Skiferie i Italien – snesikre pister og superb afterskiing

Skiferie i Italien

Det er slet ikke nødvendigt med designer-skitøj og state of the art-udstyr på en skiferie i Italien – man kan bare nyde at stå på ski i overlegent dramatiske scenerier og en helt unik atmosfære. Italien har nogle af Europas bedste skisportssteder, og de allerbedste ligger så tæt på grænserne til Østrig, Schweiz og Frankrig, at man kan stå på ski i to lande på samme dag. Sneen bliver normalt liggende fra jul til påske, de velplejede pister findes i alle størrelser og sværhedsgrader, og ud over alpint skiløb kan man også dyrke langrend, snowboarding, snowrafting, heliskiing og meget mere.

Dertil kommer verdens bedste afterskiing, og man kan altid glæde sig til restauranterne. Italienerne ved alt om, at frokosten er noget af det vigtigste på en skiferie og disker hver dag op med nye lækkerier. Skisæsonen er som hovedregel december, januar, februar og marts – med januar og februar som de bedste måneder – men i Sydtyrol og det nordlige Valle d'Aosta kan man stå på ski hele året.

Dolomitterne – skiferie i spektakulære scenerier

Dolomitterne

De bedste og mest berømte skidestinationer ligger i de majestætiske Dolomitter, som med næsten 1200 km pister er et af Italiens største skiområder, med skiløb for enhver smag og både alpint og langrend. Dolomitterne strækker sig fra den nordøstlige del af Sydtyrol til Veneto og er en tiltrækkende blanding af italiensk charme og østrigsk effektivitet. Lige uden for døren findes et enormt netværk af 464 topklasselifte og 745 velplejede pister, og tyrolerhytterne i dalene er ideelle baser med ild i pejsen, varmende tyrolsk gastronomi og svimlende udsigter. Højsæsonen går fra midt i december til først i januar og igen fra februar til midten af marts. Alle lifte dækkes af ét eneste liftpas, nemlig Dolomiti Superski. Køb det på www.dolomitisuperski.com.

Cortina d'Ampezzo – jetsettets legeplads

Topdestinationen i Dolomitterne er glamourøse Cortina d'Ampezzo to timers kørsel fra Venedig i regionen Veneto. Cortina d'Ampezzo er kendt som Dolomitternes dronning og konkurrerer med Zermatt og Kitzbühel om at være verdens smukkeste alpine skidestination med de mest betagende bjergscenerier, man finder på en skiferie.

Cortina d'Ampezzo

Overalt knejser barske, lyserøde kalkstenstinder højt over trækronerne og sneen, og mellem dem findes 140 km gode pister, som er kædet sammen med hele Dolomiti Superski-området. Cortina d'Ampezzo er simpelthen Italiens bedste skisportssted, hvor jetsettet fra Milano og Venedig promoverer dyre pelse og nyder at blive fotograferet til afterskiing i byens talrige restauranter, mondæne caféer og i de fornemme shopping-gader. Når solen går ned på den glødende himmel, og alle Dolomitternes tinder bliver lyserøde, begynder La Passegiata, eftermiddagspromenaden, på Corso Italia, hvor man ser og bliver set. Dette er skiferie og afterski i Italien, når det er allermest stilfuldt. Men Cortina d'Ampezzo byder også på skiløb på alle niveauer, og når man hopper af svævebanerne, venter spektakulære udsigter til over 3000 meter høje toppe. Pisterne er som regel stille midt på ugen og ved frokosttid, når skiløberne flokkes om de mere end 50 bjergrestauranter. Om sommeren lokker området med vidunderlige naturoplevelser med et vidt forgrenet net af vandreruter.

Cortina d'Ampezzo var i februar 1956 vært for vinterolympiaden og skisportsfaciliteterne er derfor superbe, med både alpint skiløb, langrend, skihopbakke og bobslædebane og et olympisk isstadion – foruden swimmingpools, tennisbaner og ridestier.

