Pisa – vælt nu Det skæve Tårn

Pisa

Pisa er en mystisk by. Provinshovedstad, men ikke en rigtig storby. Universitetsby, uden at være intellektuel. Toscana – men ikke det rigtige Toscana. Og hvis arkitekten Bonanno dengang i 1100-tallet havde haft bedre styr på at pilotere, ville Pisa ikke være så berømt. Nu har hvert et barn i verden hørt om Det skæve Tårn i Pisa, og hvert år vælter to millioner turister ud af busserne og fotograferer tårnet og de andre underskønne og skæve bygninger på Campo dei Miracoli – mens de lægger enorme summer i de vulgære souvenirbutikker og bidrager til Pisas kommunekasse.

Se vejret i Pisa lige nu >

Det skæve Tårn

Alligevel er det som om, at folk i Pisa ikke interesserer sig synderligt for de utrolige kunstværker, der omgiver dem. Uanset om hele verden bekymrer sig for, om tårnet nu hælder en centimeter mere eller mindre, er pisaneren ligeglad. Han interesserer sig mere for finanser og møder turisterne med humor og sarkasme. Og Pisa er slet ikke længere "la città morta", den døde by, som Lord Byron kaldte den, men blomstrende og myldrende med livsglade studerende fra byens ældgamle og ansete universitet. Af samme grund er Pisa relativt billig, og man bliver ikke flået på restauranter og barer – og bortset fra ved Det skæve Tårn er der faktisk flere pisanere end turister. En usædvanlig ting i Toscanas berømte byer.

Pisas mirakler – Campo dei Miracoli

Pisas største seværdigheder ligger ikke i centrum, men i byens nordlige udkant, og er pænt og ordentligt samlet på et grønt tæppe, der kaldes Campo dei Miracoli, Miraklernes Eng. Her findes Italiens mest sublime koncentration af romansk arkitektur og det mest misbrugte motiv på postkort og souvenirs fra Toscana: De fire arktektoniske vidundere Det skæve Tårn, domkirken, dåbskapellet og Camposanto Vecchio – alle sammen med rolige, fornemme flader i sorthvid marmor. Uden disse ville Pisa bare være en af de italienske byer, man rejser igennem og ikke kan skelne fra alle de andre.

Det skæve Tårn

Slå dig ned på det grønne tæppe og nyd seværdighederne. Foran dig står beviset på Pisas storhedstid: Campanilen, Det skæve Tårn, som er så smukt, at det ville være berømt, selv hvis det ikke havde været skævt. Domkirken manglede et klokketårn, og byggeriet begyndte i 1173. Men efter kort tid gav den sumpede undergrund efter, og arbejdet blev standset. Først 200 år senere blev det genoptaget med den defekt, der skulle blive Pisas største seværdighed og en af de største attraktioner i hele verden. I den ene side er Det skæve Tårn 56,6 meter højt, i den anden kun 55,8, og når man stiger op ad de 294 trin, føles det som i Det skøre Hus i Tivoli. På hver etage kan man gå ud mellem søjlerne, og man føler sig nærmest suget mod afgrunden – især fordi der kun er rækværk på den øverste etage. Herfra foretog Galileo Galilei, der blev født i Pisa i 1564, sine forsøg med legemers fald mod jorden, og i godt vejr er udsigten storslået.

Nup dog en rejse til Pisa og vælt Det skæve Tårn

Hældningen var i år 2000 vokset til 5 meter, og tårnet blev afspærret. Men med store kontravægte og en investering på 100 millioner kroner er det lykkedes at reducere hældningen med 40 cm, og tårnet er igen åbent for turister – dog kun 30 ad gangen. Masseturismen har medført, at køen kan være alenlang, så det er klogt at bestille billetter på www.opapisa.it (børn skal være fyldt 8 år). Husk at købe en kombineret billet til alle Campo dei Miracolis mirakler – når du nu endelig er i Pisa.

