Venedig – en drøm, en fantasi, et eventyr

Venedig – Adriaterhavets dronning

Venedig er slet ikke en by, men en skøn drøm, et eventyr, opfyldelsen af en fantasi. Europas smykkeskrin, kalder man også Venedig – den mystiske stad, der er bygget på pæle midt ude i en lagune og overstråler alle andre i pragt. Hvor der ikke er asfalt, men evigt pludrende kanaler, og hvor taxierne ikke er biler, men både. Du har hørt om det hele – men når du for første gang står i Venedig og træder ned i den ventende gondol i Canal Grande, overgår virkeligheden alle forventninger. Dogepaladset, Markuspladsen, Rialtobroen, alle farverne, blandingen af Europa og Orienten, af overdådighed, letsindighed og ufattelig rigdom – du må selv indånde det hele fra Venedigs egen luft og af Venedigs egne dufte. Og mens du lader dig bære af sted i den vuggende gondol mod hotellet, langs marmorpaladser og under svævende broer, med hurtige glimt af livet i de små sidegader, kan du lade tankerne flyde tilbage til dengang, folkene på Posletten søgte ud på de små holme i lagunen på flugt fra hunnerkongen Attilas horder og lagde grunden til Venedig.

Nap en gondol – du er i Venedig

Canal Grande

Når du står ved Canal Grande på vej til dit hotel, skal du for første gang vælge mellem den billige vaporetto ("vandsporvognen") og en gondol. Gondolen er dyrere – men vælg den! Nyd at være i Venedig og nyd, at det ikke længere bare er en drøm – især, hvis du ankommer en aften i måneskin og lunt vejr.

Uden en lyd stages du gennem kanalerne, forbi mægtige paladser og under broer, og i månelyset ligner det hele én stor kulisse fra alle de berømte biograffilm, som foregår i Venedig. Faktisk ville man ikke blive spor forbavset, hvis Agent 007 pludselig stod lyslevende med sin Martini oppe på en af balkonerne. Og husk også at nyde gondolierens kunst: Gennem den myldrende trafik styrer han elegant gondolen rundt om hjørner og gennem smalle kanaler uden nogensinde at støde på. Men det er ikke så underligt, for han er født til at være gondolier, eftersom erhvervet går i arv fra far til søn. Gondolen selv er 11 meter lang, bygget af fem typer træ og skæv, ellers ville den være umulig at styre.

Venedigs hundredvis af farver

Gondoler i Venedig

Om dagen kan man til gengæld se Venedigs hundredvis af farver. De lyse pasteller, paladsernes okkergule og røde nuancer, vandspejlets sølvstænk, blomsterne på terrasserne og trafikken på Canal Grande. Fragtpramme, politi og brandvæsen i motorchalupper og andre gondoler fyldt med forventningsfulde turister. I Venedig foregår al transport på vandet, og måske møder man et bryllupsoptog med brudeparret i den forreste gondol og de festklædte gæster i de efterfølgende. Nogle af gondolerne, de såkaldte traghetti, sejler uafbrudt passagerer fra den ene side af kanalen til den anden – der er nemlig kun fire broer over den 4 kilometer lange Canal Grande. Kun den ene, Ponte Rialto, er fra republikkens tid. De tre andre er Ponte degli Scalzi (Ponte della Stazione) fra 1934, den gamle træbro Ponte dell'Accademia, og den nyeste, Ponte Calatrava, der i 2007 blev åbnet mellem stationen og Piazzale Roma.

Markuspladsen og verdens smukkeste kvinder

Markuspladsen

Alt i Venedig begynder og slutter på den intime og ubeskriveligt skønne Piazza San Marco, Markuspladsen, som er den eneste, der tør kalde sig piazza. Mod øst ses Markuskirken med sine gyldne kupler, der glimter i solen; i nord de gamle embedsmandskontorer Procuratie Vecchie, som afsluttes af klokketårnet Torre dell'Orologio med sit ur fra 1496, visning af planeternes og stjernernes stilling og indgangen til Venedigs hovedgade Merceria; i syd Procuratie Nuove med caféerne Florian og Quadri, hvor alverdens berømtheder har drukket prosecco og ladet sig se; i vest Ala Napoleonica, der nu rummer Museo Correr med værker af venetianske mestre. Inde på pladsen knejser den 99 meter høje campanile, der er en tro kopi af 1100-talsoriginalen, som styrtede sammen i 1902. Der er elevator til toppen – og når vejret er klart, er den milevide udsigt over lagunen og Venedigs rødbrune tage ubeskrivelig.

Markuspladsens caféer

Men bestil først et glas på en af caféerne og betragt Markuspladsens kosmopolitiske, elegante liv, som fortsætter døgnet rundt mellem buegangene og i de dyre butikker, hvor turister lokkes til at købe kostbare smykker og eksklusiv mode. Overalt svirrer de berømte duer (men undlad at fodre dem – det er forbudt), mens carabinieri i paradeuniformer skridter pladsen af, og et udendørs orkester spiller Vivaldi. Her promenerer verdens smukkeste kvinder i den dyreste mode, mens de lader sig opvarte af galante mænd, og turister fra hele verden flokkes om caféerne, indtil længe efter at mørket er faldet på, og Markuspladsens lys spejler sig i de utallige marmorfliser. Da Napoleon den Store kom til Venedig og så dette syn, udbrød han: "Ingen anden festsal i verden fortjener at have himmelen til loft."

Dogepaladset – Venedigs juvel

Dogepaladset

Men nu vender vi blikket mod ét af arkitekturens absolutte højdepunkter: Palazzo Ducale, Dogepaladset, som i republikkens dage både var regeringssæde og bolig for Venedigs doge, og om hvilket alle superlativer bliver små. Smut forbi campanilen og ud på den lille Piazzetta (”Den lille Markusplads”), som forbinder Markuspladsen med kajgaden Riva Schiavoni, hvorfra solens stråler tidligt om morgenen får paladsets lyserøde marmormure til at gløde.