Billigere – men godt

Vest for Cortina d'Ampezzo ved grænsen til Sydtyrol ligger Marmolada-massivet med sin store gletsjer og de billigere destinationer Arabba, Rocca Pietore og Falcade, der alle er gode baser for en skiferie. Ved en lang, kunstig sø mod øst finder man skisportsstedet Pieve di Cadore, hvor renæssancegeniet Tizian blev født.

Børnevenlig skiferie i Italiens hyggelige hjørne

Øst for Dolomitterne i regionen Friuli-Venezia Giulia, klemt inde i Italiens nordøstlige hjørne ved grænserne mod Østrig og Slovenien, ligger lille, hyggelige Tarvisio i 754 meters højde. Tarvisio er Friuli-Venezia Giulias mest kendte skiferie-resort – og et af de mest snesikre i Alperne. Tarvisio ligger smukt i et fredet og forholdsvis uberørt naturområde tæt på pilgrimmenes berømte Monte Lussari. Der er også mindre destinationer som Sella Nevea nær grænsen til Slovenien, det rolige Forni di Sopra mod Veneto, og det familievenlige Piancavallo med en pragtfuld udsigt helt Adriaterhavet og fine forhold til skiferie for børnefamilier.

Snowboarding i Madonna di Campiglio

Über-chikke Madonna di Campiglio

Alle Veronas skifreaks rejser i december og januar på skiferie i Val Meledrio og det lille, velstående, über-chikke og meget italienske Madonna di Campiglio i Sydtyrol, 30 km nord for Gardasøen. Madonna di Campiglio er med sine 120 km pister og fornemme faciliteter omgivet af tætte granskove mellem de to bjergmassiver Brenta og Presanella det største og mest stilfulde skisportssted i Sydtyrol, og tilholdssted for forvænte skifanatikere (italienerne betragter deres årlige skiferie ved Madonna di Campiglio som en del af deres menneskerettigheder) og snowboard-entusiaster. Her er skiterræn i verdensklasse, og Madonna di Campiglio er det perfekte udgangspunkt for en udsøgt skiferie med svævebaner i alle retninger. Men ikke nok med det: Byen byder selv på eksklusiv afterskiing med rige muligheder for at flashe dyrt skitøj i de trendy, rustikke barer og på hovedgaden, som selv om natten er fuld af liv. Skipasset Super Skirama dækker Madonna di Campiglio og de vestlige Dolomitter. Se mere på www.funiviecampiglio.it.

Familievenlig langrend i Sydtyrol

Langrend i Dolomitterne

Fra Madonna di Campiglio er liftene forbundne med Val di Sole og de moderne destinationer Marilleva og Folgarida, med i alt 120 km træomkransede pister. Syd for Madonna di Campiglio i dalen Val Rendena i 785 meters højde ligger det mere fredelige og billigere Pinzolo, som er ideelt til skiferie for familier og en god langrendsdestination. I Pinzolo er der også chance for at prøve paragliding over sneen. I både Val Rendena og nabodalen Val di Non er der fine muligheder for vandreture. Mod grænsen til Lombardiet i vest ligger nationalparken Parco Nazionale Adamello med skisportsstedet Pejo, som også har en termisk kilde. Hele området fra Madonna di Campiglio til Ponte di Legno i Lombardiet deler liftsystem.

LÆS OGSÅ: Sydtyrol er svimlende landskaber og ren og skær skønhed >

Familievenlig skiferie i Val Rendena

Nordøst for Sydtyrols hovedstad Trento ligger dalen Val di Fiemme, som især er kendt for overdådigt langrend, men også har gode slalompister. Den største by i Val di Fiemme er Cavalese, som i januar er målby for "Marcialonga", Italiens største langrendsløb. øst for Trento og nord for byen Levico ligger destinationen Panarotta 2002, som med sine snekanoner har snesikkerhed helt frem til april.

