Italiensk sprog – smukt og velklingende som i en opera | Ciao-Italien.dk

Italiensk sprog – smukt og velklingende

Italiensk sprog

Når man taler om italiensk sprog, mener man i virkeligheden toscansk. Helt op til 1300 tallet var latin stadig det almindelige skriftsprog i Italien, ligesom i resten af Vesteuropa, men talesproget var "volgare" – fortsættelsen af vulgærlatin. Der fandtes talrige lokale varianter af volgare, men tre af de mest betydelige forfattere kom alle fra Toscana: Dante, som skrev "Den Guddommelige komedie", var født i Firenze; Boccaccio, som er forfatter til "Dekameron" eller De Hundrede Historier, kom fra Certaldo; og Petrarca, der i mange sonetter besang den elskede Laura, var fra Arezzo. De skrev i 1300-tallet deres berømte værker på deres egen italienske dialekt og skabte derved det fælles folkelige skriftssprog; forfattere fra andre dele af Italien tilpassede deres sprog til den toscanske tunge. Det talte volgare fortsættes i dag i de mange italienske dialekter, men den dialekt, der tales i Toscana (navnlig Firenze), er nok den, der mest nærmer sig til en slags italiensk rigssprog. Der findes dog talrige dialekter, og for mange italienere er dialekten det første sprog.

At lære italiensk

Elever fra sprogskole i Viareggio studerer på stranden

Danskernes interesse for italiensk er øget gennem tiden, ikke mindst fordi det betragtes som et smukt sprog – hvad det da også er. Vokalerne klinger rent, hvilket man bemærker, når man lytter til operasang, f.eks. Verdis pragtfulde "La Traviata" eller Puccinis "Madame Butterfly". Hvis man kun har lært engelsk og tysk, kan det dog umiddelbart forekomme svært at lære italiensk, eftersom det slet ikke ligner de germanske sprog. Hvis man derimod behersker et andet romansk sprog, f.eks. fransk, får man halvdelen forærende – og hvis man ovenikøbet er fra dengang, da man stadig lærte latin i skolen, er italiensk nemt. Desuden kan man straks genkende mange af ordene fra engelsk – eftersom 60 % af ordene i det engelske sprog stammer fra latin.

Italienske ord i dansk

For øvrigt har vi en del italienske ord i dansk. Fra musiksproget f.eks. opera, andante, allegro, piano, finale, sopran, bariton, virtuos, sonate, koncert og violin; fra arkitekt- og malersproget f.eks. façade, balustrade, altan, balkon og villa; fra bank- og handelssproget f.eks. giro, saldo, konto, netto, risiko, valuta, bankerot og fallit; og fra militærsproget f.eks. kaserne, bataljon, arsenal, kavaleri, kanon, soldat, brigade, strabads og alarm.

Nedenstående beskrivelse af italiensk sprog er på ingen måde udtømmende, men blot ment som en ganske kort indføring til den, der nødig vil stå helt på bar bund under en ferie i Italien, hvor de indfødte kun taler deres eget sprog. Belønningen følger straks – italienere begejstres over udlændinge, der har gidet at sætte sig en smule ind i deres sprog, og i modsætning til franskmænd gør de sig stor umage for at forstå den fremmede og selv tale langsomt og tydeligt (højst usædvanligt for en italiener). Faktisk kan det give bagslag, hvis turisten er i stand til at forme små sætninger, for i så fald vil italienerne overvurdere hans eller hendes kundskaber og selv glemme at tale langsomt. Som turist bør man derfor tale i korte sætninger, så italienerne ikke bliver utålmodige.

Italiensk udtale

Italienske ord skal udtales så præcist som muligt. Det hedder ikke en Fjat Pånto, men en FI-at PUN-to – med tryk på første stavelse i Fiat og u som Ulla i Punto. Til alt held er der i italiensk – i modsætning til i f.eks. dansk og engelsk – stor overensstemmelse mellem skrift og udtale, og hvis man blot kender nogle få udtaleregler, kan man ud fra det skrevne sprog udtale ordene nogenlunde korrekt.