Fra kajkanten får du det fascinerende syn i sin helhed, og herfra synes Dogepaladset næsten at svæve: Nederst en arkade af marmor, som hviler på gotiske spidsbuer med kapitæler fulde af allegoriske figurer; ovenover en luftig loggia og dernæst en majestætisk marmorflade med uregelmæssige vinduer og balkoner. Allerøverst en let kniplingsbort i sten. Murene er beklædt med flerfarvet marmor med et rosa skær. Det er denne byggestil med den tungeste etage øverst, som giver Dogepaladset sit florlette udtryk. Hele herligheden hviler på 100.000 pæle, og faktisk tog byggeriet over hundrede år – facaden mod lagunen opførtes 1309-1404, mens den mod Piazzettaen blev færdig i 1442. Bagsiden, der er ren renæssance, vender mod en lille kanal og ses bedst fra en gondol.

San Marcos lig smugles til Venedig

Piazzettaen og San Giorgio

Lige overfor Dogepaladset ligger det yndige renæssancebibliotek Libreria Vecchia, der blev bygget i 1536 af Leonardo da Vincis elev Jacopo Sansovino, og mellem de to bygninger ses to søjler, den ene med Markusløven, der symboliserer Venedigs beskytter, den hellige San Marco. En engel havde fortalt Markus, at han skulle stedes til hvile i Venedig, og i år 828 rejste to venetianske købmænd, Buono og Rustico, til Ægypten for at hente hans jordiske rester. Imidlertid var Ægypten 186 år tidligere blevet besat af araberne. For at smugle liget ud skjulte købmændene det under nogle flæskesider og narrede dermed de arabiske toldere, som ikke ville røre ved svinekødet. Men da liget var blevet fragtet til Venedig og skulle bæres over til Dogepaladset, blev det så tungt, at det var umuligt at løfte. Først da dogen lovede at bygge en kirke lige på dette sted, kunne Markus bæres videre.

300 år senere tilbød en borger i Venedig at bygge de to søjler, på betingelse af at han kunne opstille nogle spilleborde i midten. Signoriaen (storrådet) udstedte tilladelsen, men fortrød snart igen. Borgeren ville dog ikke opgive sine spilleborde, som han jo havde skriftlig tilladelse til. Først da han en morgen fandt nogle forbrydere hængt i galger over spillepladsen, som Signoriaen havde udpeget til skafot, gav han op.

Udsigten fra Riva Schiavoni

Neden for søjlerne venter gondoliererne med deres evige råb til turisterne, gondola, gondola, og fra Riva Schiavoni, som er den mest henrivende promenade i hele Venedig, kan man beundre synet af lagunen og den lille, trekantede ø San Giorgio og endnu længere ude se den berømte Lido. Riva Schiavoni vrimler også med dyre hoteller, og herfra udgår alle de både, som betjener transporten mellem Venedig og øerne i lagunen.

Dogepaladsets skatte

Vi skal naturligvis ind i Dogepaladset til de prægtige sale, hvorfra Venedig blev styret. Om sommeren afholdes koncerter i den yndefulde gård, men vi fortsætter op ad Scala dei Giganti, Giganternes Trappe, hvor dogerne blev kronet, og skal først ud på loggiaen med dens dejlige udsigt over lagunen over mod San Giorgio. Og så går turen op ad den underbare Scala d'Oro til Piano Nobile, 3. sal.

Tintoretto: Minerva jager Døden bort

I det første rum, Atrio Quadrato – eller Anticamera, altså forværelset – prydes vægge og lofter af Tintoretto og Veronese. I det næste, Salen med de fire døre, ses bl.a. Tizians ”Doge Grimaldi falder på knæ for troen” og Tiepolos ”Neptun, der skænker havets skatte til Venedig”. I Anticollegio findes flere værker af Veronese og Tintoretto, ligesom i Sala del Collegio, hvor de fremmede ambassadører blev modtaget. Og sådan fortsætter det rum efter rum med mesterværk efter mesterværk. Veroneses billeder viser til fulde hele Venedigs pragt og farver og de underskønne venetianske kvinder, som lod deres hår afblege ved i timevis at sidde i den brændende sol og indgnide det i mærkelige væsker.

Den halshuggede doge

I rummet Sala della Bussola er der et hul i muren, hvorigennem man anonymt kunne angive andre for inkvisitionen og dermed overlade dem til en grum skæbne. Men magtens inderste var Sala del Maggior Consiglio, storrådets sal, der er 54 meter langt og 25 meter bredt, men ikke har én eneste bærende søjle. Hele endevæggen dækkes af verdens største oliemaleri, ”Paradiset”, som Tintoretto først malede som 77-årig og fyldte med mere end 500 skikkelser. Herudover rummer Sala del Maggior Consiglio portrætter af 76 doger. Ét af dem er dog malet over med mørk farve og bærer indskriften: ”Hic est locus Marini Faletri decapitati pro criminibus” (Dette er Marini Faletris plads, han blev halshugget for sin forbrydelse). Faletri, der på det tidspunkt var over 80, havde ved et statskup forsøgt at gøre dogetitlen, som kun kunne opnås ved valg, arvelig i sin slægt. Han blev halshugget ved foden af Giganternes Trappe, og sværdet kan stadig beundres i våbensalen.

Sukkenes Bro

Sukkenes Bro

Det var den engelske digter lord Byron, som boede i Venedig 1816-1819, der fandt på navnet Ponte dei Sospiri, Sukkenes Bro. Broen førte dømte fra Dogepaladset og ind i "i Pozzi", Venedigs fængsel, som var i brug helt frem til 1923. Her kunne republikkens fjender og almindelige forbrydere tilbringe resten af deres liv. Cellerne, som er forsynede med enorme jernlåse, er mørke og fugtige, og de dybestliggende havde på grund af de jævnlige oversvømmelser tilnavnet "Brønden".

Casanovas flugt fra blykamrene

Giacomo Casanova

Men "i Pozzi" var ikke engang de værste fangehuller. Helt oppe under taget findes "i Piombi", Venedigs berygtede blykamre, der i sommervarmen blev næsten gloende – ofte med dødelig udgang for fangerne. Her sad i 1756 den berygtede skørtejæger og plattenslager Giacomo Casanova, der var blevet idømt fem års fængsel for sine dristige fortællinger, men efter 15 måneder flygtede op over taget og bort fra Venedig i en gondol. Hele beretningen kan læses i Casanovas memoirer. På den guidede tur Itinerari Segreti (Den Hemmelige Rejse) ser man Casanovas celle og følger hans flugtrute. Kun ved forudbestilling på tlf. +39 041 42730892 eller www.palazzoducale.visitmuve.it.