De nordlige Dolomitter

Det kønne Val Gardena (Grödental) ligger i den nordlige del af Dolomitterne med tre resorts: Det store Ortisei (Skt. Ulrich), Santa Cristina og Selva di Val Gardena (Wolkenstein in Gröden), hvor gadeskiltene er skrevet på rætoromansk. Her drejer det sig først og fremmest om skiferie og skiløb og mindre om at blive set. Der er gode forbindelser mellem alle tre destinationer, som indgår i det store, sammenhængende skisystem Sella Ronda, og også her gælder liftkortet Dolomiti Superski.

Giro del Sella Ronda

Ortisei er Val Gardenas velhavende hovedby, mens Selva med godt vejr, betagende, violette tinder og en livlig tyroleratmosfære er den bedste destination på den berømte skikarrusel Giro del Sella Ronda, en 22 kilometer lang rundtur i de maleriske Gruppo Sella-bjerge. På plateauet ved Siusi (Seis an Schlern) kan man stå på ski på 60 km pister med alle sværhedsgrader, og sæsonen løber fra december til april.

Canazei

Smilende Canazei

55 km øst for Bolzano ligger Val di Fassa med det store, populære skisportsområde Canazei for foden af mageløst smukke, ærefrygtindgydende bjergtoppe. Lokalbefolkningen taler rætoromansk, men det smilende og autentiske Canazei er så populært til skiferie, at man konstant hører tysk og skandinavisk – hvilket også afspejles af munter afterskiing og natteliv til den lyse morgen. Hypermoderne skilifte og 78 pister med 150 km alpint skiløb og 50 km langrend gør også Canazei til én af de mest moderne alpine destinationer og perfekt til ski og snowboard for både øvede og begyndere. Vejret i Canazei er endda også godt!

Pisterne fordeler sig på bjergene Belvedere, Rodella og off piste-entusiasternes 2950 meter høje Sass Pordio, og det kan virkelig betale sig at kick-starte skiferien med et liftkort til Superski Dolomiti. Canazei-området er faktisk så stort, at man kan løbe på ski på nye pister hver dag ferien igennem.

Syd for Canazei ligger destinationerne Moena, Predazzo, Passo San Pellegrino og San Martino di Castrozza med nye, svimlende udsigter. San Martino di Castrozza er med sin lettilgængelige beliggenhed i én af de skønneste dale i Dolomitterne et attraktivt mål for skiferie for skandinaver.

Parco Nazionale dello Stelvio

I den nordligste del af Sydtyrol ved kurbyen Merano (Meran) ligger den lille destination Merano 2000, som er ideel til skiferie for begyndere. Herfra strækker dalen Val Venosta sig vestpå ind i nationalparken Parco Nazionale dello Stelvio med Italiens højeste bjergpas Passo di Stelvio i 2758 meters højde. Parco Nazionale dello Stelvio er kædet sammen med Bolzano og et fremragende skiresort, hvor man ofte kan stå på ski om sommeren. Midt i dette fredede naturområde mellem Sydtyrol og Lombardiet ligger det delvist gletsjerdækkede Ortler-massiv med fine snedybder og historiske byer som Malles Venosta (Mals) og maleriske Glorenza (Glurns), der begge er gode udgangspunkter til skiferier for både familier og unge.

Stille Bormio og toldfri Livigno

Ski-resort i Dolomitterne

I Lombardiet lige syd for Stelvio ligger én af de mest typiske italienske skidestinationer, den gamle romerske kurby Bormio, med spabade, butikker, et stille natteliv og fremfor alt et veludviklet pistesystem. I Bormio bliver sneen liggende til marts-april, og byen deler lifte med det mere livlige Santa Catarina. Det meget populære Livigno i Spol-dalen deler liftsystem med Skt. Moritz og Davos i Schweiz og er en af de billigste skisportsdestinationer i Italien. Livigno har endda på grund af sin utilgængelige beliggenhed fem timers kørsel fra Milano status af toldfri zone – og derfor fyrstelig shopping. Øst for Livigno ligger Ortler-massivet med meget fine sneforhold.

