Kør selv-ferie i Italien – tips til bilferien

Kør selv-ferie i Italien

Italien er helt ideel til kør selv-ferie. Hvis du ikke overnatter undervejs, tager køreturen fra Danmark mindre end et døgn, og bilen er nærmest uundværlig, hvis du gerne vil se mere end ét sted i Italien. Afstandene er meget større end herhjemme, og næsten alle italienere har selv bil – mange familier har endda to; en lille Fiat til bykørsel og en større Lancia eller Alfa Romeo til langture.

Men husk, at Italien er langt og bjergrigt. Selv en øvet bilist vil have svært ved at nå længere end til Firenze i ét stræk. Hvis du skal til Syditalien, måske helt til Sicilien, skal du beregne to dages kørsel. Skønt alle veje fører til Rom, er de følgende to de almindeligste: Den klassiske rute på en kør selv-ferie fra København går over Lübeck, Hamburg, Hannover, Kassel, Würzburg, München, Innsbruck og Brenner – og når du har passeret Brennerpasset, er du i Italien. Hele turen er omkring 1.200 kilometer lang. Sjællændere kan dog spare en smule ved at sejle til Rostock i stedet for Lübeck og køre gennem det gamle Østtyskland. Denne rute er lidt kortere, men til gengæld tager færgen længere tid – og den kan under alle omstændigheder ikke betale sig, hvis du kører fra Jylland.

Italiensk trafik

Den italienske trafik

Mange danskere på kør selv-ferie opfatter italiensk trafik som kaotisk og hensynsløs, mens italienere omvendt synes, at danske bilister er sløve og rethaveriske. I virkeligheden drejer det sig om kulturelle og mentale forskelle. En autoritetstro dansker har det med at følge reglerne og hygge sig bag rattet, mens en antiautoritær italiener betragter trafikken som en alle mod alle-krig og konstant er klar til udfald til højre og venstre. Danskeren kører hensynsfuldt, men holder stift på sin ret, mens italieneren kører egoistisk, men fleksibelt. En italiener, der vil ud fra en sidevej, triller frem i overbevisning om, at de andre bilister nok skal give ham plads, hvis blot han får øjenkontakt. Danskeren vil derimod overholde sin vigepligt, standse op og afvente et hul i trafikken.

Forskellene ses også ved f.eks. overhalinger på landevej. En italiener vil altid forvente, at både de modkørende og den bilist, der bliver overhalet, vil trække ud i rabatten, så han selv kan få plads til at overhale. Når en dansker bliver overhalet, vil han ofte sætte farten op for at forhindre den formastelige i at komme ind foran. Derved bliver situationen endnu farligere. Endelig ser man ofte italienere køre over for rødt lys om natten, hvis oversigtsforholdene er gode, og der ikke er andre biler i nærheden. Af samme grund er mange lyskurve sat ud af funktion natten igennem.

Faktisk glider trafikken i Italien bedre end i Danmark, og de farlige situationer bliver først rigtig farlige, når en turist ikke følger trafikrytmen, men kører, som om han var hjemme. Som regel falder 10-øren heldigvis efter nogle dage, og man begynder at køre ligesom italienerne. Også her gælder skik følge eller land fly. Når man er på kør selv-ferie i Italien, må man naturligvis indrette sig efter landets skikke og køre som italienerne – ellers bliver man til fare for både sig selv og andre.

Færdselsregler i Italien

Nyttige telefonnumre

  • Italiens internationale kaldenummer: 0039
  • Carabinieri: 112
  • Politi: 113
  • Brandvæsen: 115
  • Autohjælp: 116
  • Ambulance: 118
  • ACI, den italienske automobilklub (svarer til FDM): 0039 080 31 16
  • Den danske ambassade: Via dei Monti Parioli 50, Rom, tlf. 0039 06 977 48 31, romamb@um.dk
  • SOS International: 0045 70 10 50 52
  • Mistet kreditkort: Dankort og Visa: 0045 44 89 29 29; MasterCard og American Express: 0045 44 89 27 50

På trods af fleksibiliteten har Italien stort set de samme færdselsregler. Der er dog et par ting, du skal vide, når du er på kør selv-ferie. F.eks. er der i lyskurve med rødt lys ofte en lille, grøn pil for ligeud-kørsel. Hvis man overser den og bremser op, er der stor risiko for sammenstød med bagfrakommende biler.

Desuden har Italien for at tækkes EU i de seneste årtier indført et hav af nye love, der i stor stil ignoreres. F.eks. er tændt nærlys blevet påbudt om dagen, men kun uden for byerne (motorcyklister skal dog også have nærlys på i byerne, og styrthjelm er obligatorisk). Sikkerhedsseler blev påbudte i 1988 (i dag også på bagsædet), men de fleste italienere regner loven for statsligt formynderi, og det gør politiet som udgangspunkt også. Børn under 150 cm skal anvende barnestol eller selepude. Det er forbudt at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen, men heller ikke denne lov bliver taget alvorligt. Det nyeste påfund er, at man ikke må ryge med børn eller gravide kvinder i bilen, men også dette foretrækker italienerne at bestemme selv. Det er ulovligt at bruge hornet, medmindre der er ved at opstå en farlig situation, men især syditalienere er glade for larm, så denne bestemmelse overholdes overhovedet ikke.

