

Det siges, at domkirken i Milano kun overgås af Peterskirken i Rom. Jeg kan ikke forstå, hvordan den skulle kunne overgås af noget som helst, der er skabt af mennesket.
Den amerikanske forfatter Mark Twain, 1867.
Lige midt på den flade, frugtbare Poslette ligger Milano, som er Italiens næststørste by og alt det, man forstår ved en hypermoderne, pulserende storby. International, kosmopolitisk og levende døgnet rundt. Rom er som bekendt Italiens hovedstad og hjerte – men Milano er til gengæld Italiens hjerne, hovedstad i regionen Lombardiet og landets absolutte finans- og modecentrum. Desværre blev byen kraftigt bombet under 2. Verdenskrig, og en stor del af den gamle bydel er i dag blevet afløst af skyskraberlignende kolosser i glas og beton.
Alle de vigtigste seværdigheder i Milano ligger inden for gåafstand. Lad os ignorere de moderne skrammelbyggerier og begynde helt inde i Milanos historiske centrum, Piazza del Duomo. Her ligger byens største seværdighed, domkirken, Duomo di Milano, som er den vigtigste gotiske bygning i Italien og den fjerdestørste kirke i verden. Allersmukkest er den i det tidlige morgengry, når den langsomt dukker frem af disen som et kæmpemæssigt smykke af sølv- og guldtråde med skove af spir og statuer. Domkirken blev påbegyndt i 1386 af en ukendt arkitekt og først fuldendt, da den franske kejser Napoleon den Store i 1805 beordrede facaden færdiggjort. Men gå endelig ikke ind med det samme! Tag først en spadseretur rundt om bygningen og få et indtryk af det enorme arbejde, der hele vejen rundt er lagt i den ydre marmorudsmykning, med ikke færre end 2245 statuer.
Indvendig domineres det 148 meter lange kirkeskib af 52 mægtige piller og de tre vidunderlige vinduer bag højalteret, som sender de mest strålende farver gennem kirken. I højre kirkeskib troner Marco d'Agrates statue af apostlen Bartholomæus, der blev hudflettet levende og korsfæstet med hovedet nedad, da han missionerede i Armenien. På statuen står han med sin egen hud i hænderne. Ved siden af statuen finder man gravmælet for condottieren Gian Giacomo Medici og trappen og elevatoren op til domkirkens tag. Smut endelig en tur op – i klart vejr får man den mest pragtfulde udsigt over Milano med Alpernes halvcirkel i horisonten.
LÆS OGSÅ: Rom er seværdigheder, til du segner >
Til venstre for domkirken ligger det gamle Viscontipalads, Palazzo Reale, og til højre Milanos foyer, de myldrende arkader Portici Settentrionali og Meridionali. Gennem triumfbuen kommer man ind i den skønne Galleria Vittorio Emanuele II fra 1865, som butiksarkader verden over har forsøgt at efterligne. Her mødes hele Milano for at shoppe, flirte og blive set. Både sommer og vinter, når vejret enten er for varmt eller for koldt til at nyde livet udendørs, er Galleria Vittorio Emanuele II det perfekte mødested med sine restauranter og flotte barer. I det hele taget findes der ingen steder i Italien, hvor barerne er så elegante som i Milano. Det samme gælder shopping-butikkerne, men man opdager også hurtigt, at Milano er finanskongernes by. Alt er dyrt – men til gengæld får man også de mest udsøgte varer i hele Italien. Desværre har den amerikanske vulgærkultur – for millioner af dollars – trængt sig ind i Galleria Vittorio Emanuele II, for her ligger den eneste McDonalds-restaurant i Milano.
I den anden ende af arkaderne træder man ud på Piazza della Scala med den berømte operabygning La Scala fra 1778, hvor enhver sanger i hele verden drømmer om at optræde. Det er en fryd at synke ned i de ceriserøde fløjlsstole og lytte til verdens største dirigenter, mens man nyder synet af det store gyldne og hvide operarum. Nogle af de allermest kendte operaer, som Puccinis Turandot og Madame Butterfly, Verdis Othello og Rossinis Il turco in Italia havde i sin tid verdenspremiere her.