Mellem Livigno og Gardasøen ligger skidestinationen Adamello med over 100 km pister fra Val Camonica i Lombardiet til Val di Sole i Sydtyrol. Det meget snesikre Passo Tonale mellem regionerne strækker sig med 1884 meter over trægrænsen og egner sig til skiferie for både begyndere og øvede – selvom Passo Tonales popularitet mere skyldes de billige hoteller og larmende barer end charmen. En helt ny lift kæder Passo Tonale sammen med det dejlige og stille Ponte di Legno-område med attraktive træomkransede ruter. Man kan stå på ski i meget varieret terræn fra Presena-gletsjeren i 3000 meters højde til Tonale, Ponte di Legno og helt til Temù. Hele området fra Ponte di Legno til Madonna di Campiglio i Sydtyrol deler liftkort.

LÆS OGSÅ: Lombardiet – paradisiske søer og skønne middelalderbyer >

Grænseløs skiferie i Alperne

Skiferie i Alperne

De ældste italienske skidestinationer er Sauze d'Oulx med sin typiske alpeatmosfære og middelalderbyen Bardonecchia i dalen Val di Susa i Piemonte få kilometer fra grænsen til Frankrig. Her har man holdt skiferie siden 1800-tallet. I dag er Sauze d'Oulx og Bardonecchia en del af Via Lattea, Mælkevejen, som ikke har noget at gøre med galakser og stjerner, men udgøres af de to parallelle dale vest for Torino, Val di Susa og Valle di Chisone. Via Lattea lagde bjerge til Vinter-OL i 2006 og er med sine 400 km pister ét af Italiens bedste skiområder med topfaciliteter til både alpint skiløb, bobslæde og free style og med forbindelse til Mont Genèvre i Frankrig. Centrum i Via Lattea er fashionable Sestriere, som med sine runde hoteller var topmoderne, da det blev bygget i 30'erne som Italiens første skiresort. Siden har Sestriere været vært for ski-verdensmesterskaberne i 1997. Bardonecchia er især populær til langrend, mens Val di Susa også byder på de mindre og mere stille skidestinationer Pragelato og Claviere.

LÆS OGSÅ: Piemonte er vinslotte, Barolo og himmerigsmundfulde >

Mont Blanc

Smukke Courmayeur

Valle d'Aosta er en af de mest snesikre regioner i Italien, og i Alperne præcis på grænsen til Frankrig ligger Europas højeste bjerg Mont Blanc – på italiensk Monte Bianco. Her myldrer det med muligheder for en fremragende skiferie: På Mont Blancs solside ligger det smukke, gamle og livlige Courmayeur med elegante butikker og restauranter med delikatesser, der får tænderne til at løbe i vand. Courmayeur er de milanesiske skientusiasters favorit og afholdt i 1915 den første italienske konkurrence i skiløb. Snedybden er fin, og Courmayeur har i øvrigt fælles liftkort med Chamonix i Frankrig. Mod syd ligger det mere stille La Thuile, som deler liftsystem med La Rosière på den franske side og byder på utrolige scenerier over Mont Blanc. Skiskolen Scuola di Sci Monte Bianco kan kontaktes på tlf. 0039 0165 84 24 77.

Cervinia – Italiens mest snesikre skisportssted

Valle d'Aostas Cervinia, der også kendes som Breuil-Cervinia, ligger neden for altdominerende Monte Cervino (Matterhorn) og er det mest snesikre skisportssted i Italien. Breuil-Cervinia blev opført af fascistdiktatoren Mussolini og har ikke meget sjæl, men er til gengæld én af de største destinationer i Alperne. Liftsystemet er fælles med Zermatt i Schweiz, og skipassene gælder for begge resorts. I dalen mod syd ligger landsbyen Valtournenche, hvor den første svævebane åbnede allerede i 1936. I dag er Valtournenche en klassisk sommerdestination og perfekt til skiferie for hele familien med et meget bredt udbud af faciliteter. Få info om skiskoler i Cervinia-området hos Società delle Guide del Cervino på tlf. 0039 0166 948 169 eller info@guidedelcervino.dom.

