Syngende smukt som en opera: italiensk sprog
Når man taler om det dejlige italienske sprog, mener man i virkeligheden toscansk. Helt op til middelalderen var latin det normale skriftsprog i både Italien og resten af Vesteuropa, men talesproget var volgare – fortsættelsen af vulgærlatin. Der fandtes utallige lokale varianter, men tre af de betydeligste forfattere kom fra Toscana: Dante (billedet), Boccaccio og Petrarca, som i 1300-tallet skrev deres berømte værker (bl.a. "Den Guddommelige komedie" og "Dekameron") på deres egen italienske dialekt og derved skabte det fælles folkelige skriftssprog. Efterfølgende tilpassede forfattere fra andre dele af Italien deres sprog til den toscanske tunge. I dag lever volgare videre i de talrige italienske dialekter, men den, der tales i Toscana (navnlig Firenze), er nærmest blevet en slags italiensk rigssprog. Alligevel foretrækker mange italienere stadig deres egen lokale dialekt og benytter kun rigsitaliensk over for fremmede.
At lære italiensk
I Danmark er interessen for at lære italiensk vokset eksplosivt, især fordi det er et meget smukt sprog. Vokalerne klinger rent, hvilket tydeligt høres i operasang. Hvis man kun forstår engelsk og tysk, kan italiensk ganske vist umiddelbart forekomme svært, eftersom det slet ikke ligner de germanske sprog. Men hvis man behersker et andet romansk sprog, f.eks. fransk, får man halvdelen forærende – og hvis man endda er så heldig at være fra dengang, da man lærte latin i skolen, er italiensk nemt. Desuden kan man straks genkende meget fra engelsk – for 60 % af ordene i dette sprog stammer fra latin.
Italienske ord i dansk
Også i dansk findes en hel del italienske låneord. Fra musiksproget har vi f.eks. opera, andante, allegro, piano, finale, sopran, bariton, virtuos, sonate, koncert og violin; fra arkitektsproget facade, balustrade, altan, balkon og villa; fra bank- og handelssproget giro, saldo, konto, netto, risiko, valuta og fallit; og fra militærsproget kaserne, bataljon, arsenal, kavaleri, kanon, soldat, brigade og alarm. Hertil kommer mange andre.
Lær en smule og bliv belønnet
Nedenstående beskrivelse af italiensk sprog er langtfra udtømmende, men blot ment som en kort indføring til den, der nødig vil stå helt på bar bund under en ferie i Italien, hvor mange ikke taler fremmedsprog.
F.eks. er det yderst nyttigt, hvis man i en skobutik kan spørge efter sin egen skostørrelse. Belønningen kommer straks – italienere begejstres over udlændinge, der har gidet at sætte sig en smule ind i deres sprog. I modsætning til franskmænd gør de sig stor umage for at forstå den fremmede og selv tale langsomt og tydeligt (højst usædvanligt for en italiener). Faktisk kan det give bagslag, hvis turisten er i stand til at forme små sætninger, for i så fald vil en italiensk tjener eller butiksassistent overvurdere hans eller hendes kundskaber og selv glemme at tale langsomt. Som turist bør man derfor tale i korte sætninger, så italienerne ikke bliver utålmodige.
Italiensk udtale – så præcis som muligt
Italienske ord skal udtales så præcist som muligt. Bilen hedder ikke en Fjat Pånto, men en FI-at PUN-to med tryk på første stavelse i Fiat og u som Ulla i Punto. Heldigvis er der i italiensk (til forskel fra dansk og engelsk) stor overensstemmelse mellem skrift og udtale. Hvis man blot kender nogle få regler, kan man ud fra det skrevne sprog udtale ordene nogenlunde korrekt.
De smukke vokaler – med munden på vid gab
Italiensk sprog indeholder fem smukke vokaler: a, e, i, o og u. De udtales stort set, som de skrives. A er åbent (som i dansk ”nakke"), mens i og u er lukkede (som i dansk "side" og "rude"). E og o kan udtales enten lukket som i vedo (jeg ser) og sole (sol) – jævnfør dansk "sene" og "mode" – eller åbent som i ieri (i går), cuore (hjerte) – jævnfør dansk "pæne" og "hårde". Reglerne for, hvornår de udtales på den ene eller anden måde, er lidt indviklede, og udtalen varierer. Men væn dig under alle omstændigheder til at åbne munden på vid gab, når du udtaler vokalerne, og tal ikke med de for danskere så normale afsnubbede endelser. Den svage e-lyd, som findes sidst i mange danske ord (f.eks. "tabe"), eksisterer ikke i italiensk. Vokalerne kan desuden være enten lange eller korte. Hvis vokalen står foran én konsonant, er den lang: Come (hvordan) har langt, lukket o ligesom i dansk "kone". Foran flere konsonanter er vokalerne derimod korte: Costa (koster) har kort, åbent o som i dansk "post", og fatto (gjort) har kort a som i dansk "nakke". Hvis i og u står foran en anden vokal, udtales de som j og engelsk w: Ieri (i går) og lingua (sprog).
