Lazio – Roms dejlige have er fuld af seværdigheder

Lazio

Det er ikke så sært, at det meste af Lazio er en smule overset, for midt i regionen ligger Rom, hele verdens vidunderlige hovedstad. Men resten af Lazio – på dansk Latium – er som en dejlig have uden om en smuk villa, med vinranker, olivenlunde og kastanjeskove, kønne vulkanske søer og smilende bjergflækker med navne, der smager af sol, sjov og modne druer som Frascati, Tivoli og Montefiascone. I nord findes grønne bakker, i midten Campagnen, den mærkelige slette, der omgiver Rom, og i sydøst er der vildt og barsk med bjergtoppe på over 1000 meter. Overalt lokker romerske og etruskiske ruiner, ældgamle middelalderbyer og paladser og parker fra renæssancen og barokken. De fleste af seværdighederne ligger endda i kort afstand fra Rom. Men vælg ikke en weekend – for da er millioner af romere på søndagstur i det skønne Lazio (se kort nedenfor).

Rom er hele verdens vidunderlige hovedstad >

Pavebyen Viterbo

Viterbo

Der er ingen logisk rute rundt i Lazio, men vi begynder ved foden af Monte Cimino, halvanden times kørsel nord for Rom. Her ligger det levende museum, den under Anden verdenskrig så hårdt bombarderede, men energisk genopbyggede gamle paveby Viterbo, indrammet af solide middelaldermure med tårne og skydeskår. I dag er Viterbo en handels- og industristad, der lever af egnens landbrugsprodukter. Bilkørsel og parkering inden for bymurene er vanskelig, men det seværdige middelalderkvarter er ikke større, end at man kan spadsere igennem.

Satte kardinalerne på vand og brød

Viterbo har to herligheder, hvoraf den ene hører sammen med pavestolen. Byen grundlagdes af lombarderne i 700-tallet, men glanstiden begyndte i 1243, da middelalderens paver takket være forfaldet i Rom og romernes fjendskab søgte midlertidig tilflugt i Viterbo. For at beholde dem byggede viterbenserne slottet Palazzo dei Papi, hvor kardinalerne trådte sammen og nåede at vælge tre paver: Gregor 10. i 1271, Johannes 21. i 1276 og Martin 4. i 1281. Ved det første valg var konklavet så længe om at beslutte sig, for ”alle ville de Herre være”, at borgmesteren efter to år og ni måneder låste kardinalerne inde i den store sal og skar deres madrationer ned til vand og brød. Men først da man midt om vinteren fjernede taget over hovedet på dem, skyndte de hellige mænd sig at vælge Teobaldo Visconti, ærkebispen i Liège, som Gregor 10. Hans første handling var at fastsætte de regler for konklavet, som gælder endnu i dag.

Alt står som i år 1300

San Pellegrino-kvarteret i Viterbo

Viterbos anden herlighed er det særdeles velbevarede middelalderkvarter, San Pellegrino, hvor alting står som i år 1300, og man bringes fra nuet midt ind i en 700 år gammel verden. Hele kvarteret er fyldt med snævre, til dels overdækkede gader, alvorlige huse med dobbeltbuede vinduer, udvendige trapper, broer fra mur til mur og dybe gennemgange under bygningerne. Overalt ses tårne, loggiaer og små brønde, og på hver eneste plads springer fontæner, store og svulstige med kaskader og arrige løver i et skulpteret bassin, eller enkle rislebrønde, hvor læskende stråler stille siler ud fra groteske hoveder på en søjle. Her oplever man som i ét levende museum en middelalderlig contrada (bydel) og dens daglige liv.

Vi kommer ind gennem Porta Romana, en af de seks porte i bymuren, som næsten helt omkranser San Pellegrino. Herfra følger vi Via Giuseppe Garibaldi og når snart Piazza Fontana Grande med Viterbos ældste (12. århundrede) gotiske springvand. Herfra fører Via Cavour til den smukke Piazza del Plebiscito, som er byens historiske midtpunkt og flankeres af elegante paladser. Pladsen domineres af rådhuset, Palazzo dei Priori fra 1460, der byder på dejlige renæssancefresker og en køn gård. På nordsiden ses det store 1200-talspalæ Palazzo del Podestà. Til højre herfor begynder den elegante shoppinggade Via Roma, som fører over Piazza delle Erbe med et pompøst springvand med fire løver og herefter bliver til Corso Italia.

Med et Viterbo-pas får du uden om køen-adgang til alt det vigtigste >

Piazza del Lorenzo og pavepaladset

Palazzo dei Papi, pavepaladset

De betydeligste seværdigheder venter imidlertid længere mod syd. Fra Piazza del Plebiscito spadserer vi ad den krogede Via San Lorenzo, forbi trattoriaer og butikker med bueåbninger, over flere pladser med fontæner, og passerer Palazzo Farnese, hvor ”Skørtekardinalen” Alessandro Farnese (den senere pave Paul 3.) blev født, indtil vi når Piazza del Lorenzo, Viterbos religiøse centrum. Til venstre ses en loggia og til højre et tidligere hospital, der er opført på etruskiske fundamenter. Overfor knejser 1100-talsdomkirken Cattedrale di San Lorenzo med en renæssancefacade og en campanile samt Museo del Colle del Duomo med en lille samling religiøse artefakter.

Men på nordsiden ses den store attraktion, det romanske pavepalads Palazzo dei Papi med den graciøse gotiske loggia, hvorfra de nyvalgte paver velsignede folket, og som er et vidunder med sine lette buer og gennembrudte marmorkniplinger. Et besøg i paladset er et must, når man er i Lazio, så smut op ad den brede trappe og kig ind i Sala del Conclave, hvor Viterbo-konklavet blev afholdt. Køen kan være alenlang, men man kan springe udenom ved at booke prioriterede billetter på forhånd >

Viterbos interessante museer

Viterbo byder også på flere seværdige museer. I et kønt palads på Piazza della Rocca i byens nordlige ende ligger Museo Archeologico Nazionale med en lille, men interessant samling etruskiske artefakter. På Piazza Crispi uden for Porta Romana har Museo Civico ligeledes flere arkæologiske fund foruden en malerisamling. Hermed siger vi farvel til Viterbo i lyden af de plaskende fontæner.

Bolsenasøen – mordere og mirakler, drankere og ædedolke

Bolsenasøen

Fra et venligt landskab bevæger vi os ind i et af majestætisk grandeur, helt oppe nær grænserne til Toscana og Umbrien. I et flor af sølvgrå olivenlunde ligger her Italiens største vulkanske kratersø, den 144 km² store og 145 meter dybe Lago di Bolsena eller Bolsenasøen, som et blink omgivet af Monte Volsini og med en atmosfære, der er skabt af århundreders skæbne. Kun få byer går ned til søen, hvilket giver den noget uberørt, og på vejene møder man mest jægere, bønder og fiskere.

Gemmer på blod og død

Men Bolsenasøen gemmer på blod og død. Ved et vulkansk lune er søen blevet moder til to klippeøer, Martana og Bisentina, og når man i skumringen nærmer sig den hemmelighedsfulde Martana i båd, løfter den sig mørk og ensom over vandspejlet. Historien er grum: Da østgoterkongen Theoderiks datter, den skønne Amalasuntha, efter faderens død var blevet dronning, havde hun giftet sig med sin uduelige fætter Theodahad. Men Theodahad, der selv ville have magten, satte hende i fangenskab på Martana og fik hende en dag i år 535 myrdet i badet. På Bisentina kan Amalasunthas ånd imidlertid møde en ædlere kvinde, nemlig den hellige Santa Cristina, hvis relikvier gemmes i et lille kapel.

