Rom – Italiens og hele verdens vidunderlige hovedstad

Rom

Når man står på toppen af Monte Pincio i Rom, kan man i ét eneste blik overskue hele den glitrende, solbagte by. Alle de hvide kupler og tårne synes så nær, at man kan række ud efter dem. Men Rom er enorm. Mindst ti af byens pladser er så store, at de trods den tætte romerske trafik virker øde og forladte. Snesevis af brede boulevarder strækker sig på kryds og tværs af Rom, og kolossale paladser breder deres metertykke mure om henrivende gårdhaver. Hundredvis af kirker og klostre ligger spredt inden for synsfeltet, og alligevel er der stadig plads til alle Roms triumfbuer, templer og de andre seværdigheder fra oldtiden. Alt dette ser man på én gang – som den smukkeste introduktion til Italiens og hele verdens vidunderlige hovedstad.

At komme hjem til Rom

At komme hjem til Rom

Rom er en venlig by, der åbner sig gæstfrit for turister, og mange Italiensrejsende taler derfor om at komme ”hjem” til Rom. Her er hverken industri, råstofudvinding eller havn; Rom er en kontorby, hvor fortvivlede embedsmænd forsøger at administrere Italiens overflødighedshorn af formålsløs lovgivning. Byen er anlagt på de syv høje Palatino, Campidoglio, Aventino, Celio, Esquilino, Viminale og Quirinale, der alle ligger på Tiberens østlige bred. Dette er det egentlige Rom, selvom her kun bor en halv million mennesker, hvilket er under en femtedel af byens samlede indbyggertal. I dag kan højene knap nok ses, for ildebrande, krige og jordskælv har gang på gang ødelagt Rom, og efterhånden er dalene mellem højene blevet fyldt op af ruinerne med nye bygninger ovenpå.

Seværdigheder over alt og under alt

Andre europæiske storbyer er inderst inde ens, og deres oldtidsruiner og historiske seværdigheder er små, stille verdener for sig. Men i Rom går fortid og nutid op i en højere enhed. Ruinerne dukker op overalt, og ustandseligt smutter man fra det ene århundrede til det andet. Roms bystyre kan aldrig planlægge et større offentligt arbejde, uden at oldtidslevn dukker op, og gang på gang har myndighederne måttet ændre planer, fordi man ikke kan få sig selv til at bulldoze en gammel tempelrest. Metroen slynger sig derfor ad store omveje, og det egentlige Rom er helt fri for de moderne skrammelbyggerier, der har skamferet andre storbyer. Men Rom er også barokkens by, og man kan ikke undgå at komme til at elske denne noget vulgære, men fyrstelige stilart, som får al senere arkitektur til at blegne. Mens Rom har utallige seværdigheder fra oldtiden, næsten intet fra middelalderen og ikke nær så meget fra renæssancen som Firenze, er den bogstaveligt talt forstenet i barok – især af Gian Lorenzo Bernini, som vi snart vil møde.

Den evige Stad

Den evige Stad

Rom har næsten ingen offentlige ure, og tiden angives kun af hundredvis af kirkeklokker. I det fortrolige samliv med årtusinder taber øjeblikket sin betydning. En ægte romer mangler simpelthen begejstring over begivenhederne, og tiden er noget helt andet end for andre europæere; Rom var der før os, Rom vil være der efter os, og en enkelt dag fra eller til betyder intet. Rom er Den evige Stad, Roma æterna, evighedstanken legemliggjort i en by. Selv unge udlændinge, der ikke er belemret med hang til eftertænksomhed, befries efter en måned i Rom for trangen til sensationer og bliver specialister i måneskinsvandringer. Mens fremmedkolonier typisk er i Paris for kunstens skyld, i London af society-snobberi og i Berlin på grund af forretninger, er de i Rom blot for at være i Rom. Byen har simpelthen erobret dem. Roms psyke forhindrer, at romeren bliver trendy, og flår moderniteten af enhver, der kommer inden for tryllekredsen. Som Goethe skrev: Den, der kender Rom, vil aldrig mere kunne blive virkelig ulykkelig.

Alle mødes på Piazza Colonna

Piazza Colonna

Rom har ikke et egentligt centrum. Men alle mennesker mødes på den dejlige Piazza Colonna, som også nærmest er byens geografiske midtpunkt: Finansfolk diskuterer børskurser, politikere går til og fra, og turister spankulerer rundt på må og få. På pladsens ene langside troner Palazzo Chigi, Italiens Statsministerium, og på nabopladsen, Piazza Montecitorio, ses Deputeretkammeret, Palazzo Montecitorio. Midt på pladsen knejser den 42 meter høje, majestætiske Marcus Aurelius-søjle, der i år 176 rejstes til kejserens ære med en statue af ham selv øverst (da de kristne kom til, udskiftede de ham desværre med apostlen Paulus). Piazza Colonna er altså et godt udgangspunkt for sightseeing i Rom, og så ligger den midt på verdens ældste hovedgade.

Via del Corso, Roms hovedgade

Via del Corso, der løber fra Piazza del Popolo til Piazza Venezia, blev anlagt allerede i år 220 f.Kr. og har – bortset fra siestaen mellem 13.30 og 15.30 – altid myldret af liv. Den er stadig en af Roms og hele Italiens mest fængslende gader, et vidunderligt stævnemøde mellem renæssance og barok, og der er næppe et eneste hus, som ikke har en interessant historie. Hertil kommer myriader af elegante specialbutikker under store, overdækkede gallerier med alt fra mode til kunst. Sidst på eftermiddagen strømmer romerne til Corsoen til den traditionelle spadseretur, La Passeggiata, hvor man vandrer frem og tilbage for at se og blive set. At vise sig frem har altid haft stor betydning for romerne, og tidligere fremgik det sågar af ægteskabskontrakterne, hvor ofte manden havde pligt til at køre i karet med fruen gennem Corsoen.

Pantheon – La Rotonda

Pantheon og Piazza della Rotonda

Vi begynder turen i Rom ved at smutte over Piazza Montecitorio, spadsere mod syd ad Via della Guglia og efter 100 meter dreje til højre ad Via dei Pastini. Dermed er vi på vej ud på Marsmarken, Campo di Marte, hvor de gamle romere dyrkede krigsguden Mars, men som nu er Roms in-kvarter nummer ét og beboet af filmstjerner og rige udlændinge, som opkøber de gamle lejligheder. Efter få skridt når vi den intime Piazza della Rotonda, hvor livet leves rundt om en rigt udsmykket fontæne med en af Roms 14 ægyptiske obelisker.

Pantheons rumvirkning

Men pladsen domineres totalt af Pantheon, en enorm rundkirke, som er Roms eneste antikke bygningsværk, der er bevaret intakt. Denne fuldendte skønhed viser romersk arkitektur, når den var bedst: Pantheon opførtes som tempel i år 27 f.Kr. og fik sin nuværende form af kejser Hadrian omkring 124 e.Kr. Da den i 600-tallet indviedes til kristen kirke, lod pave Bonifacius IV 28 vognlæs helgenknogler begrave under højalteret. Den oprindelige marmorbeklædning er væk, men alligevel viser Pantheon stadig oldtidens tekniske og kunstneriske formåen – og bronzeporten, som er den originale, har nu drejet på sine hængsler i to årtusinder. Amerikanske turister måber over dette pragtværk, der stod færdigt 1300 år, før Columbus opdagede Amerika, og stadig er langt dejligere end selv den højeste skyskraber.

Indenfor er rumvirkningen ubeskrivelig: Højde og diameter er præcis den samme, nemlig 42,4 meter, og kuplen, der er af god romersk beton, måler præcis halvdelen af den samlede højde og er verdens største i frit spænd. Øverst ses ”Øjet”, en åbning, som med en diameter på 9 meter lyser hele kirken op, mens regnvand opsamles i en brønd under gulvet og flyder ud i Tiberen. Til højre for indgangen hviler Italiens første konge, Viktor Emanuel 2., og til venstre hans søn Umberto 1., der blev myrdet i år 1900, med sin smukke hustru, dronning Marguerita. Umberto var en så charmerende personlighed, at den britiske dronning Victoria udbrød: ”Af alle dem, der har fået Hosebåndsordenen, er Umberto af Italien den eneste, der virkelig har fortjent den”. I venstre side ses gravmælet for Rafael, der elskede livet og Roms smukke kvinder, men døde kun 37 år gammel.

Piazza della Minerva og den sure babyelefant

Babyelefanten på Piazza della Minerva

Vi smutter om bag Pantheon, forbi resterne af romerske termer opført af kejser Augustus’ svigersøn Agrippa, og fortsætter til nabopladsen, Piazza della Minerva. Her står Berninis søde, men lidt sure babyelefant med den kun 5 meter høje barne-obelisk på ryggen, og bagved ses Santa Maria sopra Minerva, der er bygget oven på et Minerva-tempel (visdommens gudinde = Athene) og Roms eneste gotiske kirke. Store kunstnere har bidraget til herligheden: Ved højalteret står Michelangelos Jesus med korset, og freskerne i Cappella Caraffa er af Filippino Lippi. I kirken hviler Fra Angelico samt tre paver, heriblandt den berømte Leo X.

Den rige amerikaner, der ville stjæle elefanten

Udenfor i solskinnet surmuler babyelefanten til alt held stadig. En rig amerikansk turist blev kort efter 2. Verdenskrig så forelsket i elefanten, at han tilbød Roms bystyre at købe den. Beløbet spillede ingen rolle. Svaret var nej, men amerikaneren ville have elefanten og hyrede et sjak arbejdere, som han satte til at grave grundstenen fri. Eftersom der evig og altid er vejarbejde overalt i Rom, bemærkede ingen, hvad der foregik. Først da andre arbejdere indfandt sig for at udføre et legitimt gravearbejde, opdagedes tyveriforsøget, men amerikaneren nåede at stikke af til Amerika. Han havde tydeligvis ikke forstået den latinske indskrift på monumentet, der i oversættelse lyder således: ”Du, som her betragter det stærkeste af alle dyr, elefanten, som på sin ryg bærer en obelisk ristet med tegn af de vise ægyptere, må indse, hvad dette betyder: Der skal megen visdom til at bære stor byrde”.

Brusen, plasken og rislen

En helt særlig ting i Rom er de hundredvis af fontæner, som dag og nat sender deres vandstråler til vejrs eller lader deres klare strømme rinde ud over kummenes marmorkant. Alene på lyden kan enhver romer høre, hvor i byen han befinder sig. Når man en tidlig morgenstund bevæger sig gennem de øde gader, forstår man det pludselig: Hver enkelt fontæne har sin egen klang, og denne glade brusen, plasken, boblen og rislen er stadig Roms kendingsmelodi. Alle romere kommer til verden til lyden af et springvand, som også akkompagnerer de ord, romeren hvisker sin elskede i øret. Overalt møder man fontænerne og deres lyse glæde, og samtidig bringer de evige vandmasser en forunderlig kølighed ind i selv den tørreste romerske sommerdag. Nu skal vi se vand for alle pengene:

Piazza Navona – Roms dagligstue

Piazza Navona

Fra Piazza della Minerva går vi mod vest ad Via di Santa Chiara og fortsætter til Corso del Rinascimento. Lidt til højre ses Palazzo Madama, der tidligere var en filial af Medicibanken, men i dag er sæde for Italiens senat. Lige over for smutter vi gennem Corsia Agonale og står pludselig i blændende solskin mellem svulmende barokkunst. Selvom Rom ikke har et centrum, kan byen nemlig prale med verdens eneste udendørs dagligstue, den 270 meter lange, brolagte Piazza Navona, som romerne selv kalder il salotto di Roma, og som er et af de dejligste steder i Rom. Her lukker Rom sig virkelig om turisten, som spekulerer over, om han ikke snart må komme igen, for der var så meget, han gik glip af.

Fontana dei Fiumi

Piazza Navona er med hele tre magtfulde fontæner også Roms mest vandfyldte plads. Sydligst står Giacomo della Portas og Berninis Fontana del Moro, Maurerens Fontæne, der viser en maurer i kamp med en delfin, og i nord den morsomme Fontana del Nettuno, Neptunfontænen: Neptun kæmper med en blæksprutte omgivet af najader og havheste. Men det er centrumsgruppen, der virkelig fanger, for den er barok, så det forslår: Den berømte Fontana dei Fiumi, Flodernes Fontæne, som ingen anden end Bernini kunne have skabt. Alt er bygget op som en klippe med huler, grotter og havuhyrer. Midt i står en obelisk fra Circus Maximus, og ved dens fod ses enorme allegorier over de fire verdensfloder Nilen, Ganges, Donau og La Plata. Nilen dækker sit ansigt for at vise, at flodens kilder dengang endnu ikke var opdaget. Det er i dette springvand, professor Robert Langdon (Tom Hanks) redder en kardinal fra druknedøden i filmen "Engle og Dæmoner" fra 2009.

Den hellige Agnes, der blev tvunget på bordel

Lige over for Flodernes Fontæne smiler barokkirken Sant'Agnese in Agone, netop på det sted, hvor Den hellige Agnes 21. januar år 305 led martyrdøden. Agnes havde allerede som barn viet sit liv til Kristus, men bypræfektens søn forelskede sig i hende. Da hun forklarede, at ægteskab var umuligt, blev hun anbragt i et bordel, men bevarede ifølge legenden sin uskyld. Senere dømtes hun til bålet, men flammerne ville ikke fortære hende, så i stedet blev hun kvalt på det sted, hvor kirken ligger i dag. Hvert år den 21. januar velsignes to lam på hendes grav. Sant'Agnese blev bygget af Berninis dødsfjende Francesco Borromini, og da Bernini senere udførte Flodernes Fontæne, hævnede han sig: Et af kirkens tårne hælder en anelse, så Bernini lod den nærmeste statue holde venstre hånd afværgende frem for sig. Desuden dækker Nilen ifølge romersk folkevid i virkeligheden sit ansigt for ikke at se Sant’Agneses facade.

Roms brogede folkeliv

Man kan slet ikke opholde sig på Piazza Navona uden at blive i godt humør, for her udfoldes hele Roms brogede folkeliv døgnet rundt, mens de tre plaskende springvand selv midt på en bagende sommerdag giver en næsten mystisk friskhed.

Portrætmaler på Piazza Navona

Selvom turisterne i dag dominerer, bruger de jævne beboere fra de omkringliggende slumgader stadig pladsen som fælles opholdsrum, hvor mødrene holder palaver, mens børnene leger, og gøglere og portrætmalere har kronede dage. Det er svært at skelne mellem mennesker og statuer i den anden ende, og man får lyst til at sætte sig på en bænk, lytte til de rislende fontæner og forundres over Piazza Navonas oval: Her lå kejser Domitians væddeløbsbane, Circus Agonale, og de 30.000 tilskuerpladser befandt sig lige der, hvor husene står i dag. Oldtiden er dog helt væk; Piazza Navona er kulminationen af Roms forkætrede barok og dermed et afgørende kapitel i kunsthistorien. Her er kunsten steget ned til et folk, der har skabt større kunst end noget andet folkeslag i verden. Selv pladsens gamle lejekaserner er blevet beruset af barokkens festlige ansvarsløshed og har blomstret med improviserede karnapper, udhuse og andre gevækster, der alle er vokset organisk frem.

Fontana del Nettuno

I skumringen, når Piazza Navonas gule og okkerfarvede paladser changerer i hundrede nuancer, og dagens hede afløses af sommeraftenens briser, ankommer fædrene og småhåndværkerne og taler politik og forretning. Efter mørkefald ser man ikke længere den urolige barok; nu stjæles opmærksomheden af restauranternes udendørsservering, der med masseturismen er blevet rene pengemaskiner. I måneskin ejer Piazza Navona dog stadig en patenteret skønhed, som en kæmpemæssig gildesal, hvis tag er erstattet af tusindvis af lysende stjerner over Sant’Agneses dristige spir.

Du får endnu mere folklore i dejlige Napoli >

Et strejf af det gamle Rom

Et strejf af det gamle Rom

Lad os slentre ind i den lille labyrintiske trekant mellem Piazza Navona, Tiberen og Corso Vittorio Emanuele, hvor selv lokale kan miste retningssansen. Her finder man stadig et strejf af det gamle Rom med smalle smøger, maleriske gader, paladser med yndige gårdhaver, restauranter, glædeshuse og småbutikker af enhver art. Det er en fornøjelse at fare vild, mens duften af grillstegt kød fra trattoria'er og ydmyge osteria'er stimulerer sulten, og synet af enoteca'ernes vinflasker kalder på tørsten. Overalt myldrer det med turister, husmødre på indkøb og munke og nonner fra de mange åbne kirkedøre. Fortove er her ingen af, men til gengæld brosten overalt.