Kombiner med en dagtur til romantiske Verona >

Markuskirken – Venedigs skønneste

Markuskirken

Udenfor i solskinnet venter Basilica di San Marco, Markuskirken, der blev grundlagt 829-832, men først fik sit byzantinske udseende i slutningen af 1000-tallet i græsk korsform med fire lige lange arme kronet af fem forgyldte kupler. Kirken ligger side om side med Dogepaladset og er som en åben bog om Venedigs historie, udsmykket med gaver fra venetianere, der vendte hjem fra lange rejser. Facaden er delt i to etager: Nederst fem dybe rundbuer og i lunetterne farverige mosaikker. Over indgangsportalen ses de fire forgyldte bronzeheste, som dogen Enrico Dandalo i 1204 hjembragte som krigsbytte fra Konstantinopel. Napoleon tog dem med hjem til Paris, men efter hans fald kom de tilbage på plads.

De fire heste over portalen

Indenfor rammes man af en mystisk orientalsk stemning, og når øjet vænner sig til det sparsomme lys, ser man kupler og hvælvinger omgivet af tusindvis af guldmosaikker. Men det mest overdådige er skatkammeret, Tesori, som en uforskammet engelsk forfatter kaldte "et varehus af blandede kostbarheder, plyndringer en gros fra Konstantinopel og Østen". Her findes Pala d'Oro, den kostbare altertavle i guld, sølv og emaljer, der tidligere var smykket med 1200 ægte perler og et utal af ædelstene, men Napoleons franske soldater stjal med arme og ben.

Markuskirken står på 50.000 pæle og læg mærke til bulerne i gulvet. De skyldes, at kirken gradvis synker, og selvom der bliver gjort meget for at forhindre det, sker katastrofen måske en dag. Så rejs til Venedig nu og se Markuskirken – inden det måske er for sent.

Den stakkels henrettede bager

På kirkens sydside hænger to lamper, som altid lyser til minde om en stakkels bager, der i 1611 blev uskyldigt dømt for mord. En nat, da han var på vej hjem, så han noget blinke i gadelyset. Det var den sølvbesatte skede til en dolk, der et øjeblik forinden var blevet brugt til at myrde en adelsmand. Bageren stod med skeden i hånden, da politiet nåede frem, og selvom han svor sin uskyld, blev han henrettet. I samme øjeblik dukkede den skyldige op i retten og tilstod, tynget af anger, men det var for sent, og hele Venedig græd over bagerens skæbne. Hver gang en dødsdom siden blev afsagt, og der stadig var tid til at standse bøddelen, trådte en embedsmand hen foran dommeren og sagde med høj stemme: "Husk bageren". Og alle de dødsdømte, som betrådte skafottet mellem de to søjler, viede deres sjæl til den arme bager.

Shoppinggaden Merceria

Merceria

Fra Markuspladsen når man gennem Torre dell'Orologios bue til Venedigs elegante shoppinggade – eller gaderne, der er nemlig tre – Merceria, som med krumspring fører helt til Rialtobroen. Her er mylderet mindst lige så intenst som på Markuspladsen, og man skal tage sig i agt for lommetyve, som har let spil i den tætpakkede gade. I Merceria er shopping sat i system, og man kan købe enhver form for mærkevarer – mode, sko, tasker og dyre ure fra Gucci, Dolce & Gabbana, Versace og Cartier, glaskunst fra Venedigs berømte glaspustere, samt naturligvis mere vulgære souvenirs og rent skrammel. Her er der virkelig mulighed for at komme af med sine penge, men Merceria byder heldigvis på rigeligt med barer, hvor man kan styrke sig oven på det hårde slid.

Rialtobroen

Rialtobroen og Købmanden fra Venedig

Undervejs gennem Merceria passerer vi kirken San Salvatore og står snart efter på den lille plads Campo San Bartholomeo med en statue af Carlo Goldoni, Venedigs Holberg. Han er afbildet i rokokokostume og med stok, sådan som han plejede at spadsere rundt i byen. Og nu er vi endelig fremme ved Ponte di Rialto, Rialtobroen, som blev opført 1588-1591 og helt frem til 1854 var den eneste bro over Canal Grande.

Den blændende marmorbro er resultatet af en arkitektkonkurrence, hvori Michelangelo deltog. Vinderen blev Antonio da Ponte, som havde tegnet den 48 meter lange og 22 meter brede bro i én lang bue, der går så højt op, at datidens krigsskibe kunne passere. Broen er inddelt i tre separate trappepassager, og fra balustraden har man den dejligste udsigt over Canal Grande med dens mylder af både, ”fortovscaféer” og flotte husfacader (se næstøverste foto). I Shakespeares skuespil Købmanden fra Venedig holder den jødiske ågerkarl Shylock netop til på Rialtobroen. Skuespillet blev i 2004 filmatiseret on location i Venedig med Jeremy Irons og Al Pacino i et par af hovedrollerne.

På den anden side af Rialtobroen er Venedig en labyrint af gyder, og alle broerne over de små kanaler ligner hinanden. Men gennem Ruga San Giovanni når vi frem til kirken San Polo og paladset Correr Mocenigo med værker af Tintoretto og Veronese.

Santa Maria Gloriosa dei Frari

Santa Maria Gloriosa dei Frari

Længere fremme, ad Calle dei Saoneri og Rio Terrá, kommer vi til franciskanerkirken Santa Maria Gloriosa dei Frari (i daglig tale Frari), som efter Markuskirken er den vigtigste kirke i Venedig og bag sin alvorlige facade byder på et festligt kirkerum. Fraris største skat er Tizians Assunta, Mariæ Himmelfart, som pryder alteret i hovedkapellet, og i højre sideskib findes mesterens eget mausoleum. Selvom Tizian var næsten 100 år gammel, gjorde hans død i 1576 et stort indtryk på venetianerne, og skønt det var midt under pesten, og der i Venedig var forbud mod at begrave de døde i kirkerne, blev hans lig båret gennem gaderne i et overdådigt optog og stedt til hvile i Frari.

Aftensmad på en "fortovsrestaurant"

Fortovsrestaurant i Venedig

Men det må være seværdigheder nok lige nu. Inden vi opsøger flere drømme, er det tid til aftensmad på en af Venedigs utallige fortovsrestauranter – hængende ud over en kanal. Prøv f.eks. Frutta del mare, havets frugter, enten som kold antipasto eller fritto, stegt i olie. Vælg på de bugnende fade med store og små blæksprutter, rejer og muslinger. Eller snup de lækre Scampi, små jomfruhummere.