Miraklet i Bolsena

Santa Cristina i Bolsena

På nordøstbredden ligger Bolsena by, og ved denne vinglade sø er det intet tilfælde, at pragtstykket i det lokale museum er en oldtidssarkofag med en fremstilling af vinguden Bacchus’ triumf. Men her skete også miraklet i Bolsena: En bøhmisk præst ved navn Peter af Prag var i 1263 på pilgrimsfærd til Rom, og under en rast i Bolsena læste han messen i den smukke renæssancekirke Santa Cristina. Han tvivlede på, at hostien virkelig var Kristi legeme, men så kom underet: Pludselig begyndte nadverbrødet at dryppe af blod ned på alterdugen, og den stakkels Peter måtte hulkende knæle ned og bede om tilgivelse for sin vantro. I Cappella del Miracolo ses bloddråberne endnu på relikvieskrinets marmorplade, mens alterdugen blev bragt til Orvieto. Miraklet i Bolsena, som Rafael har fremstillet i et af sine kæmpemalerier i Vatikanet, gjorde et stort indtryk i hele verden, og til minde om det indstiftede pave Urban 4. den store kirkefest Corpus Domini, Kristi legemsfest, der stadig fejres.

Montefiascone og den fordrukne biskop

Bolsena

På en 500 meter høj bakketop lige øst for Bolsenasøen lokker den lystige by Montefiascone, hvor miraklerne ikke skyldes helgener, men den vulkanske jordbund, der er så gunstig for vinavlen. I centrum står domkirken med sin kuppel og i den østlige udkant den romanske San Flaviano-kirke fra 1100-tallet med en gotisk portal og en renæssanceloggia. I krypten ses gravstenen over den Bacchus-dyrkende biskop Johan Fugger fra Augsburg, der under en rejse til Rom sendte sin tjener i forvejen og bad ham skrive ordet "Est" (Det er hér) på døren til den kro, som serverede den bedste vin. Der kom til at stå Est på mange krodøre, men tjeneren blev så begejstret for Montefiascones vin, at han på en dør skrev "Est!" "Est!" "Est!". Fugger blev lige så henrykt og kom aldrig til Rom, men drak sig i stedet til en lykkelig død i Montefiascone. I sit testamente skænkede Fugger alt sit jordegods til byen på betingelse af, at man hvert år på hans dødsdag hælder et fad af den bedste vin ud over graven. Hvis du tror, at Montefiascone selv har fundet på denne reklame, så gå ned i San Flavianos krypt og se stenen med den utydelige indskrift "Est est est. Propter nimium. Est hic Jo. de Fougg. do. Meus mortuus est" (På grund af for megen est est est er min herre Johannes de Fugger død her).

Pave døde af grovæderi

Men biskop Fugger er ikke den eneste prælat, der har nydt Bolsenas glæder. Søen er meget fiskerig med gedder, aborrer og ål, og Viterbo-paven Martin 4. elskede ålene så højt, at han druknede dem i hvidvin, kogte dem og døde af grovæderi. Ålene må have været berømte i middelalderen, for Dante omtaler dem i Skærsilden. På Montefiascones restauranter kan man bestille anguilla con piselli (ål med ærter) og dertil en flaske Est! Est! Est! Med sin gyldne farve og elegante bouquet passer vinen på et fyrstebord, og mange regner den for Lazios bedste. Den er dog meget sød og ikke nær så superb, som man kunne tro.

Mordere, helgener, vindrankere og ædedolke – man rejser ikke sovende forbi Lago di Bolsena. Selvom den ikke når de norditalienske søer i skønhed, er den til gengæld ikke overrendt, så her kan man opleve sølivet på små, fine strande og med alskens vandsport.

Den døende by: Civita di Bagnoregio

Civita di Bagnoregio

Få kilometer øst for Bolsenasøen venter endnu en tidsrejse, det gamle etruskiske Civita di Bagnoregio, som endnu knejser ensomt og pittoresk på sin røde klippetop midt i et øde, bølgende bakkelandskab og kun kan nås ad en lang, smal gangbro. Bagnoregio kaldes "Den døende By", da tufstensklippen langsomt eroderer under den, så murene en dag vil styrte i afgrunden. Men stadig ligger middelalderbyen der og ligner noget fra et postkort, helt uden biler og med smalle, brostensbelagte stræder, små pladser og kirker og broer mellem husene. Bagnoregio er ikke ligefrem turistfri, så det er klogt at booke prioriterede adgangsbilletter >

Ronciglione og Herkules’ vrede

Ronciglione

Vi kører mod syd til Ronciglione, der i modsætning til Bagnoregio kun opdages af få turister, men byder på en fortrinlig lokal vin. Ronciglione har i 1000 år været leverandør af alle jernarbejder til Pavestaten, så når du ser et smukt smedejernsgitter i Rom, stammer det sandsynligvis herfra. Den sortladne middelalderbys usandsynligt stejle og dunkle trappegader er fyldt med frønnede porte og forvitrede mure, men i vinduerne er der venlige gardiner og blomster. Her og der ses et barokpalads med en fornem piano nobile, og på Piazza Principe di Napoli i den østlige bydel knejser domkirken og en fontæne med tre enhjørninger. Gaderne fortsætter helt op til bjergtoppen med en borg og en usandsynlig udsigt over Lazio og dalens vinmarker. Her står vi på randen af Monti Cimini-krateret, hvis bund udgøres af den 12 km² store Lago Vico, 507 meter over havet. Søen skyldes et guddommeligt raseri: Zeus' uægte søn, den mægtige Herkules, var blevet så irriteret over folks ironiske bemærkninger om hans styrke, at han hamrede sin kølle hårdt ned i jorden. Herved opstod der en åbning, som fyldtes med vand og blev til Lago Vico – til stor fornøjelse for lystfiskere og vandhunde.

Braccianosøen – hvilke ål er bedst?

Syd for Ronciglione ligger gamle etruskiske Sutri med rester af to byporte samt et lille romersk amfiteater. Kort efter når vi endnu en næsten cirkelrund kratersø, Lago di Bracciano eller Braccianosøen, med en 35 kilometer lang promenadevej hele søen rundt. Søen ligger kun en times kørsel fra Rom og er om sommeren et yndet udflugtsmål med flere restauranter langs bredden. Byen af samme navn domineres af en smuk, velbevaret middelalderborg med massive tårne. Også Braccianosøen, der byder på Lazios reneste vand, er fyldt med fisk, og italienerne strides om, hvorvidt ålene herfra er endnu bedre end dem fra Bolsenasøen. Udlændinge undlader at blande sig og nøjes med at spise dem.

Lazios perle: Tivoli og Villa d'Este

Villa d'Este

Fra Rom tager vi nu turen mod øst, som er en af Lazios smukkeste, især hvis man vælger den antikke Via Tiburtina. De første 30 kilometer er egnen flad som en pandekage, men dernæst begynder Via Tiburtina at sno sig opefter gennem et eventyrlandskab, og på de kønne Sabinerbjerges nedre skråninger ligger det levende Tivoli, romernes Tibur, hvor antik og renæssance rækker hinanden hånden. Denne dejlige by, som den københavnske forlystelsespark er opkaldt efter, har siden oldtiden været et yndet tilflugtssted for Roms kejsere og rigmænd.

Neptunfontænen

Fremfor alt er Tivoli kendt for det overdådige renæssancepalads Villa d’Este, så vi styrer mod indgangen mellem souvenirboder med en uendelighed af skrammel. Villa d’Este var oprindelig benediktinerkloster, men blev i 1500-tallet konfiskeret til bolig for provinsens guvernør, Ippolito II d’Este. Her levede han omgivet af al den pragt og forfinethed, som huset d’Este var kendt for. Som så mange andre renæssancefyrster ville Ippolito skabe et kulturcentrum, hvor kunstnere og videnskabsmænd kunne samles under hans beskyttelse. Arkitekten Pirro Ligorio omdannede derfor det gamle kloster og anlagde en have, som skulle være i harmoni med slottet og den omgivende natur. Samtidig blev der bygget en vandtunnel, som stadig forsyner havens fontæner med 1200 liter vand i sekundet fra Aniofloden; et hydraulisk mesterværk af ingeniørarbejde. Hernæst udgravede man den nærliggende Villa Adriana og huggede adskillige skulpturer – alt finansieret af Ippolitos formue samt ekstraskatter hos Tivolis indbyggere. I dag giver turisterne dog pengene mangefold igen.