Min mor vil ikke have det

Umiddelbart nord for Piazza Navona ligger den lille Piazza di Tor Sanguigna med tårnet af samme navn, og i bygningen ved siden af boede en af Roms mest berømte prostituerede, Lucrezia, der lød øgenavnet "Madremianonvuole" (min moder vil ikke have det). Den næste plads, Piazza Fiammetta, er opkaldt efter en kendt kurtisane, ”Den Lille Flamme”, som var Cesare Borgias elskerinde, og som han forærede det skønne palads for enden af pladsen. Mange af paladserne i Rom tilhørte renæssancens feterede kurtisaner, der havde fået dem som gaver af deres elskere – paver, kardinaler og adelsmænd – og i disse kostbare boliger holdt de ofte højt kultiverede damer salon. Men lad os fra Piazza di Tor Sanguigna snuppe den stemningsfulde gågade Via Coronari, der har sit navn fra alle de butikker, som tidligere solgte rosenkranse. De er i dag afløst af antikvitetshandlere og restauranter, men med sine huse og små pladser er den lange, lige renæssancegade stadig en oplevelse.

Castel Sant'Angelo – Engelsborg

Castel Sant'Angelo

For enden af Via Coronari ser man på den anden side af Tiberen Castel Sant'Angelo, som kejser Hadrian i år 135 byggede som mausoleum for sig selv. I middelalderen var pave Gregor den Store på vej til Sankt Peters grav for at bede Gud om at standse pesten, men da han befandt sig midt på Ponte Sant’Angelo, så han ærkeenglen Michael sænke sit flammende sværd over Rom. Det var tegn på, at den sorte død var forbi, og en statue af ærkeenglen opførtes øverst på den gamle borg, som fik navnet Castel Sant'Angelo – Engelsborg.

Gjorde grimme kvinder smukke

Nederst findes uhumske fangehuller, hvor den selvglade billedhugger Benvenuto Cellini og filosoffen Giordano Bruno sad fængslet. En anden kendt fange var plattenslageren Cagliostro, der levede fyrsteligt af at fremstille piller, som gjorde Roms grimme kvinder smukke, og andre humbugsvarer. Han endte sit liv i Castel Sant'Angelo. Senere byggedes en gang fra Vatikanet til borgen, så paven kunne slippe væk i tilfælde af krig eller optøjer – hvilket kom til nytte i 1527 under il Sacco di Roma, Roms plyndring. Indenfor byder Castel Sant'Angelo på seværdig fæstningsarkitektur, pragtfulde vægmalerier og fire museer med bl.a. pave Paul III’s sovegemak. Fra tagterrassen, hvor sidste akt af operaen Tosca foregår, er der en næsten uterlig udsigt over Rom. Men hvis man ikke orker en bunke trapper, kan man snildt nøjes med at beundre borgen udefra.

Den skønne Beatrice, som blev uskyldigt halshugget

Ponte Sant’Angelo

Vi krydser floden over Ponte Sant’Angelo, som Hadrian opførte i år 136 og stadig er i brug. De tre midterste travertinbuer er de oprindelige, og i 1668 forsynede Bernini broen med ti engle med sus i skørterne. På denne smukke bro blev den lige så smukke Beatrice Cenci halshugget. Hun var uskyldigt anklaget for fadermord, og skønt Roms befolkning bad paven benåde hende, måtte hun gå i døden sammen med hele sin familie. Da Castel Sant'Angelos porte åbnede sig, gik hun modig og fattet, klædt helt i hvidt og fulgt af bødlen, hen til skafottet. Efter halshugningen blev Beatrice og hendes moder udstillet midt på broen, indtil mørket faldt på, mens hendes broders lig blev sat på hjul og stejle. Beatrice er begravet bag alteret i kirken Sant'Pietro in Montorio.

Lige neden for Castel Sant'Angelo begynder ”forsoningsgaden”, den alt for ferske Via della Conciliazione, som Mussolini med fascismens hang til regelret tristhed anlagde ved at nedrive det gamle Borgo-kvarter, og som desværre ikke er en opløftende indledning til vores besøg i kristenhedens fornemste tempel, Sankt Peters gravkirke.

Piazza di San Pietro – Peterspladsen

Peterspladsen

Hvem bliver ikke overvældet af at stå på den mægtige Petersplads? Her bliver alle tillægsord overflødige. Måbende betragter vi den fuldendt harmoniske, elliptiske plads, som med Berninis firedobbelte søjlerække gæstfrit åbner sine arme ud mod Rom og hele verden. Selv den, der er træt af Berninis barokkeri, må indrømme, at han her udfolder hele sin genialitet som arkitekt.

De fornemme kolonnader blev skabt 1655-1667 og består af 284 doriske travertinsøjler kronet af 140 kolossale helgenstatuer. Men da havde kejser Caligulas obelisk allerede knejset midt i ellipsen i 80 år. Tidligere stod den i kejser Neros cirkus, som lå nogenlunde samme sted, og det tog 900 mand og 140 heste fire måneder at flytte den 25 meter høje stensøjle de få skridt. I det afgørende øjeblik brød rebene i brand på grund af friktionen, og hvis ikke en genovesisk sømand ved navn Bresca havde sørget for, at nogle spande vand blev kastet over ilden, ville obelisken være blevet knust. Da den taknemmelige pave Sixtus V spurgte, hvad han kunne gøre til gengæld, bad den snu sømand om det privilegium at holde Vatikanet forsynet med palmekviste. Endnu den dag i dag er det Bresca-slægten, der leverer palmekvistene fra sine olivenlunde i Ligurien.

Peterspladsens fontæner

På hver side flankeres obelisken af Berninis og Madernos fontæner, der kaster deres stråler så højt op i vejret, at selv den svageste brise sender vandstøv som en frisk douche ud over Peterspladsen. For enden af den højre kolonnadearm ligger Portone di Bronzo, hovedindgangen til Vatikanet, som ikke er åben for publikum, men reserveret for audienssøgende og gejstlige. Her ser man for første gang Schweizergarden, der i stribede gul-rød-blå renæssanceuniformer med hellebarder bevogter porten til pavens rige.

Denne usandsynligt smukke plads skal ikke kun skaffe luft omkring kirken, men tage menigheden i sin favn; et torv og en hel verden på én gang. Peterspladsen er skøn, når den tidligt om morgenen er tom, men skønnest, når den stønner af trængsel og liv. Hver dag ankommer tusindvis af turister med børn, der leger mellem søjlerne og fontænerne, mens sol og skygge spiller i søjlerne, og obelisken fungerer som viseren i et solur. I påsken samles det meste af Rom på pladsen: officerer i fuld uniform, fornemme damer i brogede forårsfarver, småborgere i søndagstøj, arbejdere i hverdagstøj, tyve og tiggere fra Trastevere og ind imellem sorte og brune klumper af munke og nonner, præster og teologistuderende.

Peterskirken – verdens skønneste kirke

Peterskirken

Men vi må ind i Peterskirken, som Italiens 14 mest berømte arkitekter brugte 120 år på at bygge, og hvor 50.000 mennesker hver sommersøndag går til messe. Da kirken endelig blev færdig, havde 27 paver afløst hinanden uden at se dens fuldendelse. Her lå i år 64 e.Kr. en frodig dal, som Nero stillede til disposition for henrettelser, da han for at aflede romernes opmærksomhed fra sine ildspåsættelser åbnede pogromen mod de kristne, og en umådelig mængde aflivedes – heriblandt apostlen Peter, der med vanlig romersk sans for dramatik blev korsfæstet med hovedet nedad og derefter begravet lige dér, hvor Peterskirken står i dag.

Allerede i år 326 havde Roms første kristne kejser, Konstantin den Store, opført en pragtbasilika på stedet, men i 1330 besluttede pave Nikolaus V at erstatte den med en ny og endnu prægtigere. Så døde Nikolaus, og arbejdet kom først i gang 173 år senere, da den handlekraftige Julius II i 1503 blev pave og hyrede arkitekten Donato Bramante. I 1506 blev den første sten lagt, men desværre døde Bramante allerede i 1514.

Græsk eller latinsk kors

Den næste pave, Leo X, indkaldte den unge Rafael. Bramante havde ønsket at bygge kirken som et græsk kors, altså med fire lige lange arme, men Rafael besluttede sig desværre for et latinsk kors, hvis nederste arm er længere end de andre, hvilket fuldstændigt ødelagde Bramantes idé med kuplen som centrum. Så døde Rafael, og arbejdet gik atter i stå.

Peterskirkens kuppel

Michelangelos guddommelige kuppel

Som 72-årig kom Michelangelo til (han insisterede på at arbejde gratis som tak til Gud for et langt kunstnerliv), og selvom han hadede Bramante, indså han, at dennes idé om et græsk kors havde været den rigtige. På to uger tegnede Michelangelo udkastet til kuplen, hans stolteste værk, men gang på gang indstilledes arbejdet på grund af pengemangel. Først da den energiske Sixtus V blev pave i 1585, blev kuplen fuldendt, og i 1605 manglede kun facaden. Men så fik pave Paul V det ulyksalige indfald at vende tilbage til Rafaels latinske kors, hvorefter arkitekten Maderno skabte det lange skib og barokfacaden, som han ikke skal have ros for: Denne facade, der virker malplaceret og ude af harmoni med resten, skjuler fuldstændig Michelangelos guddommelige kuppel, som man kun på afstand kan nyde i dens fulde skønhed. Men 18. november 1626 kunne kirken omsider indvies; indgangen flankeres af statuer af Peter og Paulus, og øverst på balustraden ses seks meter høje statuer af Kristus, Johannes Døberen og apostlene. Alene trappens top er stor nok til, at en helikopter kan lande.

Det vidunderlige kirkeskib

Indenfor er resultatet sublimt. Peterskirken er den største og skønneste kirke, der nogensinde er bygget. Hele dens indre er et sandt museum af mosaikker, fresker, pragtfulde gravmæler, altre og statuer og giver – selvom den kan virke noget overlæsset – et højtideligt og opløftende indtryk. Vi skrider langsomt ind gennem den orientalske bronzeport, standser ved vievandskarret i højre side og lader rummet virke på os. I forhallen over midterindgangen ses Giottos mosaik fra den gamle Konstantin-basilika, til højre Berninis statue af Konstantin og til venstre en rytterstatue af Karl den Store.

Hovedalteret og bronzebaldakinen

Inde i selve kirkerummet, der er delt i tre skibe, som adskilles af fritstående søjlerækker, får man en fornemmelse af de vældige, harmoniske dimensioner: Hovedskibet er 187 meter langt og tværskibet 135, og i gulvet er nedfældet målene for verdens andre store kirker, der alle er langt mindre. Vi stormer straks hen under kuplen, hvor man får det allerbedste indtryk af helheden og størrelsen. Kuplen måler 42 meter i diameter og 119 meter i højden – Københavns rådhustårn kunne med lethed stå derinde – og er øverst prydet med mosaikker af Kristus, Jomfru Maria og apostlene.

Hovedalteret er anbragt lige under kuplen og oven på Peters grav. Her, under Berninis kæmpemæssige bronzebaldakin, der er på højde med Rundetårn og bæres af fire snoede bronzesøjler, må kun paven celebrere messen, herunder midnatsmessen juleaften. Foran alteret brænder næsten 100 gyldne olielamper, og nedenfor findes nedgangen til Cappella della Confessione med en knælende statue af pave Pius VI. På den store, cirkelrunde sten foran hovedportalen, Rota Porphyretica, kronedes Karl den Store som den første fyrste, juleaften år 800. Stenen er bevaret fra den første primitive Peterskirke, og siden har alle konger og kejsere knælet her, når de blev kronet.

Peterskirkens skatte

Det er umuligt at nævne flere end nogle få af Peterskirkens overflod af kunstværker. I det første sideskib på venstre hånd findes dåbskapellet med en vældig døbefont, der oprindelig var låget til den tyske kejser Otto 2.s sarkofag. Længere henne ses indgangen til sakristiet med otte søjler fra Hadrians villa samt indgangen til skatkammeret, Tesoro, med en rigdom af alterkalke, bispestave og pavelige klædedragter. Ved siden af ses Bertel Thorvaldsens enkle gravmæle over pave Paul VII, som efter færdiggørelsen i 1823 var kontroversielt, eftersom Thorvaldsen var den eneste protestant, der havde arbejdet i kirken. I apsis findes gravmælerne for paverne Paul III og Urban VIII, og i midterskibet ses den vidunderlige bronzestatue af Sankt Peter, hvis fod er blevet kysset af millioner af pilgrimme og tæernes konturer derfor helt udviskede. I højre sideskib findes Sakramentskapellet, hvor lyset funkler i guld og sølv, og lige til højre for hovedindgangen ses den konverterede svenske dronning Kristinas sarkofag.

Michelangelos Pietà

Michelangelos Pietà

Men Peterskirkens største skat findes i første kapel til højre: Michelangelos ubeskriveligt dejlige Pietà, der forestiller den sørgende jomfru Maria, som bærer den døde Kristus i sine arme. Skønt overvældet af sorg lyser den ædleste resignation i hendes træk; kun venstre hånds bevægelse røber håbløsheden. Selv i døden virker Kristus levende: Helt naturligt hviler det store mandslegeme i den spinkle kvindes skød. Michelangelo, der dengang end ikke var fyldt 26 år, arbejdede som en gal for at polere marmoret til den levende glans og fløjlsagtige blødhed, som mesterværket udstråler. Desværre er Pietà anbragt for højt oppe, og efter at en sindsforvirret mand i 1972 beskadigede statuen alvorligt, er den tilmed nu omgivet af glas.

Man kan faktisk bruge en hel dag i Peterskirken. Og mens resten af Roms seværdigheder venter, må vi en tur op i kuplen. Elevatoren går kun til hvælvingens begyndelse, men allerede her får man en svimlende fornemmelse, når man kigger ned i dybet. Trappen til toppen fører gennem en labyrint af gange i kuplens dobbeltvægge, men efter 537 trin kan vi nyde et pragtfuldt panorama. Først heroppefra kommer Peterspladsen virkelig til sin ret, og man ser, at den ikke er en cirkel, men en ellipse. I klart vejr kan man se helt til det blå, glitrende Middelhav – og naturligvis ud over hele Rom.

Vatikanet – ministaten midt i Rom

Vatikanet

Så snart du fra Via della Conciliazione træder over den hvide marmorstreg i gabet i kolonnaden, er du ikke længere i Italien, men i Vatikanet, der er verdens mindste stat med omkring 1.000 indbyggere og et areal som en dansk bondegård. Staten blev oprettet ved konkordatet i 1929, da det lykkedes Mussolini at udsone Italien med den katolske kirke. Næsten alle indbyggerne er mænd, og to tredjedele er gejstlige. Pavens livgarde, Schweizergarden, er i 500 år blevet rekrutteret fra Alpelandet, og gardisternes renæssanceuniformer er formentlig tegnet af Michelangelo.

Hvis Kristus så dette

Vatikanets biler har deres eget registreringsnummer, der begynder med bogstaverne SCV (Stato della Città del Vaticano), og eftersom de fleste er luksusbiler, har romersk folkevid oversat forkortelsen til Se Christo Vedesse (Hvis Kristus så dette). Vatikanet har desuden egen helikopterlandingsplads, togstation, postkontor, bogtrykkeri, avisredaktion og regeringsbygning.

Paven bor selv i bygningerne til højre for Peterskirken, og vinduerne øverst til højre ud mod Peterspladsen hører til hans private gemakker. I øvrigt plejer Hans Hellighed at vise sig i sit vindue hver søndag kl. 12 for at bede middagsbønnen med de fremmødte og lyse velsignelsen over dem.

Vatikanmuseerne

Det mest interessante er Vatikanmuseerne: Intetsteds i verden er der koncentreret så mange kunstskatte som i Vatikanet, og hvis man betragtede hver eneste kunstgenstand ét minut, ville det tage 14 år at komme hele samlingen igennem. Indgangen findes i Vatikanmuren i Viale Vaticano, og når den lange kø er overstået, mødes man af en herlighed af ægyptiske sfinxer, romerske og græske sarkofager, mosaikker, statuer og skulpturer, gobeliner, etruskiske gravfund og meget andet.

Det Sixtinske Kapel – Vatikanets vigtigste

Det Sixtinske Kapel

For enden af 1. sal kommer højdepunktet, det Sixtinske Kapel, som er Vatikanets vigtigste rum. Her afholdes konklavet, pavevalget, og her ses noget af det allerbedste fra Michelangelos hånd. Man må bekæmpe sin irritation over, at dette hellige sted er fyldt til bristepunktet med en larmende hob af turister fra fremmede verdensdele, og i stedet nyde det eventyrlige syn: Væggene er fulde af fresker af Pinturicchio, Botticelli, Ghirlandaio og andre renæssancemestre, men det vidunderlige loft er af Michelangelo. Da han i 1508 var travlt optaget af Julius II’s gravmæle, bad Julius ham indstille arbejdet og i stedet dekorere loftet i det Sixtinske Kapel. Michelangelo svarede rasende, at han var billedhugger, ikke maler, men måtte til sidst bøje sig og skabte nu de fresker, som gav ham selv og rummet verdensberømmelse: Hele skabelsesberetningen er afbildet – fra Gud, der skiller lys og mørke, jord og vand, og skaber Adam og Eva, til syndefaldet og uddrivelsen fra Paradiset samt endelig Syndfloden. Alt sammen udført i løbet af de fire år, mesteren tilbragte i det Sixtinske Kapel. Først 23 år senere, efter at man havde tilmuret to vinduer, skabte Michelangelo det sidste, Dommedagsbilledet, der blev afslutningen på hans livs titaniske kunstnerkamp.

