Torino er kongelig, magisk og fuld af elegance | Ciao-Italien.dk

Torino – elegant, magisk og kongelig

Torino

Når man en tidlig morgen skuer ned over elegante Torino oppe fra Supergabjerget, er det aristokratiske præg tydeligt. Lige der, a pie’ dei monti, neden for bjergene, ligger den kongelige stad, der ikke bare er omgivet af blide bakker og kronet af de højeste Alpers snedækkede toppe, men også gennemstrømmes af den mægtige Po, Italiens største flod, som her endnu har bjergbækkens klare friskhed. Selv på afstand mærker man en ophøjet ro, som ikke findes i andre italienske byer. Torino er som et skakbræt inddelt af brede, lige boulevarder, men symmetrien afbrydes af smukke pladser og velplejede parker, og selvom man ikke som i Firenze og Venedig i timevis kan stå hensunket i beundring over talløse arkitektoniske mesterværker, ejer byen en skønhed, som mere ligger i dens væsen, i denne ideelle blanding af nordisk og sydlandsk kultur.

Torino set fra Monte dei Cappuccini

Med fransk dannelse og schweizisk properhed

I Torino finder man ikke små trattoriaer og osteriaer med liv og larm og omvandrende musikanter, men til gengæld schweizisk properhed, nordisk lydløshed og fransk dannelse (som får onde tunger til at påstå, at torineseren er ”falso e cortese”; for at være høflig overdriver han til falskhed). Men Torino er en ærlig by med flittige og hæderlige indbyggere, og selvom den er upåagtet af turisterne og relativt billig at besøge, er den både velstående og livsglad. Når man skal drikke Torinos skål, bliver det i en perlende Asti Spumante, de mousserende vine, som er Italiens champagne, mens man passende nipper til Gianduiotti, byens berømte, bløde nougat, som pryder hvert andet butiksvindue. Ingen andre italienske byer har så mange chokoladebutikker som Torino. Hertil kommer natklubber, for torineserne er meget danseglade. Desuden elsker de fodbold: Torino var den første italienske by, der købte store danske fodboldspillere, og Juventus er stadig et af Italiens største hold.

Fra Savoyen til Italien

Torinos historie er hverken glorværdig eller fuld af heltenavne, men her fødtes Italien. Oprindeligt grundlagdes byen som romersk militærlejr og fik allerede dengang sin symmetriske byplan og nettet af retvinklede gader. Fra omkring år 1300 vajede den franske Savoia-families fane med hvidt kors på rød bund over Torino, og da denne hårdføre slægt af modige og foretagsomme bjergbønder, som gennem giftermål havde skabt grevskabet Savoyen, hundrede år senere gjorde byen til deres hovedstad, steg indbyggertallet hurtigt, og alle paladserne og kirkerne opførtes. I 1720 erhvervedes øen Sardinien, og dermed opstod kongeriget Sardinien – med Torino som hovedstad. Men først i 1800-tallet dukker byens store navne op: kong Viktor Emanuel 2. og hans konseilspræsident, grev Camillo Cavour, som sammen med hærføreren Giuseppe Garibaldi skabte Italien.

Torinos største stund

Via Roma i Torino

I 1861 kom Torinos største stund, da byen blev den nye stats første hovedstad, og Savoyarderne blev Italiens kongeslægt. Men da regeringen i 1865 flyttede til Firenze og dernæst til Rom, forsvandt Torino i glemslen efter i 20 år at have været et af Europas politiske centre. Dermed fik torineserne atter brug for alle deres naturlige egenskaber: sejhed, tålmodighed og omhu. Nye store mænd fødtes og fik idéer, og på få år blev Torino Italiens vigtigste industriby med bl.a. hovedsæderne for de vældige Fiat- og Lancia-fabrikker samt de store vermouth-mærker Cinzano, Martini og Rossi. Som modeby har Torino i de sidste årtier mistet têten til Milano og Firenze, men byen har stadig fine modehuse og er også blandt de førende i uld-, silke- og læderindustrien. Alligevel er Torino fri for støj og snavs; fabrikkerne ligger langt fra bykernen, som turist mærker man overhovedet ikke den hektiske aktivitet, og alt foregår i en rolig, inderligt uitaliensk rytme.