Risler, pibler, plasker og fosser

Hovedbygningen, der blev opført omkring 1550, er et lyst og let renæssancepalæ. Men selvom palæets manieristiske fresker er et kig værd, er det haven, man kommer for. Det er mest charmerende blot at drysse rundt uden rettesnor, så vi nævner blot nogle få højdepunkter. Allerede fra loggiaen måber man over udsigten. Alt ser man i ét eneste blik: cypresser, stenege og figentræer, springvandsstråler, terrasser og statuer, byen og bjergene. Neden for trappen risler, pibler, plasker og fosser vandet fra nære og fjerne fontæner i grotter, fra sprøjtende obelisker og uhyrer, fra brystvorter på en gudinde. Hvide stråler kappes med træerne i højde, vandfald tordner, og bassiner genspejler de sprudlende vandmasser. Man kunne tro, at det er Torneroses slot, der ligger i sin hundredårige søvn, for over alting breder sig et draperi af grønne planter, som synes at fryde sig over alt det vand. Efeu, mos, vandliljer og venushår gror over sten og strålerør, hager sig fast i murmærk og klynger sig til marmorkummer. Man vandrer ad skyggefulde stier mellem ældgamle træer med stammer som knudrede trolde, og man ville ikke blive spor forbavset, hvis Skønheden pludselig dukkede op med Uhyret i hælene.

Book billetter på forhånd og spring køen over >

De hundrede Fontæners Allé

De hundrede Fontæners Allé

Straks foran paladset ser man den mest fascinerende del af denne symmetriske park: Viale delle Cento Fontane, De hundrede Fontæners Allé, hvor utallige spæde stråler skyder op af lange marmorkummer i laurbærtræernes skygge. Øverst består fontænerne af forskellige figurer, skiftevis ørn, obelisk, skib og lilje, hvorfra vandet står som vifter eller stråler. Herunder løber vandet ned i en kanal, der forsyner en række masker, fra hvis munde en ny serie vandstråler forenes i en evigt flydende strøm, alt indhyllet i et slør af venushår. På venstre side af alléen ses store havdyr og sfinxer, fra hvis bryster vandet beskriver elegante buer. Men prøv ikke at stikke en finger ind i strålen; presset er enormt, og du risikerer en våd skjorte.

Som det næste møder man midt i haven tre store, stille fiskedamme (foto ovenfor), hvis glatte vægge spejler drivende skyer. Her kan man sidde på marmorranden og gennem en allé af cypresser nyde synet ud over den blånende Campagne – og uendeligt langt ude anes Peterskirkens kuppel som en boble af sølv. Mod nordøst afsluttes dammene af et rent barokkeri: Berninis mægtige Fontana del Nettuno, Neptunfontænen (øverste foto), som imponerer beskueren med sine vandmasser og den kraft, hvormed kaskaderne presses svimlende til vejrs. Allerøverst er det, som om dråberne står stille et halvt sekund, før de styrter i dybet. Fra terrassen ovenfor ser man regnbuerne, der spændes fra stråle til stråle. Bagved findes Fontana dell’Organo, Berninis Orgelfontæne, som bruger strålernes tryk til at spille på et vandorgel.

Dianas sprøjtende bryster

På den cirkelrunde plads Rotonda dei Cipressi får man det flotteste vue op mod slottet med loggiaen halvt skjult bag en himmelhøj vandsøjle. Ad en sti når man frem til Fontana della Natura med Diana (eller Artemis), der også var frugtbarhedsgudinde, med utallige bryster, hvorfra vandet i lige så mange stråler pibler ned i kumme. Statuen er både vejrbidt og mosgroet, men det gør intet. Få meter mod vest ses Fontane Rustiche o delle Mete, Villa d’Estes ældste springvand, som kejser Titus oprindelig opførte foran Colosseum. Gladiatorerne plejede at vaske sig i vandet, når kampene i arenaen var overstået. Nu er de to store blokke næsten formløse, dækket af mos og alger.

Villa d'Estes smukkeste: Æggefontænen

Æggefontænen

Længst mod øst i haven ses på en lille rund plads Fontana di Pegaso, Pegasusfontænen. Den legendariske hest står på bagbenene med udspilede vinger, som om den vil sætte af fra klippestykket midt i bassinet. Nedenfor findes havens smukkeste anlæg, Fontana dell’Ovato, Æggefontænen: en lille, oval sø med en baggrund af kunstige klipper og øverst en terrasse med statuer af den Tiburtinske Sibylle, Aniene og Herkules. Herunder ses en nymfehelligdom, hvor otte najader tømmer deres krukker ud i søen. Til børnenes fryd kan man gå ind under det larmende vandfald.

Efter dette alt for korte besøg forlader vi Villa d’Estes fortryllede og fortryllende have som et vidunder fra højrenæssancen. Det er ikke tilladt at holde picnic i haven, men der er en elegant café, hvor man kan spise frokost eller få en drink. Under alle omstændigheder er Villa d’Este en af Lazios absolutte topseværdigheder, som man ikke må snyde sig selv for. Ved at booke billetter på forhånd kan du springe den ofte alenlange kø over >

Byen Tivoli er dog mere end Villa d’Este. Omkring domkirken ligger mange gamle huse og på Piazza Palatina ses et renæssancepalæ, der rejser sig med en middelalderlig buegang med seks antikke søjler og smukke kapitæler. På Largo Sant’Angelo lokker endnu en park, den udstrakte Villa Gregoriana, hvor man kan beundre de tordnende kaskader, som Aniofloden danner på dette sted, foruden grotter, småsøer og mange dejlige udsigter. Der kan bookes samlet adgang til de to parker >

Villa Adriana, kejser Hadrians luksuøse landsted

Villa Adriana

Lidt sydvest for Tivoli ligger Villa Adriana, kejser Hadrians luksuøse landsted, som han påbegyndte opførelsen af i år 117, og som var det største og dejligste i hele Romerriget. I kejsertiden var Campagnen én eneste dejlig have, hvor de velståendes villaer lå drysset ud, men Hadrians var dog den skønneste. Faktisk er Villa Adriana snarere en lille by end en villa. En model ved indgangen giver en idé om kompleksets størrelse. Alt var udstyret med overdådig pragt, og Hadrian, der selv var en ivrig globetrotter og arkitekt, tegnede selv store dele.

Inkarnation af Hadrians livsførelse

Denne lunefulde og hidsige kejser, som kunne slå øjet ud på en slave for en ubetydelig forseelse, men skåne en mand, der ville myrde ham med kniven, var også yderst kultiveret og ønskede at genoplive det gamle Grækenland og bo uden for Rom, nær de sunde svovlkilder. I virkeligheden er Villa Adriana en inkarnation af Hadrians livsførelse. Hans valgsprog var ”alt for folket, intet for mig selv”, hvilket dog hverken harmonerer med villaens luksus eller hans kolossale gravmæle. Selv fik Hadrian kun lov at nyde herlighederne i kort tid; han blev syg og døde i 138 e.Kr., blot 62 år gammel. Hans efterfølgere udvidede og forskønnede villaen, men Konstantin den Store fjernede en mængde kostbarheder, og siden hærgede barbarerne. I 618 ramtes Lazio af et skrækkeligt jordskælv, så murene styrtede sammen. Glemsel voksede ind over fordums herlighed, indtil renæssancens grådige paver og rigmænd gav sig til at udgrave og stjæle adskillige genstande.