Bøder i Italien

Promillegrænsen er som i Danmark (ved mindre end tre års kørekort er grænsen dog 0,0). Italienere drikker sjældent for meget til at kunne køre, og alkoholrazziaer er derfor usædvanlige.

Bøder kan blive opkrævet på stedet af turister på kør selv-ferie. Hvis bøden betales inden 5 dage, kan man i nogle tilfælde få en rabat på 30 %. Kvinder – især blondiner – kan dog ofte slippe helt for bøden ved at smile til færdselsbetjenten. Sådan er alting så fleksibelt i Italien.

Kørsel i byerne

De fleste italienske byer er gamle og har smalle gader, der ikke er beregnet til bilkørsel. På grund af det enorme antal turister på kør selv-ferie har mange byer derfor begrænset bilkørslen i centrum. Dette er angivet med skiltet zona traffico limitato, som kan være ret forvirrende, eftersom forbuddet ofte er tidsbegrænset, hvilket angives på undertavler. Nogle steder gælder forbuddet kun på hverdage (feriali), andre steder kun på søn- og helligdage (festivi). Husk, at lørdag er en almindelig hverdag i Italien. Der kan også være angivet, at turister gerne må køre ind til deres hotel (alberghi).

Se de skønneste storbyer >

Miljøzoneskilt

I de senere år har flere storbyer desuden indført såkaldte miljøzoner, i hvilke indkørsel er forbudt, som regel fra kl. 8 til 18. Kun beboerne må køre ind, men reglerne kan i øvrigt variere – i Firenze gælder forbuddet f.eks. ikke for personer over 65 år. Hvis man har booket hotel i miljøzonen, kan hotellet ofte skaffe en indkørselstilladelse. Hvis man overser skiltet, fotograferes nummerpladen, og den stakkels bilist får til sin forbløffelse tilsendt en bøde på mindst 80 euro – selvom han aldrig har talt med en italiensk færdselsbetjent. Beløbet fordobles, hvis man ikke betaler i løbet af to måneder.

Busbaner er markeret med gul afstribning. De må gerne benyttes af taxier og udrykningskøretøjer, men anvendes også flittigt af privatbilister. Det er uklogt at følge dette eksempel – færdselspolitiet er ikke spor overbærende, bare fordi man er udlænding. Fodgængerovergange er til for et syns skyld, og de italienske bilister blæser på dem. Man ser derfor ofte fodgængere strække hånden frem som tegn på, at de gerne vil over gaden. I øvrigt vader fodgængere ofte selv rundt på kørebanen. Cyklister ser man stort set ikke; bortset fra professionelle cykelryttere kunne ingen italienere ved deres fulde fem drømme om at køre på cykel.

Badeferier, du vil elske – og som vil elske dig >

Motorvejskørsel

Motorvej i Syditalien

Verdens første motorvej åbnede i 1924 i Italien, og det danske navn var derfor tidligere autostradaer. Især Norditalien er stadig førende med motorveje, og de holdes generelt i fin stand. Færdselsreglerne er de samme som i Danmark, men mange steder hænger der kameraer over vejen, og fartbøder tilsendes automatisk. Overvågningssamfundet er også kommet til Italien. Ved baneskift skal der benyttes blinklys. Læg i øvrigt mærke til, at forbuddet mod at overhale højre om i langt højere grad overholdes af italienerne. Her er der nemlig en regel, det virkelig giver mening at overholde.

Motorvejsafgifter

De fleste motorveje i Italien er private, og der skal betales afgift. Som tommelfingerregel er prisen en euro for hver 7 kilometer, men det kan sagtens være dyrere. Når man kører ind på motorvejen, trækker man en billet, og ved frakørslen betaler man for den tilbagelagte strækning. Ved betalingsanlæggene er kontantbanerne normalt til højre, men man kan også købe et Viacard f.eks. på turistkontorer, i visse banker eller på motorvejsrestauranterne Autogrill. Her kan man i øvrigt også tanke benzin (selvbetjening) og købe småretter, som f.eks. panini, der er langt lækrere end på de danske motorvejscafeterier. Motorvejsskilte er grønne, mens blå skilte viser hovedveje og de såkaldte superveje.