Således forfriskede begiver vi os tilbage over Rialtobroen og på den yndige spadseretur mod Campo dei Santi Giovanni e Paolo og Venedigs ypperligste rytterstatue, Verrocchios bronzemonument over condottieren (hærføreren) Bartholomeo Colleoni. Da Verrocchio havde udfærdiget modellen til statuen, bestemte Signoriaen, at han kun skulle udføre hesten, mens rytteren skulle overlades til en billedhugger fra Padova. I raseri slog Verrocchio både hoved og ben af modellen og rejste hjem til Firenze, hvorpå Signoriaen meddelte, at hvis han nogensinde vendte tilbage til Venedig, ville han blive halshugget. Verrocchio svarede, at det skulle de passe på med, for det var sværere at sætte et hoved på igen end at hugge dét af, der var i stand til at give hesten et endnu pænere hoved end det gamle. Signoriaen blev så imponeret over Verrocchios uforfærdede svar, at den tilbød ham dobbelt betaling for at komme tilbage til Venedig og fuldføre arbejdet.

Flået levende af tyrkerne

På pladsen knejser også dominikanerkirken Santi Giovanni e Paolo, der blev påbegyndt i 1246 og rummer talløse dogegrave. Men den er også det sidste hvilested for flere af Venedigs store mænd, herunder sejrherren fra Slaget ved Lepanto, admiral Sebastiano Venier, og helten fra Cypern, Marcantonio Bragadin, der tappert kæmpede mod de tyrkiske horder, som havde invaderet øen. Da Bragadin til sidst blev nødt til at kapitulere, skar tyrkerne hans ører af og bandt ham til en pæl midt på torvet, hvor han blev flået levende. Derefter solgte de liget til hans familie, som bragte det hjem til Venedig og bisatte det i kirken.

I gondol gennem Canal Grande

Canal Grande

Men hvad er Venedig uden en sejltur på kanalerne? Gondolerne er dyre, vaporettoen er billig. Om dagen koster 40 minutter i gondol 80 euro (op til seks personer), og efter solnedgang er det endnu dyrere. Men man rejser alligevel ikke til Venedig for at spare, så lad os hoppe på en gondol ved den lille Piazzetta ved Dogepaladset og blidt vugge gennem Europas længste hovedgade, Canal Grande, der slynger sig som et omvendt S gennem Venedig og deler byen i to, mens vi beundrer de mere end 100 paladser, som ligger ud til vandet.

Santa Maria della Salute

Allerførst ser vi spidsen af halvøen Punta della Salute med den ottekantede kirke Santa Maria della Salute, der blev opført i 1631 over for anløbsbroen San Marco til ære for den hellige jomfru som tak for ophøret af pesten og byder på skatte af Tizian og Tintoretto. Til højre, på Riva Schiavoni, ses Harrys Bar, som Ernest Hemingway gjorde berømt, og som selv hævder at have opfundet den delikate forret carpaccio. Her ligger også fonden bag Venedig-Biennalen, udstillingen af avantgardekunst. Efter et par eksklusive hoteller kommer det lille, yndefulde Palazzo Contarini-Fasan, som med sine to gange to gotiske vinduer siges at have tilhørt den blændende smukke Desdemona fra Othello. På samme side følger snart det højeste af alle paladserne langs Canal Grande, Palazzo Corner eller Ca' Grande fra 1537, der nu er Venedigs præfektur, og på den modsatte side – altså sydsiden – Palazzo Dario fra 1487, som mindede digteren Gabriele d'Annunzio​ om en affældig hofdame.

Ponte dell'Accademia

Guggenheims erigerede lem

Lidt efter kommer "Det ufuldendte Palæ", Venier dei Leoni. I 1947 købte den amerikanske kunstsamlerske Peggy Guggenheim Det ufuldendte Palæ og indrettede det til sin enorme samling af moderne kunst med alt fra Kandinsky til Picasso. Ved indgangen ud mod Canal Grande lod hun opstille en skamløs bronzeskulptur med et erigeret lem, som tidligere måtte skrues af for ikke at forulempe de sagesløse sejlende på kanalen. I dag er samlingen et museum med navnet Collezione Guggenheim, og Peggy Guggenheim er selv begravet i museets skulpturhave.

Cavalli-Franchetti

Lige før Ponte dell’Accademia ligger på højre hånd Cavalli-Franchetti fra 1400-tallet og på venstre hånd Accademia di belle Arti med Venedigs bedste kunstsamling. Efter broen følger til højre Ca' del Duca, der engang tilhørte Milanos berømte hertug Francesco Sforza, og til venstre Palazzo Loredan dell'Ambasciatore med spidsbuer og marmorforsiring, der tidligere var hjem for den kejserlige østrigske ambassadør, samt det prægtige Ca' Rezzonico, som i dag huser Museo del Settecento Veneziano, museum for 1700-tallets Venedig, og i sine flotte sale fremviser kostbare møbler, gobeliner og værker af bl.a. Tiepolo og Canaletto.

Richard Wagner og hans gifte elskerinde

Overfor Rezzonico ligger Palazzo Grassi med sin udstilling af mode gennem tiderne og på venstre side de to gotiske paladser Giustianini, hvor Richard Wagner i 1858 i sin længsel efter elskerinden Mathilde Wesendonck komponerede anden akt af operaen Tristan og Isolde. Mathilde var ellers gift med den rige silkehandler Otto Wesendonck, som havde støttet Wagner økonomisk, men det blæste den utaknemmelige komponist på.

Netop i Canal Grandes første sving, hvor kanalen buer så smukt, ligger det gotiske Ca' Foscari, hvor Frankrigs unge konge Henrik III boede i 1574 under udfoldelse af den største pragt, republikken Venedig kunne opvise.

Ca' Foscari

Ca' Foscari opførtes i 1453 som bolig for dogen Francesco Foscari, men blev i 1868 Italiens første handelshøjskole. Lidt længere fremme på højre side ses Palazzo Mocenigo (som egentlig består af fire bygninger), hvor filosoffen Giordano Bruno nåede at bo i 1592, inden han i år 1600 i Rom blev brændt på bålet som kætter, fordi han påstod, at universet er uendeligt. I nabobygningen boede lord Byron i 1818, og her begyndte han arbejdet på sit storværk Don Juan. I mellemtiden nåede han også at vinde et væddemål med sine venner om, hvorvidt han kunne svømme de 7 kilometer fra Lidoen og op til Santa Chiara, hvor stationen nu ligger.