Villa del Isola eller Teatro Marittimo

Indenfor forbløffes man af en endeløs række af terrasser, bassiner og bade, templer og kolonader. Pecile, et stort søjleomkranset bassinområde, hvor Hadrian plejede at spadsere efter frokosten, var kalkeret over et bygningsværk i Athen, mens canopo (foto ovenfor) var en kopi af en Serapis-helligdom i Alexandria i Ægypten. Øst for pecile ses et af højdepunkterne: Hadrians private tilflugtssted, Villa del Isola eller Teatro Marittimo, en rund bygning på en ø i en kunstig sø, en miniaturevilla, som kun kunne nås via svingbroer. Her trak kejseren sig tilbage, når han havde et af sine jævnlige anfald af melankoli. I nærheden findes en fiskedam samt et solarium, hvor der indblæstes varm luft. Hertil kommer en dal med oliventræer, hvor der har været et nymfeum, en kunstig flod, som skulle ligne Nilen, samt talrige andre fornøjelsesfaciliteter såsom en sportsplads. Alt indrammes af en ni meter høj mur med en søjlegang, så man kunne spadsere i skygge. Hele anlægget er så dejligt og fredfyldt, at endog fuglene har fundet et fristed. Selve Hadrians drømmeslot, Palazzo Imperiale, dækker 50.000 kvm og er inddelt i tre beboelsesafsnit samt repræsentationssale, hver især rundt om et peristyl. Villa Adriana og Villa d'Este kan besøges med kombinerede adgangsbilletter >

Den romerske ruinby Ostia Antica

Ostia Antica

Men Lazio har ingen mangel på oldtidsruiner. Ved Middelhavskysten, 23 kilometer fra Rom, ligger den udgravede romerske ruinby Ostia Antica (Scavi di Ostia Antica), der blev grundlagt omkring 400 f.Kr. som havn og flådebase ved Tiberens munding. Her ankom kornet fra Afrika til det overbefolkede Rom. Med tiden gik sandet, barbarerne og malariaen hen over Ostia, og først i 1930’erne begyndte dygtige arkæologer at bringe resterne for dagen. Ruinerne er derfor vidunderligt velbevarede og giver et levende billede af livet i oldtiden – lige ved siden af Italiens største lufthavn, Fiumicino. Ostia Antica kan ikke sammenlignes med Pompeji, men man vader rundt i fuldendte, 2400 år gamle romerske gader med beboelseshuse, boder, templer, termer, taverner og bordeller, mens antikken får form for ens øjne.

Man ser, at Ostia primært var befolket af lavere samfundsklasser, der boede i etageejendomme, insula, mens Pompeji mest består af énfamilieshuse i ét plan, domus. Hovedgaden, Viale degli Scavi (Decumanus Maximus), strækker sig en kilometer fra Porta Romana til Porta Marina og havet. Overalt findes badeanstalter, hvoraf den største, Terme di Nettuno, optager en hel karré. I byens østlige udkant ligger det lille teater med plads til 4000 tilskuere, opført af kejser Augustus’ svigersøn, Agrippa. Teatrets halvcirkel er særdeles velbevaret, og fra toppen er der udsigt over ruinbyen. Bestil entrébilletter på forhånd >

Etruskiske Tarquinia

Længere nordpå langs Lazios kyst ligger det berømte Tarquinia, som er ældre end Rom og var en af etruskernes højborge, indtil bølger af romerske legionærer i det 3.-4. århundrede f.Kr. udslettede denne ældgamle civilisation. I det smukke gotiske Palazzo Vitelleschi finder man det fornemme Museo Nazionale Tarquiniese med en omfattende samling etruskiske fund, heriblandt en smuk terrakottafrise med vingede heste foruden smykker, sarkofager og amforaer (flere med erotiske motiver). Den store seværdighed findes dog én kilometer øst for byen: Den etruskiske gravplads Necropoli Etrusco og dens underjordiske kamre med over 6.000 grave dækket af vægmalerier med jagt-, danse-, måltids- og erotikscener.

Snasket oldtids-SM

Etruskisk vægmaleri i Tarquinia

Etruskerne, der virkelig havde sans for tilværelsens goder, betragtede blot døden som en fortsættelse af livet. Velstående afdøde blev derfor lagt i sarkofager med figurer af dem selv på låget, ofte med ting de ville få brug for i det hinsides såsom våben, redskaber, smykker osv. I Tomba della Caccia e Pesca ses jagt- og fiskescener; i Tomba delle Leonesse dansere, hunløver og delfiner og i Tomba della Fustigazione en snasket dionysisk SM-scene, hvor to mænd pisker en kvinde. Også den smukt beliggende lille middelalderby Cerveteri, der er bygget oven på det etruskiske Kysry, byder på et etruskisk nekropolis og et museum med gravkammerfund. Her er der tale om overjordiske kuppelgrave, anlagt som en by med gader og pladser i et mærkeligt, hjemsøgt landskab. De ældste grave er fra 8. århundrede f.Kr., og mange af dem kan besøges.

Pompeji er dannelsesrejsens sublime højdepunkt >

Castelli Romani, de romerske slotte

Castelli Romani

Fra gravkamre til livsglæde: 20 kilometer syd for Rom begynder de grønne Colli Albani, Albanerbjergene, som er ét stort vulkankrater med kastanjeskove og charmerende småsøer. På skråningerne ligger 13 smilende småbyer, der engang var befæstede stæder (borghi) og derfor tilsammen kaldes Castelli Romani, de romerske slotte. Alle ligger mindst 330 meter over havet og var både oldtidens, middelalderens og renæssancens yndede sommeropholdssteder. I det fjerne ligger dunsten over Rom, men her er man på det solbeskinnede land med olivenlunde, vinranker og haver med tomater og peperoni. Befolkningen er ikke forstadstyper, men jordbundne bønder med røde, tilfredse vinansigter, og mentalt er man hundreder af kilometer fra hovedstaden. Castelli Romani er stadig romernes yndlingsmål for søndagsturen, og hvis man er i bil, kan man nå at se det meste på en dag.

Men den bedste grund til at besøge Castelli Romani er vinene og gastronomien. Den vulkanske jordbund er ideel til vindyrkning, og flere af Lazios mest berømte vine kommer herfra. De kan ikke sammenlignes med Toscanas eller Piemontes, og kendere hævder, at smagen er lidt tarvelig – men til gengæld står vi over for ærværdige traditioner og nogle af verdens ældste vinmarker med sorter, der er blevet udskænket lige siden etruskere og urromere satte den første krukke med vin på deres bord. Gennem tusinder af år har den været drukket af rejsende, rigmænd og digtere fra mange lande. Den var Ovids vin, som den senere blev Mazzinis og H. C. Andersens. Ved festlige lejligheder skænkede man måske ædlere dråber, men til det daglige italienske måltid, der har givet så mange kunstnere kraft, kom de beskedne, men uudtømmelige vine fra Castelli Romani på bordet.

Marino – vin, porchetta og smukke kvinder

Porchetta i Marino

Som den første møder vi nord for Albanersøen den lille Marino, der udover ypperlige vine og velsmagende porchetta er kendt for sine smukke kvinder. Beliggenheden er pittoresk; byen ligesom hælder ud over en dyb slugt, og de cylindriske tårne giver den en karakteristisk silhuet. Ved indkørslen modtages man af Piazza Matteotti, prydet af en fontæne med fire lænkede slaver omkring en søjle og en skål båret af otte sirener, alt sammen til minde om Marcantonio Colonna, der sejrede over tyrkerne i Slaget ved Lepanto i 1571. Syd for Corso Trieste ligger den middelalderlige bydel med typiske gader og små pladser. Første søndag i oktober afholdes Marinos berømte vinhøstfest med optog og andre løjer, hvor fontæner springer med gratis vin, og fra boder på gaden sælges porchetta (helstegt pattegris), som er duftende fuld af spændende krydderurter. Spiser man den sammen med Marinos runde landbrød og ledsaget af rødvinen, får man energi til resten af turen. En specialitet, som romerne gerne gør en udflugt efter.

Castel Gandolfo og pavernes sommerslot

Castel Gandolfo

Fra Marino fortsætter turen gennem vinens rige og mellem smukke villaer og stenege, til Albanersøens kraterrand og den berømteste af de 13 småbyer, Castel Gandolfo, 426 meter over havet. Her går et par timer hurtigt. Ifølge legenden blev Castel Gandolfo anlagt 300 år før Rom af Æneas’ søn Ascanius, antagelig hvor romernes moderstad Alba Longa lå som deres tidligste forhistoriske bydannelse. Castel Gandolfo er en smilende lille borgo med vidunderskønne omgivelser og udsigt over Albanersøen, men dens navnkundighed skyldes især, at paverne her tilbringer en del af sommeren. I 1596 blev byen erhvervet af Vatikanet, og siden da har de skiftende hellige fædre elsket dette sted.