Dante, der knæsatte volgare som italiensk rigssprog

Italiensk indeholder fem vokaler: a, e, i, o og u. De udtales stort set, som de skrives. A er åbent (som i dansk "nakke"– aldrig som i "gade") – mens i og u er lukkede (som i dansk "side" og "rude"). E og o kan udtales enten lukket som i vedo (jeg ser) og sole (sol) – jævnfør dansk "sene" og "mode" – eller åbent som i ieri (i går), cuore (hjerte) – som i dansk "pæne" og "hårde". Reglerne for, hvornår de udtales på den ene eller anden måde, er lidt indviklede, og udtalen varierer. Den svage e-lyd, som findes sidst i mange danske ord som f.eks. "tabe", eksisterer ikke i italiensk sprog. Vokalerne er lange eller korte, næsten ligesom på dansk. Hvis vokalen står foran én konsonant, er den lang: come (hvordan) har langt lukket o ligesom i dansk "kone", men foran to konsonanter er vokalerne korte: costa (koster) har kort åbent o som i dansk "post", og fatto (gjort) har kort a som dansk "nakke". Hvis i og u står foran en anden vokal, udtales de som j og (engelsk) w: ieri (i går) og lingua (sprog). 'R' udtales altid tydeligt, med tungespidsen, kraftigere end det engelske 'r'. Lardo (spæk) og porta (dør) har tydeligt 'r' og rimer ikke på vado og quota.

Konsonanter udtales stort set som på dansk, bortset fra at p, t og k ikke har noget pust: Navnet Tivoli ligner ikke "tsivoli". Endvidere har c og g to forskellige udtaler. Foran e og i udtales c som i engelsk ch (channel), f.eks. i ordet cento (hundrede), mens g udtales som i engelsk j (John), f.eks. i ordet giro (tur). I alle andre tilfælde udtales c og g som k og g: cane (hund), crudo (rå) og gamba (ben).

Lær italiensk i Italien

Visse kombinationer af konsonanter har desuden en særlig udtale: gli udtales som lj (meglio, bedre, der udtales mæljo; dog siges 'l' og 'j' på én gang), og gn udtales nj (bagno, bad, der udtales som banjo). Sc udtales foran e og i som sj (scena, scene, omtrent som i dansk gene), men som sk i alle andre forbindelser (scuola, skole, der udtales skwåla). Bogstavet h udtales ikke (ho, jeg har, der blot udtales å). Hvis h'et står efter c og g, bliver den samlede udtale dog som k og g: Chianti, der udtales kjanti, og Lamborghini, der udtales lambårgini.

Bemærk, at dobbeltkonsonanter virkelig skal udtales dobbelt, så man f.eks. hører to t’er i fatto (gjort). Mere præcis er det en lang konsonant.

Trykket ligger som regel på næstsidste stavelse. I enkelte tilfælde ligger det på sidste stavelse, hvilket er angivet med en accent grave: città (by). I nogle ord er der dog tryk på tredjesidste stavelse som i zùcchero (sukker), fràgola (jordbær), zìngaro (sigøjner), ànatra (and), fégato (lever), sìgaro (cigar), mèdico (læge) og stòmaco (mave).

Italiensk grammatik

Man giver sig naturligvis ikke til at lære hele den italienske grammatik i en håndevending, men for turisten kan det være praktisk at kunne nogle elementære regler.

Substantiver (navneord)

Ligesom de fleste andre romanske sprog har italiensk to køn, hankøn og hunkøn. Substantiver (navneord), der ender på -o, er hankøn, mens de, der ender på -a, er hunkøn. Hvis de ender på -e, kan de være enten hankøn eller hunkøn: il mare (hav), la carne (kød). Der er dog en del undtagelser, f.eks. il cinema (biograf), il giornalista (journalist); dog er en kvindelig journalist la giornalista).

Som på dansk er der to tal, ental og flertal. De substantiver, der ender på -a i ental, får dette udskiftet med -e i flertal: la macchina (bil) – le macchine. De, der ender på -o eller -e, får i flertal -i: il vino (vin) – i vini, il giornale (avis) – i giornali.

Der terpes italiensk grammatik

Bestemt og ubestemt artikel

Den bestemte artikel hedder i ental il i hankøn og la i hunkøn: il vino og la camera. Hvis substantivet begynder med en vokal, anvendes dog l’ i både hankøn og hunkøn: l’albergo (hotellet) og l’acqua (vandet). I flertal benyttes i hankøn i (men med gli foran vokal) og i hunkøn le: i vini, gli alberghi og le macchine. Den ubestemte artikel hedder un i hankøn og una i hunkøn, men foran vokal un eller un': un vino, un anno, una macchina og un’acqua. Hertil kommer uno, som benyttes foran s + en anden konsonant samt foran z: uno sfondo (baggrund), uno zebra (zebra, hankøn).