Domkirken

Ved siden af Det skæve Tårn står Pisas domkirke, der hælder 25 cm og med sine utrolige proportioner og fire søjlerækker oven på hinanden er en af de skønneste i Italien. Ligesom tårnet er domkirken bygget af Bonanno, og selvom han ikke kunne finde ud af at pilotere, var han en kunstner. Engang var domkirken verdens største, og den har med sine grønne og flødefarvede linjer dannet skole for utallige romanske kirker i Toscana. Og interiøret er lige så betagende: Her lå den romerske kejser Hadrians villa, og mange af de 68 indvendige søjler stammer herfra. Bonanno havde oprindeligt udført fire pragtfulde bronzedøre, men de tre blev ødelagt ved en brand i 1595, og kun den, der med sine vidunderlige relieffer vender mod tårnet, er tilbage. Bonanno var også mester for domkirkedørene i Monreale på Sicilien og dermed en af historiens første kunstnere, der emigrerede til et fremmed land for at arbejde.

Verdens skønneste prædikestol

Domkirken

I midterskibet, der dækkes af et forgyldt kassetteloft, ses til venstre domkirkens juvel, den berømte marmorprædikestol fra 1302-1311, som Giovanni Pisano brugte ni år af sit liv på, og som man i Pisa kalder verdens skønneste (men sig det aldrig til en mand fra Siena). Også prædikestolen ramtes af branden i 1595, men blev i 1926 rekonstrueret med alle de stumper, man kunne finde. Overalt er den fyldt med fantasifulde relieffer som kvinden, der ammer to børn – kvinden er den katolske kirke, og børnene er Det gamle og Det nye testamente. De tre statuer, der bærer prædikestolen, er tro, håb og kærlighed.

LÆS OGSÅ: Se selv i fortryllende Siena >

Pisas seværdigheder – her domkirkens interiør

Galileis lampe

Ud for prædikestolen hænger Galileis lampe, som distraherede den lærde mand under gudstjenesten i 1583. Ved at sammenligne de små skåles svingninger med sit pulsslag opdagede han pendulets isokronisme. Men ind imellem nød Galilei de skønne munkestole, ærkebispestolen og kunstværkerne, især Andrea del Sartos alterbillede, Den hellige Agnes, og Giambolognas englekandelabre og store marmorkrucifiks på højalteret. Mosaikkerne i halvkuplen er af Cimabue og viser Kristus mellem Maria og evangelisten Johannes. Domkirken skæmmes kun af én ting: Giuliano Vangis vulgære, moderne alter og tilhørende prædikestol, der blev installeret i 2001.

Fik fingre hugget af for at stjæle ost

Pisas skytshelgen er Skt. Ranieri. Hans kapel er bagest i højre tværskib, og da han døde ringede alle kirkeklokker i Pisa, uden at nogen havde rørt dem. Hvert år 16. juni udstilles hans knogler for det begejstrede publikum, men der mangler to fingre: Ranieri blev nemlig grebet i at stjæle ost og fik derfor to fingre hugget af. Straffen virkede fint, og den tyvagtige mand stjal aldrig ost igen.

Til venstre i samme skib hviler den tyske kejser Henrik 7., der i 1313 under forberedelse af krig mod Firenze døde af malaria og blev begravet i Pisa. Lige siden har man i domkirken hvert år holdt sørgemesse på hans dødsdag.

LÆS OGSÅ: Om en time står du midt i renæssancens Firenze >

Dåbskapellet – Pisas tredje mirakel

Dåbskapellet

Over for domkirken står det tredje mirakel, det runde dåbskapel Battistero di San Giovanni, der hælder 50 cm, og som Giovanni og Nicola Pisano stod faddere til. Når solen rammer domkirkens facade og kastes tilbage mod dåbskapellets myriade af søjler, statuer og spir, minder bygningen om en pavekrone. Den fineste af de fire portaler vender mod domkirken og er fyldt med byzantinske relieffer og søjler. Kuplen, som er 18 meter i diameter, bæres af søjler og piller, og rummet er berømt for sit ekko, der gentages 37 gange, og som skyldes rummets form og den dobbelte kuppel. Hver halve time demonstrerer kustoden ekkoet, men stik ham nogle småmønter – så gør han det straks.

I midten står det ottekantede dåbsbassin med en bronzestatue af Johannes Døberen, og i Den guddommelige Komedie fortæller Dante, hvordan der blev holdt regnskab med de nyfødte: For hver dreng lagdes en brun bønne og for hver pige en hvid bønne i det dertil beregnede skrin.