Endnu en serie paladser følger inden Rialtobroen: på højre side det klassiske Palazzo Grimani di San Luca, Venedigs 1200-tals-rådhus, Palazzo Farsetti e Loredan (tredjeøverste foto), og ved siden af det kønne Palazzo Dandalo, der tilhørte den berømte dogeslægt. Lige før anløbsstedet ved Rialto kommer Palazzo Manin, der er tegnet af Sansovino og tilhørte Venedigs sidste doge, Ludovico Manin.

Canal Grandes 2. sving

Efter at have sejlet gennem Rialtobroens mørke når vi til Canal Grandes andet sving og ser på højre side hovedpostkontoret, det gamle tyske varehus Fondaco dei Tedeschi med fresker af Giorgione og Tizian, der desværre er væk. Lidt længere fremme ses til venstre Venedigs fiske- og grønttorv, hvor der altid er et mylder af både, som losser og laster deres varer. Et besøg er bedst om formiddagen, hvor der er mest handel.

Venedigs fisketorv

Venedigs 10.000 skøger

Nærved boede den frygtede satiriker og bagvasker, sodomitten Pietro Aretino, som skrev ondskabsfuldt om alle og var forløberen for vor tids skandalejournalister. Aretino havde været nødt til at flygte fra Rom på grund af sine obskøne sonetter, og i Venedig nedfældede han sine Ragionamenti ("Betragtninger") med beskrivelser af tidens skøger og ruffersker. Hans kildemateriale var omfattende, for omkring år 1500 var der over 10.000 skøger i Venedig, og navne, adresser og tariffer fremgik af et offentligt katalog. Mange af dem levede fyrsteligt og gik klædt i det pureste silke, og de smukkeste og mest ferme kunne tjene 50.000 dukater om året.

Ca' d'Oro – Det Gyldne Hus

Ca' d'Oro – Det Gyldne Hus

Skråt over for fisketorvet knejser Canal Grandes fornemste palads, Ca' d'Oro eller Det Gyldne Hus – et arkitektonisk vidunder, der blev påbegyndt i 1422 af Contarini-slægten i venetiansk-byzantinsk stil. Den asymetriske, men ovenud elegante bygning udstråler en pragtfuld harmoni mellem vandet, lyset og den blændende marmor og er et formidabelt udtryk for Venedigs rigdom, mens det stadig gik godt. Huset var endda oprindelig beklædt med et tyndt lag bladguld. Efter at Ca d’Oros sidste private ejer, Giorgio Franchetti, i 1916 havde skænket paladset og sin malerisamling med værker af Tizian, Mantegna, Bellini og Van Dyck til den italienske stat, begik han selvmord. Hans aske er begravet under søjlen i gården.

Ca' og ikke palazzo

Lige et par ord om betegnelsen ”ca'”, der er forkortelse af ordet casa, et hus. I Italien kaldes fornemme villaer normalt ”palazzi”, men i Venedig måtte dette ord kun bruges om Dogepaladset, og derfor kaldes mange af de private paladser for ”ca'”. Husk også, at på venetiansk dialekt kaldes en plads oftest for campo, en gade for calle, en bred gade for riva, og en kanal for rio.

Dronningen af Cypern

Skråt over for Ca' d'Oro følger det klassicistiske Ca' Corner della Regina, hvor dronningen af Cypern, Caterina Cornaro, blev født. Hun var blevet udvalgt blandt Venedigs 72 smukkeste adelskvinder som hustru for kong Jacob af Cypern. Da kongen døde, overlod Caterina Cypern til Venedig, hvor hun senere døde af pest.

Ca' Vendramin Calergi, Venedigs kasino

Derefter følger Ca' Pesaro, et betagende barokpalads i marmor fra 1710, der i dag er museum for moderne venetiansk kunst. Noget efter kommer Fondaco dei Turchi, tyrkernes magasin, som er et typisk eksempel på romansk-byzantinsk byggestil og i dag er naturhistorisk museum. Skråt over for, på højre side, ses det luftige og formfuldendte Ca' Vendramin Calergi, som tilhørte den velhavende Vendramin-familie, og hvor Richard Wagner døde i 1883. Bygningen huser i dag Venedigs kasino og et Wagner-museum.

Derefter kommer en lille åben campo med kirken San Maruola, og lidt efter passerer vi Venedigs næstbredeste kanal, Rio di Cannaregio. På "hjørnet" troner kirken San Geremia med en smuk, romansk campanile, og her op imod ligger det fornemme Palazzo Labia, som er det sidste af Venedigs store paladser, bygget i 1600-1700-tallet.

San Geremia og Palazzo Labia

I 1950'erne brugte Palazzo Labias daværende ejer, den excentriske og homoseksuelle, fransk-spanske rigmand og kunstsamler Don Carlos de Beistegui, 50 millioner lire på en istandsættelse, og palæet dannede derefter ramme om overdådige fester, der tiltrak alverdens kronede hoveder, modedesignere og berømte skuespillere.

Og så når vi langt om længe til sejlturens endestation, den kønne Ponte degli Scalzi (Ponte alle Stazione) og kirken Chiesa di Santa Maria di Nazareth. Til højre lige efter broen ligger jernbanestationen, hvor vi står af.

Kombiner med en dagtur til romantiske Verona >

Venedigs andre seværdigheder

San Moise

Men der er mange flere seværdigheder i Venedig. Lad os fornøje os med endnu en spadseretur gennem buegangen langs Markuspladsens sydside og fortsætte mod vest ad Salita San Marco. Straks efter når vi Moses-kirken San Moisè med en pompøs, typisk overpyntet barokfacade.

Teatro la Fenice

Vi fortsætter over en lille bro og når til gaden Calle XXII Marzo, hvor vi smutter til højre ad Calle del Sartor da Veste, indtil vi når en lille plads med en brønd i midten. Her ligger Venedigs berømte opera, Teatro la Fenice, med et af verdens smukkeste interiører, bygget 1790, mens republikken selv sang på sidste vers. Teatret brændte i 1996, men er fuldt genopbygget. Se længere nede, hvordan du bestiller billetter. Pladsen er bedårende og intim, og man snyder sig selv, hvis man ikke tager et pusterum fra seværdighederne og nyder et glas prosecco på én af de små caféer. I en af sidegaderne finder man den berømte, men dyre restaurant Taverna alla Fenice, hvor operaens stjerner i generationer har indtaget natmaden efter forestillingerne.