Piazza San Carlo, Torinos centrum

Piazza San Carlo

Nu er du sikkert nysgerrig efter at se, hvordan Torino egentlig ser ud. Hvis du rejser med toget, må du ikke stige af før stationen Porta Nuova, hvor Torino modtager dig på herskabelig vis. Her løber den travle og brede Corso Vittorio Emanuele II, hvor de hyggelige sporvogne, som Torinos kloge bystyre har bibeholdt, konstant piler af sted, og på den anden side af corsoen ligger Piazza Carlo Felice med et smukt parkanlæg. I baggrunden begynder Torinos hovedgade, det fashionable og dyre shoppingstrøg Via Roma, hvis forreste del er bygget i årene 1931-37. Bag de lange, sorte marmorarkader lokker nogle af Italiens eleganteste butikker med yderst smagfulde udstillingsvinduer.

Efter 300 meter når du til den aristokratiske Piazza San Carlo (foto ovenfor), der er Torinos virkelige centrum og med sin rektangulære form og sine fuldendte proportioner på en vis måde minder om Markuspladsen i Venedig. Piazza San Carlo blev tegnet af arkitekten Carlo Castellamonte omkring 1640, og flere af byens fineste familier ønskede straks at få et palads i dette nye kvarter, som derved blev Torinos fornemste. Indgangen fra Via Roma flankeres af to næsten ens barokkirker, Santa Cristina og San Carlo, på midten knejser en fortrinlig rytterstatue af hertug Emanuele Filiberto, og begge pladsens sider prydes af smukke buegange.

Palazzo Madama og den vellystige enkehertuginde

Palazzo Madama

Efter pladsen fortsætter Via Roma med sine smukke buegange som et af de steder, hvor man ser og bliver set. Snart når man til den 40.000 kvadratmeter store, arkadeomkransede Piazza Castello fra 1587. Midt i hele troner middelalderborgen Palazzo Madama, der er opbygget omkring to polygonale tårne fra den gamle romerske byport, Porta Decumana, og 1638-63 var residens for hertug Viktor Amadeus 1.’s enke, den vellystige Maria Christina, som i 11 år herskede over Savoyen som formynder for sine sønner og var berygtet for sine utallige elskere. Både adelsmænd og fremmede gesandter fandt vej til hendes seng.

Palazzo Madamas pompøse trappe

Mod vest er Palazzo Madama udstyret med en malplaceret klassicistisk facade, der ligesom den pompøse trappe er fra 1718 og tegnet af arkitekten Filippo Juvarra. I dag rummer borgen Museo Civico di Arte Antica med en overdådig samling af brugskunst og malerier fra især renæssancen. I pladsens nordvestlige side begynder Via Garibaldi, som er Italiens længste gågade med et væld af modebutikker og restauranter, og i den østlige ende ligger Torinos kongelige operahus, Teatro Regio fra 1936. Der er adgang fra arkaderne, og sæsonen varer fra oktober til juni. Se program på https://www.teatroregio.torino.it/en.

Lige uden for byen venter dejlige Piemonte og Barololand >

Palazzo Reale, Savoyardernes residens

Palazzo Reale

På den tilstødende Piazzetta Reale, der vogtes af Zeus’ tvillingesønner Castor og Pollux, knejser det enorme, klassicistiske 1600-talskongeslot, Palazzo Reale, som indtil 1865 var residens for Savoyens fyrster og konger, og hvor man kan bese de pragtfulde barok- og rokokointeriører. Der er gratis adgang til den nydelige slotspark i fransk havestil.

Domkirken og Torino-klædet

Til venstre for Palazzo Reale smutter vi gennem buen og om på pladsen foran Torinos uinspirerede renæssancedomkirke, San Giovanni Battista. Domkirkens ydre er med sin bizarre kuppel og Juvarras barok-campanile ingen seværdighed, men interiøret rummer adskillige kunstværker, og i det hellige kapel fra 1668, Cappella della Sacra Sindone, opbevares det klæde, som Kristus svøbtes i, da han blev nedtaget fra korset. Det hele er naturligvis et bedrageri; flere kulstof 14-analyser har for længst påvist, at klædet først er vævet i 1200-1300-tallet. Til daglig ser man i øvrigt kun en kopi, og den ene gang om året, hvor originalen normalt fremvises, strømmer tusinder af pilgrimme til Torino.