På en gallaaften er operaen en ganske særlig oplevelse. Overalt ses pragtfulde kjoler og rober, kostbare pelse og juveler, elegant båret af Europas skønneste kvinder, hvoraf en del mere kommer for at blive bemærket end for operaens skyld.
Sæsonen begynder 7. december på mindedagen for Milanos skytshelgen Sant'Ambrosio. Men sæderne i verdens dejligste opera er naturligvis eftertragtede. Der skal bestilles billetter måneder i forvejen – og det kan man gøre på www.teatroallascala.org.
LÆS OGSÅ: Operasæsonen i Veronas arena begynder 14. juni >
Foran La Scala står en statue af Leonardo da Vinci, for den store mester levede 15 år af sit liv i Milano, og i Pinacoteca Ambrosiana kan man se 1750 af hans tegninger og skrifter.
Men kun ét af geniets store værker er bevaret i Milano, nemlig den berømte Sidste Nadver, som er malet på væggen i refektoriet (munkenes spisesal) ved kirken Santa Maria delle Grazie i Corso Magenta. Under et af 2. Verdenskrigs blev bygningen ramt af bomber, og taget og tre af murene styrtede sammen – men på mirakuløs vis blev muren med Den Sidste Nadver stående. Farverne er trods mange restaureringsforsøg falmede, men man ser stadig tydeligt usikkerheden i apostlenes øjne i det øjeblik, hvor Kristus siger, at én af dem vil forråde ham.
En anden top-seværdighed i Milano er den kolossale borg Castello Sforzesco, hvor alle byens herskere har boet siden 1400-tallet, og som stadig er en af de største fæstninger i Europa. Med sine dystre tårne og dybe voldgrave minder den om dramatiske begivenheder i Milanos historie. Her herskede hertugslægterne Visconti og Sforza, ikke mindst den grusomme Giovan Maria Visconti, der dresserede sine hunde til at sønderrive mennesker, og som til sidst blev dræbt af nogle sammensvorne ved kirken San Gottardo.
I Castello Sforzesco boede også den sidste Visconti, Filippo Maria, der var så bange for sin egen befolkning, at han sjældent bevægede sig ud i Milanos gader, men i stedet fyldte borgområdet med herlige haver og alléer. Filippo var så dødsangst, at han lod sin egen døende yndling slæbe ud af Castello Sforzesco, for at ingen skulle ende deres liv i hans borg. I dag huser det imponerende bygningsværk nogle seværdige museer og biblioteker.
Når man endelig er i Milano, må man også se kunstsamlingen Pinacoteca di Brera, der er blandt de ypperste i hele Italien med Rafaels Spozalizio, Jomfruens trolovelse, som den største skat, samt værker af bl.a. Tintoretto, Rafael og Andrea Mantegna. Pinacoteca di Brera ligger i Via Brera 28, kun få skridt fra Piazza della Scala.
LÆS OGSÅ: I Venedig bliver dine fantasier til virkelighed >
Galleria Vittorio Emanuele II er som nævnt et godt sted at shoppe i Milano. Men det mest eksklusive shoppingkvarter er den såkaldte "Quadrilatero della Moda", modefirkanten, i området omkring domkirken og operaen. Her ligger hovedkvartererne for de største italienske modehuse med showrooms og butikker, bl.a. Armanis, Dolce e Gabbanas, Trussardis, Valentinos, Pradas og Versaces – foruden et hav af internationale modelbureauer. Det ser man tydeligt i gadebilledet, som vrimler med unge, smukke mænd og kvinder fra hele verden – nogle allerede som etablerede modeller, mens andre dagligt belejrer bureauerne i håb om, at deres chance snart kommer.
Man kan selvfølgelig shoppe overalt i Milano. F.eks. er Corso Buenos Aires en af verdens allerlængste shoppinggader med hundredevis af mode- og skobutikker. Hvis man rejser på de rigtige tidspunkter af året, nemlig lige efter jul og midt på sommeren, kan man finde fantastiske udsalg og gøre et rent kup. Prøv også at slå et smut om ad Via Torino, Corso Vittorio Emanuele II, Via Manzoni og Corso Venezia.