Adjektiver (tillægsord)

De italienske adjektiver (tillægsord) har de samme endelser som substantiverne. De fleste har fire former efter de to køn og de to tal: il vino è buono (vinen er god), la macchina è rossa (bilen er rød), i vini sono buoni (vinene er gode) og le macchine sono rosse (bilerne er røde). Nogle adjektiver ender på e (flertal -i) og har de samme former i begge køn: il signore è gentile (manden er venlig) og la donna è elegante (kvinden er elegant) bliver i flertal til i signori sono gentili og le donne sono eleganti.

Udeladt subjekt (grundled)

I modsætning til i f.eks. dansk, tysk og fransk kan subjektet (sætningens grundled) udelades, hvis det er indlysende. ”Jeg er dansker” hedder blot sono danese (udsagnsordet viser, at der er tale om 1. person ental). Man kan dog godt sige io sono danese, hvis man vil understrege en modsætning til andre: Jeg er dansker.

Høflig tiltale

Tidligere sagde man i Italien ikke du til andre end familiemedlemmer og nære venner. Ligesom på tysk sagde man i stedet "De", udtrykt med 3. person ental: "De er velkommen" hedder (Lei) è benvenuto (sagt til en mand) og (Lei) è benvenuta (sagt til en dame); i flertal "I/De er velkomne" (loro) sono benvenuti eller (voi) siete benvenuti. I vore dage er tu (du) blevet mere almindeligt, især blandt unge mennesker og studerende (dog sjældnere i Syditalien). Selv i butikker kommer man i dag ud for, at en yngre og mindre velopdragen ekspedient siger du til en ældre kunde.

Bøjning af italienske verber

Italienske verber (udsagnsord)

De italienske verbers (udsagnsords) bøjning er meget kompleks, og der findes ca. 50 forskellige former af hvert verbum. Man giver sig kun til at lære dem alle, hvis man har en særlig interesse for italiensk sprog. I første omgang er det tilstrækkeligt at kunne 1. og 3. person ental og flertal af de to hjælpeverber essere (at være) og avere (at have). Desuden er det nyttigt at lære den almindeligste bøjning af de regelmæssige verber, nemlig dem, der i infinitiv (navnemåde) ender på -are, f.eks. parlare (at tale). Endelig bør man lære perfektum participium (fortids tillægsmåde) af de samme verber, fordi den bruges til at danne sammensatte tider. Dermed er man i stand til også at udtrykke sig i fortid. Præsens (nutidsformerne) kan bruges til at udtrykke det fremtidige.

Bemærk, at essere i sammensat tid bøjes med sig selv: sono stato (jeg har været; ligesom tysk: Ich bin gewesen).

Nægtelsen hedder non, og den sættes foran verbet: Non sono inglese (jeg er ikke englænder). På samme vis i flertal: Non siamo inglesi (vi er ikke englændere).

Talordene

Italienske talord

En turist får igen og igen brug for at kunne de italienske talord. Tænk blot på alle de gange, man i en butik spørger, hvad en vare koster: Quanto costa? Hvis ikke man forstår svaret, kan det jo være lige meget. Sørg derfor for at lære talordene.

Sammensatte tal siges i den rækkefølge, hvori cifrene skrives, fra venstre: trentacinque (35), due mila tre cento cinquanta (2350). En undtagelse dog er 11-16: undici, dodici, tredici osv.

De almindelige talord (altså ikke ordenstal) anvendes også for datoer: il nove aprile (den 9. april). Dog bruges primo for ”den første”: il primo gennaio (den 1. januar).

En halv hedder mezzo uden artikel: mezzo litro di vino rosso (en halv liter rødvin).

Nyttige gloser

Nedenfor ses en række gloser, man i forskellige situationer vil få brug for i Italien.

Nyttige italienske gloser

Italienske ugedage og andre ord, man bør kunne genkende

Italienske ugedage mv.