Porta Palatina

Porta Palatina

Fra domkirkepladsen er der et fint kig til resterne af Torinos romerske teater. Herfra går vi ad Via della Basilica og til højre om det første hjørne og står straks foran Torinos mest imponerende levn fra romertiden, Porta Palatina, som er fra det første århundrede og den ældste og bedst bevarede af alle romerske byporte i Italien. De to magtfulde murstenstårne er sekstenkantede og har med 30 meter næsten Rundetårnshøjde. Bronzestatuerne af Cæsar og Augustus er kopier af antikke statuer.

Uden for byporten løber den fire kilometer lange Corso Regina Margherita, og efter nogle få skridt til venstre når man Piazza della Repubblica, som huser Torinos livlige torv (åbent om formiddagen). En del af torvet er forbeholdt il Ralon, et skrammelmarked, hvor man kan gøre lykkelige fund.

Piazza Carignanos herligheder

Piazza Carignano

Men lad os smutte tilbage til Piazza Castello og følge Via Accademia delle Scienze til Piazza Carignanos seværdigheder. Her står det mest fuldendte af Torinos kongeslotte, Palazzo Carignano, der udførtes af Guarino Guarini i 1679, og hvis svungne facade i rå mursten er langt mere munter end den noget vulgære facade mod Piazza Carlo Umberto, som i 1863 blev påklistret i fransk renæssancestil. Slottet er inderligt forbundet med både Torinos og det moderne Italiens historie. Her fødtes i 1820 Støvlelandets første konge, Viktor Emanuel 2., her havde Cavour et arbejdsværelse, og her samledes Italiens første parlament. De kongelige sale huser i dag et museum for Italiens genrejsning, Museo Nazionale del Risorgimento.

På pladsens modsatte side ligger Teatro Carignano og til højre for indgangen den ærværdige Ristorante del Cambio fra 1755, hvor Cavour altid spiste ved det samme bord, som er markeret med en tavle. Navnet Ristorante del Cambio stammer fra diligencernes tid, hvor man skiftede heste, mens de rejsende fik et måltid mad. Hvis du både er gourmet og samtidig forstår at værdsætte fornemme omgivelser, er restauranten en oplevelse.

Torinos must see-museer

Piazza Carignanos sydvestlige side lukkes af det alvorlige Palazzo dell’Accademia delle Scienze, der ligeledes er tegnet af Guarini og nu rummer to ypperlige museer: det højt estimerede Museo Egizio med Italiens og hele Europas mest værdifulde samling af ægyptiske artefakter, og Galleria Sabaudia, et af Norditaliens betydeligste kunstmuseer med værker af bl.a. Fra Angelico, Tizian, Veronese, Van Dyck og Rembrandt. Begge museer er must see, når turen går til Torino, så køb endelig en samlet billet. Indgangen findes rundt om hjørnet i Via Accademia delle Scienze.

Via Po

Vi spadserer atter tilbage til Piazza Castello og vælger nu i pladsens sydøstlige hjørne den livlige og harmoniske Via Po, som er flankeret af buegange og fuld af boghandlere, trendy caféer og barer. På venstre hånd ses snart Torinos universitet fra 1404, Università degli Studi di Torino, der er et af verdens ældste (hovedfacaden vender mod parallelgaden Via Giuseppe Verdi). Udover de fire grundlæggende fakulteter, teologisk, juridisk, medicinsk og filosofisk, som er forudsætningen for betegnelsen som universitet, bydes der på studier i alt fra nanoteknologi til militær strategi. Her tog Erasmus af Rotterdam doktorgraden, og mange andre berømtheder har studeret ved denne læreanstalt, hvis bibliotek omfatter over en halv million bind.

Mole Antoniella, Torinos vartegn

Mole Antoniella

Få hundrede meter længere henne ad Via Roma gør vi en afstikker til venstre ad Via Montebello og står snart for foden af Torinos vartegn, det besynderlige Mole Antoniella, der i slutningen af 1800-tallet blev skabt af arkitekten Alessandro Antonelli som det højeste murede bygningsværk i Europa. Forneden er bygningen ret ordinær, men den firkantede kuppel bærer et overdimensioneret spir, der rager 167,5 meter op i luften, og som under en orkan i 1953 faldt ned og kvæstede en mand på gaden. I dag optræder kuplen og spiret på alle panoramapostkort fra Torino (se næstøverste foto).