Stanze di Rafaello

Stanze di Rafaello

På 2. sal ligger Stanze di Rafaello, hvor paverne boede efter 1503. Rummene skulle naturligvis udsmykkes, og blandt flere kunstnere valgte man den kun 25-årige Rafael. Næsten alt er malet af ham og viser motiver fra Roms historie, kristendommen og videnskaberne. Det triumferende mesterværk er Rafaels enorme fresko Scuola d'Atene, Skolen i Athen, forherligelsen af åndens liv. I centrum ses Platon og Aristoteles, mens Sokrates samtaler med Alkibiades, og Pythagoras og Arkimedes grifler geometri. Bag dem er adskillige andre berømte tænkere, renæssancefyrster og kunstnere grupperet.

Derudover lokker Vatikanbiblioteket med over en halv million bind, galleriet med astronomiske instrumenter og pinakoteket, der grundlagdes med de værker, Napoleon havde bortført til Frankrig, men som blev leveret tilbage efter hans fald. Blandt skattene er værker af Giotto, Filippo Lippi, Leonardo da Vinci, Perugino, Rafael, Tizian og mange flere. Vatikanmuseerne er faktisk et must see i Rom, men for at undgå køen er det klogt at bestille billetter på www.museivaticani.va. Hvis du gerne vil være fri for de store sværme af asiatiske turister, er det bedst at komme ved åbningstid om formiddagen. Husk, at ærmeløse eller udringede damer nægtes adgang.

Campo dei Fiori og kvindernes fryd

Campo dei Fiori

Vi vender tilbage til Piazza Navona og vælger denne gang gyden i den sydlige ende, Via della Cuccagna, krydser den brede Corso Vittorio Emanuele II og fortsætter ad gågaden Via dei Baullari. Kort efter står vi på Campo dei Fiori, Roms gamle, pittoreske fødevaremarked, der stadig er en fryd for øjet, men om formiddagen er fyldt med trængsel, torveboder og råbende sælgere – og ikke særligt ren: Grønt- og frugtvogne står side om side med kødboder med udskæringer, der er fremmede for danskere – f.eks. komaver, lunger og væddertestikler.

På italiensk kaldes retten med vædder- eller hingstetestikler for "Delizia delle femmine", kvindernes fryd. Man kan nøjes med at smage de delikate oste og mortadellapølser og lade tankerne flyde til dengang, Campo dei Fiori var Roms rettersted, hvor forbrydere blev henrettet. Her brændtes Giordano Bruno som kætter, og som hævn rejste Roms nye, pavefjendtlige bystyre i 1880 statuen af ham midt på pladsen. Den sidste henrettelse på Campo dei Fiori fandt sted 9. oktober 1805, da Roms næstsidste bøddel, Maestro Titta, som nåede 574 henrettelser i løbet af sin karriere, halshuggede hustrumorderen Giocchino Rinaldi og anbragte hans krop på hjul og stejle.

Faktisk ses Campo dei Fiori bedst om eftermiddagen, når torveboderne er væk, mens den om aftenen med sine mange barer indtages af horder af unge, udenlandske studerende, der ikke har ringeste respekt for, hvordan man opfører sig i Rom.

Skildpaddefontænen og den letsindige hertug

Fontana delle Tartarughe

Syd for Campo dei Fiori ligger Piazza Farnese med et af Roms skønneste renæssancepalæer, som nu er Frankrigs ambassade. Men vi vælger i stedet den hyggelige gågade Via dei Giubbonari, der har ry for at være en af Roms billige sko-gader, og hvis vi fortsætter gennem snedkernes gade, Via dei Falegnami, når vi til den lille Piazza Mattei. Midt på pladsen lyser den yndefulde Fontana delle Tartarughe, Skildpaddefontænen, som er Roms smukkeste springvand, skabt af Giacomo della Porta i 1585. Den viser fire drenge, der med den ene hånd holder en delfin, mens de med den anden samler en skildpadde op, så den kan drikke af vandet.

Hvis du følges med en sentimental romer, vil han nok fortælle den romantiske historie: Engang levede der i Rom en ung hertug, som var både smuk, intelligent og rig, men ikke forstod penges værdi. Han bortødslede sine midler på fornøjelser og tabte sit palads i spil, så hans venner begyndte at forlade ham, og hans elskerinde blev ham utro. En dag så den unge hertug en strålende smuk pige komme ud fra Palazzo Mattei og blev straks forelsket. Hendes far, fyrst Mattei, nægtede imidlertid at give sin datter bort til en forlystelsessyg ødeland, der intet havde udrettet, og gav hertugen besked på at komme tilbage, når han havde ydet noget stort og betydningsfuldt. Derpå solgte hertugen alt, hvad han stadig ejede, og lod på én eneste nat Skildpaddefontænen opføre. Dagen efter besøgte han fyrsten og bad ham se ud af vinduet, hvorpå den gamle udbrød: ”Min søn, du har ladet bygge den skønneste fontæne i Rom. Min eneste datter er din”.

Bocca della Verità og den unge, utro hustru

Bocca della Verità

Vi fortsætter ned til Tiberen, til Piazza della Bocca della Verità og den enkle, romanske kirke Santa Maria in Cosmedin (Den fagre), som blev opført i 313 e.Kr. og er en af Roms ældste. Indenfor er kirken et pragtfuldt sammensurium af søjler og marmor, der er blevet tilovers fra andre byggerier, men den store attraktion står i forhallen: Bocca della Verità (Sandhedens Mund), en kæmpestor Tritonmaske af sten, som i virkeligheden er et gammelt romersk brønddæksel.

Ifølge traditionen er munden et orakel: Hvis man stikker hånden ind i gabet og lyver, vil den blive bidt af. En romersk senators unge, smukke hustru var engang anklaget for utroskab, eftersom en geskæftig nabokone havde set en ung mand snige sig ind til hende i mandens fravær. Trods hustruens heftige protester blev det besluttet at lade hende aflægge ed ved Bocca della Verità. På dagen for edsaflæggelsen var en stor menneskemængde forsamlet ved kirken. Pludselig sprang en elegant ung mand frem og kyssede hustruen lidenskabeligt. I raseri ville mængden kaste sig over ham, men han råbte, at han kun havde gjort det af medlidenhed, eftersom hun var så ung og smuk. Da øjeblikket var inde, lagde den unge kvinde bleg sin hånd i gabet og sagde: "Jeg sværger, at med undtagelse af den unge mand, som netop kyssede mig, har ingen andre end min mand rørt mig". Hustruen beholdt naturligvis sin hånd – for som alle har gættet, var netop den unge mand hendes elsker.

Ponte Fabricio og Tiberøen

Tiberøen

Men nu har vi fået seværdigheder nok, og det er tid til en god frokost i et af Roms ældste kvarterer. Lad os skyde genvej og spadsere over til Isola Tiberina, Tiberøen, ad Ponte Fabricio, den eneste af de gamle romerske broer, der stadig fungerer i sin oprindelige stand. Broen opførtes i år 64 f.Kr., og bygherren måtte give en garanti på 40 år. Nu har den holdt i over 2000 år – mens nutidens entreprenører dårligt nok kan bygge en bro, der holder i 20 år.

Lod arkitekter halshugge på broen

Pave Sixtus V havde bedt fire arkitekter om at renovere Ponte Fabricio, men de hadede hinanden så grundigt, at deres opførsel vakte skandale i hele Rom. Da broen trods alt blev færdig, lykønskede Sixtus dem med det gode arbejde, men befalede samtidig, at de på grund af deres ukristelige optræden skulle halshugges midt på broen. Deraf fik broen sit navn i folkemunde, Ponte dei Quattro Capi (De fire Hoveders Bro). Mindesmærket for de fire arkitekter ses stadig på broens nordende. Derudover rummer Tiberøen også Roms og hele verdens ældste hospital, Ospedale di S. Spirito in Sassia, samt en kirke, så de raske kan gå direkte fra hospitalet til kirken og bede om tak for deres helbredelse. Men lad os fortsætte over øen til

Trastevere, Roms mondæne løjserkvarter

Piazza Santa Maria in Trastevere

Tidligere skulle man ikke fortælle sine romerske venner, at skandinaviske turister elsker Trastevere, det farverige, overbefolkede kvarter hinsides Tiberen, der førhen havde så dårligt et ry, at man ikke kunne blive senator, hvis man boede her. Men Trastevere er næsten lige så gammelt som højenes Rom, og selvom det for de indfødte romere altid vil være et løjserkvarter, er det i de senere årtier blevet mondænt blandt udlændinge og andre tilflyttere, som har forelsket sig i den særlige charme.

Ægte romere og byens bedste vin

Trasteveres mugne gader

I Trastevere finder man de mest ægte romere, som har boet i Rom i generationer. Det er il popolino, småkårsfolket, som nægter at lade deres boliger sanere og flytte til moderne betonbyggerier uden for murene. Disse solide arbejdere sætter pris på et godt glas vin efter fyraften, og det er ingen hemmelighed, at man i Trastevere får bedre vin end noget andet sted i Rom. Her udfoldes det sene udendørsliv i de smalle gyder og på de små pladser, og i de lune aftener sidder folk ved trattoria’ernes beskedne borde og får sig en snak over en flaske Frascati. Overalt er humøret højt, og gademusikanterne får flere drikkepenge end i det "pæne" Rom. Men også her har masseturismen gjort sit indtog, og især lørdag aften myldrer det med unge, eftersom Trastevere er det nye, smarte gå ud-kvarter. Trastevere er faktisk et af de bedste steder at more sig i Rom, navnlig i den uge i juli, hvor Festa de Noantri – festen for Madonna del Carmine – fejres med fyrværkeri og gadekoncerter, og alle tilbringer de fleste af døgnets timer udendørs.

Lad os kaste os ud i en slentrende opdagelsesrejse i Trasteveres labyrint af mugne gader med toppede brosten, ældgamle barbersaloner, små butikker, restauranter og huse, der længe har trængt til en klat maling. Jo smallere stræderne er, jo mere de lugter, jo flere snore med vasketøj over gaden, jo skumlere husene ser ud, og jo højere der råbes, desto bedre. Efter mørkefald skal man dog tage sig i agt for afrikanske narkohandlere og andre kriminelle. Desuden vrimler det med tiggende sigøjnere, som benytter ethvert kneb.

Trasteveres hjerte, Piazza Santa Maria

Et godt udgangspunkt er Trasteveres hjerte, den muntre Piazza Santa Maria in Trastevere (foto ovenfor) med 1100-talskirken, som var den første officielle kristne kirke i Rom. Kirken er opført på det sted, hvor en oliekilde sprang frem, da Jesus fødtes, og byder på et smukt interiør med et henrivende Madonnabillede. Udenfor på pladsen er der altid liv om aftenen med fyldte restauranter og barer og unge, sorgløse mennesker, der driver den af omkring det skønne, ottekantede springvand fra 1692.

Rafaels elskede Margherita

Restaurant i Trastevere

Fra Piazza Santa Marias nordvestlige hjørne kan vi gå ad Via della Paglia og dreje til højre ad den snævre, brostensbelagte Via della Scala. I det ydmyge hus i Via di Porta Settimiana 8 boede den yndige Margherita Luti, hvis fader drev det beskedne osteria Romolo med god og billig mad. En aften ankom den unge maler Raffaello Santi, som forstod at dele sin tid på en behagelig måde mellem arbejdet og fornøjelserne i renæssancens Rom. Derefter kom han igen aften efter aften, indtil Margherita med den lyse, fine hud og det stadige smil på læberne lovede at følge med til hans atelier for at blive portrætteret. Maleren var naturligvis den store Rafael, og romancen varede lige indtil hans død.

Smed sølvtallerkner ud ad vinduet

Villa Farnesina

Gennem den maleriske Porta Settimiana, som var en del af den Aurelianske Mur, når vi i Via della Lungara den berømte Villa Farnesina, som bankieren Agostino Chigi opførte i 1506. I parken, der dengang gik helt ned til Tiberen, lå tidligere en loggia, hvor Chigi afholdt pragtfulde middagsselskaber for Roms fornemme elite. Gæsterne spiste af sølvtallerkener, som blev skiftet for hver ret, og for at vise, at det ikke var de samme tallerkener, der gik igen, lod Chigi dem kaste ud gennem vinduet og ned i floden. Men gæsterne kunne ikke se de udspændte net, som greb tallerkenerne. Chigi var nok rig, men ikke dum. Da han døde i 1520, formøblede hans tåbelige arvinger værdierne, og paladset blev købt af Alessandro Farnese. Interiøret er helt vidunderligt, med fresker af Rafael og Peruzzi og en kridttegning af Michelangelo.

Dronning Kristinas strålende fester

Lige overfor ses det store Palazzo Corsini, hvor den svenske dronning Kristina, kong Gustav III Adolfs datter, efter sin abdikation levede et eventyrligt liv omgivet af renæssancens største skønånder og med strålende fester indtil sin død i 1689. Kristina var ikke så lidt indbildsk, og ved hendes ankomst til Rom troede hun, at alle fontænerne sprang til hendes ære. Hun takkede pave Innocens XI og sagde: ”Men nu kan Deres Højærværdighed godt lukke af for springvandene; Rom skal ikke savne vand for min skyld”. I dag huser paladset dele af Galleria Nazionale d'Arte Antica, og bagved findes Orto Botanico, en botanisk have.

Skulle kvæles i sit eget badeværelse

Santa Cecilia in Trastevere

I den sydlige del af Trastevere finder vi den lille Piazza di Santa Cecilia med kirken af samme navn, som er en af Trasteveres få seværdigheder. Cecilia var en ung kristen kvinde, som på grund af sin tro i år 320 blev dømt til at blive kvalt af varmen og dampen i hendes eget baderum. Eksperimentet mislykkedes, så Cecilia blev i stedet halshugget og begravet i katakomberne uden for Rom. I år 822 fandt man liget, der efter 500 år stadig var frisk og velbevaret, og fragtede det til hendes hus i Trastevere, som i mellemtiden var omdannet til kirke. På højalteret ses et smukt tabernakel af Arnolfo di Cambio og nedenunder Madernas statue af Cecilia. I højre sideskib fører en korridor til det rekonstruerede badeværelse, hvor hun led martyrdøden, og i krypten findes nedgangen til de velbevarede rester af det gamle romerske hus. Gårdhaven er ganske fortryllende.

Trevifontænen – hvor livet leves i Rom

Trevifontænen

Nu er det tid til at vende tilbage til vores udgangspunkt, Piazza Colonna, og seværdighederne øst for Via del Corso. Overalt i Rom hører man konstant den rislende lyd af fontæner, men når man fra Corsoen smutter gennem Via dei Sabini og den lille gyde Via dei Crociferi, stiger lyden til en høj plasken, og et øjeblik efter står man foran Roms største og mest berømte fontæne, Fontana di Trevi, som får Københavns Gefion-springvand til at virke beskedent.

Dette festlige og glade pjank, som også er et mageløst kunstværk, er gemt inde på den lille Piazza Trevi, omgivet af høje huse, og er en genial sammensmeltning af arkitektur, skulptur, klipper og vand. Her er storhed, ro og dog liv: Bevægelsen i figurerne kontrasterer til det faste i palads og klipper, og over det hele hviler en liflig ynde. På vingede havheste og ledet af tritoner baner Neptun sig vej gennem vandmasserne, flankeret af statuerne Sundheden og Overfloden. Der gives ingen bedre morgenhilsen i Rom end lyden af disse muntre vandstrømme, når de bruser frem mellem klippestykkerne og ned i det store bassin – selve barokkens livsbekræftelse. Trevifontænen blev først opført i 1762, men efter udkast af Bernini, og er barokkens sidste basunstød i Rom. Det grønne, klare vand kommer fra akvædukten Aqua Virgo, Jomfruens Vand, som anlagdes allerede år 19 f.Kr. og stadig bringer det herligste drikkevand frem til Rom. Over Sundheden viser et relief den scene, hvor den unge jomfru Virgo viser kilden frem til nogle tørstige romerske soldater.

Neptun, Sundheden og Overfloden

Den lille plads foran Trevifontænen er virkelig et af de steder, hvor livet leves i Rom. Turisterne flokkes naturligvis om fontænen, for man vil aldrig vende tilbage til Den evige Stad, hvis man ikke aftenen før sin afrejse kaster en mønt over sin skulder og ned i vandet. Tidligere fordelte den katolske kirke pengene til de fattige, men nu beslaglægges de af Roms griske bystyre. Trevifontænen er også kendt fra den henrivende film fra 1953 Prinsessen holder fridag, hvor den yndige prinsesse (Audrey Hepburn) stikker af fra hoffet og bliver guidet gennem Rom af en sladderbladsreporter, samt fra Fellinis berømte La dolce vita, i hvilken Anita Ekberg skamløst bader i vandet.