Men vi vender tilbage til Calle XXII Marzo og fortsætter mod vest over små, pittoreske pladser med nydelige brøndanlæg, over maleriske broer og gennem gyder så smalle, at man med hænderne kan nå husene på hver side.

Campo San Luca

Pludselig åbner byen sig, og vi er på den store lyse plads Campo Santo Stefano med den gotiske kirke af samme navn, en skæv campanile og skatte af Tintoretto. Går man forbi kirken, kommer man først til en anden lille levende plads, Campo Sant’Anzolo, og dernæst til Campo Manin med yndefulde gotiske paladser og en statue af Daniele Manin med Markusløven for foden af soklen. Manin var af de italienske frihedskæmpere, som deltog i oprørskrigen 1848-1849 mod Østrig og blev udråbt til præsident for ”Republikken San Marco”, indtil venetianerne 24. august 1849 måtte kapitulere til de østrigske styrker. Fortsæt mod nordøst til lille intime Campo San Luca, hvorfra der kun er 170 meter til shoppinggaden Merceria, som du kender.

Galleria dell'Accademia

Giorgione – Uvejret

Vi sætter kursen tilbage mod Campo Santo Stefano, krydser Canal Grande ad træbroen Ponte dell’Accademia og står nu foran Venedigs og ét af Italiens bedste museer, Galleria dell’Accademia. Det var oprindelig et egentligt kunstakademi, hvor elever lærte af mestrene, men har gennem århundrederne udviklet sig til en superb samling af de mest fremragende malere fra Venedig. Giovanni Bellini, Paolo Veronese, Tintoretto, Giorgio Giorgione, Tiepolo og Andrea Mantegna er bare de mest kendte. Et af hovedværkerne er La Tempesta (Uvejret) af Giorgione, som kun nåede at blive 32 år gammel. Da den arme mand ville kysse pesten bort fra sin elskedes læber, blev han selv smittet og døde af farsoten. Alligevel nåede Giorgione at revolutionere billedkunsten og oplærte blandt andre Tizian, som var dybt præget af sin store læremester.

Du skal også se Uffizierne i Firenze >

Farverige Zattere

Zattere

Der er meget andet at se i denne bydel, men vi kan ikke overkomme det hele og fortsætter i stedet mod syd ad den brede allé Foscarini, hvor vi når frem til Canale della Giudecca. Nu er vi i kvarteret Zattere, som er den gamle tømmerplads, hvor pramme og tømmerflåder blev losset. Det ligner ikke Venedigs typiske turistkvarterer ret meget; stemningen er mindre fashionabel og mere farverig, med gyngende caféer på tømmerflåder og små, hyggelige hoteller med udsigt over kanalen. Herfra kan man tage båden over til Giudecca-øen med Palladios kirke Il Redentore, der blev opført i 1577 som tak for pestens ophør.

Cannaregio, den jødiske ghetto

Venedig er fuld af seværdigheder – mange flere, end vi har omtalt her. Man kan ikke nå det hele, ikke engang på en uges ferie. Men strejf omkring, lad fantasien råde og opsøg eventyret – så langt væk som muligt fra de værste turistområder mellem Markuspladsen og Rialtobroen. Gør som Goethe, der i september 1786 ankom til Venedig og skrev i sin dagbog: "Uden fører, kun med horisonten som rådgiver, kastede jeg mig ud i byens labyrint". Prøv f.eks. at spadsere en tur op i den nordligste bydel, Cannaregio, Venedigs jødiske ghetto, hvorfra selve ghettobegrebet stammer. Her fødtes Marco Polo, som i år 1294 vendte hjem til Venedig efter en årelang rejse til Peking og gav Europa de første efterretninger om Kina og Japan og det vældige mongolske imperium – og måske var det hele bare pral.

Sejlture i lagunen

Man må ikke snyde sig selv for en sejltur til nogle af de små øer, der fylder lagunen rundt om Venedig. Vaporetto'erne afgår fra Riva Schiavoni, og det mest oplagte mål er Lidoen, den 12 kilometer lange landtange, der adskiller lagunen fra Adriaterhavet, og som turistkontorer over hele verden som falsk markedsføring har opkaldt deres egne badestrande efter. Lidoen var engang Italiens mest mondæne feriedestination, men er i dag overfyldt med betonhoteller og badekabiner. Vandet er dog stadig frisk og har den højeste saltholdighed i Europa, så nup vaporettoen og nyd den 15 minutter lange tur. Når vulgariteterne bliver for overvældende, kan man glæde sig over, at man på kun et kvarter er tilbage i Venedigs eventyr

Murano, Burano og Torcello

Burano

Omtrent én kilometer fra Venedig ligger det kønne Murano, som siden 1200-tallet har været glaspusternes ø. Udøverne af dette elegante håndværk vogter stadig over deres hemmeligheder, som var det militære oplysninger. Man kan besøge fabrikkerne og beundre glaspusternes arbejde, og i Fondamente dei Vetrai, Glaspusternes Gade, ligger butikkerne med kunstfærdige vinglas, fade, karafler og meget andet. En anden seværdig ø er idylliske Burano, der med sit skæve kirketårn og sine bygninger i stærke farver er kendt i hele verden kendt for sine fine kniplingsarbejder. Men den mest maleriske ø er Torcello, der engang også var den mest betydningsfulde. Her stod en statelig by med 20.000 indbyggere, men da Venedig voksede den over hovedet, blev husene revet ned og brugt som byggemateriale til Venedigs paladser. Katedralen Santa Maria Assunta fik dog lov at bestå med sit kønne indre og sine søjler i græsk marmor og mosaikker fra Byzans. Oppe fra klokketårnet er der en fortryllende udsigt over Venedig og lagunen.