Indvendig fører 1040 trappetrin op i den øverste top, men man kan også nuppe den gennemsigtige glaselevator (ikke for personer med højdeskræk) til terrassen, hvorfra udsigten over Torino og Piemonte i godt vejr er eventyrlig. I øvrigt rummer bygningen, der egentlig skulle have været synagoge, et interessant film- og biografmuseum.

Du skal da selv se resten af det majestætiske Piemonte >

Monte dei Cappuccini

Gran Madre di Dio og Monte dei Cappuccini

Men tilbage til Via Po, som fører os til den aflange Piazza Vittorio Emanuele (øverste foto), hvor et smukt perspektiv åbner sig for vores øjne: Længst væk, hinsides broen over Po, ses den nyklassiske kirke Gran Madre di Dio, der blev bygget 1818-31 som en efterligning af Pantheon i Rom, og til højre møder blikket det 288 meter høje Monte dei Cappuccini med den enkle kapucinerkirke Santa Maria del Monte. En lille funicolare (kabelbane) fører op på bakken, som er et af de populæreste udflugtsmål på søndagsturen med en fortryllende udsigt over Torino (se næstøverste foto).

Til venstre langs Gran Madre di Dio fører den let stigende vej op imod det dejlige palads Villa della Regina, der ligesom Santa Maria del Monte er tegnet af Vitozzi omkring 1616, og overalt er smukke villaer strøet ud over de smilende høje. Glæd dig så over at være i Torino, som udover Firenze er den eneste italienske storby, hvor man hurtigt og let kan stå midt i et varieret og yndigt landskab med over 700 meter høje bakker, friske grønne dale og henrivende udsigter over kønne landsbyer.

Parco di Valentino

Man kan ikke tale med en torineser i to minutter, uden at han spørger: Har De været i Valentinoparken? Fuldkommen som når en københavner spørger, om man har været i Tivoli. Parco di Valentino er med sin yndige beliggenhed langs Po Torinos oase og mødested for alle, fra turister til studenter og lykkelige unge par samt lystfiskere, der ligesom i Arnoen i Firenze jonglerer med stang og snøre. Efter mørkefald skal man dog tage sig i agt for afrikanske narkohandlere og andre lyssky elementer.

Parco di Valentino

Midt i parken, side om side med en botanisk have, ligger det klassicistiske Castello del Valentino, bygget 1688 til enkehertuginde Maria Christina, og ned mod floden findes en malerisk, men falsk ”middelalderby”, Borgo Medievale, opført i 1884 i forbindelse med en nationaludstilling. Borgo Medievale består af tro kopier af piemontesiske 1400-talsbygninger, med både værksteder, en borg og en lille kirke, men er fremfor alt en turistfælde med salg af forskelligt juks. I parkens udkant ligger de mægtige haller Torino Esposizioni, der i 1948 opførtes til biludstillinger.

Santa Maria Consolatrice og den trøstende jomfru

Santa Maria Consolatrice

I en magisk by som Torino er der altid en seværdighed mere. På en lille plads i Via della Consolata, få blokke vest for Piazza della Repubblica, ligger kirken Santa Maria Consolatrice (populært blot kaldet Consolata), der er et sammensurium af en fritstående romansk campanile fra 1100-tallet, dele af et oprindeligt kapel fra det 4. århundrede samt en valfartskirke, som Guarini fik til opgave at bygge i 1679. Men det ovale indre byder på en fornem marmor-barokudsmykning, som absolut er et besøg værd. Som navnet siger, er kirken viet til den trøstende jomfru, der regnes for Torinos beskytterinde, og som borgerskabet påkalder i både lyse og mørke dage.