Bjergkørsel – kør selv-feriens eksamen

Regler for bjergkørsel

  • 1. Nedadkørende trafik skal vige for opadkørende – bortset fra at personbiler altid skal vige for busser og lastbiler.
  • 2. Brug hornet før sving, som du ikke kan overskue.
  • 3. Kør så langsomt som muligt i hårnålesving og hold din vognbane, medmindre oversigtsforholdene er gode.
  • 4. Kør nedad i samme gear, som du ville bruge opad.
  • 5. Hold ikke foden på bremsen ved nedadkørsel, men benyt motorbremsen.
  • 6. Undgå at køre i bjerge, når det er mørkt.
  • 7. Koncentrer dig om kørslen – ikke om din mobiltelefon eller børnene på bagsædet.
  • 8. Husk, at udsigten skal nydes fra rastepladserne, ikke under kørslen.

Hvis man er på sin første kør selv-ferie i Italien, bliver man virkelig sat på prøve, når man kommer op i bjergene. Som ung og uerfaren bilist er det faktisk klogest at holde sig i lavlandet. Bjergkørsel er langsommelig, og en gennemsnitshastighed på 30 km/t er ikke unormal. Bilen skal være i topform, og man skal være fortrolig med den. For resten er det ikke en god idé at udsætte en helt ny bil for bjergvejene. Og lær så de simple regler, som du ser i boksen.

Hastighedsgrænser

Hastighedsgrænserne i Italien er som følger: byområder: 50 km/t; landeveje og superveje 90 km/t (med campingvogn 70 km/t); motorveje 130 km/t (med campingvogn 80 km/t). Tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi fik indført, at man på visse sekssporede motorveje må køre 150 km/t (110 i regnvejr). Chauffører, der har haft kørekort i mindre end 3 år, må dog højst køre 90 km/t på landeveje og 100 km/t på motorveje. Tjek i øvrigt altid skiltningen, inden du kører ind i en by – i Italien elsker man at ændre fartgrænserne. Italienerne betragter dem dog generelt mere som en vejledning.

Top 10-rejsemål i Støvlelandet >

Parkering i byerne

Parkering i Italien

Parkering i byerne er gratis i hvide båse, men ofte kun for lokale beboere. Blå båse er betalingspladser, mens gule båse er for handicappede. Ved parkering til gene for trafikken, bliver bilen fjernet. De sidste to-tre uger i august måned er bedst til kør selv-ferie, for alle italienere er ved strandene, så der er flere parkeringspladser i byerne. Husk regel nummer ét: Efterlad aldrig tasker eller jakker i bilen, så de er synlige udefra. Det er muligt, at de ikke indeholder noget af værdi, men det finder tyven først ud af, når han har smadret billåsen eller en rude. Biler med udenlandske nummerplader samt udlejningsbiler er faktisk særlig udsatte.

Tankstationer

Bortset fra på motorvejsrestauranter er der som udgangspunkt ikke selvbetjening på de italienske tankstationer. Vent, til tankpasseren kommer og tanker op for dig – og stik ham så lidt drikkepenge.

Det skal du medbringe på kør selv-ferien

Du skal medbringe bilens originale registreringsattest, dansk kørekort, advarselstrekant, en sikkerhedsvest med reflekser og miljømærkatet "ECO Pass", som kan købes i kiosker i Italien og er påkrævet i nogle byer. Det er fornuftigt også at medbringe det grønne forsikringskort. I visse regioner er vinterdæk påkrævet om vinteren. Desuden skal bilen være forsynet med DK-mærkat – men så er du også klar til en fin kør selv-ferie.

Biltog

Du kan slippe for den lange tur på kør selv-ferien – nemlig ved at rejse med biltog fra Hamburg. Togrejser har endda en særlig charme. Der går biltog hele vejen fra Hamburg til Innsbruck, og undervejs kan du beundre udsigten til snedækkede bjergtoppe, når toget bugter sig gennem Alperne – en perfekt optakt til en skøn kør selv-ferie. Se mere på www.oebb.at.

Billeje i Italien

Man kan også bare vælge den mest bekvemme løsning: at leje en bil i Italien. Alle de store biludlejningsfirmaer har kontorer i Italien, og billeje er billigere end i Danmark. Du skal være fyldt 21, mens nogle selskaber har en øvre aldersgrænse på 65-75 år. Det nemmeste er at bestille leje af bil hos rejsebureauet – så holder den klar i lufthavnen, og dit livs ferie kan begynde med det samme!

Det kan dog tilrådes at vælge sit biludlejningsfirma med omhu og holde sig til de større og internationale. Flere gange har lokale biludlejningsfirmaer fået store bøder for at have opdigtet skader på udlejningsbiler og videresendt falske værkstedsregninger til kunder. Man bør derfor altid leje bil uden selvrisiko på forsikringen. Det er også blevet rapporteret, at ansatte i biludlejningsfirmaer står i ledtog med kriminelle, som efterfølgende fremsender falske, men vellignende bødeforlæg (med udlejningsbilens registreringsnummer) for påståede hastighedsoverskridelser. Hvis man ikke selv mener at have kørt for hurtigt, bør man altid kontakte feriedestinationens lokale politistation, inden man betaler en sådan opkrævning.