Piazza della Libertà med Palazzo Pontificio

Centrum er den usædvanlige Piazza della Libertà, som på én gang er intim og alligevel fuld af liv. Lad os sætte os ved et cafébord og betragte pladsen. Til højre ses en kirke og et springvand, begge af Bernini, og for enden af pladsen troner pavens sommerslot, Palazzo Pontificio. Den enkle facade prydes af en smuk portal med Alexander 7.s våbenskjold, og ovenover er der en lille balkon, Loggia della Benedizione, hvorfra paven velsigner folkemængden. Det var Urban 8., der i 1600-tallet påbegyndte opførelsen på resterne af en af kejser Domitians villaer. Den første arkitekt, Maderna, blev aldrig færdig, ej heller de næste, men endelig lod Alexander 7. Bernini komme til med sine baroktryllerier. Der er således luftning af oldtid, renæssance og barok over dette palads – og desværre også af 1800-tallet, for paver elsker at bygge til. Men da slottet stod i sin glans, og kardinalerne vandrede majestætisk over pladsen, lagde man egentlig ikke mærke til arkitekturen. Den grågule kolos var blot den selvfølgelige baggrund for pavens hofliv. Indenfor slentrer man gennem sale, hvor støv er faldet på damask og fløjl, og sliddet griner fra stolesæderne, når der ingen hellige bagdele er til at dække dem. Man ender i det pavelige kapel, hvor Zuccanis fresker kæmper for at få så meget lys, at man kan se, hvad de forestiller.

Størstedelen af året ligger Palazzo Pontificio og drømmer i sin Tornerosesøvn, men i de hede, skyfri sommermåneder – især om onsdagen i juli og august, når paven giver audiens – vågner det op til liv. Når pavens hvidgule fane vajer, står Schweizergarden vagt iført Michelangelos uniformer, og de blå-gul-røde dragter og blinkende hellebarder foran paladset er virkelig et billede med perspektiv. Men når paven er væk, og postkortene samler støv i butikkernes stativer, synes selve Castel Gandolfo med dens få tusinde indbyggere lidt meningsløs. Pavekomplekset omfatter også Villa Barberini, og i den smukke park er der mange levn fra Domitians villa. Både parken og Palazzo Pontificio er endnu et must see i Lazio, og samlede billetter kan bookes på forhånd >

Fra Castel Gandolfo fortsætter vi mod syd til Albano ad den herlige stenegeallé Galleria di Sopra med de dejligste udsigter undervejs. Turen kan spadseres; det varer tre kvarter, men i så smukke omgivelser bliver man ikke træt. Allerede før Cæsars tid var Albano værdsat for sin skønhed, og den lette forbindelse fra Rom fik mange velhavere til at bygge villaer herude. I Via Anfiteatro Romano ses resterne af et amfiteater fra kejser Septimius Severus' tid.

Klagede og blev forvandlet til kilde

Fra Albano følger vi et af turens skønneste stræk, den ældgamle Via Appia Antica, som over lange viadukter fører fra Rom mod syd. Ad denne allé ruller vinen fra i fjor mod tørstige halse i hovedstaden. Snart når vi en 312 meter lang, dristig bro fra 1854, hvis solide struktur består af tufstensblokke, og som med sine svimlende 59 meters højde fører over den afgrundsdybe, myteomspundne Aricciadal. Da nymfen Egeria havde mistet sin husbond, kong Numa Pompilius, flygtede hun til Aricciadalen, men hendes klageråb forstyrrede jagt- og skovgudinden Diana, der som straf forvandlede Egeria til en kilde. Straks efter broen står vi i Ariccia, og også her har mange aristokratiske familier ejet paladser. Man modtages af Piazza della Repubblica, der takket være Bernini giver et harmonisk indtryk. Til venstre knejser det enkle Palazzo Chigi med fire tårne, til højre rundkirken Santa Maria dell’Assunzione, og mellem dem springer to ens fontæner dannet af kæmpeskåle. Bag pladsen breder snævre smøger sig ud på et lille forbjerg, og selvom de grå, kubistiske huse ser ud, som om de kunne falde fra hinanden af ælde, er billedet malerisk.

Blomsterfesten i Genzano

Blomsterfesten i Genzano

Efter Ariccia går det stærkt nedad, og efter yderligere to kilometer er vi i Genzano di Roma, hvis navn klinger af blomster. Genzanos centrum er Piazza Tommaso Frasconi, der byder på en terrasse med et smukt panorama samt en fontæne med en dorisk søjle smykket af vinranker. Øverst ses Genzanos bomærke, tre halvmåner. Fra piazzaen stiger Via Italo Belardi med brede trappetrin op til Palazzo Sforza-Cesatini og den lille valfartskirke Santa Maria in Cima. Fra 2. torsdag efter pinse og til søndagen dækkes gaden i hele sin længde af et eventyrligt blomstertæppe i de skønneste mønstre. Kvinder danser i brogede dragter, røgelse gennemtrænger luften, klokker klemter, og bagefter springer vinen i de små trattoria’er. Dette er den vidt berømte l’Infiorata di Genzano, Blomsterfesten i Genzano, som er blevet afholdt siden 1778, og som inspirerede Bournonville til en af hans populæreste balletter. Når man oplever festen, forstår man, hvorfor indbyggerne i Castelli Romani hænger ved deres hjembyer med så rørende en loyalitet. Her har de deres fest og deres håb. Til daglig er det ikke Genzano selv, men omgivelserne, der er det smukkeste. I november byder byen på Festa del Vino Novello med årets vine fra de lokale vingårde.

Lille, henrivende Nemi

Nemi

Hvis du er i bil, kan du sagtens samme dag også nå Nemi, der ligger på den anden side af Nemisøen, ”Dianas spejl”, og er den kønneste af dem alle. Nemi ligger idyllisk på en skråning ned mod søen, omgivet af kastanjeskove, og er kendt for sine vilde skovjordbær, der i sæsonen falbydes overalt på byens indfaldsveje. På denne henrivende plet er der naturligvis sørget for restauranter, som hænger ud over kraterranden højt over vandet, og her kan man spise en fortjent frokost. Bagefter bør man kaste et blik på Ruspoli-slottet fra 1400-tallet, der oprindelig tilhørte Orsini’erne og er forsynet med et rundt borgtårn fra middelalderen.

Fra Nemi fører en fredfyldt sti til resterne af et Dianatempel samt til Museo delle Navi Romane ved søbredden. I 1929 genfandt man på søens bund de to berømte Nemi-skibe, kejser Caligulas perfekt bevarede festgalajer fra år 37 e.Kr. Efter fire år lykkedes det at pumpe så meget vand bort, at de kunne hæves og udstilles i enorme montrebygninger. Skibene blev bygget til de fester, den sindssyge Caligula holdt til Dianas ære, som udtryk for en glubskhed over for livets goder, en nydelsens ophedede fantasi, som den vestlige verden ikke siden har set magen til. Desværre brændte de under Anden Verdenskrig, og selvom museumshallen er genopført, kan man kun se enkelte rester samt replikaer af skibene.

I juni afholder Nemi Sagra delle Fragole, en animeret jordbærfest, som hele Lazio elsker: En blomstersmykket vognkortege ruller gennem byen med smukke jordbærsælgersker iført Nemis folkedragter, og lange rækker af boder med skovjordbær og jordbærkager frister til større indkøb, end man kan fortære.