Superga-basilikaen

Basilica di Superga

Vi vil nu tage afsked med Torino med en tur op til det 672 meter høje Supergabjerg lige øst for Po. Hvis du ikke er på bilferie, kan du nuppe tandhjulsbanen fra Stazione Sassi på Piazza Modena. Togturen er i sig selv en oplevelse, og oppe på toppen knejser Juvarras flotte barokbasilika med søjler og pilastre, som Viktor Amadeus 2. bestilte i 1731 som tak for sejren over franskmændene i 1706. I krypten hviler de jordiske rester af en lang række savoyardiske konger og fyrster. Den 75 meter høje kuppel og de to sidetårne ses vidt omkring, og i klart vejr er udsigten over Podalen og mod de snedækkede Alpetinder det smukkeste minde fra turen til Torino.

Lago Maggiore er majestætisk skønhed og isblåt vand >

Vejret i Torino

Torino har typisk tempereret fastlandsklima og er det meste af året behagelig at opholde sig i. Til højre ser du vejret i Torino lige nu og de næste fem dage. Læs mere om regionens vejr under Piemonte >

Praktiske tips

Hvis du er på kør selv-ferie, er der gode parkeringsmuligheder på de brede boulevarder, mens det er vanskeligt at parkere i centrum.

Turen går til Torino

  • Gamle danske navn: Turin
  • Region: Torino er hovedstad i Piemonte
  • Indbyggere: 912.000
  • Vejr og klima: tempereret fastlandsklima
  • Lufthavne: Aeroporto di Torino, 16 km fra centrum
  • Afstande i km: Lago Maggiore 120, Milano 126, Hamburg 960
  • Turistkontor: Stazione Porta Nuova
  • Dansk konsul: Federico Daneo, Via Sant'Anselmo 6, tlf. 011 19 70 18 79, turin@umgate.dk
  • Engelsktalende læge: Guido Bormida, Via C. Lombroso 17, tlf. 011 813 39 57, guidobormida@hotmail.com
  • Natåbent apotek: Corso Emanuele II 66
  • Politistation: Corso Vinzaglio 10, tlf. 011 558 81
  • Taxi: Centrale Radio, 011 57 37; Radio Taxi, 011 57 30
  • Billeje: Stazione Porta Nuova og lufthavnen
  • Lokal helligdag: 24. juni

På turistkontoret kan du købe et Torino + Piemonte-kort, der giver gratis adgang til de fleste museer og seværdigheder, elevatoren i Mole Antoniella og en tur med tandhjulsbanen til Supergabjerget samt det meste offentlige transport.

To kilometer syd for Parco del Valentino, ad Corso Massimo d’Azeglio og dens forlængelse, lokker Museo dell’Automobile med over 130 veteranbiler, heraf mange italienske sportsvogne. Adressen er Corso Unità d'Italia 40.

Torino er hjemsted for to store fodboldklubber, den berømte Juventus samt Torino F.C. Det er svært at få billetter, men spørg på turistkontoret.

2. søndag i hver måned (samt et mindre hver lørdag) er der stort loppe- og antikmarked i Via Borgo Dora.

Mad og gastronomi

Torinos gastronomi er ligesom sproget påvirket af naboskabet til Frankrig, men mange retter har streng lokal karakter. Enhver turist skal smage grissini, de tynde, lette og sprøde brødstænger, der blev opfundet i Torino i 1655. I dag fås de overalt i Italien, men kun som et sørgeligt plagiat. Ingen andre steder bliver de så vellykkede som i Torino, eftersom hele hemmeligheden er vandets sammensætning. Turisten skal selvfølgelig også smage agnulot, små makaronipuder fyldt med kødfars, æg og parmesan.

En anden piemontesisk specialitet er fonduta, en himmelsk, glohed ostecreme med mælk og æggeblommer, overdrysset med skiver af hvide trøfler. Den, der har en robust mave og ingen frygt for hvidløg, må prøve den berømte sauce bagna cauda, der består af olie, ansjoser, hakkede hvidløg og trøffelskiver. Overdådig er den klassiske bollito, det dampende fad med forskellige typer kogt kød, magert og fedt, hønsekød og kalkunstykker samt diverse pølser, garneret med grøntsager og serveret med to saucer, tomatsauce og den grønne salsa verde. Piemonte byder i den grad også på kostelige rødvine, nemlig Barolo, som allerede Julius Cæsar lovpriste, og Barbera og Barbaresco (se mere under Piemonte).