Venedig er et eventyr, en drøm, en skøn fantasi >

Skønhedsåbenbaringen på Piazza Barberini

Piazza Barberini og Tritonfontænen

Til højre for Trevifontænen følger vi Via della Stamperia, som munder ud i den elegante og travle forretningsgade Via del Tritone, og fortsætter til Piazza Barberini, hvor de danske guldaldermalere færdedes, og Thorvaldsen havde sit atelier. Pladsen er tit én stor trafikprop, men det er ulejligheden værd at bevæge sig ind på midten og se Berninis Tritonfontæne, der er den store barokkunstners bedste og regnes for en af Roms smukkeste seværdigheder. Men ikke nok med det: I skyggen af allétræerne i pladsens nordøstlige hjørne står Berninis lille Fontana delle Api, Biernes Fontæne (efter Barberinifamiliens symbol, en bi). Tilsammen udgør de to springvand en skønhedsåbenbaring, der griber fast om hjertet, og mange digtere har gennem tiden forsøgt at skildre deres kølige fryd.

Via Vittorio Veneto, det rige Roms sjæl

I samme hjørne udspringer Via Vittorio Veneto, Roms berømte strøggade og mest mondæne boulevard med det internationale liv, som også skildredes i Fellinis La Dolce Vita. Via Vittorio Veneto er opkaldt efter Italiens beskedne sejr under 1. Verdenskrig, og den brede allé, som slynger sig opad i en flot bue, er virkelig det rige Roms sjæl. Få skridt henne ligger kapucinerkirken Sant'Maria della Concezione, i hvis krypt man kan beundre muntre kapeller med 4.000 kranier og skeletter af kapucinermunke sat sammen i uhyggelige guirlander og dekoreret i pyntelige mønstre på væggen. H. C. Andersen har beskrevet det smagløse sceneri i sin bog "Improvisatoren".

At se og blive set

Vi skynder os op i sollyset igen og slentrer gennem Via Veneto, forbi alle luksushotellerne, fortovscaféerne og de lokkende, men hundedyre butikker. Her flokkes Roms jetset, skuespillere fra Hollywood og voksne romere, mens de unge holder til andre steder. Få fat i et bord (det er ikke nemt), bestil en caffé granito (kaffe med knust is), og indsug atmosfæren. Her promeneres den nyeste mode, af og til i så bizarre kreationer, at man tror, at beduiner og sigøjnere har stået model.

Via dei Condotti, Roms dyreste butiksstrøg

Lad os vende tilbage til Piazza Colonna og spadsere ad Corsoen mod nord, forbi elegante modebutikker, og dreje til højre ad Via dei Condotti, der var de danske guldaldermaleres yndlingsgade i Rom. I dag er Via dei Condotti Den evige Stads allermest fashionable butiksstrøg, hvor vinduerne bugner af dyr, men ikke altid lige smagfuld luksus. Her promenerer kostbart klædte damer hver dag mellem kl. 12 og 13 for at vise deres nyeste dragt og nye, opvartende tilbeder frem for veninderne. Guldaldermalerne spiste og drev den af i det berømte Trattoria della Lepre, der nu er blevet til Bulgari, verdens fineste juveler. Da indehaveren i sin tid blev kidnappet, var løsesummen flere milliarder lire.

Caffè Greco og Casanovas første eventyr

Via dei Condotti

Lige overfor, i nr. 86, ligger Caffè Greco, hvor selv tjenerne er nationalmonumenter, og som siden 1760 har været samlingssted for kunstnere, forfattere og komponister fra hele verden. Goethe, Zola, Flaubert, Ibsen, Liszt, lord Byron, Shelley, Keats, H. C. Andersen, Thorvaldsen, Mark Twain, Buffalo Bill og Stendhal har alle frekventeret Caffè Greco – ikke at forglemme Giacomo Casanova, der dukkede op som genert, endnu ikke arrogant og selvsikker ung mand, på vej til sit første galante eventyr. Faktisk er caféen med sine marmorborde, malerier og gammeldags wienerhygge et helt lille museum, som er opstået ved, at taknemmelige kunstnere gennem tiden har smykket væggene. I dag består klientellet mest af turister. I nr. 55 lå tidligere Gasparris Bar, der blev kendt, fordi vores egen dronning Ingrid under sine besøg i Rom yndede at drikke kaffe her.

Europas vildeste luksus

Hele kvarteret mellem Corsoen og Piazza di Spagna – Via Condotti, Via Frattina, Via dei due Macelli, Via del Babuino og alle smågaderne – byder faktisk på Europas vildeste luksus i tøj, sko, juveler og kunsthåndværk. I Via del Babuino, Baviangaden, der løber mellem Piazza del Popolo og Piazza di Spagna, finder man udsøgte antikviteter, og parallelgaden Via Margutta flyder med spændende småbutikker, ofte gemt inde i gårdene. Dejligt, men dyrt – meget dyrt. Men for enden af Via Condotti venter nye, vidunderlige seværdigheder.

Piazza di Spagna og Den Spanske Trappe

Piazza di Spagna

Enhver, der har været i Rom, vil for altid kunne genkalde sig billedet af Piazza di Spagna og den majestætiske Spanske Trappe, som ligner en teaterkulisse (men det er normalt i Rom). Man erindrer de gamle huses røde og gule farver, der changerer efter tidspunktet på dagen, de høje, slanke palmer og den brede, elegante rokokotrappe fra 1725, som rejser sig mod obelisken og tårnene på Trinità dei Monti. Det hele holdes sammen af den mærkværdige Fontana della Barcaccia med den synkende båd, som er inspireret af en båd, der strandede på pladsen under en af Tiberens oversvømmelser, og udført af den store Berninis fader, Pietro Bernini.

Den Spanske Trappe

Man ser også for sig de eksklusive butikker, hvor kreditkortet blev luftet, og de skønne aftener, hvor man slentrede i det sidste dagslys, inden trattoria'erne kaldte. Alt det husker man – selvom det kan være svært at se det hele for mylderet af turister. Denne trekantede, højt besungne plads har med sin blomsterduftende dolce far niente været en seværdighed i 300 år og huset berømtheder som Byron, Keats, Goethe, Stendhal, H.C. Andersen og mange flere. Den dag i dag er Piazza di Spagna stadig det dejligste – og mest fotograferede – af alle Roms utallige torve.

Brutale napolitanere

Piazza di Spagna har navn efter den spanske ambassade i Rom, som ligger til højre fra Via Condotti. Tidligere havde ambassadøren pligt til at opretholde lov og orden på pladsen, og dertil hyrede han et berygtet korps af brutale napolitanere. Han holdt sig heller ikke for god til – mod betaling – at lade forbrydere gemme sig på ambassadens område. Banditter, der havde myrdet og udplyndret deres ofre på den Spanske Trappe, kunne med få skridt komme i sikkerhed for politiet i ambassaden. Forfatterinden Frederikke Brun, som var gift med den danske forretningsmand Constantin Brun og boede i Rom, fortæller i sin dagbog, at "Ofte lyder om aftenen fra den Spanske Trappe det frygtelige råb: "Sono Ammazzato", og man hører den myrdedes legeme styrte dumpt til jorden, mens gerningsmanden undslipper og tyer op til kirketrappen eller køber sig et afladsbrev for 4 paoli hos kardinal Albanis kammertjener. Jeg så dag ud og dag ind i porten til det spanske palæ en kusk fra nabolaget, der havde boret sin unge hustru dolken i brystet".

Toppen af Rom – Monte Pincio

Udsigt over Rom fra Monte Pincio

Men lad os stige op ad den dristigt svungne trappes 137 trin, der hver påske dækkes af blomstrende azalea, så langsomt, at vi kan nyde dens smukke linjeføring og udsigten, som forandrer sig, efterhånden som man kommer højere op. Talrige filmscener er optaget her. Indtil for nylig kunne det være svært at træde op for horder af unge udenlandske turister, der slog sig ned på et trappetrin, men denne opførsel er nu forbudt, og Roms bystyre har brugt store summer på at rense trappen for kaffepletter og tyggegummi.

Nu er vi oppe på Monte Pincio, hvor romerne elsker at promenere om aftenen, og hvor man belønnes med et pragtfuldt vue over Roms talløse tagterrasser og ned gennem Via dei Condotti. Bagved knejser den karakteristiske kirke Trinità dei Monti, indeklemt mellem sine to tårne og prydet med endnu en obelisk, der som altid er anbragt lige i perspektivets brændpunkt. Skråt over for, på hjørnet af Via Sistina, ligger det fine gamle Hotel Hassler, hvor kong Frederik 9. og dronning Ingrid opholdt sig under deres årlige besøg i Rom, og i Via Sistina 48 finder man det berømte Casa Buti, hvor Thorvaldsen boede til leje og fik vasket tøj og stoppet strømper af enkeværtinden. Også C.W. Eckersberg og Constantin Hansen fandt husly her. Adressen er markeret med en plade på muren.

Obligatorisk for Rom-rejsende

Selfie på Terrazza del Pincio

Men lad os spadsere til venstre op ad Viale Trinità dei Monti. Først passerer vi Villa Medici, pragtslottet fra 1564, der i dag rummer det franske kunstakademi, og dernæst Casina Valadier, som blev bygget af Napoleon til hans søn, Kongen af Rom, men i dag er en yndig sommerrestaurant. Omsider når vi Terrazza del Pincio, hvor alverdens tungemål svirrer om ørerne. Fra brystværnet får man et næsten chokerende panorama over Rom (se også øverste foto).

I skumringen, når Rom danner silhuet mod aftenhimmelens klare farver, er her særlig vidunderligt. Lige neden for ligger Piazza del Popolo og i flugt med obelisken ser man Peterskirkens kuppel. Det er obligatorisk for Rom-rejsende at se solen gå ned bag kuplen, som synes at stå på gloende søjler i dagens sidste lys. I gamle dage kørte Roms velhavere op på terrassen i deres kareter og biler, og det var så praktisk indrettet, at herskaberne end ikke behøvede at stige ud, hvis de ønskede en forfriskning fra baren. Tjenerne satte en bakke fast på bilens nedrullede vindue, og så kunne passagererne nyde solnedgangen i fulde drag, mens de nippede til deres Martini. Den tid er desværre forbi – i dag er bilkørsel på terrassen forbudt. Til gengæld er den blevet et populært selfie-spot.

Villa Borghese, Roms skønneste park

Villa Borghese

En formiddag er den smukke bagvedliggende park, Villa Borghese, et herligt udflugtsmål. Her promenerer Roms yngre familiefædre med synlig stolthed deres søndagspyntede børn, mens mamma derhjemme har travlt med at forberede frokosten. Børnene leger med legetøjsskibe i det store bassin, og måske er der Mester Jakel-teater på en åben plads. Villa Borghese blev anlagt i 1600-tallet midt i Rom af kardinal Scipione Borghese som Borghese-slægtens private have og er fuld af udstrakte plæner med kastanjer, cypresser og dejlige gamle pinjer samt hundredvis af statuer.

Fontana dei Cavalli Marini

En magnolieallé fører til Piazza di Siena, en lille ridebane, hvor velhavende romere om morgenen rører deres heste, og derefter videre til Fontana dei Cavalli Marini, Havhestenes Fontæne, samt monumenter for Byron, Goethe og Victor Hugo. I det ene hjørne findes den yndige have Giardino del Lago, som omgiver en lille, kunstig sø med svaner, mens et Æskulaptempel spejler sig i vandet. Hvis man har dage nok i Rom, kan man få adskillige af dem til at gå på denne fredfyldte plet. Alt, hvad man hører, er lyden af gartneren, der pusler om de velholdte bede.

Messalinas bagvaskelser

Netop her yndede de romerske patriciere at bygge deres landsteder. En af dem var feltherren Lucius Licinius Lucullus (hvis navn er blevet til begrebet luksus), der forstod kunsten at leve i overflod og her havde anlagt sine pragtfulde haver. Kejser Claudius’ skruppelløse og uterlige hustru, Valeria Messalina, fik ved hjælp af bagvaskelse vendt sin mands vrede mod en senere ejer, den uskyldige Valerius. Valerius blev tvunget til at begå selvmord, men sin sidste dag tilbragte han i sine elskede haver, hvor han gav gartnerne beskeder om træer og buske. Det gik som Messalina havde beregnet – efter Valerius' død blev hans familie nødt til at forære hende haverne. Men her mødte hun også sin egen skæbne (se længere nede). I år 270 skænkede kejser Aurelian haverne til folket, men de fik først deres nuværende udseende, da Napoleon i 1809 indlemmede Rom i Frankrig og beordrede Monte Pincio sat i stand.

Napoleons uartige søster vækker skandale

I parkens udkant knejser en skøn villa, der var en af Borghese-slægtens sommerresidenser. I dag rummer villaen Roms smukkeste museum, Museo e Galleria Borghese, der kaldes "Dronningen over alle verdens private samlinger" og byder på værker af bl.a. Bernini, Rafael, Pinturicchio, Botticelli, Caravaggio og Tizian.

Den uartige Pauline Borghese

I stueetagen ses billedhuggeren Antonio Canovas berømte skulptur af Napoleons smukke, men uartige søster Pauline, som den franske kejser havde ladet formæle med fyrst Camillo Borghese. På trods af det luksuriøse liv med ædelstenssmykkede dragter og opvartende tjenere fandt den forkælede Pauline sig aldrig til rette i Rom, og for adspredelsens skyld forlangte hun, at Canova skulle afbilde hende som en nøgen, liggende Venus. Den modvillige kunstner indvilgede, og statuen vakte stor skandale i hele Europa. Men da en gammel, sur slægtning, som var misundelig på Paulines skønhed, sagde ”Stakkels du, hvad har du ikke måttet lide ved at blotte dig for denne billedhugger”, svarede hun ”Tværtimod, Canovas atelier er udmærket opvarmet”. Tidsbestilling i museet er nødvendig, og det kan gøres på www.galleriaborghese.it. Men nu er det på tide at vende tilbage til byen – seværdighederne venter!

Solens Plads – Piazza del Popolo

Piazza del Popolo

Fra Terrazza del Pincio snupper vi stien ned til Piazza del Popolo, hvis kælenavn er "Piazza del Sole", Solens Plads. Den henrivende, elliptiske plads, der stod færdig i 1824, er for en gangs skyld et mesterværk i arkitektonisk planlægning. På midten knejser en 24 meter høj obelisk, som er omgivet af fire løvefontæner, og hvorfra perspektivet er ideelt: Mod syd flankeres Piazza del Popolo af de barokke tvillingekirker Santa Maria dei Miracoli og Sante Maria in Montesano, og her udstråler de tre lange, snorlige gader Via del Corso, Via del Babuino og Via Ripetta.

Tvillingekirkerne og Via del Corso

I øst løfter Monte Pincios grønne skråninger sig, og på pladsens nordside ses Santa Maria del Popolo fra 1473, som er en af Roms renæssancekirker og spækket med seværdigheder. Kapellets fresker regnes for Pintoricchios mesterværk, kardinalerne Bassos og Sforzas gravmæler er af Andrea Sansovino, mens flere af gravmælerne i Chigi-slægtens kapel er af Lorenzetto, og mosaikkerne af Rafael. I det tilstødende kloster boede Martin Luther under det besøg i Rom i 1510, der medvirkede til hans oprør mod pavekirken, og ved siden af står Porta del Popolo, som Bernini opførte til ære for vor kære svenske eksdronning Kristina, der i 1658 ankom til Rom ad Via Flaminia.

På hjørnet af Via Ripetta ligger den kendte restaurant Rosati, der i 1970'erne var mødested for borgerlige politikere og derfor flere gange ramtes af terrorbomber anbragt af den ekstreme venstrefløj. I dag kan man nøjes med at nyde en forfriskning og udsigten over den usandsynligt smukke plads.

Men lad os fra Piazza del Popolo snuppe hele den lange spadseretur mod syd gennem Via del Corso og undervejs beundre de talrige prægtige renæssancepaladser: Palazzo Sciarra Colonna, der tilsyneladende er hugget ud af én stor marmorblok; Palazzo Simonetti, som tidligere var Frankrigs ambassade og samlingssted for Roms aristokrati; og Palazzo Doria med malerier af Rafael, Caravaggio, Rubens og Tizian og Roms eleganteste barokfacade.

Piazza Venezia og "Skrivemaskinen"

Altare della Patria

Endelig når vi helt ned til Piazza Venezia, der desværre domineres af det gyselige, kridhvide marmormindesmærke, Altare della Patria, som blev skabt i 1911 for Italiens første konge, Viktor Emanuel 2., og 50-årsdagen for det nye kongedømme. Monumentet harmonerer hverken med pladsens arkitektur og farver eller med Roms stil, men kaldes af romerne hånligt for "Skrivemaskinen". Nup alligevel en tur op til toppen og nyd udsigten over Rom ved siden af sejrsgudinden Viktoria og hendes kolossale bronzefirspand.

