvide sit territorium, og den første chance opstår under den preussisk-østrigske krig 1866. Italiens ministerpræsident Alfonso Ferrero la Marmora og efterfølgeren Bettino Ricasoli vælger den rigtige side, nemlig Preussens. Italiens elendige hær og flåde bliver hurtigt sønderslået af østrigerne, men på grund af de preussiske sejre må Østrig samme år slutte fred og overlade hele Veneto med byen Venedig til Italien.

Rom indlemmes – rigssamlingen fuldbyrdes

Kun fire år senere får Italien en ny mulighed. I 1870 udbryder der krig mellem Frankrig og Preussen, og de franske tropper, som siden 1849 havde holdt Rom og Lazio besat og beskyttet paven, bliver trukket hjem. Den italienske ministerpræsident Giovanni Lanza benytter sig straks af chancen for at sende tropper ind, og efter en folkeafstemning bliver den sørgelige rest af den tidligere så mægtige Kirkestat indlemmet i Kongeriget Italien, og Rom bliver hovedstad. Rigssamlingen er fuldbyrdet.

LÆS OGSÅ: Du skal se Rom mindst én gang >

Kolonierne og Triple-alliancen

Straks efter kaster Italien sig ind i kampen om kolonierne. Det fører uundgåeligt til sammenstød med Frankrig, og det vækker raseri i Italien, da Tunis, som Italien selv har ønsket, i 1881 bliver et fransk protektorat. Som modtræk undertegner Italien 1882 forsvarspagten Triple-alliancen med Centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn). Dernæst koncentrerer italienerne sig om Østafrika, og mellem 1885 og 1890 oprettes de første kolonier Eritrea og Somaliland, det nuværende Somalia.

Erobringen af Libyen

Appetitten efter kolonier var langt fra mættet, og i 1911 kaster ministerpræsident Giovanni Giolitti sine øjne på Tripolis og Cyrenaica (det nuværende Libyen), som var en del af det ormstukne tyrkiske rige. I 1902 har Italien af Frankrig fået frie hænder i Tripolis, mod at Italien til gengæld afstår fra at kræve indflydelse i Marokko. Den britiske udenrigsminister sir Edward Grey råder sin italienske kollega markis di San Giuliano til at finde på et passende påskud, og i september 1911 konstrueres en historie om et knivoverfald på nogle italienere i Tripolis. Italienske tropper går i land, og efter en kort krig må Tyrkiet i 1912 slutte fred og afstå hele Libyen og De Dodekanesiske Øer inklusive Rhodos.

Italien i 1. Verdenskrig

Italienske tropper under 1. Verdenskrig

Under 1. Verdenskrig vælger Italien for sidste gang i historien den rigtige side, da ministerpræsident Antonio Salandra "i den hellige egoismes navn" (il sacro egoismo) går ind i krigen på Ententens (Frankrig og Storbritannien) side, på trods af at Italien gennem Triple-alliancen er allieret med Tyskland og Østrig-Ungarn. Ligesom i 1866 ender Italiens militære indsats stort set som en fiasko. I tre år kæmper den italienske hær under den håbløse overgeneral Luigi Cadorna ved Isonzo-floden i det nuværende Friuli-Venezia Giulia mod østrigerne, uden at opnå noget nævneværdigt. Kampene koster Italien 400.000 døde. Men da krigen slutter med sejr til Ententen, får Italien som belønning for sin deltagelse både Sydtyrol, Trieste og halvøen Istrien, og når dermed den største udstrækning i sin historie. Utilfredsheden er dog stor, eftersom Vestmagterne havde lovet Italien et langt større bytte.

LÆS OGSÅ: Hver af de 20 regioner har sin helt egen spændende fortid >

2. Verdenskrig – Mussolinis forkerte valg

Benito Mussolini

Italiens historie havde i de første 80 år efter samlingen båret præg af, at landet altid valgte den rigtige side under de europæiske krige og dermed konstant blev belønnet med udvidelser på fjendens bekostning. Men i 1922 får Benito Mussolini efter den fascistiske "march mod Rom" (Mussolini tager selv toget) overdraget regeringen af kong Viktor Emanuel 3., som håber, at fascisterne kan danne bolværk mod socialismen. Mussolini, som fra nu af kalder sig "duce" (fører), træffer i modsætning til sine forgængere alle de forkerte valg. De første 18 år går det dog godt. Italienske tropper erobrer Abessinien (det nuværende Etiopien), som bliver en italiensk koloni, og i april 1939 besættes Albanien stort set uden et sværdslag. Desuden har italienske tropper under Den Spanske Borgerkrig bidraget til (dog med ringe militære resultater) at bringe de spanske falangister under Franco til magten. Men derefter begår Mussolini sin fatale fejltagelse, da han 10. juni 1940 trækker Italien ind i 2. Verdenskrig på Tysklands side. Resultatet er en katastrofe og et af de mest pinlige afsnit i Italiens historie: Alle de italienske militære entrepriser ender som fiaskoer, og den 25. juli 1943, efter at allierede tropper er gået i land på Sicilien, bliver Mussolini afsat som duce. I løbet af verdenskrigens to sidste år bliver hele den italienske halvø under hårde kampe med tyskerne erobret af de allierede, mens italienske partisaner opererer bag tyskernes linjer.

Konsekvenserne af Italiens deltagelse i 2. Verdenskrig er forfærdelige. Italien har omkring 330.000 dræbte og mister alle sine kolonier samt Istrien, der bliver overladt til Jugoslavien. Desuden er snesevis af italienske byer – især industribyerne i Norditalien – blevet bombet til ukendelighed og mængder af uerstattelige kunstskatte ødelagt.

Italiens historie efter verdenskrigene

Efter 2. Verdenskrig bestemmer et knebent flertal ved en folkeafstemning 2. juni 1946, at monarkiet skal afskaffes. Den sidste italienske konge, Viktor Emanuel 3., må gå af og republikken bliver indført. Italien bliver medlem af FN (1945) og af NATO (1949) og en af den vestlige verdens bastioner mod det kommunistiske Østeuropa. Desuden lægger Italien i 1957 jord til undertegnelsen af Rom-traktaten, det europæiske økonomiske samarbejde, som i dag har udviklet sig til EU. Italien er endelig medlem af G8, verdens otte førende industrinationer. Udenrigspolitisk har Italien holdt lav profil og kæmpet med sine indre problemer – bl.a. over 60 forskellige regeringer siden 1945.

Men Italiens historie er ikke slut endnu – følg med de næste spændende 1000 år!

LÆS OGSÅ: Se meget mere om Italien – det vidunderlige Støvleland >

Faldt siden i din smag? Så giv den et
Renæssancen
ferie
storbyferie
Badeferie
Skiferie
Gardasøen
Comosøen
Toscana
Ligurien
Sicilien
Sardinien
Piemonte
Umbrien
Rom
Milano
Firenze
Venedig

Følg os på Google+