Rocca di Papa

Ejendommelige Rocca di Papa

Fra Nemi fortsætter vi ad Via dei Lughi til Rocca di Papa, der ligger kønt på de vestlige skrænter af Monte Cavo, Albanerbjergenes næsthøjeste top. Hvis man gør sig den ulejlighed at klatre til vejrs, afslører Rocca di Papa sig som en højst ejendommelig by med smøger, trappegader og huse, anlagt i de særeste vinkler og så tæt, at man kan nå fra mur til mur. Fra Piazza della Repubblica stiger vi op i den stejle Corso della Costituente og træder lige ind i middelalderen. Hvis man vil proviantere, er det en fornøjelse at gå rundt i den gamle bydel, Quartiere dei Bavaresi, opkaldt efter den tysk-romerske kejser Ludvig af Bayerns soldater, der var stationeret her i 1300-tallet. I trattoria’erne gemmes vinfadene dybt nede i tufklippen, som er udhugget i flere etager, og når værten hører, at du er fra Skandinavien, spørger han måske, om du har lyst til at se vingrotterne. Bilkørsel er absolut kun for lokalkendte.

Frelste 900.000 kristne slaver

Fra Rocca di Papa fører en timelang, smuk vandretur op til Monte Cavo, hvor man dyrker kaninjagt. På et kvarter når man Campo di Annibale, hvor Hannibal skal have slået lejr med sin hær. Snart efter er man inde i kastanjeskoven og begynder at kunne skimte Albanersøens grønne spejl. Lidt efter kommer også Nemisøen til syne, og panoramaet udvider sig mere og mere. Efter den sidste brede kurve står man på toppen af Monte Cavo 949 meter over havet. I klart vejr er udsigten hele vejen rundt storslået: mod nord ses Rocca di Papa og Sabinerbjergene, i nordvest Roms hvidlige masse og længst ude Middelhavets azurblå stribe. Monte Cavo var i oldtiden et religiøst centrum med et Jupitertempel, der siden måtte vige pladsen for et kloster for den katolske ridderorden Trinitarierne, som var stiftet med det formål at befri kristne slaver fra muslimerne. Mellem år 1300 og 1800 frelste ordenen mindst 900.000 mennesker.

Smilende Grottaferrata

Grottaferrata

Fire kilometer mod nordvest møder vi Grottaferrata og er dermed nået hele vejen rundt om Albaner- og Nemisøerne. I denne smilende by i 330 meters højde dyrkes nogle af Lazios bedste vine, og på restauranterne serverer man pollo alla diavola, kylling stegt mellem glohede sten og krydret med peber og citron. Grottaferrata har også en enkelt seværdighed, et græskkatolsk kloster fra 1004 (følg skiltene mod Abbazia di S. Nilo), der takket være krigerpaven Julius 2. mere ligner en fæstning med tykke mure, bastioner og tårne. Seks kilometer fra Grottaferrata findes de yderst beskedne rester af oldtidsbyen Tusculum, hvor Cicero skrev nogle af sine mest kendte taler. I 1839 udgravedes ruinerne af et lille teater fra 1. århundrede f.Kr., og i nærheden ses resterne af Ciceros og Tiberius’ villaer. Men Tusculums største attraktion er den skønne udsigt over Lazio.

Frascatis pragtfulde villaer

Frascati

Til sidst når vi til Frascati, der takket være sine prægtige villaer og skønne parker er blevet kaldt Roms Versailles. Feudalbaronerne brugte højderne som fundament for deres landsteder, så de ikke blot ydede herlige udsigter, men også ren og sval luft. Her er det Italien, som den fremmede drømmer om, alt sammen værd at se og alt sammen i trestjernet turistklasse. Folk kommer dog mest til Frascati for den gyldne, lidt tyndbenede hvidvin, som dyrkes på vingårdene 330 meter over havet og kan smages utallige steder i byen. Dunkle, fugtige vinkældre hugget ud i tufstenen under husene gemmer tønderne, der allerede i oldtiden blev besunget. Gastronomien er så god, at den romerske konsul Lucius Lucullus, som elskede god mad og drikke og lagde navn til ordet lukullisk, anlagde sine dejlige haver her. Byens specialitet er fyldige kagedamer med tre bryster, og på turistens undrende spørgsmål lyder svaret, at med alle de børn, man får i Frascati, er to bryster ikke nok.

Blev inspireret til Frederiksberg Slot

På Piazza San Pietro knejser den monumentale katedral, og på Piazza Paolo III ligger Palazzo Vescovile, et massivt bygningsværk med to firkantede tårne i hjørnerne og et rundt på bagsiden. Men Frascatis store attraktion er de mange pragtfulde renæssancevillaer. Den kendteste er Villa Aldobrandini, hvis park skråner mod Piazza Marconi. Der er fri adgang til haven med dens terrasser, grotter, springvand og statuer mellem gamle træer, og fra balustraden får man det skønneste panorama ud over Campagnen og Lazio. Bagsiden er smukkere end facaden, og her har Fontana udført sit mesterværk, Teatro delle Acque, Vandteatret, bestående af en enorm exedra mellem to sidefløje, med nicher, fontæner og statuer. Da den senere danske kong Frederik 4. endnu var kronprins, besøgte han Villa Aldobrandini og blev inspireret til Frederiksberg Slot. Lige i nærheden ligger også Villa Falconieri, Villa Tuscolana (nu hotel) og Villa Torlonia, hvis park ligeledes er offentligt tilgængelig.

Nup aftensmaden i vidunderlige Rom >

Lazios sidste tufsten

Olevano

Fra Castelli Romani bevæger vi os nu ind i det østlige og sydlige Lazio med mere upåagtede, men seværdige byer og landskaber. Rigtige romere flygter fra varmen i august, og allerbedst er det at ombytte hovedstadens hede med køligheden i den charmerende lille bjergby Olevano Romano. I 1800-tallet opdagede de danske guldaldermalere Olevano, der som mål for en flugt fra tiden er ideel. Fra Rom kører man 50 kilometer gennem vinhaver og olivenlunde og omkring nøgne bjerge 500 meter til vejrs – det er nok til at rejse langt væk fra alt, hvad der minder om den rastløse nutid. Olevano dukker op ved et vejsving, med sine middelalderlige mure voksende stejlt op ad klippeskrænten som et geologisk supplement til bjerget og koncentreret om den højtliggende sognekirke med den forvitrede campanile.

Andersen, Marstrand og Skovgaard

På Piazza Umberto I udfoldes livet næsten som for hundrede år siden. Kl. 5 om morgenen hører man travet af flittige mennesker, der går til arbejdet i vinmarkerne, og den urolige trippen af fåreflokke, hvis lugt trænger gennem den søde duft af oleandre uden for vinduet. Man kan stadig se ældre kvinder hente vand fra torvets brønd, mens de unge skrider over den toppede stenbro med bare ben i høje hæle, røde læber og sminkede ansigter. Olevanos kvinder har ry for at være blandt Italiens smukkeste, men virker lovlig farverige midt i den stenede middelalder. På hotellernes restauranter er bordene dækket under vinløv med snehvide duge og gamle glas, og en vært af femte generation frembærer fiasco’er med husets dybrøde vin, iskoldt bjergkildevand, brød som møllesten og måltider som orgier: Stege, der er hele skulpturer, bjerge af kartofler og skove af salat. Efter middagen er mørket der med alle stjernerne, og man bliver siddende over vinen og bladrer i hotellets gamle gæstebøger, som værten stolt har lagt frem. På de gulnede blade viser navne som H. C. Andersen, Wilhelm Marstrand og P. C. Skovgaard, at Olevano var de romantiske kunstneres valfartssted.

Subiacos betagende klostre

Subiaco

Lidt mod nordøst og for foden af Monte Calvo ligger Subiaco, som allerede eksisterede, da kejser Nero byggede sin villa ved Anio (Aniene) -floden. I byens nordlige ende står en triumfbue, rejst i 1789 til ære for pave Pius 6., og 400 meter længere ude ad vejen ses en middelalderbro over Anio. Subiaco betragtes som det sted, hvorfra klostervæsenet er udgået og rummer flere klostre, kirker og grotter, alt sammen forbundet af pittoreske trapper. I retning mod Frosinone passerer man ruinerne af Neros villa og når klostret Santa Scolastica med en romansk 1000-tals-campanile, en kirke fra 900-tallet og tre fine klostergårde. Længere henne ad vejen kommer San Benedetto-klostret, der er fra 12-1300-tallet og til dels bygget ind i klippen. Her findes også to kirker, bygget oven på hinanden, og mellem de to ligger Den hellige Grotte, Sacro Speco, hvor Skt. Benedikt levede i tre år og grundlagde benediktinerordenen.