Balkonen, hvor Napoleons moder døde af nysgerrighed

Piazza Venezia

Heldigvis kan man stadig nyde det smukke, okkerfarvede renæssancepalads, som pladsen er opkaldt efter. Her boede paverne i 1400-tallet, men Palazzo Venezia fik først sit navn, da bygningen i 1564 blev Venedigs ambassade i Rom. Under fascismen gjorde Mussolini Palazzo Venezia til sit residenspalæ, og fra balkonen holdt han sine berygtede brandtaler udover den tætpakkede plads. Her fik det italienske folk 10. juni 1940 hans budskab om Italiens intervention i 2. Verdenskrig. I dag kan man slappe af i paladsets idylliske gårdhave med marmorbænke, prydet af skjolde med navnene på alle Venedigs erobringer. Skråt overfor, på hjørnet af Corsoen, ligger det lille Palazzo Bonaparte, hvor Napoleons mor Laetizia Bonaparte boede de sidste 20 år af sit liv. Lægen havde forbudt hende at forlade sengen, men den livlige og nysgerrige ældre dame ville se, hvad der skete på pladsen, og listede med sine trætte øjne ud på den overdækkede balkon, hvor hun fik et hjerteslag og døde 2. februar 1836.

Piazza del Quirinale – Italiens centrum

Piazza del Quirinale

Nu skal vi op på Quirinal-højen og Piazza del Quirinale, som er en af Roms smukkeste. Det er ikke noget tilfælde, at de italienske konger efter Italiens samling bosatte sig her. I oldtiden husede højen templet for sabinernes krigsgud, Quirinus, men det oprindelige, majestætiske palads grundlagdes som pave Gregor VIII’s sommerslot i 1578 og er siden blevet udvidet af bl.a. Bernini og Maderna. Da monarkiet faldt efter 2. Verdenskrig, blev Palazzo Quirinale – i daglig tale Quirinalet – præsidentpalæ, og i nogle af de 1200 værelser bor nu Italiens præsident. Paladset holder åbent søndag kl. 8.30-12 og er en af de dejligste seværdigheder i Rom. ID-papirer må medbringes.

Foran Piazza del Quirinales andet pragtpalæ, der huser den italienske forfatningsdomstol, står en fontæne med to kolossale marmorstatuer af dioskurerne Castor og Pollux fra Konstantins termer, omgivet af stejlende heste og med obelisken fra Augustus' mausoleum i midten. Tilsammen danner fontænen, statuerne og obelisken et harmonisk hele af romersk, græsk og ægyptisk kunst. Udsigten over Rom med Peterskirkens kuppel i horisonten er ganske vidunderlig.

Bernini – Roms universalgeni

Få skridt mod nordøst ad Via del Quirinale støder man på en af Roms mest indtagende kirker, Sant'Andrea del Quirinale, som universalgeniet Bernini selv regnede for sit bedste arkitektoniske arbejde. Det elegante kirkerum danner en oval, omgivet af små nicher og overalt beklædt med marmor. Denne Gian Lorenzo Bernini har vi stødt på adskillige gange, og han har fortjent et par ord. Udover at være arkitekt var han også maler, billedhugger og meget andet, og allerede inden han var fyldt 10, bad paven ham om at hugge en buste.

Gian Lorenzo Bernini

Fik 11 børn med ung brud

Bernini levede, til han blev 82, og i hele sit liv holdt han ikke så meget som én måneds ferie. Det ses på omfanget af hans arbejde i Rom. Han spildte heller ikke sin ungdom på kødelige fornøjelser, men giftede sig først, da han var over 40. Til gengæld var hans 19-årige brud en af de smukkeste kvinder i Rom, og de nåede at få hele 11 børn. Måske har Berninis harmoniske hjemmeliv og de mange børn inspireret ham til alle de små, detaljerede engle og keruber, der befolker Sant'Andrea del Quirinale.

Roms nye paradegader

Rundt om Quirinalet ligger det kvarter, der blev skabt, efter at piemonteserne i 1870 havde besejret pavens fåtallige tropper og besat Rom. Til befolkningens forbitrelse ryddede byplanlæggere talrige idylliske kvarterer, og der anlagdes nye paradegader som Via Nazionale, som løber mellem Piazza Venezia og Piazza della Repubblica. Samtidig rykkede en hær af piemontesiske embedsmænd ind og bosatte sig i komfortable lejligheder i de nye, fashionable kvarterer. Alt dette virkede som en brand i næsen på romerne, der var rasende over, at tilrejste provinsboer nu skulle styre deres by. Ingen bekymrede sig om de romerske småfolk, der havde boet i byen i generationer, og som de hovmodige piemontesere så skævt til. Dermed deltes Roms befolkning i to: de oprindelige, pavetro romere og de liberale tilflyttere. Denne splittelse kan spores endnu i dag og symboliseres af Viktor Emanuel-monumentet på Piazza Venezia.

Najadefontænen på Piazza della Repubblica

De vellystige najader

Men lad os slentre gennem Via Nazionale, hvorfra man nede for enden kan skimte Piazza della Repubblica. Efterhånden som man nærmer sig, får man et uudsletteligt skønhedsindtryk: En vældig vandstråle, som midt på den cirkelrunde plads springer flere meter i vejret med kejser Diocletians termer som baggrund. Fontænen, Fontana delle Naiadi, er ganske vist moderne og stod først færdig i 1888, men de vellystige najader, der leger med forelskede havuhyrer, vakte dengang stor skandale. Som vandkunst er fontænen fremragende og endnu flottere, når den om aftenen springer i projektørskær.

Stazione Termini

Fra Piazza della Repubblica er der få skridt til Roms imponerende hovedbanegård, Stazione Termini, der påbegyndtes under Mussolini i 1937 og med 33 perroner og 150 millioner årlige passagerer er en af Europas største. Drys indenfor og se dette arkitektoniske eventyr i beton, marmor og forkromet stål, som trods betonen er langt mere fascinerende end nutidens spekulantbyggerier. Find en plads i baren i den enorme, aflange afgangshal og nyd en campari, mens du betragter rejselivet: Forretningsfolk, der rejser med de eksklusive luksustog fra Milano, småkårsfolk, som kommer langvejs fra med bumletog, samt sværme af unge, udenlandske rygsækturister. Disse kolossale, lyse og luftige haller er en øjenlyst, en virkeliggjort funktionalistisk fantasi, som fascismens arkitekter virkelig mestrede.

Romernes elskede Santa Maria Maggiore

Santa Maria Maggiore

Fra stationspladsen går vi ad Via Cavour til Piazza dell’Esquilino på Esquiliner-højen, hvor den romerske pøbel boede. Selve pladsen er stærkt trafikeret, men op af travlheden og gråheden rejser sig Santa Maria Maggiores mægtige stenmasse med evighedens ro. Denne kølige og strenge bygning, som er den anden af Roms fire hovedbasilikaer og den største, der er viet til Jomfru Maria, er den af alle byens kirker, som romerne elsker højest. Alene dens tilblivelse har over sig noget af dette vidunderlige, som ligger deres hjerter så nær: Pave Liberius, der ellers havde svært ved at sove, faldt natten til den 5. august år 352 i en dyb søvn, straks han havde lagt sig. I en smuk drøm viste Jomfru Maria sig for ham og befalede ham at opføre en kirke på Esquiliner-højen, hvor han midt i den varme sommer ville finde sne. Dagen efter begav han sig af sted til højen og fandt ganske rigtigt sne. Her opførtes Santa Maria Maggiore, som stadig kaldes ”Snekirken”.

Kvinder kravler op ad trappen

Intet af den oprindelige kirke er tilbage, men Roms kirker er netop dejlige, fordi de ikke er planlagte, men langsomt og lunefuldt vokset gennem århundreder. På pladsen foran står en søjle, der er hugget fra Maxentius-basilikaen på Forum Romanum, og på toppen ses Madonna og barnet. Kampanilen, som er Roms højeste, er fra 1377, mens barokfacaden blev påklistret i 1743. Selve trappen op til kirken er magisk, og tidligere kunne man ofte se kvinder krybe op ad trinene: Hvis en stakkels hustru, der bliver slået eller skældt ud af sin mand, kravler op til toppen og undervejs beder et passende antal bønner, kan hun efterfølgende vende hjem til en smilende, ventende husbond.

Columbus skænkede guld fra Amerika

Kuplen i Santa Maria Maggiore

Indenfor opdeles det treskibede kirkerum af 36 joniske søjler; det pragtfulde cosmatiske mosaikgulv er fra 1100-tallet, og det smukke 1400-talsloft forgyldt med guld, som Columbus bragte hjem fra Amerika og skænkede til kirken. Fire porfyrsøjler fra Hadrians villa i Tivoli bærer baldakinen over højalteret, som omslutter kirkens fornemste relikvie, den hellige Matthæus’ knogler. Overalt er materialets ædelhed bragt til gyldighed i harmoniske proportioner, der forbinder majestæt med ynde. Men den største skat er en stump af den oprindelige krybbe fra stalden i Betlehem. Juleaften trænges romerne i Santa Maria Maggiores uhyre rum: Mens orglet toner, røgelsen dufter, og lysene brænder foran de hundreder af helgenbilleder, kommer optoget gennem kirken med denne krybberest, højt løftet over mængden, som knæler i ekstase.

Sixtus V, der skabte nutidens Rom

Højalteret

Foran højalteret hviler den mærkelige Sixtus V, der var pave 1585-1590 og med sin rastløse byggevirksomhed gav Rom det udseende, der i store træk er bevaret til i dag. Man sagde om Sixtus, at han anlagde fem gader, fem fontæner og fem broer og ved sin død efterlod sig fem millioner i guld. Fra Santa Maria Maggiore udstråler de radialgader, som Sixtus skabte, alle med en kirke, en obelisk eller en fontæne som point de vue. Mange af de fontæner, der i dag er Roms pryd, skyldes ham. Han var dog også en øvet hærværksmand; det var Sixtus, der udskiftede Marcus Aurelius med Paulus på Piazza Colonna.

Berninis gravmæle

I sidekapellerne gløder livet med f.eks. Berninis nichebuste af en neger, en Kongo-konge, der var blevet omvendt og oplevede rejsen til Rom som sit livs lykke, så pave Urban VIII gav ham titlen "marchese di Nigirita". Nu hviler hans tunge øjne og svulmende læber evigt i Berninis kunst. Til højre for alteret ligger den store Bernini selv under en enkel flise med ordene ”Familien Bernini”. Barokkens mester havde åbenbart fået nok af pomp og pragt og ønskede selv denne simple gravsættelse. Kapellerne rummer også pavegrave samt Pauline Borgheses knogler.

San Giovanni in Laterano, hele verdens katedral

San Giovanni in Laterano

Hvis ikke du har fået nok af kirker (det får romerne aldrig), kan du fortsætte ad den lange, skyggefulde Via Merulana til den tredje af Roms fire hovedbasilikaer, San Giovanni in Laterano, Laterankirken, som arkitektonisk ikke er specielt skøn og fint kan springes over. Den historiske værdi er dog uden sidestykke: Laterankirken er Roms domkirke, moderkirken, hvor paven altid er biskop, og blev grundlagt allerede i år 304 af Konstantin den Store. Her boede paverne indtil 1308, og den nuværende kirke ombyggedes i 1650 af Borromini, mens den mere pompøse end smukke facade blev smækket på i 1735. I porticoen står en statue af Konstantin, som stammer fra hans bade, mens hovedporten er den oprindelige fra det antikke Roms senat på Forum Romanum. Midt i tværskibet knejser højalteret, som hævdes at indeholde Peters og Paulus’ kranier. I apsis står Roms bispestol, og hver gang en ny pave er valgt, går hans første tur altid hertil.

Okser slæbte lig rundt i timevis

Under højalteret hviler en af Roms ædleste paver, Martin V, der ved sin død selv havde ønsket at blive lagt på en vogn trukket af fire okser, som uden en kusk skulle gå, hvorhen de ville. Efter at have kørt i flere timer gennem Rom nåede okserne til Laterankirken, hvor portene åbnede sig af sig selv. Okserne fortsatte mod højalteret, hvor de standsede og bøjede knæ, og her stedtes Martin V til hvile i 1431. Laterankirken indeholder også et berømt billede af Giotto, Roms ældste orgel og pave Leo XIII’s gravmonument. Ud for højre tværskib knejser Roms højeste, 5 tons tunge obelisk, som 300 rorkarle i år 357 bragte fra Ægypten til Ostia.

La Scala Santa, den blodige trappe

Lige over for Laterankirken står San Lorenzo-kirken med La Scala Santa, den trappe i Antonia-borgen i Jerusalem ad hvilken Jesus vandrede, da han var til forhør og blev torteret af Pontius Pilatus. Trappen blev bragt til Rom af Konstantin den Stores moder, den Hellige Helena, og hvert år gør katolikker fra hele verden bodsvandringen på knæ op ad de 28 marmortrin. Flere steder dækker glasplader over noget rødt, som ifølge kirken og turistkontoret er Jesu blod.

Cesare Borgia, Roms største slyngel

Cesare Borgia – den største slyngel i Rom

Men lad os spadsere tilbage til Santa Maria Maggiore og nu vælge Via Cavour, der blev systematiseret af piemonteserne. På venstre hånd ses snart Palazzo Borgia med den brede tunneltrappe, som kaldes Borgiaernes Løngang. Borgiaerne var en berygtet spansk adelsslægt, der ved hjælp af bestikkelse i 1492 indtog pavestolen med den ryggesløse Alexander VI. Den hellige fader viste sig at være knap så hellig, og ingen anden pave har trukket den gyldne tiara dybere i skarnet. Alexander VI var fader til fire børn – bl.a. med en gift kvinde – og et af dem var den kultiverede og højtbegavede slyngel og massemorder Cesare Borgia, som var forbillede for Macchiavellis "Fyrsten". Et andet af børnene var den smukke datter Lucrezia, der måtte gennem et par hævede forlovelser og tre ægteskaber for at tjene sin faders og broders skurkestreger.

Lod svoger kvæle i ægtesengen

Løngangen løber under det palads, som Alexander VI skænkede til sin elskerinde Vanozza dei Cattanei, Cesares og Lucrezias moder, og hvor der har udspillet sig mange dramaer. Hverken Cesare eller Lucrezia havde skrupler over at myrde enhver, der stod i vejen for dem, og efter en fest i paladset en sommeraften 1499 forlod Cesare selskabet sammen med sin ældre broder. Kort efter blev broderen fundet myrdet ved Tiberen, formentlig dolket af Cesare. Lucrezia, der ligeledes har ry for de mest afskyelige forbrydelser, var som purung af sin fader blevet tvunget til at gifte sig med fyrsten af Pesaro, Giovanni Sforza, men da Borgia-familien ikke længere havde brug for Giovanni, beordrede Alexander ham myrdet. Han undslap, men blev i stedet tvunget til at skrive under på, at han var impotent, så ægteskabet kunne annulleres. Derefter blev Lucrezia gift med Alfonso d'Aragon, en uægte søn af kongen af Napoli. Men heller ikke dette ægteskab gav tilstrækkeligt med fordele, så Cesare lod Alfonso kvæle i ægtesengen, hvorefter Lucrezia blev viet til hertugen af Ferrara.

Michelangelos Moses

San Pietro in Vincoli og Michelangelos raseri

Løngangen udmunder ved kirken San Pietro in Vincoli, der grundlagdes i år 440 og rummer to store seværdigheder. Glem de 20 antikke søjler; i et skrin under højalteret gemmes de lænker, som Peter blev lagt i, da han sad i det Mamertinske Fængsel, og i midten ses storværket: Michelangelos majestætiske Moses-figur, som skildrer Moses i netop det øjeblik, da han udstyret med lovens tavler og på vej ned ad bjerget ser sit folk danse om guldkalven og et øjeblik efter knuser tavlerne i sorg og raseri. Michelangelo levede sig i den grad ind i sit arbejde, at han i raseri over, at figuren ikke talte, kastede sin hammer på den. Mærket ses stadig på Moses’ knæ. Michelangelo arbejdede på statuen 1506-1516, mens han samtidig var i gang i det Sixtinske Kapel, og den skulle egentlig have været en detalje i Julius II’s gravmæle. Nyd marmorets enestående skønhed, det minutiøse skulpturarbejde i skægget og klædets folder samt hele idéen i den muskelspændte figur. Moses-statuen er et af verdenskunstens absolutte mesterværker, hvor den ene gigant har fremstillet den anden.

Du vil elske fortryllende Firenze >

Capitol og yndige Piazza del Campidoglio

Piazza del Campidoglio

Men lad os smutte tilbage til Piazza Venezia og ad Via del Teatro di Marcello gå højre om Viktor Emanuel-monumentet. Over hovedet på os troner Capitol (eller Campidoglio), der med 50 meter over havet er den højeste (men samtidig den mindste) af Roms syv høje og det antikke Roms religiøse højborg. De gamle romere kaldte højen Caput Mundi, verdens hoved. I virkeligheden består den af to: På den nordligste lå Juno Moneta-templet, hvor den romerske mønt, altså pengeproduktion, lå og har lagt navn til udtrykket moneter. På den sydlige, der kaldtes Capitolium, lå Jupitertemplet, og mellem dem ses Michelangelos yndige, ovale Piazza del Campidoglio, som i dag er Roms rådhusplads.