Dødens triumf i Camposanto Vecchio

Misundelige Siena

Til venstre står Nicola Pisanos sekskantede prædikestol fra 1260, der med sine marmorrelieffer inspireret af romerske sarkofager var kronen på Pisas korte, kunstneriske historie. I Siena blev man misundelige, og i 1265 skrev Pisano i dåbskapellet under på at bygge en lige så skøn prædikestol til Sienas domkirke. Så længe arbejdet stod på, måtte han højst opholde sig i Pisa to måneder om året, og han måtte kun ansætte fire elever, af hvilke hans 14-årige søn Giovanni blev den ene.

Camposanto Vecchio

Gemt bag lange, kridhvide marmormure ligger Pisas fjerde stolthed, kirkegården Camposanto Vecchio, som den 5. amerikanske armés artilleri delvis ødelagde i juli 1944. Bag murene findes de virkelige skatte: Langs indersiden løber fire gallerier, hvis indermure er dækket af ubeskrivelige fresker med bibelske motiver og dommedagsscener af store mestre med Orcagnas dramatiske "Dødens triumf" som den ypperste.

I midten åbner gallerierne sig mod en have, hvis muld består af 53 skibsladninger jord, der blev transporteret fra Golgata til Pisa i 1188, og hvori byens fornemste borgere blev begravet. Langs væggene lokker etruskiske vaser, romerske buster og sarkofager. Et must, når turen går til Pisa.

LÆS OGSÅ: På kun 15 minutter er du i lille, elskelige Lucca >

... men der er mere at se i Pisa

Piazza dei Cavalieri

De fleste turister rejser skamløst videre fra Pisa efter at have set Campo dei Miracoli og Det skæve Tårn. Men de kloge bliver mindst én dag ekstra. Og hvis du absolut skal videre med toget straks, så nyd spadsereturen gennem byen til stationen og se seværdighederne undervejs. Kast et sidste blik tilbage på Pisas mirakler og smut så over Piazza Archivescovo bag Det skæve Tårn, forbi ærkebispens palads og til højre ad Via della Faggiola og Via Dalmazia. Et øjeblik efter står du på en af de skønne pladser, som Italien vrimler med, Pisas gamle centrum Piazza dei Cavalieri, der blev udsmykket af Vasari i 1500-tallet. Foran dig knejser Palazzo dei Cavalieri, der nu er sæde for eliteuniversitetet Scuola Normale Superiore, med en smuk dobbelttrappe og statuer af toscanske storhertuger. Ud for paladset står en statue af Cosimo 1. og en fontæne, hvor de studerende driver den af. Til venstre for paladset står barokkirken Santo Stefano, der blev tegnet af Vasari til Skt. Stefanriddernes orden, der blev grundlagt i renæssancen for at bekæmpe tyrkerne og på deres kapper havde et rødt silkekors. Inde i kirken opbevares trofæer, der blev erobret fra barbarerne.

Pisas storhedstid

Til højre for paladset, dér, hvor Palazzo dell'Orologio ligger i dag, stod Torre della Fame, Sultens Tårn, som blev nedrevet i 1688 efter en drabelig historie i Pisas storhedstid. I middelalderen var Pisa en de fire berømte italienske sørepublikker, der rivaliserede med Amalfi, Genova og Venedig om magten i Middelhavet og bekæmpede de arabiske pirater. Sardinien, Korsika og Mallorca blev erobret, og efter en sejr over araberne i 1063 hjembragte Pisas flåde et så kostbart krigsbytte, at man begyndte at opføre domkirken. 120 galejer fra Pisa deltog i det første succesrige korstog i 1099, hvor Jerusalem blev befriet fra araberne, og i 1136 knustes konkurrenten Amalfi. Sejrene havde vakt misundelse i Genova, og en ny krig begyndte. Men i 1282 blev genovesernes galejer sat i brand, og en regn af sølvpile med Pisas røde farver blev sendt ned over fjenden. Pisa var på toppen af sin magt, og de fleste af byens pragtbygninger stammer fra denne periode.

Mures inde i tårn for at sulte ihjel

Borgo Stretto

To år senere, i slaget ved Meloria, var pisanerne lige ved at indtage Genova, men admiralen, grev Ugolino della Gherardesca, vidste, at byen var forsvarsløs, og undlod at angribe. I stedet kom det til et nyt søslag, og bagefter sagde man, at "Den, der vil se Pisa, må tage til Genova", for 11.000 pisanere blev taget til fange, hundreder dræbt og flåden tilintetgjort. Ugolino, der desuden havde solgt nogle pisanske fæstninger til de andre dødsfjender Firenze og Lucca, blev anklaget for forræderi, og som straf blev han, hans sønner og sønnesønner levende indemuret i Torre della Fame for at dø af sult. Dantes mening om denne skændsel ses i citatet i venstre spalte.