Karneval og andre oplevelser

Karneval i Venedig

Der er bunker af oplevelser, når turen går til Venedig. I januar/februar/marts afholdes byens berømte karneval, der blev genoplivet i 1979 efter nogle hundrede års pause. Karnevallet varer i et par uger og begynder med duens flugt, Il Volo della Columbina, hvor en due af pap skydes ud fra campanilen på Markuspladsen, og fortsætter med talløse arrangementer og kostumeopvisninger over hele Venedig. Venetianerne og tusinder af turister fester i masker og overdådige karnevalsdragter, livsglæden og romantikken blomstrer, og kødets lyster slippes løs. Sidste dag er altid Mardi Gras, hvide tirsdag. Se mere på www.carnival-in-venice.eu

Venedig-Biennalen, der afholdes om sommeren i ulige år, er verdens største udstilling af moderne kunst, spredt på forskellige lokaliteter. Biennalens hovedudstilling findes i Giardini Pubblici på Riva Schiavoni.

Festa del Redentore

Hvert år i juli fejrer hele Venedig pestens ophør med La Festa del Redentore, og der bliver anlagt en pontonbro over til Giudecca-øen, så alle kan valfarte til kirken Il Redentore, mens kanalerne fyldes af oplyste gondoler, guirlander og undersøiske lamper, hvis lys på paladserne brydes af bølgerne. Dagen afsluttes med musik og fyrværkeri, og til sidst sejler bådene i procession fra Venedig til Lidoen, hvor mange afventer solopgangen.

Kalender

  • Januar/februar/marts: Venedigs karneval begynder ca. 50 dage før påske
  • 25. april: Festa di San Marco, gondolkapsejlads ud for Markuspladsen
  • Kristi himmelfartsdag: La Sensa – Venedigs bryllup med Adriaterhavet
  • Maj (søndagen efter La Sensa): Vogalonga, regatta med hundredevis af både
  • Juni-september (ulige år): Venedig-Biennalen
  • Juli (3. lørdag): Festa del Redentore
  • 16. august: Festa di San Rocco, fest for San Rocco, som mildnede pesten, i Scuola Grande di San Rocco, messe og aftenkoncert
  • Omkring 1. september: International filmfestival på Lidoen
  • September (1. søndag): Regata Storica (kapsejladser og udsmykkede optog på Canal Grande)
  • Oktober (midt): Venedigs marathonløb
  • 21. november: Madonna della Salute, pilgrimsfærd som tak for afslutningen af pesten

La Sensa – ægteskabet med Adriaterhavet

Da Venedig i år 1177 havde ydet pave Alexander III beskyttelse under en krig mod den tyske kejser, Frederik Barbarossa, forærede paven dogen en ring og sagde: "Modtag denne ring af mig som et tegn på dit herredømme over havet, du og dine efterkommere skal hvert år ægte det, at efterverdenen kan vide, at havet tilhører eder". Hvert år på Kristi himmelfartsdag sejlede dogen ud på lagunen fulgt af et stort optog af pragtfuldt udsmykkede gondoler. Herude kastede han en guldring i vandet som tegn på ægteskabet med Adriaterhavet, der havde skænket Venedig sin magt og rigdom. Samtidig udtalte han ordene "Vi ægter dig, hav, som tegn på ægte og evigt herredømme", mens alle byens kirkeklokker bimlede, og kanonerne tordnede. Denne fest, som blev kaldt La Sensa, afholdes stadig og tiltrækker gæster til Venedig fra hele Europa.

Opera i La Fenice

I sæsonen, der normalt løber fra midt i oktober til først i juni, kan man opleve skønne operaer, balletter og koncerter i Teatro La Fenice. Se program og bestil billetter på www.teatrolafenice.it.

Besøg på vingårde

Fra Venedig er der kort afstand til besøg på vingårde og vinslotte i de nærliggende Amarone- og Valpolicelladistrikter. Se mere under Veneto >

Turen går til Venedig

  • Italienske navn: Venezia
  • Beliggenhed: Norditalien
  • Region: Venedig er hovedstad i Veneto
  • Indbyggere: 55.000
  • Øer, kanaler og broer: 118 øer, 177 kanaler og 400 broer
  • Vejr og klima: subtropisk kystklima
  • Afstande: Verona 115, Gardasøen 145, Hamburg 1287, København 1528
  • Lufthavn: Aeroporto Marco Polo i Mestre (12 km fra Venedig) og San Giuseppe i Treviso (30 km fra Venedig)
  • Flyvetid: København-Venedig 1 time 40 minutter
  • Dansk konsul: Pier Vettor Grimani, Santa Croce 466/G, tlf. 041 520 08 22
  • Turistkontor: APT, San Marco 2637, tlf. 041 529 87 11, info@turismovenezia.it
  • Politistation: Fondamenta di San Lorenzo, Castello 5053, tlf. 041 270 55 11
  • Engelsktalende læge: G. Venchierutti, San Marco 2605, tlf. 041 528 55 53
  • Engelsktalende tandlæge: Fabio Caine, San Marco 2760, tlf. 041 522 43 43
  • Hospital med engelsktalende personale: Ospedale Sangiovanni e Paolo, Castello 6777, tlf. 041 529 41 11
  • Sprogskole: Istituto Venezia, Campo Santa Margherita 3116, tlf. 041 522 43 31

Rejser til Venedig

Det er nemt at rejse til Venedig. Lufthavnen Aeroporto Marco Polo ligger på fastlandet lidt nord for dæmningen. Herfra går der regelmæssige busser til Piazzale Roma. Turen varer 20 minutter og koster omkring 6 euro. Der er også en lufthavn i Treviso, som ligger noget længere væk. Busturen herfra tager ca. 70 minutter og koster omkring 9 euro. Fra Aeroporto Marco Polo kan man desuden snuppe en vandtaxi direkte til sit hotel. Se mere på www.motoscafivenezia.it.

Parkering

Hvis du er i Venedig på kør selv-ferie, går turen over den 3600 meter lange dæmning, som forbinder byen med fastlandet. Rejser du med toget, er der få skridt fra banegården, Stazione di Venezia Santa Lucia, og til kajen, hvor gondolerne venter. I bil kører man f.eks. til den overvågede Garage San Marco ved Piazzale Roma eller parkeringsanlægget Venezia Tronchetto til højre lige efter dæmningen. Det er muligt at køre helt ind til Piazzale Roma, men spar dig selv for Venedigs trafikkaos og udgifterne – en parkeringsplads her koster mindst 25 euro i døgnet. En tredje mulighed er at parkere i byen Mestre på fastlandet og tage toget over dæmningen. Det er billigere, men også mere bøvlet. Se mere om parkering på www.garagesanmarco.it. Den allernemmeste løsning er selvfølgelig at vælge ét af de dyrere hoteller i Venedig, for de tilbyder ofte gratis parkering.