Anagnis ubeskrivelige domkirke

Anagni

Nu hopper vi et godt stykke mod syd, til middelalderidyllen Anagni, hvor kun den ensrettede hovedgade egner sig til biltrafik. Byen er fyldt med gamle palæer, bl.a. rådhuset, Palazzo Comunale, med en enorm hvælving i stueetagen. Men perlen er den romanske 1000-talsdomkirke med en loggia, en campanile og en ubeskrivelig krypt, hvis loft, gulve og lombardiske buer er dækket med ubeskriveligt flotte fresker og mosaikker. Hvis man kommer forbi Anagni, er et besøg i domkirken obligatorisk, og prioriterede billetter kan forudbestilles her >

Sydøst for Anagni ligger Alatri på en lille bjergtop med snævre og stejle gader, som næsten umuliggør bilkørsel. På rådhuspladsen står den gotiske Santa Maria Maggiore-kirke fra 11-1200-tallet, og øverst knejser den trapezformede borg, Akropolis, der betragtes som Italiens bedst bevarede og er omgivet af en forhistorisk fæstningsmur.

Monte Cassinos berømte kloster

Men vi mangler Lazios sidste uomgængelige seværdighed. Turen går nu mod sydøst, gennem vildere og vildere bjerge med små, fattige byer, bygget på den nøgne klippe af bjergets egne sten og derfor svære at opdage. Ind imellem ses dybe dale og slugter, vilde af klipper og krat. Her kan kun geder finde fodfæste og føde. Vejen fører gennem dale, mellem to bjergkæder, og forude ligger endnu større og endnu mere elefantgrå bjerge med ryg efter ryg. Snart skyder et forbjerg frem og ender i en sort top, og fra byen Cassino i dalen snor en serpentinevej sig opad forbi ruiner af middelalderborge. Her, øverst på det 500 meter høje Monte Cassino, mellem cypresser og pinjer, knejser verdens mest berømte kloster, Abbazia di Montecassino, med sin kæmpemæssige karré af gulkalkede kvadre, kronet af kirkens store kuppel.

Abbazia di Montecassino

Abbediet grundlagdes i år 529 af Skt. Benedikt, hvis jordiske rester hviler under kirkens højalter. Herfra spandt sig usynlige tråde ud til alle Europas lande og spredte tro, lærdom og kultur. Gennem tiden har klostret været udsat for adskillige ulykker, fra plyndringer til jordskælv og endelig det amerikanske bombardement i 1944, som totalt smadrede de gamle mure. De allierede måtte og skulle bryde igennem til Rom og troede, at tyskerne brugte klostret som observationspost. I dag er alt dog genopført i sin 1300-talsskikkelse. Ved indgangen ser man tre klostergårde og fra den midterste fører en trappe til kirken, hvis indre er rigt dekoreret med flerfarvet marmor. Sørg for også at besøge museet, hvor man bl.a. kan se de kunstgenstande, som det lykkedes at redde i 1944. Selvom man ikke er historisk interesseret, er udsigten over Lazio hele turen værd.

Syd for Cassino får landskaberne et orientalsk skær; palmer gror i fri luft og tåler vinteren, hegnene er ikke mere pigtråd, men kaktus, og agaver med blade som takkede sværd står langs alle grøfter. Husene er nu rene terninger med en ydre fritrappe og en kuppel på taget til at opfange sommervarmen; alt arbejde foregår udendørs og bliver langsommere i varmen, som skaber yppighed i landskabet, men dolce far niente blandt menneskene. Dermed glider Lazio over i Campania og bliver til Syditalien.

Lido di Ostia og Lazios andre strande

Ved kysten ud for Rom ligger Lazios mest berømte badestrand, den seks kilometer lange Lido di Ostia med groft, mørkt og fedtet vulkansand, hvor man næsten ikke kan se vandet for parasoller. I virkeligheden er Lido di Ostia ikke bare en strand, men et udflugtsmål med en skov af badeetablissementer, og det koster entré bare at se havet. Men romerne elsker lidoen og strømmer dertil i tusindvis.

Kort over Lazio

Badelivet udfolder sig omtrent som i Danmark, men mens vi klarer os med et par is- og pølseboder, kan romeren ikke undvære sit elskede trattoria. Ethvert badehotel har en fiskerestaurant med borde på en platform ud mod havet. Kl. 13 indhylles hele den enorme strand i en blå, kompakt os af stegt fisk og olie, som selv den friske middelhavsbrise ikke kan fordrive. Titusindvis af nøgne, glinsende mennesker kaster sig lidenskabeligt over enorme terriner med zuppa di pesce alla marina, den italienske bouillabaise, og over bjerge af frittura di pesci misti (blandet stegt fisk) – og dertil nedskylles i solen et ekstra middelhav af Frascati-hvidvin.

Anzio og den amerikanske invasionskyst

Syd for Ostia følger kystvejen havet gennem et kratlandskab, og herfra er stranden næsten overalt god med fint, lyst sand og klitter og uden det støjende mylder. Efter 45 kilometer kommer det store, palmesmykkede badested Anzio på et næs med strand på begge sider. Her kan man se invasionskysten, hvor 5. amerikanske armé 22. januar 1944 landsattes i et mislykket forsøg på at erobre Rom. I en bugt ligger den fine badestrand ved Nettuno, der er helt sammenvokset med Anzio, men har et malerisk middelalderligt kvarter.

Terracina, Sperlonga og Gaeta

Sydøst for Nettuno kommer det kønt beliggende Terracina. På Piazza del Municipio, det gamle romerske Forum, står 1000-talsdomkirken, der er bygget oven på ruinerne af et Augustustempel med antikke søjler og en smuk campanile. I Via San Francesco ses resterne af en triumfbue, og på bjerget Monte Sant’Angelo ligger ruinerne af den romerske by med et Jupitertempel og en storslået udsigt. Herefter følger lille, mondæne Sperlonga, som er et trendy hotspot om sommeren og næsten helt har overgivet sig til turisterne. med restauranter, natklubber og fine sandstrande. Sperlonga ligger på et klippefremspring med mange grotter, og lige syd for byen findes et seværdigt arkæologisk museum.

Familievenlige Gaeta

Helt nede i det sydlige Lazio, nær grænsen til Campania, trækker det familievenlige feriested Gaeta sig sammen i en lavning med en middelalderbydel, en aragonisk borg, brede strande og gode muligheder for dykning fra klipperne. På den langstrakte havneplads står en lille kirke fra 900-tallet med en byzantinsk kuppel. Herfra fører en gade til Gaetas gamle kvarter og en domkirke fra det 12. århundrede med en maurisk inspireret campanile og et smukt interiør.

De bedårende Ponza-øer

Ponza-øerne

Ud for det sydlige Lazio ligger de kønne Isole Pontine, Ponza-øerne, der ikke ligefrem er en hemmelighed, men overses af udenlandske turister. Hovedøen er den lille, eksklusive Ponza, hvor den romerske elite siden kejsernes tid har ødslet sommeren bort. Kvarteret omkring den hyggelige havn er malerisk, og herfra rejser byen sig i terrasser. Langs kysten findes små badestrande, grotter og muligheder for undervandsfiskeri. Både Ponza og naboøen Ventotene er dyre og overrendte i juli og august, for da kommer det halve Lazio for at bade, slikke sol på de vulkanske klipper, kysse i grotterne og drive den af på de små skaldyrsrestauranter. Nup i stedet en tur i påsken eller om efteråret, hvor vejret stadig er skønt.