Smut selv til Genova – den prægtige by >

Shopping i Borgo Stretto

Fra Piazza dei Cavalieri spadserer du videre gennem den gamle middelalderby langs Via Ulisse Dinis smukke paladser og fortsætter gennem den livlige Borgo Strettos hyggelige buegange med et mylder af elegante modebutikker og barer. Hele kvarteret er fyldt med kulørte boder og ligner en tyrkisk bazar. Den bueomkransede Piazza delle Vettovaglie er hver dag rammen om et fødevaremarked og om aftenen et yndigt sted til aperitiffen inden aftensmaden. Via Oberdan byder i den 2. weekend hver måned (undtagen august) på antikvitetsmarked. For enden af Borgo Stretto ligger det moderne Pisas centrum, Piazza Giuseppe Garibaldi, og den brede Arno-flod, som roligt flyder mod Middelhavet og strandene ved Marina di Pisa.

Gioco del Ponte

Gioco del Ponte

Alle broerne over Arno blev ødelagt i de 40 dage under 2. Verdenskrig, da Pisa var krigsskueplads, men den gamle Ponte di Mezzo er genopført. Siden 1568 har den været scene for Pisas berømte Gioco del Ponte, der er lige så vigtig for pisanerne, som Palioen er for Siena. Sidste lørdag i juni drager 700 deltagere i renæssancedragter langs flodbredderne, på nordsiden I Tramontani og på sydsiden I Mezzogiorni. Efter indledende slagsmål, hvor der kan tages fanger, begynder Gioco del Ponte, Spillet om Broen, der tages yderst alvorligt. Et kanonskud brager, og det gælder nu om at skubbe en tung slæde på hjul fra midten af broen og over på modstanderens side. Fem gange gentages styrkeprøven, og det vindende partis tilskuere klapper og hyler af henrykkelse, mens tilskuerne på den anden side af floden græder af skuffelse. Festlighederne varer hele natten. Det kan gå hårdt til, og der er ofte øretæver i luften, men det var endnu mere muntert i de gode, gamle dage. Dengang gjaldt det om med store kæppe at drive modstanderne væk fra broen, og blodet flød, mens deltagerne faldt som fluer ned i floden.

Pragtfuldt vejr over Pisa

Arnoens solsvedne paladser

Det skæve Tårn og resten af Campo dei Miracoli er virkelig Pisas underværker. Men snup en spadseretur langs den gamle flod i middagstimen, og lad blikket følge den ubrudte kæde af solsvedne paladser langs Arnoens rolige kurve. De matte gule og røde pastelfarver flimrer i varmen, mens floden dovent flyder ind i broernes skygge. Solen har jaget pisanerne ind bag de lukkede skodder, og himlen hvælver sig skyfrit på horisonten foran dig. Ikke en lyd, ikke et vindpust, intet liv anes. Måske vil du huske dette panorama lige så længe, som du husker Det skæve Tårns vinkel. Og forestil dig så det samme syn om aftenen den 16. juni. 70.000 stearinlys og lamper danner guirlander, kors og stjerner, som følger vinduesrammerne helt op til tårnenes højeste tinder. Det er "La Luminaria", Skt. Ranieris dag, og når du har set lyshavet fra begge bredder spejle sig i Arnoens vand, glemmer du det aldrig. Dagen efter afholdes en regatta med kaproning til ære for Skt. Ranieri.

Santa Maria della Spina

På den anden side af floden fører Ponte di Mezzo over i Via dei Banchi, og på hjørnet af Via Toselli ligger Loggia dei Banchi, hvor købmænd og bønder holder marked.

Via dei Banchi bliver til den brede Corso Italia, der er Pisas vigtigste indkøbsgade med bunker af shopping i spændende butikker, og som munder ud i Piazza Vittorio Emanuele II og ender ved jernbanestationen.

Santa Maria della Spina

Helt ud til floden ligger endnu en af Pisas perler, den lille henrivende, gotiske minikatedral Santa Maria della Spina, der ligner et fint ciseleret smykkeskrin og blev bygget i 1300-tallet til at opbevare en torn fra Kristi tornekrone. Længere nede ad floden ligger kirken S. Paolo in Ripa dell'Arno fra 1148, opført i pisansk-romansk stil.