Filosoffen Marcus Aurelius

Marcus Aurelius

Oven for trappen modtages man af Castor og Pollux, og midt på pladsen knejser en kopi af Roms og hele verdens ældste rytterstatue, som er restaureret af Thorvaldsen og forestiller den ædle kejser Marcus Aurelius med hans magtfulde ansigtsudtryk. Marcus Aurelius var en filosofisk digternatur ("filosoffen på kejsertronen"), som gerne dikterede 30-40 breve i træk og udstedte et hav af forordninger. Nogle af dem var forud for deres tid – f.eks. dikterede han, at "Det ville i høj grad være ubilligt, at en ægtemand kræver kyskhed hos sin hustru uden selv at følge samme regel". Men hans mest kendte værk er "Selvbetragtninger", en række sørgmodige spekulationer over livet og menneskene. Kun lidt af bronzestatuens oprindelige forgyldning er tilbage, og man siger, at når det sidste guld går af Aurelius, skal Rom forgå.

Bag statuen ses Roms rådhus, Palazzo Senatorio. Her har Michelangelo også været på spil med facaden, den pragtfulde dobbelttrappe og portalen med flodguderne Nil og Tiber. Til højre ses Palazzo dei Conservatori, der i dag er museum, og overfor Museo Capitolino, Roms og hele verdens ældste offentlige museum, der blev indstiftet af pave Sixtus IV i 1471 og rummer en uhyre samling af ædle kunstværker. Det er umuligt at omtale de utallige skatte, men den mest kendte er Roms vartegn, den etruskiske bronzehunulv fra omkring 500 f.Kr.

Dødsdømte kastes i afgrunden

På Capitols bagside ses den Tarpeiske Klippe. Sagnet fortæller, at under en krig mod Sabinerstammen viste en romersk pige ved navn Tarpeia fjenden en hemmelig vej over klippen. Som straf blev Tarpeia kastet ud over kanten, begravet på klippen og dækket af de guldmønter, sabinerne havde givet hende for forræderiet. Fra den dag blev klippen rettersted for statsforbrydere, som simpelthen styrtedes i dybet og dræbtes – skyldige eller ej. Med den opbyggelige historie i tankerne kan man slappe af i et lille, yndigt anlæg med bænke. Når vejret er klart, er her en fortrinlig udsigt over Rom og Forum Romanum, som vi om lidt skal se.

Dulcis in fundo: det bedste til sidst

Via dei Fori Imperiali

Selvom vi har set et hav af pladser, fontæner og kirker, mangler vi stadig Roms vigtigste seværdigheder. Dulcis in fundo (det bedste til sidst), som et latinsk ordsprog lyder. Nu skal vi nemlig på en fin spadseretur 2000 år tilbage i tiden. Vi skal følge en af de ejendommeligste gader i Rom, Via dei Fori Imperiali, som Mussolini anlagde ved at nedrive et berygtet slumkvarter, og som bogstaveligt talt er en vandring gennem historien. Den brede boulevard blev oprindelig kaldt Via del Impero efter det italienske koloniimperium i Afrika og fører midt gennem oldtidens Rom og virvaret af ruiner på Forum Romanum hele vejen til Colosseum. Om sommeren er fortovet så overfyldt med turister, at de stakkels romere mases ud på vejbanen.

Kejsernes fora

Trajans Forum

Via dei Fori Imperiali begynder på Piazza Venezia, og her står Trajan-søjlen til minde om den uforfærdede kejsers sejr over dakerne. Derefter følger kejserfora på stribe. Først ser vi det prægtigste, Trajans Forum fra omkring år 113 e.Kr., der blev udgravet i 1932 og består af en stor, bueformet teglstensbygning, som var oldtidens butikscenter. Stueetagen bestod formentlig af fødevareforretninger, mens arkaderne på 1. sal rummede fornemme guldsmedebutikker. Dernæst følger Augustus' og Nervas Fora, af hvilke kun nogle søjler er bevaret, bl.a. fordi pave Clemens VIII i 1500-tallet stjal stenene til byggeriet af Peterskirken. På boulevardens sydside ses Julius Cæsars Forum, som indgik i det nye bycentrum, diktatoren havde planlagt at anlægge.

Det Mamertinske Fængsel

Bag Cæsars Forum, under Capitol, ligger det uhyggelige Mamertinske Fængsel, hvor apostlen Peter ventede på sin henrettelse. En engel havde hjulpet ham til at flygte, men på Via Appia mødte han i et syn Kristus, som fortalte, at han var på vej for at lade sig korsfæste endnu engang. Da indså Peter, at hans eget martyrium måtte fuldbyrdes, og vendte tilbage til fængslet. Her, dybt nede i de iskolde underjordiske rum ventede statsfangerne, inden de skulle kastes ud fra den Tarpeiske Klippe, smides for løverne i cirkus eller slet og ret dø af sult. Oppe i sollyset kan vi i stedet glæde os over den harmoniske barokkirke Santi Luca e Martina med en kristusfigur af Thorvaldsen.

Penge lugter ikke

Vespasians Forum

Længere henne, ved indgangen til Forum Romanum, ligger Vespasians Forum, der blev bygget af den yderst nærige kejser Vespasian og også kaldes Forum Pacis til minde om hans sejr i den første romersk-jødiske krig. Vespasian lagde skat på alt, selv borgernes urin, og oprettede offentlige toiletter, hvor folk skulle betale for at forrette deres nødtørft. Da sønnen Titus bebrejdede sin fader denne urin-skat, holdt Vespasian en mønt hen under næsen på sønnen og spurgte, om den lugtede. Sønnen svarede nej, hvorefter faderen fastslog, at mønten stammede fra folks urin, og udtalte de berømte ord "Penge lugter ikke".

Forum Romanum – Romerrigets centrum

Forum Romanum

Nu skal vi ind på Forum Romanum, der ligger i en lavning mellem de to høje Capitol og Palatino og var Roms centrale torv og økonomiske midtpunkt. Forum Romanum var det, som man i dag ville kalde Roms ”city”, og Romerrigets hjerte. Herfra udgik al magt, og herfra styredes hele den kendte verden; her lå alle de vigtigste offentlige bygninger, og hver dag var torvet myldrende fuldt af mennesker. Man byttede varer, i templerne ofrede eliten til guderne, her fik de mondæne damer lejlighed til at fremvise deres juveler for veninder og opvartende kavalerer, og her fandt man Roms dygtigste syersker og smukkeste butikker, hvor de skønne romerinder kunne gøre indkøb eller ose. Alt imens drev lediggængere rundt af nysgerrighed og for at søge ly for sommersolen. Selv den fattigste romer følte sig som verdens herre og så med foragt på alle de upriviligerede, der ikke ejede romersk borgerret.

Et virvar af ruiner

Gennem 1000 år rejstes utallige templer og offentlige bygninger, men kun få er bevaret, og Forum Romanum er i dag et virvar af ruiner, som det er svært at finde rundt i. Brande, jordskælv og krige har hærget torvet, og i middelalderen ombyggedes flere af ruinerne til kirker. Endelig blev Forum Romanum i renæssancen offer for begærlige menneskers griskhed. Den dyrebare marmor blev brændt til kalk, og smukt forarbejdede søjler og relieffer blev ganske enkelt stjålet. Tyvene gravede endda tunneller ned gennem jordlagene for systematisk at røve det, der var tilbage fra tidligere tiders byggerier. Amerikanske turister har præsteret at spørge deres rejseguide, hvorfor de allierede fly dog bombede dette sted under 2. Verdenskrig. Alligevel er Forum Romanum en af Roms største seværdigheder.

Via Sacra, Den Hellige Vej

Via Sacra, Den Hellige Vej

Fra Via dei Fori Imperiali går vi gennem hovedindgangen, forbi Vespasians Forum og resterne af den 100 meter lange Basilica Æmilia, der blev bygget af den velhavende Æmilia-slægt 150 f.Kr. På venstre hånd ses templet for kejser Antoninus Pius og hans hustru Faustina, i hvilket man desværre har indbygget kirken San Lorenzo in Miranda, hvis barokfacade ikke gør noget godt for templets smukke søjlerække. Og nu er vi på Via Sacra, Den Hellige Vej, hvor Cæsar og Cicero spadserede, og de romerske kejsere og feltherrer red i triumftog efter hvert vellykket felttog. På disse antikke brosten skridtede Scipio efter sejren over Hannibal, Augustus efter sejren over Antonius, Claudius efter erobringen af Britannien og utallige andre med deres legioner og krigsfanger, helt op til Capitol, hvor triumfatoren blev laurbærkranset og nedlagde offergaver på Jupiters alter. Imens fremvistes de fældede fjendekongers hoveder, og de fangne stormænd blev kastet i fængsel. Når en romerinde havde købt sig en ny dragt, skyndte hun sig så hurtigt som muligt at gå en tur på Via Sacra for at blive bemærket af sine veninder, præcis som de unge kvinder gør i dag på Via del Corso, og her mødtes forretningsmænd for at drøfte priserne på vin eller olie.

Gennemboret af 22 morderdolke

Vi drejer til højre ad Via Sacra og ser straks resterne af Cæsars tempel, Tempio di Dio Giulio, hvor folkemængden under massehysteri brændte hans blodige lig efter mødet med de 22 morderdolke. Dernæst kommer det antikke Roms senat, Curia, der næsten står som i oldtiden, samt Lapis Niger, den sorte sten, hvor Romulus ifølge legenden er begravet. Her fandt man i 1891 en stele fra omkring 500 f.Kr. med den ældst kendte latinske indskrift.

Smed nyfødte i kloak

Nedenunder Basilica Æmilia løber den stinkende kloak, Cloaca Maxima, der udmunder i Tiberen, og hvori romerinderne smed deres uønskede, nyfødte børn. De heldige af dem blev afhentet af andre kvinder, som ikke selv kunne få børn og udgav dem for deres egne.

Severusbuen

For romerne var krigerisk ære og sejre det vigtigste, og derfor blev triumfbuerne opført på Forum Romanum. For enden af Via Sacra står Septimius Severus’ triumfbue, der er en af de største i Rom, rejst til ære for kejser Severus’ sejr over partherne i år 197, med pragtfulde relieffer, som gengiver detaljerne. Severus var en dygtig, men hård kejser, der satte militærdiktaturet i system og fratog senatet enhver indflydelse, mens en sværm af hemmelige agenter overvågede befolkningen.

Myrdede sin lillebroder i moderens arme

Focas-søjlen

Oprindeligt var begge Severus' sønner, Caracalla og Geta, nævnt i buens indskrifter, men da den vilde og brutale Caracalla efter faderens død havde ladet sin lillebroder myrde i moderens arme, lod han dennes navn fjerne. Derefter blev Caracalla enehersker, og for at lefle for proletariatet iværksatte han en tøjlesløs terror med groteske skatteudskrivninger og mord på velstående borgere.

Rev tungen ud på sine uvenner

Bag Severusbuen står Focas-søjlen, og det er skæbnens ironi, at netop denne søjle næsten uskadt har overlevet historien. Focas, der var kejser i Østrom 602-610, var lige så grusom som evneløs og gjorde det til en offentlig folkeforlystelse at rive tungen ud på sine uvenner og på anden måde lemlæste dem. Til sidst gjorde befolkningen i Østrom oprør, og tyrannen måtte sone sine forbrydelser på skafottet. Søjlen, der blev det sidste antikke bygningsværk på Forum Romanum, rejstes af pave Bonifacius IV i 608 som tak for, at Focas havde skænket Pantheon til pavestolen til brug som kirke ”for alle martyrer”.

Hoved og hænder naglet til talerstolen

Ved siden af Severusbuen ses fundamentet for republikkens offentlige talerstol, Rostra, hvor mageløse begivenheder har udspillet sig, og statsmændenes oratoriske talent afgjorde hele imperiets skæbne. Her holdt Marcus Antonius sin mesterlige tale ved Cæsars ligfærd og rejste en storm af forbitrelse mod morderne, der skyndsomst måtte flygte fra Rom. Da Cicero forsøgte at vende folkestemningen mod Antonius, blev han dræbt, hvorefter hans hoved og hænder blev naglet til talerstolen. Den skrigende Fulvia, Marcus Antonius’ første hustru, vristede imidlertid hovedet løs og gennemborede øjne og tunge med en lang hårnål. Men her holdt også advokaterne, der var kendt som Roms største primadonnaer, deres vældige forsvars- eller anklagetaler, orationes. De yngste og uerfarne bar blændende hvide togaer, og ordet candida, som betyder snehvid, er i dag betegnelsen for den, der endnu ikke har skabt sig et navn – en kandidat. Overfor står resterne af Augustus' gyldne milepæl, Milliarium Aureum, som var Romerrigets navle og i indskrifter viste vejlængderne til de vigtigste byer i hele kæmperiget.

Saturntemplet, som Cæsar røvede

Saturntemplet

Lige under Capitol står tre korinthiske søjler, der udgjorde en del af porticoen til Vespasian- og Titustemplet, og overfor ses otte joniske søjler, som viste vej til Roms skatkammer, Saturntemplet fra omkring 500 f.Kr. Her dækkedes hvert år 22. december bord for guderne, og her truede Cæsar sig til at få udleveret statskassen, inden han gik i krig mod Pompejus. Indskriften er de fire bogstaver, man ser overalt i Rom: SPQR, som står for Senatus Populusque Romanus (Senatet og Romerfolket). Dernæst kommer Basilica Julia, som Cæsar indviede i år 46 f.Kr., og ved siden af møder vi igen tre skønne korinthiske søjler, der var en del af Templet for Dioskurerne, Castor og Pollux. Castor var søn af Leda og broder til den skønne Helene, mens hans halvbroder Pollux var frugten af, at Zeus i svaneskikkelse havde forført Leda. Begge hjalp romerne i kampen mod etruskerne og fik som tak et tempel. I baggrunden står 400-talskirken Santa Maria Antiqua, der er indbygget i det gamle Augustus-tempel.

Vestalindernes Hus

Vestalindernes Hus

Bag Dioskurernes tempel lå det runde Vesta-tempel, som er Forum Romanums vigtigste helligdom, og dernæst følger Vestalindernes Hus, der formentlig var torvets mest storslåede beboelsesbygning. Vestalinderne, Roms præstinder, som var udvalgt blandt de 200 fornemste familier og skulle være smukke og lydige, vågede over den evige ild. Hvis ilden gik ud, blev den skyldige vestalinde pisket af Pontifex Maximus, Roms ypperstepræst, der efter republikkens fald altid var kejseren.

Kyskhed eller levende begravelse

Når en vestalinde indtrådte i præstindeordenen, blev hun iklædt en hvid dragt og måtte leve hele sit liv i kyskhed. Overtrådte hun dette, blev hun først bundet med læderremme og pisket og derefter levende begravet i en krypt uden for bymuren. Ved sin 30-års fødselsdag kunne hun dog udtræde af ordenen og gifte sig, men kun få benyttede muligheden, for vestalindernes liv var særdeles behageligt. Ikke nok med, at de boede i et strålende palads med snesevis af tjenere og slaver, de tjente også fyrsteligt, og i den romerske rangorden figurerede de lige under kejseren. Bortset fra ham var vestalinderne de eneste, der måtte køre i vogn gennem Roms gader. Deres betydning var så stor, at hvis en dødsdømt forbryder mødte en vestalinde på sin vej til henrettelsen, blev han benådet.

Pudsigt nok har man tæt på vestalindernes palads udgravet et lupanare, et bordel fra år 80 f.Kr., samt flere andre små rum, der blev benyttet af Roms talrige prostituerede.

Maxentius-basilikaen

Fra hovedindgangen går vi nu den modsatte vej ad Via Sacra og passerer et rundtempel, som kejser Maxentius byggede til ære for sin døde søn Romulus. I 400-tallet blev templet bygget sammen med en kirke og er derfor meget velbevaret (selv bronzeportene er originale). Derefter kommer Maxentius-basilikaen, som Konstantin den Store færdiggjorde i det 4. århundrede, og som er den sidste store bygning, de antikke romere opførte på Forum Romanum. Hvælvingerne er så fuldkomne, at Michelangelo studerede dem omhyggeligt, inden han indledte arbejdet med Peterskirken. Fra sidst i juni til begyndelsen af september afholdes friluftskoncerter i de betagende omgivelser.

Titusbuen

Den ødsle kejser Titus

Lige der, hvor Forum Romanum og Palatinerhøjen smelter sammen, står Titusbuen, som blev rejst for at fejre, at Titus i år 70 som romersk konsul havde knust jødernes oprør i Palæstina, ødelagt Jerusalem og ført 100.000 jødiske fanger til Rom. Ingen rettroende jøde vil nogensinde gå gennem denne bue. Inde i hvælvingen viser reliefferne, hvordan en sådan triumf så ud: Titus rider i sin stridsvogn iført Jupiters purpurkåbe, sammen med sejrsgudinden Viktoria, mens jødiske stormænd trækkes i lænker efter vognen. På den modsatte side ser man andre krigsfanger bære byttet frem. Titus er imidlertid mest kendt for sin godhjertede ødselhed med statens penge: Efter at han blev kejser i år 79, drænede han i løbet af sine kun to års regeringstid fuldstændig den fyldte statskasse, hans sparsommelige fader, den dygtige Vespasian, havde efterladt.