LÆS OGSÅ: Betagende smukke Valle d'Aosta byder på meget mere >

Skilift og pragtfuldt vejr over Alperne

Snowboarding i Pila

Fra Valle d'Aostas kønne hovedstad Aosta kan man med svævebanen nemt nå Pila i 1800 meters højde. Pila tiltrækker især snowboardere og er fra marts også et yndet mål for vandreture og mountainbiking mellem de små alpesøer.

Monte Rosa – skiferiernes bedst skjulte hemmelighed

Vest for den skønne Lago Maggiore ligger Europas næsthøjeste bjerg (efter Mont Blanc), Monte Rosa, der ofte kaldes skiferiernes bedst skjulte hemmelighed. Monte Rosa er som skabt til skiferien, og også her kan man kan stå på ski sommeren igennem – info hos Società delle Guide del Cervino (se under Cervinia).

De tre hoveddestinationer Champoluc, Gressoney-la-Trinité og Alagna er charmerende, traditionelle landsbyer midt i et fabelagtigt sceneri. Alagna har nærmest kultstatus som off-piste-paradis i noget af Alpernes skrappeste terræn med gesimser og klipper strittende ud alle vegne og er kun for specialister. Fra Alagna fører en 100-personers svævebane til Gressoney, der i årtier har været elsket for sin sne. Champoluc blev åbnet til skiferie i 1960'erne, men er på grund af sin afsides beliggenhed ikke overrendt. Herfra går der svævebane til det 3315 meter høje og frygtede Testa Grigia. Både Champoluc og Gressoney har lange løjper for øvede, som regel rolige og med god snedybde.

Alpint skiløb – i Alperne

Øst for Monte Rosa ligger flere små landsbyer som det uspolerede Macugnaga med 37 km pister, 12 lifte og en ubeskrivelig udsigt over Alperne og Posletten.

Fra Lago Maggiores hovedby Stresa kan man med svævebanen nå det 1491 meter høje og øde Monte Mottarone med blide pister, som især egner sig til begyndere og er meget populære i weekenderne i vintersæsonen.

Skiferie i Appenninerne

Der er også gode muligheder for skiferie i Italiens anden store bjergkæde, Appenninerne, som løber hele vejen gennem den italienske halvø. Skidestinationerne er ikke nær så fashionable som Alperne, men til gengæld meget billigere. I nationalparken Parco Nazionale del Gran Sasso i Abruzzo finder man bl.a. Campo Imperatore, Scanno og Roccarosa, mens Ovindoli både byder på 30 km alpine pister og 50 km langrend. Regionen Molise har et par enkelte kendte destinationer, Campitello Matese med både alpine pister og langrend og Pescocostanzo, hvor man kan stå på ski og vandre. I Marche findes destinationen Sarsano.

Skiferie i Toscana er hovedsageligt centreret i Abetone nord for Pistoia. Få info om skipas og pister hos Azienda Autonom Soggiorno e Turismo i Abetone, tlf. 0039 0573 630 145. Umbrien byder på skiferie på Colle le Cese syd for Castelluccio i de Sibyllinske Alper og på Monte Prata i nord. Området er vidunderligt smukt, men pisterne er relativt korte og ikke særligt stejle. Sneen kan være upålidelig selv i januar, og kun i weekenden er der gode faciliteter. Også i Emilia Romagna, i distriktet L'Appennino Tosco-Emiliano ved grænsen til Toscana, er der muligheder for skiferie.

I Calabrien helt nede i Italiens tå kan man i januar og februar stå på ski i det 2000 meter høje La Sila-terræn – og en time senere slikke sol ved Middelhavskysten. De bedste destinationer er Camigliatello Silano og Lorica.

Skiløb på en vulkan

Sicilien kan man prøve at løbe på ski nedad en vaskeægte vulkan. Etna er ikke bare Europas største aktive vulkan, men også glimrende til en dejligt anderledes skiferie – nogle år helt frem til marts og april.