Turen går til Pisa

  • Region: Pisa ligger i Toscana >
  • Indbyggertal: 86.000
  • Klima: subtropisk
  • Afstande i kilometer: Lucca 24, Firenze 101, Genova 168, Hamburg 1390, København 1714
  • Lufthavn: Aeroporto Internazionale di Pisa (Galileo Galilei), 2 km syd for Pisa
  • Flyvetid fra København: 2 timer 40 minutter
  • Politistation: Via Lalli 3, 050 583 511
  • Hospital: Ospedale di Pisa, Via Paradisa 2, tlf. 050 992 300
  • Engelsktalende tandlæge: Robert Roy, Via S. Cecilia 2, tlf. 050 540 198
  • Taxi: Tlf. 050 54 16 00 (lufthavnen), 050 4 12 52 (banegården)
  • Billeje: Avis, lufthavnen, 050 42 028; Firefly Car Rental, Via Cariola, 06 6500 4702
  • Turistkontor: Via Pietrasantina 15, tlf. 050 89 06 22
  • Cykeludlejning: Ecovoyager, Via della Faggiola 41
  • Dansk konsul: Alessandro Berti, Via dei Servi 13, Firenze, tlf. 055 21 10 07
  • Camping: Se under Toscana >

De bedste museer

På Piazza Arcivescovado 6 bag Det skæve Tårn ligger domkirkemuseet, Museo dell'Opera del Duomo, hvortil man af sikkerhedshensyn har flyttet mange skulpturer og kostbarheder fra domkirken og dåbskapellet – bl.a. flere værker af Giovanni Pisano.

I et gammelt benediktinerkloster på Piazza San Matteo in Soarta ligger Museo Nazionale di San Matteo med middelalder- og renæssancekunst af bl.a. Pisano'erne, Michelozzo, Ghirlandaio og Donatello.

I Palazzo Blu i Lungarno Gambacorti 9 findes endnu en samling af kunst fra Pisa, helt fra middelalderen og til i dag.

Oplevelser for børn

17 km sydvest for Pisa, i Viale Tirreno 42, ligger forlystelsesparken Fantasilandia i Tirrenia med mange forlystelser for børn.

I juni afholdes på skift Regata delle Antiche Repubbliche Marinare mellem de fire gamle sørepublikker Pisa, Amalfi, Genova og Venedig med kapsejlads, middelalderparader osv. Det er næste gang Pisas tur i juni 2017.

På Via delle Cascine 86 næsten helt inde i Pisa ligger campingpladsen Torre Pendente. Se mere om camping i Toscana >

Vejret og klimaet i Pisa

Vejret og klimaet i Pisa er typisk middelhavsklima. Allerede i marts kan temperaturen nå 24 grader, og april og maj byder ofte på op til 30. Vejret i juni, juli og august kan være steghedt med temperaturer på 35-40 grader og byder på et hav af solskinstimer. Heldigvis er Pisa helt flad, så man ikke skal kæmpe sig op ad stejle gader i varmen. I september ligger temperaturen stadig på omkring 25, mens oktober og november sagtens kan nå 25-30. Vinteren er relativt lun, og selv i januar og februar kan vejret i Pisa være som på en dansk forårsdag, mens december byder på julehygge og shopping. Faktisk byder Pisas klima næsten året rundt på skønne muligheder for en forlænget weekend – og byen er med sin internationale lufthavn et perfekt udgangspunkt for en ferie i Toscana.

Gode strande ved Pisa

13 km borte ligger Marina di Pisa, Pisas badestrande. Den mest attraktive er Marina di Vecchiano, som ikke er overrendt og har fint sand og legepladser til børn. Lidt længere nordpå ligger berømte Viareggio med gyldne strande med pinjeskove og de Apuanske Alper i baggrunden.

Kør selv-ferie

Pisa ligger tæt på motorvej A12 fra Genova og A11 fra Firenze. Fra Firenze kan man også køre ad den gratis supervej FI-PI-LI. Husk, at kun fastboende må parkere i Pisas bymidte. I stedet kan du parkere gratis i Parcheggio Lungarno Guadalongo. Der er betalingsparkering ved busstationen lige vest for Campo dei Miracoli og Det skæve Tårn.