Sicilien er græske templer og azurblå strande >

Palatinerhøjen, Roms fødested

Palatinerhøjen

Nu skal vi op på den grønne, kun 50 meter høje Palatinerhøj, der er Roms fødested og den mest berømte af de syv høje. Ifølge sagnet fødte vestalinden Ilia fra landsbyen Alba Longa tvillingesønnerne Romulus og Remus, som krigsguden Mars var fader til. Ilia blev som straf for sin utugt levende begravet, men børnene blev lagt i en vidjekurv og sat i Tiberen for at dø en naturlig død. Imidlertid drev de i land ved Palatinerhøjen og blev fundet af en hunulv, som ammede dem. Senere tog hyrden Faustulus sig af dem, og da de var blevet voksne, stærke mænd og hørte om deres guddommelige herkomst og mirakuløse redning, grundlagde de 21. april 753 f.Kr. en bebyggelse på Palatinerhøjen, som blev begyndelsen til Rom. Dagen regnes stadig for Roms fødselsdag, og hunulven er byens symbol. Som romerne siger: Se non è vero, è ben trovato (Hvis det ikke er sandt, er det i hvert fald godt fundet på). Den virkelige historie er mere prosaisk: Allerede fra omkring år 1500 f.Kr. var de syv høje beboet af forskellige stammer, som efterhånden slog sig sammen og skabte Rom.

Romerrigets absolutte magtcentrum

Under alle omstændigheder var Palatinerhøjen i oldtiden den fineste del af Rom og det absolutte magtcentrum. Her møder vi de store navne: Augustus, Tiberius, Caligula, Domitian og Septimus Severus. Efter at Romerrigets første kejser og verdenshistoriens største statsmand, Augustus, havde bosat sig her, blev han fulgt af alle de senere kejsere (undtagen Nero) og store dele af aristokratiet. På denne frodige og smukke høj, der i dag er en dejlig park fyldt med blomster og herlige udsigter, kan man sagtens tilbringe en halv dag. Om sommeren er det dog bedst at vente til lige før solnedgang, når den værste varme er væk.

Orgier med hundredvis af elskere

Valeria Messalina

Fra Titusbuen fører stien opad bakken. Glem, at du er turist, og prøv at fange stemningen fra oldtiden, mens du vandrer rundt mellem palmer, appelsintræer og blomster. Nyd den vidunderlige udsigt over Rom og kast tankerne tilbage til dengang, da Palatinerhøjen var skueplads for giftmord, blodskam, udskejelser af enhver slags, bagvaskelse og de mest lumpne forræderier. Ingen laster var fremmede for de romerske kejsere og deres familier. Et grotesk eksempel er kejser Claudius' berygtede hustru, vort tidligere bekendtskab Valeria Messalina, der som kejserinde hæmningsløst kastede sig ud i en kæde af orgier med elskere i hundredvis, lige fra negerslaver til Roms højeste aristokrati, mens hendes sære mand nørklede med litterært dilettanteri. Først da hun kronede udsvævelserne med et offentligt bryllup med en ung elsker, accepterede kejseren i år 48 e.Kr. at underskrive hendes dødsdom. Faktisk blev kejser Tiberius så træt af intrigerne i Rom, at han foretrak at nyde vejret på den skønne ø Capri. Men ind imellem excesserne og nederdrægtighederne styrede disse mennesker et verdensrige, man aldrig har set magen til. I omgivelser, der i luksus overgik alt, hvad moderne mennesker kender til, afgjorde de nationers skæbne, ledte felttog i fjerne egne og lod sig tilbede som guder.

Vinlager og centralvarme

Domus Augustana

Straks til højre lå Tiberius’ og Caligulas paladser, der i 1500-tallet desværre dækkedes af Orti Farnesia, kardinal Farneses pragtparker, som var verdens første botaniske have. Bag dem ses Casa di Livia, hvor Augustus og hans hustru og senere enke Livia i 40 år boede lykkeligt, men relativt beskedent i det, der nu er Palatinerhøjens største seværdighed: En typisk luksusbolig for en fornem romer med smukke sale, vinlager, modtagelsessalon og dejlige, ret velbevarede fresker – samt et centralvarmeanlæg. Den dag i dag anvendes dette to tusind år gamle gulvvarmerørsystem i alverdens lande – blot ikke i nutidens Rom.

Augustus, der var Cæsars adoptivsøn og universalarving og allerede gift for 2. gang, mødte som ung den ligeledes gifte og højgravide Livia og besluttede straks, at denne skønne og begavede adelskvinde skulle være hans hustru. Livia var lige så beregnende og skruppelløs som smuk: Hun lod sig omgående overtale til at blive skilt fra sin mand og sine to børn. Men Augustus var ikke spor bedre: Samme dag hans 2. hustru, Scribonia, fødte datteren Julia, forlod han hende.

Forvist for hor

I øvrigt lå troløsheden til familien. Julia blev senere forvist for hor og sendt til de smukke Ponza-øer. Julia var berygtet for sine seksuelle udskejelser, og selv efter at Augustus havde tvunget sin adoptivsøn Tiberius til at gifte sig med hende, fortsatte hun sit vilde liv i Rom. I år 2 f.Kr. havde Augustus fået nok og fik hende dømt for usædelighed og forvist, og da Tiberius i år 14 blev kejser, lod han Julia sulte ihjel. Også Julias egen datter, Julia (den yngre), der havde arvet sin moders natur, måtte efter et lystigt liv ende sine dage i eksil.

Domitians ekstreme ædegilder

Stadio Palatino

Det mest velbevarede palads på Palatinerhøjen er imidlertid kejser Domitians Domus Augustana, som i 1700-tallet blev plyndret for sit kostbare marmor. Her afholdt Domitian sine berømte ædegilder, hvorunder 15-20 retter blev serveret for gæsterne, mens den snu kejser, der havde spist et kraftigt måltid i forvejen, koncentrerede sig om at aflytte gæsternes samtale. Også dengang var viden vejen til magten i Rom. Bagved ligger Pædagogium, skolen for de kejserlige pager, og til højre Stadio Palatino, Domitians stadion, hvor der blev afholdt sportskampe og væddeløb. Midt for ses resterne af kejsertribunen og ved siden af Septimius Severus’ termer og palads.

Konstantinbuen, som Napoleon kopierede

Konstantinbuen

Vi vender tilbage til Forum Romanum og slentrer det sidste stykke til højre ad Via Sacra, hvor vi møder den pragtfulde Konstantinbue, der blev færdigbygget i år 336 som den sidste, største og skønneste af Roms triumfbuer. Buen blev rejst til ære for kejser Konstantin den Stores sejr over usurpatoren Maxentius, som i år 306 havde opkastet sig selv til kejser, men seks år senere knustes af Konstantin i det berømte slag ved Saxa Rubra uden for Rom og druknede i Tiberen. Det var Konstantinbuen (samt Titusbuen), Napoleon efterlignede og kopierede til Triumfbuen i Paris. Men i Rom ligger århundrederne tæt, og få meter væk ser vi Den evige Stads og hele verdens vældigste amfiteater:

Colosseum – endnu et drama i Roms historie

Colosseum

Det enorme flaviske amfiteater Colosseum fuldførtes i år 82 af Domitian, og dets tilblivelse er endnu et drama i Roms historie: Den mest berygtede af alle Romerrigets kejsere var den sindssyge, kun 17-årige Nero, der efter sin tronbestigelse i år 54 indledte en perlerække af nedrigheder. Allerede året efter forgiftede han sin stedbroder, den legitime tronarving Britannicus, og dernæst beordrede han mordet på sin moder, kejser Claudius’ 2. kone, Agrippina, en i ryggesløshed værdig arvtager til Valeria Messalina. Efterfølgende påstod Nero, at moderen havde planlagt et attentat på ham og lod afholde takkefester for sin ”lykkelige frelse”. Derpå giftede han sig offentligt med sin elskerinde, den smukke, men intrigante Poppæa Sabina, som hver dag badede i æselmælk, og sendte hendes mand til en fjern udpost i Spanien. Neros legitime hustru, Octavia, blev forskudt, men da folket demonstrerede for den afholdte dronning, lod han hende simpelthen myrde. Samtidig begyndte han til borgerskabets forbitrelse og pøbelens jubel at optræde offentligt som skuespiller og sportskæmper.

Kristne brændes som fakler

Efter Roms brand i år 64, som Nero sandsynligvis selv havde anstiftet, udnyttede han chancen til at ekspropriere en stor del af byen som byggegrund til sit kolossale, gyldne palads, Domus Aurea. Grundarealet omfattede halvanden kvadratkilometer, og paladset var udstyret med hæmningsløs luksus: Vægge beklædt med det pureste guld samt marmor, elfenben og tusindvis af statuer, som romerne stjal i Grækenland. Udenfor anlagdes en kunstig sø med muræner, der blev fodret med slavekød, og i paladsets park lod han anlægge vandfald, skove med jagtvildt og bade med helbredende vand fra kilderne uden for Rom. Under festerne blev der fra rør i lofterne sprøjtet parfume og blomster ud over gæsterne, mens parken udenfor oplystes af kristne, der blev brændt som levende fakler. Byggeriet var så dyrt, at Nero måtte gribe til konfiskation af tempelejendom og konstruerede retssager mod rigmænd.

Bygget af 10.000 jødiske fanger

Detalje af Colosseum

Romerne var forståeligt rasende over både skatteplyndringen og kejserens naragtige opførsel, og i år 68 udbrød et oprør, som endte med, at Nero, der var for fej til at tage sit eget liv, lod sig dræbe af en slave. Den nye kejser, Vespasian, sløjfede en del af paladset (hovedparten står dog endnu), udtørrede søen og lod 10.000 af de jødiske fanger fra år 70 (se ovenfor) bygge Colosseum. Senere anlagde kejser Trajan sit eget lystslot og sine bade, Trajans Termer, oven på resterne af paladset.

Gå først den 500 meter lange tur rundt om hele amfiteatret. Gennem århundrederne har talrige røvere været på spil, og en tredjedel er væk, men indtrykket er stadig overvældende. Bortset fra Peterskirken er Colosseum med 524 meter i omkreds og 48 meter i højden (halvanden gang Rundetårn) den største og mest besøgte seværdighed i Rom og sammen med pyramiderne den største bevarede bygning fra oldtiden. I arkaden ses 80 doriske buer, som på 2. og 3. etage var udstyret med statuer, og både ind- og udvendig var Colosseum beklædt med hvid marmor, der lyste op i hele byen.

Romernes utrolige driverliv

Arenaen i Colosseum

Colosseum var oldtidens Kongelige Teater, og formålet var dybest set at underholde folket. Aldrig før eller siden har der eksisteret så forkælede mennesker som Roms indbyggere. Fra alle de erobrede lande modtog Rom korn, som blev uddelt gratis. Derudover behøvede den romerske borger kun grøntsager, salt og olivenolie for at opretholde livet. Fra akvædukterne fik han frisk vand fra bjergene, og ved de utallige fester – op mod 175 om året – var der gratis forplejning for publikum. Romeren behøvede faktisk ikke at røre en finger, men kunne fordrive dagen med at more sig, og derfor blev Colosseum bygget. Indenfor var der 45.000 siddepladser og 5.000 ståpladser. På den nederste tilskueretage ses kejserlogen samt vestalindernes, konsulernes og senatorernes pladser, ovenover patriciernes og øverst pladserne til plebejerne, Roms proletariat. I kasematterne fandtes rum til gladiatorerne, bure til de vilde dyr og håndtrukne elevatorer, der kunne bringe dyrene op i arenaen.

Jo blodigere, jo bedre

Forberedelserne til en forestilling beskæftigede det halve Rom, skræddere, sandalmagere, juvelerer og parykmagere, og skrevne plakater meddelte uger i forvejen, hvad der skulle ske. Kvinderne kom i deres eleganteste dragter med juveler og særlige frisurer, og mændene fik kun adgang, hvis de bar hvide togaer, som svarede til vor tids smoking. Alle glædede sig til de kommende grusomheder – jo mere blod, jo mere underholdende. Publikum bestod mest af Roms fornemme indbyggere. Kun et heldigt fåtal af byens almindelige, simple mennesker fik plads på de øverste bænkerækker, for de 50.000 pladser var ikke mange ud af en befolkning på over en million. For at kunne holde på pladsen gik ingen hjem for at spise, men diverterede sig med den mad og vin, som kejseren ofte lod servere gratis.

De, som skal dø, hilser dig

Indgang til arenaen

Før kampene afholdtes en stor banket, hvorunder gladiatorerne åd og drak og bagefter gik i procession forbi kejserens loge, mens de hyldede ham med ordene: Hil dig, Cæsar, de, som skal dø, hilser dig. Så begyndte showet: Tjenere løber ind med forfriskninger, drenge udlejer hynder, løver, bjørne og elefanter brøler, gladiatorerne råber, og de døende skriger. Første programpunkt var altid mytologiske spil, som fik en blodig afslutning. Mange af de optrædende var dømte forbrydere, og deres død var altid frygteligere end deres forbrydelser. Derefter fulgte kampene mellem de vilde dyr: Sultne løver og tigre mødtes i arenaen og flænsede hinanden, mens det henrykte publikum jublede. Alene ved indvielsen, der var en 100 dage lang fest, måtte 5.000 vilde dyr lade livet.

Dræb ham!

Gladiator kæmper mod tiger

Om eftermiddagen var det tid til gladiatorerne: Stærke mænd, der som regel var tidligere slaver, udkæmpede dueller med sværd mod treforke, indtil en af dem faldt. Hvis sejrherren havde været særligt modig, kastede publikum guldmønter ned til ham. Taberen gik det ilde: Tusindvis af gladiatorer har efter forgæves at have bedt kejseren om nåde hørt tilskuernes blodtørstige brøl "Occide!" (Dræb ham!), når de var blevet overvundne af modstanderen. Andre gange kæmpede gladiatorerne mod løver, tigre eller tyre, og vor tids tyrefægtninger stammer direkte fra det antikke Rom. Romerne elskede dog især at se rovdyr sønderflænse forsvarsløse krigsfanger og slaver med deres kløer og tænder. Den 21. april år 247 blev tusindåret for Roms grundlæggelse fejret ved en fest med kampe mellem 1.000 gladiatorer og snesevis af vilde dyr, lige fra elefanter til tigre, som man havde hentet helt i det fjerne Asien.

En kulturel pligt: Colosseum i måneskin

Selvom Colosseum er en ruin, er bygningen stadig uundgåelig, når man er i Rom. Tag turen op til det øverste galleri og se hele Den evige Stad ligge udbredt for dine fødder. Faktisk er det en kulturel pligt at have set Colosseum i måneskin, helst når fuldmånens klare lys over den teatralske kæmperuin skaber silhouetvirkninger, hvis skønhed man kan mindes i årtier med sine rejseledsagere. I dag lyder et romersk mundheld, at så længe Colosseum står, står Rom.

Caracallas Termer

Fra Colosseum spadserer vi ned ad Via di San Gregorio, drejer til venstre ad Viale delle Terme di Caracalla og står kort efter foran ruinerne af Caracallas Termer, der blev bygget af Septimius Severus og Caracalla og indviet i 217 e.Kr. Hver morgen, når klokkerne fortalte, at vandets temperatur var tilpas, strømmede velhavende dagdrivere til Roms i alt 11 store termer og 856 badeanstalter. Caracallas Termer var de teknisk set mest fuldkomne og mest luksuriøse og havde plads til næsten 2.000 badende på én gang.

Caracallas Termer

Om vinteren spredtes varm luft i gulvvarmerørene, og haveanlæggene var prydet med fontæner og statuer. Man kunne vælge mellem lunkne bade og dampbade, og i sidefløjene fandtes sportshaller, kostbart indrettet med malerier og skulpturer. Overalt myldrede det med opvartende slaver af begge køn, og de underjordiske gange var så brede, at to vogne med vasketøj kunne passere hinanden. Termerne rummede også værtshuse og restauranter samt butikker med salg af olie og pomader. Her kunne man sagtens tilbringe en hel lang, behagelig dag. I disse skønne omgivelser afholdes nu i juli og august operaforestillinger, der med pragtopsætninger og hundredvis af medvirkende under åben himmel er en af Roms største turistattraktioner. Billetter købes i Roms opera, Teatro dell'Opera, på Piazza Benjamino Gigli.

Via Appia Antica og de 6.000 korsfæstede slaver

Via Appia Antica

Fra Caracallas Termer fortsætter vi ad Via di Porta San Sebastiano, gennem Porta San Sebastiano, og ser den fire meter brede Aurelianske Mur, som blev bygget omkring år 270 e.Kr. og med sine 381 fæstningstårne skulle beskytte Rom mod barbarerne. Herfra begynder alle vejes dronning, Via Appia, der anlagdes i år 312 f.Kr. som Roms vigtigste hærvej og førte helt til Brundisium, det nuværende Brindisi. På denne vej korsfæstedes 6.000 tilfangetagne slaver på uendelige rækker af kors efter det store slaveoprør i det sidste århundrede f.Kr.

Herre, hvor går du hen?