LÆS OGSÅ: Firenze er shopping, kunst og romantik til overflod >
For fodboldfans er Milano helt oplagt til en en forlænget weekend. Byen er hjemsted for hele to af Italiens største fodboldklubber, A. C. Milan og Inter, som altid konkurrerer om at være Milanos og Italiens førende. Med god planlægning kan man nå at se begge hold i løbet af en weekend, eftersom der spilles kampe både lørdag og søndag. Milan, der blev stiftet af fastboende englændere i slutningen af 1800-tallet, og derfra har sit engelske navn, er traditionelt byens aristokratiske klub, mens Inter – hvis fulde navn er F. C. Internazionale – er grundlagt af arbejdere fra Milanos fabrikker.
Man skal ikke rejse til Milano for at opleve det ægte Italien, for byen er ikke det typiske Italien. Man rejser heller ikke til Milano for at opleve renæssancen eller den autentiske, italienske stemning med vasketøj mellem vinduerne i snævre stræder. Men hvis man vil fornemme pulsen fra en moderne storby, kommer ingen andre italienske byer på siden af Milano. Med sine to store lufthavne, Linate og Malpensa, og en flyvetid fra København på under to timer er Milano som skabt til en kort storbyferie eller en forlænget weekend. Byen rummer hundredevis af hoteller i alle prisklasser og talløse restauranter – fra de dyre gourmet-templer til de mindre, familiedrevne restauranter i sidegaderne. Og eftersom Milano er Italiens mest internationale storby, kan man vælge mellem den lokale, milanesiske gastronomi – prøv f.eks. Cotoletta alla Milanese, en papirtynd, paneret kalvefilet – og køkkener fra hele verden.
LÆS OGSÅ: Kombiner med en tur til smukke Lago di Como – kun 25 km væk >
Det er også meget nemt at komme rundt i Milano med byens hyggelige sporvogne eller den vidtforgrenede metro, som giver langt bedre mening her end i f.eks. København. Der er ligeledes rige muligheder for at leje bil, men vær forberedt på trafik og trængsel af et omfang, som er ukendt i Danmark. Også på det område er Milano en ægte storby.
I Milano minder vejret og klimaet om Centraleuropa. Om sommeren kan temperaturen svinge meget, men den kommer sjældent under 20 grader og ligger som regel på 25-30 grader.
Det kan godt regne om sommeren, men det mest våde vejr oplever man i oktober og november. Faktisk er februar den måned, hvor det regner mindst. Til gengæld er der ofte snevejr om vinteren, og i januar kan temperaturen nå ned omkring frysepunktet. De bedste måneder at rejse til Milano er april, maj, juni og september, mens vejret i juli og august kan være kvælende hedt.
Romerne kaldte Milano for Mediolanum, og byen var allerede i oldtiden Norditaliens vigtigste. I det 4. århundrede blev Milano et ærkebispedømme, men først i middelalderen voksede byens magt for alvor, og den blev centrum for Norditaliens kamp mod den tyske adelsslægt Hohenstauferne. Det gik ikke helt problemfrit, for i 1162 jævnede den tyske kejser Frederik 1. Barbarossa Milano med jorden. Efterhånden opnåede byen dog uafhængighed. I den sene middelalder tiltvang huset Visconti sig tyrannisk magt over Milano, men da slægten uddøde i 1447, fik Francesco Sforza magten. I årtier kæmpede Sforza-slægten en udmattende kamp mod Frankrig, og Milano kom i en periode i begyndelsen af 1500-tallet under fransk styre. Fra Sforzaernes uddøen i 1535 havde spanierne magten i Milano indtil 1713, hvor byen blev en del af det østrigske kejserrige.
I revolutionsåret 1848 var Milano var en af de første italienske byer, der rejste sig mod de østrigske magthavere. Oprøret blev hurtigt knust, men under krigen om Italiens Samling i 1859 blev byen omsider frigjort fra fremmedherredømmet og en del af det nye Italien. Men det var ikke slut med de turbulente tider. Under industrialiseringen blev Milano en af det unge socialistpartis højborge med hyppige strejker og kampe mellem anarkister og politiet, og under 2. Verdenskrig blev byen som industricentrum udsat for voldsomme allierede luftbombardementer med store ødelæggelser til følge.