Bilistgloser

På en kør selv-ferie er det nyttigt at kunne nogle få ord. Olieskift hedder cambio olio, tændrør candela og bilvask lavaggio. Punkterede dæk lappes af en gommista.

Gloser for togrejsende

Gloser for togrejsende

Hvis du skal med toget i Italien, er det nyttigt at kunne nogle få ord.

Navne på lande og byer

Ligesom på dansk er navne på lande, landområder og større byer tilpasset til italiensk: la Danimarca (Danmark), Copenaghen (København), la Selandia (Sjælland), la Fionia (Fyn) og lo Jutland (Jylland), Germania (Tyskland), Inghilterra (England), Svezia (Sverige).

Dialekter og andre sprog i Italien

I vore dage lærer alle italienere til en vis grad et fælles-italiensk sprog. I de større byer, f.eks. Firenze, Rom, Torino og Milano, taler man, hvad der kan kaldes korrekt og dannet italiensk. Men der er store variationer. På den vestlige del af Posletten tales der piemontesisk, lombardisk og ligurisk, som har nogle træk fælles med fransk, f.eks. lydene y og ø, som ikke bruges i standard-italiensk. Mange ord mister deres slutvokal, så Trentino i Veneto gengives med Trentìn. Som sproginteresseret vil man få fornøjelse af at lytte til lokalbefolkningens sprog på caféer og på gaden. De fleste taler derhjemme dialekt, men over for fremmede bestræber man sig på at tale "korrekt".

Lær italiensk i Italien

Der tales også helt andre sprog i Italien, især i grænseregionerne. I Valle d'Aosta tales en slags fransk, nemlig det såkaldte franco-provençalsk, der er et selvstændigt sprog, som ligger midt mellem fransk og provencalsk (occitansk). I Sydtyrol, nærmere bestemt Alto Adige mellem Brennerpasset og Trento, der indtil 1919 var østrigsk, tales en sydtysk dialekt, der er anerkendt som områdets officielle sprog. Alle skilte er derfor skrevet på både italiensk og tysk. Befolkningen opfatter sig selv som østrigere og foretrækker tysk, men taler også italiensk, om end med en horribel tyskpræget accent. Midt i Alto Adige tales desuden sproget ladinsk eller rhæto-romansk, der ligesom italiensk nedstammer fra latin, men ikke er en italiensk dialekt og ikke direkte forståeligt for italienere. Varianter af samme sproggruppe findes i det østlige Schweiz og i regionen Friuli, hvor ca. 430.000 individer taler friulansk. Langs grænsen til Slovenien taler 85 % af befolkningen slovensk (i alt omkring 60.000 personer).

På Sardinien tales der endnu et romansk sprog, nemlig sardisk, der minder om italiensk, men på flere afgørende punkter afviger stærkt. Talordet centum (100) udtaltes i latin kentum; i alle andre romanske sprog er k'et blevet ændret til tsj (italiensk cento), s (fransk cent, udtalt sã) eller lignende, men på Sardinien siger man stadig kentu. Den bestemte artikel er gennemgående opstået af stedordet ille, illa ("den"), på italiensk il, lo, la osv. På Sardinien har man i stedet brugt ipse, ipsa ("selv"), så l'amico hedder s'amicu. I den nordvestlige del af øen ligger byen Alghero, hvortil der i 1300-tallet blev flyttet en større gruppe katalanere, og 20.000 beboere har endnu i dag katalansk som modersmål.

Rundt omkring i Italien findes der desuden små grupper af folk, ofte få tusind individer, som er indvandret i oldtiden og middelalderen og taler helt andre sprog. Græsk i Calabrien og Apulien, albansk i næsten alle syditalienske regioner og kroatisk i Abruzzo.

Italiensk studium

Ovenstående er naturligvis kun en ultrakort indføring i italiensk sprog. Hvis man gerne vil lære at tale italiensk, er den bedste måde at opholde sig i Italien og omgås indfødte italienere - kombineret med et studium af grammatik og læsning af forskellige slags tekster. Man kan fint begynde på en sprogskole eller et sprogkursus, og det vil være fuldt tilstrækkeligt til samtaler og anden daglig brug. Men hvis man har lyst til at lære italiensk sprog og kultur at kende til bunds, er der ingen vej uden om et grundigt studium, f.eks. på et universitet.