På den første strækning kantes Via Appia af mure, som halvt skjuler pengearistokratiets romantiske villaer med blåregn og roser rundt om vinduerne, og flere steder ses den originale romerske brolægning stadig. Efter nogle hundrede meter når man den lille kirke Quo Vadis, der er anlagt på det sted, hvor Peter mødte Jesus efter sin flugt fra fængslet. Da Peter spurgte ”Herre, hvor går du hen?” (Domine, quo vadis?), svarede Jesus: ”Ind til Rom, til døden i dit sted”. Derpå sænkede den brødebetyngede Peter hovedet og vendte om. Få dage senere blev han korsfæstet i Neros cirkus. På kirkens stengulv ses aftrykket af et par fødder, der ifølge sagnet stammer fra Jesus.

De 14 forsvundne skoleelever

Vejen fører videre til San Callistos Katakomber, hvor vi bevæger os fra solvarmen og ned i dybets kulde. Rundt om Rom findes et helt net af katakomber, der er gravsted for millioner af kristne, ifølge myten fordi de var flygtet under forfølgelserne. Den virkelige årsag var dog, at begravelser ikke måtte foregå inden for Roms bymur. San Callistos Katakomber er de største, og her hviler 19 paver fra det 3. århundrede. Det er livsfarligt at bevæge sig ned uden en stedkendt guide, og besøget kan være iskoldt og uhyggeligt – især hvis man tænker på dem, der i tidens løb er faret vild i de endeløse gange. I 1821 forsvandt en skolelærer og 14 elever under en udflugt uden fører. To år senere fandt man deres hensmuldrende lig i et afsides rum.

Gravmæle ved Via Appia

Længere fremme ad Via Appia passerer vi barokkirken Basilica di San Sebastiano fuori le Mura, og på den modsatte side af vejen ses resterne af Circus Maxentius. Snart øjnes en mægtig rotunde, der er Cecilia Metellas gravsted. Denne elskelige og smukke dame var gift med en af Roms kendte politikere, Marcus Licinius Crassus, og da hun døde ung, byggede han et monument, som til alle tider kunne fortælle om hendes skønhed og elskværdige væsen.

Alle elskendes vej

Her begynder også den smukkeste del af Via Appia. Cypresser og pinjer kaster deres skygger over ruinerne af de gravmæler, som det i kejsertiden var højeste mode at bygge her, og som giver strækningen en enestående atmosfære. Blæs på navnene på monumenterne og nyd i stedet de fortryllende omgivelser. Via Appia er også alle elskendes vej, og der findes ikke ét forelsket par i Rom, som ikke har vandret på de store, blankslidte stenfliser. Find et skyggefuldt sted og nyd en herlig frokost i det grønne. Ved solnedgang, når farverne veksler, de forelskede sværmer, og ildfluerne danser deres flammedans i det tiltagende mørke, er stemningen helt ubeskrivelig. Dermed slutter vores sightseeing i Rom – men længere ude venter den dejlige have Lazio >.

Oplevelser i Rom – måned for måned

Der er nærmest garanti for oplevelser, når du besøger Rom. Nedenfor ses en oversigt over oplevelser og fester i Italiens og hele verdens hovedstad – måned for måned.

Kalender

  • 6. Januar: Helligtrekonger for børn på Piazza Navona
  • Februar/marts (40 dage før påske): Roms karneval
  • Påsken (langfredag): Påskeoptog med paven ved Colosseum (cirka kl. 21)
  • 21. April: Roms fødselsdag med fyrværkeri mellem alle seværdighederne.
  • Maj: Ridestævne i Villa Borghese, litteraturfestival ved Fori Imperiali
  • Juni (midt): Roma Pride, homoseksuel parade
  • 29. juni: Fest for Roms skytshelgener i utallige kirker
  • 15. Juli: Festa de' Noantri begynder i Trastevere med fyrværkeri og gadekoncerter
  • Juli (midt): Alta Moda, udendørs modeshow på Den Spanske Trappe
  • Juli-august: Estate Romana, sommerfest med events, kunst, dans, koncerter og gøgl
  • September (midt): Notte Bianca, Roms kulturnat
  • 24. december: Midnatsmesse i Peterskirken

Vinter

I januar er vejret som regel mildt og regnen sparsom. 6. januar er Helligtrekonger, og om aftenen afholdes folkefest på Piazza Navona med dans, helstegt pattegris og små boder. Lad de højhælede og smykkerne blive hjemme – trængslen er lommetyvenes paradis. Roms operasæson er i fuld gang.

Februar kan være regnfuld, men altid afvekslende med sol. 40 dage før påske begynder Roms karneval, og forældre promenerer med deres udklædte børn på Corsoen, pigerne som rokokodamer og drengene som cowboys eller toreadorer.

Forår

Marts byder sædvanligvis på mildt vejr. Sankt Josefsdag 19. marts mødes man i Trionfalekvarteret i det nordlige Rom og spiser søde sager. Allerede nu har mange caféer og restauranter udendørsservering.

En påskeferie i Rom er noget helt særligt, og de fleste år falder påsken i april, som er en af de bedste måneder at rejse til Den evige Stad. Vejret er herligt, men ikke for varmt, og i hele påskeugen fejres højtiden. Palmesøndag velsignes olivengrene i de store kirker og uddeles til de troende. Langfredag mødes unge romere ved Konstantinbuen og drager i fakkeloptog op på Palatinerhøjen, og om aftenen er der påskeoptog med paven ved Colosseum. Påskedag kl. 12 afholdes påskemessen fra Peterskirken, og paven velsigner Urbi et Orbi – byen og verden. Hele Rom stimler sammen, og flere timer før er Peterspladsen tætpakket med romere og turister. Hvis du vil overvære påskemessen, er det nødvendigt at ansøge om billetter måneder i forvejen på www.papalaudience.org.

I weekenden nærmest 21. april fejres Roms fødselsdag med fyrværkeri på Capitol. I slutningen af måneden begynder Forårsfesten, Festa della Primavera: Den Spanske Trappe pyntes med 500 duftende azaleaer og omdannes til en violet have midt i Rom.

Maj byder på et vidunderligt klima, og allerede nu kan man bade ved Lazios skønne strande. Husk, at 1. maj er arbejderfestdag, hvilket betyder, at absolut ingen bestiller noget, og at det meste af Rom er lukket. Sidst i maj afholdes et internationalt ridestævne på Piazza di Siena i Villa Borghese.

Turen går til Rom

  • Italienske navn: Roma
  • Region: Rom er hovedstad i Lazio >
  • Indbyggere: 2.800.000 i selve Rom
  • Klima: subtropisk
  • Lufthavne m/afstande: Fiumicino (30 km) og Ciampino (15 km)
  • Flyvetid: København-Rom 2 timer 10 minutter
  • Afstande i km: Napoli 226, Firenze 283, Hamburg 1668, København 1909
  • Turister: Op mod 10 millioner årligt
  • Museer: Ca. 150
  • Kirker: Over 1000
  • Universiteter: La Sapienza, Tor Vergata og Roma Tre
  • Dansk ambassade: Via dei Monti Parioli 50, tlf. +39 06 977 48 31, romamb@um.dk
  • Dansk/skandinavisk læge: Beate Sepe, Viale Bruno Buozzi 51, tlf. +39 338 6279 002; Hildegard Røer, Piazza di Spagna, tlf. +39 330 855 288
  • Hospital med engelsktalende personale: Salvator Mundi International Hospital, Viale Mura Gianicolensi 67 (Trastevere), tlf. +39 06 588 961

Sommer

I juni er vejret for alvor blevet varmt. Friluftskoncerterne begynder på Forum Romanum, og 29. juni fejres Roms skytshelgener, Skt. Peter og Skt. Paulus, med store ceremonier i kirkerne.

Juli er den varmeste måned i Rom. I Caracallas Termer begynder de udendørs operaer. 15. juli indledes Festa de' Noantri i Trastevere med fyrværkeri, gadekoncerter, boder osv. Roms sommerfestival Estate Romana med events, kunst, dans og koncerter begynder også i juli, og i slutningen af måneden afholdes det udendørs modeshow Alta Moda på Piazza di Spagna.

August er næsten lige så varm som juli. 15. august er Ferragosto, der oprindeligt var en fest til ære for kejser Augustus, men i dag er begyndelsen på italienernes ferie. Mange restauranter og seværdigheder lukker, og hovedstaden bliver halvtom. De to sidste uger i august er det nemmeste tidspunkt at finde parkeringspladser i Rom.

Efterår

September er ideel til en efterårsferie uden alt for mange turister. Vejret er stadig lunt, men ikke ulideligt, og himlen hvælver sig over Rom i de prægtigste farver. Midt i september afholdes Notte Bianca, Roms kulturnat. Oktober byder ofte på ægte indian summer, mens november er grå og regnfuld og den eneste måned, man ikke skal rejse til Rom.

Jul og nytår i Rom

Romersk julestald

December er oplagt til juleferie i Rom. Aftenerne er kolde, men dagene er tit solrige, og nogle år kan man stadig nyde en aperitif udendørs. Kirkerne er fyldt med smukke julekrybber, og på Piazza Navona er der legetøjsmarked. Juleaften celebrerer paven midnatsgudstjenesten i Peterskirken. Ligesom i påsken er der gratis adgang, men man skal ansøge om billetter lang tid i forvejen på www.papalaudience.org.

Nytårsaften dyrker romerne en besynderlig skik med at kaste tommer flasker ud ad vinduerne, så hvis du holder nytår i Rom, skal du passe på glasskår og finde en sikker parkeringsplads.

Se de 16 mest fascinerende storbyer i Støvlelandet >

Museer i Rom

Tizian: Den hellige kærlighed og den profane (Galleria Borghese)

Udover Vatikanmuseerne, De Kapitolinske Museer og Galleria Borghese, som er omtalt ovenfor, byder Rom på en perlerække af fremragende museer. Museo Nazionale Romano i Via delle Terme di Diocleziano er næst efter Vatikanmuseerne Roms fornemste antiksamling med myriader af romerske sarkofager, altre, statuer osv. Museet er indrettet i kejser Diocletians Termer og kaldes derfor også Termemuseet. Blandt skattene er statuen Venus’ fødsel, som er en græsk original fra omkring 400 f.Kr., Diskoskasteren af Myron samt Pigen fra Anzio, et græsk mesterværk fra omkring 300 f.Kr.

På Piazzale Thorvaldsen nord for Villa Borghese ligger Galleria Nazionale d’Arte Moderna, Nationalmuseet for Moderne Kunst, med italienske kunstværker fra 1800- og 1900-tallet. Få skridt mod nordvest, på Piazzale Villa Giulia 9, findes i en pompøs renæssancevilla Museo Nazionale Etrusco di Villa Giulia, det fornemste museum for etruskisk kunst i hele verden. Når man vandrer rundt i de eksklusive sale, mærker man, at etruskerne allerede 900 år f.Kr. havde udviklet en forfinet civilisation med dekoreret køkkentøj som vores, sikkerhedsnåle og terningspil samt ting til forfængelige kvinder som spejle, kamme og parfumeflakoner. Se endelig statuen af Apollon fra 6. århundrede f.Kr.

I Piazza Navonas sydlige ende findes Roms Bymuseum, Museo di Roma, der gennem billeder, skulpturer og antikviteter giver et tværsnit af Roms historie gennem tiderne. I underetagen er opstillet tableauer med typiske scener fra Rom.

Galleria Borghese

I det smukke rokokopalads i Via del Corso 305 ligger Galleria Doria Pamphili med en betydelig malerisamling fra 1400-1500-tallet, bl.a. Velasquez’ berømte portræt af pave Innocens X.

I det elegante Palazzo Barberini i Via Quattro Fontane 13 findes Galleria Nazionale dell’Arte Antica med en stor samling billedkunst fra 1200-tallet til barokken, herunder Filippo Lippi, Tintoretto og El Greco samt Rafaels maleri af hans model og elskerinde, La Fornarina. En anden del af dette museum findes i Palazzo Corsini i Trastevere.

Prøv også at nå Galleria Colonna i Via della Pilotta 17, der er åbent hver lørdag 9-13.15 med Colonna’ernes pragtfulde private kunstsamling og værker af bl.a. Pinturicchio, Tintoretto og Veronese. Slutscenen fra Prinsessen holder fridag blev optaget on location i riddersalen.

Småtips til rejsen

  • Dansk guide/tolk: Marlene Sommer, tlf. 0039 32 89 63 28 83, e-mail marlenesommer12@gmail.com
  • Turistkontorer: Via Minghetti (ved Piazza di Spagna), Piazza Cinque Lune (ved Piazza Navona); Piazza Bra (ved Castel Sant'Angelo)
  • Turistbusser: Trambus Open, tlf. 800-281281 (afgår fra Stazione Termini hvert kvarter)
  • Politistation: Via San Vitale 11, tlf. 06 46 86
  • Taxi-telefonnumre: Tevere 06 41 57, La Capitale 06 49 94, Radio Taxi 06 35 70, Pronto Taxi 06 66 45
  • Parkeringshuse: Stazione Termini, Piazza dei Cinquecento; Parking Villa Borghese, Viale del Galoppatoio 33; Parcheggio Ludovisi, Via Ludovisi 60
  • Leje af scooter: Scoot-a-long, Via Cavour 302, tlf. 06 67 80 206; Bici e Baci, Via del Viminale 5, 06 482 84 43
  • Billeje: De store biludlejningsfirmaer har kontorer i begge lufthavne og på hovedbanegården, Stazione Termini

Oplevelser for børn

I den sydlige del af Trastevere afholdes hver søndag formiddag Roms eneste loppemarked for enden af Via Portuense (ved Porta Portese). Man kan være heldig at finde en romersk raritet, men det meste er ubrugeligt ragelse. Tag dig endelig godt i agt for lommetyve.

Roms zoologiske have

I et hjørne af Villa Borghese ligger Bioparco, Roms zoologiske have, der er en af byens største attraktioner for børn. Foran Galleria Borghese er der to gange i timen afgang med minitoget, som fører forbi tivoliet Casa del Cinema og flere andre attraktioner.

Større børn vil svælge i Museo Criminologicos samling af henrettelses- og torturinstrumenter fra flere tusind år. Blandt seværdighederne er en økse, der er blevet brugt til halshugninger, og en original gabestok. Adressen er Via del Gonfalone 29. Få skridt fra Piazza Venezia, på Piazza Santi Apostoli 68/A, finder man Roms vokskabinet, Museo delle Cere, med voksfigurer af alt fra kendte politikere til berømte fodboldspillere. Hos 3D-Rewind i Via Capo d'Africa 5 nær Colosseum kan man prøve en virtuel rejse i oldtidens Rom i et moderne 3D-center, og i Via Flaminia 82 ligger Roms Eksperimentarium – se mere på www.mdrb.it.

Bøsser og lesbiske

Rom er ikke nær så tolerant over for homoseksuelle som Milano og Firenze. Men der er et lille antal dedikerede natklubber, og i juni afholdes Roma Gay Pride-paraden i strålende vejr mellem alle seværdighederne. Info hos Roms to foreninger for homoseksuelle: Circolo Mario Mieli di Cultura Omosessuale, Via Efeso 2A, www.mariomieli.net, eller Coordinamento Lesbiche Italiano, Via San Francesco di Sales 1B, www.clrbp.it.

Vejret i Rom lige nu

På vejrkortet ser du vejret i Rom lige nu og den kommende uge. April, maj og juni er de bedste måneder i Rom, og vejret er varmt og solrigt uden at blive trykkende. September er også behagelig, og de bedste år fortsætter det milde vejr helt til december, mens det andre gange kan regne kraftigt i oktober. Juli og august kan næsten være for varme med temperaturer omkring 35 grader midt på dagen. Det kan være hårdt at se på seværdigheder i den temperatur, men trafikken er nemmere, fordi mange romere rejser på ferie i august og september. Vinteren i Rom er aldrig så hård som i Danmark, men i november, december, januar og februar kan vejret være uforudsigeligt med kraftige regnskyl og kolde vinde fra bjergene. Det er dog blot en god undskyldning for en jule- eller vinterferie med shopping i Roms utallige butiksgader. I marts begynder foråret, og påsken er ideel til en storbyferie eller forlænget weekend.

God opførsel i Rom

Gæster skal opføre sig pænere end værten, og som altid i et fremmed land gælder reglen skik følge eller land fly. Roms indbyggere og bystyre har længe været trætte af den vulgære opførsel, som masseturismen desværre har medført. Undlad at klatre, sætte dig eller spise på monumenter og statuer, bad ikke i fontænerne og smid ikke tyggegummi på gaden – det koster store bøder. Turister, der snitter deres initialer i monumenter, har fået bøder på 20.000 euro og flere års betinget fængsel. Hvis du drikker af fontænerne, skal du bruge en kop eller hænderne – læberne må ikke berøre hanen. Undlad at trække rullekufferter eller barnevogne op ad Den Spanske Trappe. Rom er en civiliseret by, og man går naturligvis ikke rundt i bar overkrop eller i badetøj. Drik ikke alkohol på gaden – efter kl. 22 er det ligefrem ulovligt. Husk i øvrigt, at der skal betales 3-7 euro i turistskat pr. nat, du har været i Rom. Beløbet afhænger af dit hotels antal stjerner og skal betales kontant ved afrejsen.