God opførsel i Venedig

Masseturismen har i dag gjort det mindre fornøjeligt at besøge Venedig end for bare 25 år siden. Ligesom andre steder har politikerne jublet over de nye indtægter, mens indbyggerne har fået forpestet deres liv. Især opkomsten af en ny, velbeslået middelklasse i Asien har bidraget til de 60.000 daglige turister, der slet ikke interesserer sig for kunst og arkitektur, men betragter Venedig som et rent Disneyland. Halvdelen er endagsturister, som ankommer i enorme krydstogtskibe, hvis kølvandsbølger beskadiger byens fundament og ødelægger lagunens økosystem.

Masseturisme i Venedig

Konsekvensen er ekstrem trængsel overalt, og at en stor del af byen er blevet overtaget af restauranter og hoteller, hvilket igen har ført til uhyrlige huslejer for venetianerne. Mange af restauranterne ejes nu af arabere og albanere, der har skruet priserne op i det groteske.

For at bekæmpe tivoliseringen har bystyret vedtaget talrige nye love. Der er udstedt forbud mod nye fastfoodrestauranter og indført bøder på flere tusinde euro for at bade i kanalerne, spise i det offentlige rum, bortkaste affald, optræde i badetøj (herunder bar overkrop) og køre på cykel gennem gaderne. Undlad også at benytte rullekufferter – larmen fra deres hjul er en pestilens for Venedigs indbyggere, og det er på tale helt at forbyde dem.

Vejret og klimaet i Venedig

Vejret og klimaet i Venedig egner sig faktisk til rejser hele året. Venedig har en form for subtropisk kystklima, og Adriaterhavet sørger for, at vejret sjældent er for varmt eller for koldt. April og oktober byder på temperaturer på 16-18 grader, mens maj lokker med skønt vejr og 21 grader. Temperaturerne i juli og august ligger på 27-28, mens juni og september byder på 24-25 grader. Marts og oktober har også fint, behageligt vejr, og selv i januar og februar falder temperaturen sjældent under frysepunktet. Ovenfor kan du hver dag se vejret i Venedig lige nu. Om vinteren kan regnen strømme ned i Venedig, og så bliver Markuspladsen forvandlet til en helt anden slags seværdighed. Da bliver den nemlig omdannet til en sø, og der bliver lagt træbroer ud, så turister og andre kan passere tørskoet.

Veneto venter...

Veneto

Har du set hele Venedig? Og har du tid til mere på ferien? Så smut over dæmningen til det smukke Veneto. Lige i nærheden venter skønne byer som Padova og Vicenza, der i modsætning til Venedig ikke er overrendte af turister, og lidt længere væk romantiske Verona.

Turen går endda gennem kendte vindistrikter som Soave og Valpolicella med et mylder af indbydende vingårde, og efter halvanden time når du til de små, idylliske badebyer ved Gardasøen. Men du kan selvfølgelig også bare nøjes med at smutte den korte tur til de dejlige strande ved Lido di Jesolo. Se meget mere under Veneto >

Venedigs mageløse historie

Opdag Venedig

Ifølge sagnet blev Venedig grundlagt, da nogle af indbyggerne på Po-sletten i år 452 søgte ud på de små øer i lagunen på flugt fra hunnerkongen Attila, som hærgede det nordlige Italien med bål og brand. På de ufrugtbare øer havde venetianerne intet andet valg end at ty til handel, søfart og fiskeri. Gradvis voksede byen sig stærkere, og efterhånden skabte Venedig sig en enestående position som mellemled for handelen mellem Europa og østen.

Omkring år 1200 havde Venedig erobret Dalmatien og forskellige græske øer, herunder Kreta, og under den 94-årige doge Enrico Dandalo blev selve Konstantinopel, det nuværende Istanbul, endda indtaget. I det 13. og 14. århundrede kæmpede Venedig med Genova om magten over handelen, hvilket endte med Venedigs fuldstændige sejr i søslaget ved Pola i 1381. Sejren indledte Venedigs virkelige blomstringstid, som skulle vare i 200 år, og som medførte erobringen af Norditalien helt over til Gardasøen og i 1489 af øen Cypern. I selve Venedig, som i 1422 talte hele 190.000 indbyggere, var velstanden tydelig: Adelen boede i fyrstelige paladser og fest fulgte på fest. Det berømte karneval i Venedig, hvor alle fra den laveste tjenestepige til den fornemste adelsmand bar masker, varede halvdelen af året. Byens kurtisaner var de mest billedskønne i hele Europa, og Venedigs berømte genier, Tintoretto, Tizian og Veronese, skabte de udødelige mesterværker, som i dag kan ses i kirkerne og paladserne. Og billederne fortæller deres egen historie om Venedigs velstand, med kostbare dragter af silke, frisurer sat op med diamanter og boliger fulde af det kosteligste indbo.

Ulykkerne rammer Venedig

Men storhedstiden varede ikke evigt, og i den sidste halvdel af 1400-tallet begyndte ulykkerne at ramme Venedig. Tyrkerne angreb, og efter krigen 1462-1479 mistede Venedig de fleste af sine besiddelser på Balkan og i ægæerhavet. I 1571 sluttede Venedig dog forbund med paven og Spanien (Den Hellige Liga), og i søslaget ved Lepanto – det største søslag siden Augustus og Antonius i år 31 f. kr. mødtes ud for Actium – blev den tyrkiske flåde fuldstændig tilintetgjort. Alligevel måtte Venedig ved fredsslutningen afstå Cypern til tyrkerne, som i løbet af kort tid massakrerede det meste af øens kristne befolkning. Men ulykkerne var ikke ovre. I 1575 udbrød en frygtelig pest, som kostede en fjerdedel af Venedigs indbyggere livet. Samtidig havde Vasco da Gama fundet søvejen til Indien og Columbus opdaget Amerika, og de nye handelsruter betød, at Venedigs monopol på handelen med Østen forsvandt.

Ved fredsslutningen efter den 1. Koalitionskrig i 1797 var Republikken Venedigs 1100 år lange rejse forbi. Byen blev indlemmet i Østrig, og bortset fra en kort periode under fransk herredømme 1805-1815 var Venedig østrigsk, indtil den nye stat Italien fik byen som belønning for deltagelsen i den preussisk-østrigske krig i 1866.