Kejserens uterlige datter

Ponza by

I år 2 f.Kr. blev kejser Augustus' datter Julia forvist til Ventotene for sine hæmningsløse seksuelle udskejelser. Selv efter at hun var blevet gift med sin stedbroder, den senere kejser Tiberius, fortsatte hun sit vilde liv i Rom. Men på Ponza-øerne måtte Julia henslæbe fem lange år uden en eneste elsker inden for rækkevidde. Hendes ekstreme appetit på mænd lå endda til familien: I år 8 e.Kr. måtte Julias datter følge i sin moders fodspor til Ponza efter en dom for utroskab. Her, på den skønneste plet i Lazio, døde den stakkels kvinde 20 år senere, uden andre glæder end de idylliske omgivelser. 1900 år senere blev Ponza-øerne igen forvisningssted, nemlig da fascistdiktatoren Benito Mussolini indrettede et fængsel for politiske fanger. Men ak – efter sit fald i august 1943 måtte Mussolini selv sejle den tunge vej til Ponza.

Turen går til Lazio

  • Danske navn: Latium
  • Beliggenhed: Mellemitalien
  • Hovedstad: Rom >
  • Klima: subtropisk
  • Areal: Lazio omfatter 17.208 km²
  • Indbyggere: 5.880,000
  • Største byer m/indbyggertal: Rom 2.755,000, Latina 127.000, Guidonia 88.000, Fiuminico 81.000, Viterbo 66.000
  • Afstande i km (fra Rom): Napoli 226, Hamburg 1714, København 1909
  • Lufthavne: Fiumicino ved Ostia Antica og Ciampino ved Rom
  • Dansk ambassade: Via dei Monti Parioli 50, Rom, tlf. 06 977 48 31, romamb@um.dk
  • Engelsktalende hospital: Salvator Mundi International Hospital, Viale Mura Gianicolensi 67, Rom, tlf. 06 588 961
  • Dansktalende læge: Beate Sepe, Viale Bruno Buozzi 51, Rom, tlf. 338 6279 002
  • Dansk guide/tolk: Marlene Sommer, tlf. 0039 32 89 63 28 83, e-mail marlenesommer12@gmail.com

Man sejler til Ponza med bilfærge eller flyvebåd fra Anzio, Terracina eller Formia. I sommermånederne er det ikke tilladt at medbringe egen bil. Med flyvebåd tager sejlturen under halvanden time – se afgangstider på f.eks. www.caremar.it eller www.vetor.it.

Andre sejlture fra Lazio

Mellem Tarquinia og Cerveteri ligger Roms nuværende havneby, Civitavecchia, med den store renæssancefæstning Forte Michelangelo, som mesteren har bidraget til. Herfra afgår færger til Sardinien, Sicilien og Spanien, men ellers er der ingen grund til at besøge byen. Færgeafgange kan bl.a. ses på www.corsica-ferries.it, www.grimaldi-lines.com, www.snav.it og www.tirrenia.it. Lokaltogene afgår fra Roma Termini hver halve time, og fra Civitavecchias station til færgerne er der 400 meters gang.

Lazios termiske bade

Lazio er berømt for sine termiske bade, og hver weekend strømmer hele regionen til for at nyde det helbredende, varme kildevand. Gigtsvage finder lindring, men de fleste bader blot for bagefter at føle sig som nye mennesker. Vandet kommer fra svovlholdige kilder, der løber ud i store bassiner, og skal ikke blot være styrkende i almindelighed, men særligt godt for teinten. Især Viterbo er kendt for sine badeanstalter, ikke mindst Terme dei Papi med svovlkilder, massage og mudderbade (se mere på www.termedeipapi.it).

Lazio-kalender

  • Februar/marts: Carnevale (fastelavn) med optog i Ronciglione
  • Februar: Festa degli Incappucciati i Gradoli ved Bolsenasøen (optog med levende lys og trommehvirvler gennem byen)
  • Påsken: I utallige byer er der optog med fyrværkeri etc.
  • Maj (3. søndag): middelalderfest i Acquapendente (nord for Bolsenasøen) til minde om byens modstand mod den tyske kejser Frederik Barbarossa
  • Juni: Corpus Domini i Bolsena, optog og musik i gaderne til minde om miraklet
  • Juni (1. søndag): Sagra delle Fragole, jordbærfest i Nemi
  • Juni (2. torsdag efter pinse): l’Infiorata di Genzano, blomsterfest i Genzano (se ovenfor)
  • 3. september: Macchina di Santa Rosa i Viterbo; Viterbos helgen, Santa Rosa, bæres under fakkelskær i procession gennem byen
  • Oktober (1. søndag): vinhøstfest i Marino
  • November: Festa del Vino Novello i Genzano med årets vine fra de lokale vingårde

De mest klassiske bade er dog Terme di Roma – Acqua Albule, 22 kilometer øst for Rom, der allerede i oldtiden var berømte for deres helbredende virkning. Hele det bedre Rom strømmer til ligesom for et par tusinde år siden, og badelivet har næppe forandret sig meget. Mænd og kvinder flyder i det gulblå, opaliserende vand eller gnider de undergørende svovlkager ud over ansigt og krop, så de ligner malede krigere fra en eller anden junglestamme. Lazio ville ikke være Lazio, om en lille, mondæn restaurant ikke havde skudt sig ind mellem bassinerne, og i solen sidder de mudderindsmurte par over deres spaghetti og hvidvin. Her kan man under behagelige former opleve, hvordan de gamle romere plejede deres skønhed. Svovlbrinte-lugten kræver en halv times tilvænning, men har man først taget en dukkert, mærker man den ikke mere.

Monsterpark og nationalpark

I Bomarzo sydøst for Bolsenasøen kan man i 1500-talsslottet Palazzo Orsinis have se den særprægede Parco dei Mostri, Monsterparken, hvor kunstnere har udhugget gigantiske og groteske skulpturer af uhyrer, trolde og drager i klippegrunden. Både voksne og børn vil blive underholdt (se www.parcodeimostri.com).

I Sabaudia sydøst for Rom kan man studere den særlige fascistarkitektur fra 1930’erne, men her ligger også nationalparken Parco Nazionale del Circo med gode muligheder for vandreture, fiskeri og mountainbiking (se på www.parcocirceo.it).

Vejret og klimaet i Lazio

Meteo Lazio

Vejret og klimaet i Lazio er ideelt til en påske- eller efterårsferie. Foråret begynder en måned tidligere end i Danmark, og allerede i marts er vejret lunt og dejligt. I marts og april kan temperaturerne nå 18 grader, mens vejrudsigten for maj ofte lyder på 25 og høj sol. I juni fortsætter det varme vejr med 25-30 grader, og i juli og august rammer sommeren for alvor med 35 grader. Hvis varmen trykker for meget, kan man søge tilflugt på strandene ved middelhavskysten, hvor havbriserne sørger for et luftigere klima.

September og oktober byder stadig på sommervejr og er ideelle til en efterårsferie. Selv om vinteren er vejret relativt mildt, men det kan regne og blæse iskoldt. Nogle år holder temperaturerne sig på 13-14 grader, mens det andre gange kan være helt ned til 5 grader i julen. Men det er bare en god anledning til at forny vintergarderoben i Roms talløse modebutikker.

Gastronomien

I Lazio dyrker man vin, oliven og frugt, men korn trives dårligt, og kvægavlen er sparsom. Til gengæld egner regionens grønne bakker sig perfekt til fåre- og gedehold, og der serveres utallige lammeretter, heriblandt den klassiske abbacchio al forno (ovnstegt spædlam) samt capretto (ovnstegt gedekid). I Castelli Romani er specialiteten som nævnt porchetta, helstegt pattegris. En anden kulinarisk nydelse er saltimbocca, som er tynde skiver kalvekød med lufttørret skinke og salvie. Lazio er også kendt for pastaretter som penne all'arrabbiata (stærkt krydret pasta med hvidløg, tomater og chili), fettuccine alla romana (pasta med skinke, kylling og tomat) og spaghetti alla carbonara med pancetta (italiensk bacon), æg og fåreosten pecorino. En af Lazios mest kendte oste er netop pecorino romano.