De lumske konsonanter
Konsonanter udtales stort set som på dansk, bortset fra at p, t og k ikke har noget pust: Navnet på byen Tivoli ligner ikke dansk "tsivoli". Endvidere har c og g to forskellige udtaler: Foran e og i udtales c som tj, f.eks. i cento (hundrede), mens g udtales som i engelsk j (John), f.eks. i giro (tur). I alle andre tilfælde udtales c og g som k og g: cane (hund) og gamba (ben). Visse kombinationer af konsonanter har desuden en særlig udtale: gli udtales som lj (meglio, bedre, der udtales mæljo), mens gn udtales nj (bagno, bad, der udtales ligesom banjo). Sc udtales foran e og i som sj (scena, scene, omtrent som i dansk gene), men som sk i alle andre forbindelser (scuola, skole, der udtales skwåla). 'R' udtales altid tydeligt og rullende med tungespidsen, som i f.eks. porta (dør). Bogstavet h udtales derimod slet ikke (ho, jeg har, udtales blot å). Hvis h'et står efter c og g, bliver den samlede udtale dog som k og g: Chianti, der udtales kjanti, og Lamborghini, der udtales lambårgini. Bemærk, at dobbeltkonsonanter virkelig skal udtales dobbelt, så man f.eks. hører to t’er i fatto (gjort). Mere præcist sagt er det en lang konsonant.
Trykket i italiensk
Trykket ligger som regel på næstsidste stavelse. I de få tilfælde, hvor det er på sidste stavelse, angives det med accent grave: città (by). Nogle ord har dog tryk på tredjesidste stavelse, f.eks. zùcchero (sukker), fràgola (jordbær), zìngaro (sigøjner), ànatra (and), fégato (lever), sìgaro (cigar), mèdico (læge) og stòmaco (mave).
Italiensk grammatik
Man kan selvfølgelig ikke lære hele den italienske grammatik i en håndevending, men for turisten kan det være praktisk at kunne nogle elementære regler.
Substantiver (navneord)
Ligesom de fleste andre romanske sprog har italiensk to køn, hankøn og hunkøn. Substantiver (navneord), der ender på -o, er hankøn, mens de, der ender på -a, er hunkøn. Der er dog flere undtagelser f.eks. il cinema (biograf) og il giornalista (journalist), som begge er hankøn. Nogle substantiver ender på -e og kan være enten hankøn (il mare = hav) eller hunkøn (la carne = kød).
Substantiver bøjes i ental og flertal. De, der ender på -a i ental, får -e i flertal: Bilen hedder la macchina, og flere biler le macchine. Hvis et substantiv ender på -o eller -e, får det i flertal -i: Vino (vin) hedder i flertal vini, og giornale (avis) bliver i flertal til giornali.
Bestemt og ubestemt artikel
Den bestemte artikel hedder i ental il (hankøn) og la (hunkøn): il vino og la camera. Hvis substantivet begynder med en vokal, anvendes dog i begge køn blot l’: l’albergo (hotellet) og l’acqua (vandet). I flertal hedder den bestemte artikel i hankøn i (men gli foran vokal) og i hunkøn le: i vini, gli alberghi og le macchine. Den ubestemte artikel hedder un i hankøn og una i hunkøn, men foran en vokal benyttes un eller un': un vino, un anno, una macchina og un'acqua. Hertil kommer uno, som bruges foran s + en anden konsonant samt foran z: uno sfondo (baggrund), uno zebra (zebra).
Adjektiver (tillægsord)
De italienske adjektiver (tillægsord) har de samme endelser som substantiverne. De fleste har fire former efter de to køn og de to tal: il vino è buono (vinen er god), la macchina è rossa (bilen er rød), i vini sono buoni (vinene er gode) og le macchine sono rosse (bilerne er røde).
Nogle adjektiver ender dog på e og har de samme former i begge køn: il signore è gentile (manden er venlig) og la donna è elegante (kvinden er elegant). I flertal benyttes i: I signori sono gentili og le donne sono eleganti.
Udeladt subjekt (grundled)
I modsætning til i f.eks. dansk, tysk og fransk kan subjektet (grundleddet) udelades, hvis det er indlysende. ”Jeg er dansker” hedder blot sono danese (udsagnsordet viser, at der er tale om 1. person ental). Hvis man vil understrege en modsætning til andre, kan man dog godt sige io sono danese: Jeg er dansker.
Høflig tiltale
Generelt siger man i Italien ikke du til andre end familiemedlemmer og nære venner. Ligesom på tysk bruger man "De", udtrykt med 3. person ental: "De er velkommen" hedder (Lei) è benvenuto (sagt til en mand) og (Lei) è benvenuta (sagt til en dame). Efterhånden er tu (du) dog blevet mere almindeligt, især blandt unge i Nord- og Mellemitalien. Selv i butikker kan man i dag opleve, at en yngre og mindre velopdragen ekspedient siger du til en ældre kunde.
Italienske verber (udsagnsord)
De italienske verbers (udsagnsords) bøjning er meget kompleks, og der findes ca. 50 forskellige former af hvert verbum. Man giver sig kun til at lære dem alle, hvis man har en særlig interesse for italiensk sprog. I første omgang er det tilstrækkeligt at kunne 1. og 3. person ental og flertal af de to hjælpeverber essere (at være) og avere (at have).
Desuden er det nyttigt at lære den hyppigste bøjning af de regelmæssige verber, nemlig dem, der i infinitiv (navnemåde) ender på -are, f.eks. parlare (at tale). Endelig bør man lære perfektum participium (fortids tillægsmåde) af de samme verber, fordi den benyttes til at danne sammensatte tider. Dermed kan man også udtrykke sig i fortid. Præsens (nutidsformerne) kan bruges til at udtrykke det fremtidige. Bemærk, at essere (at være) i sammensat tid bøjes med sig selv: sono stato (jeg har været; ligesom tysk: Ich bin gewesen).
Nægtelsen hedder non og sættes foran verbet: Non sono inglese (jeg er ikke englænder). På samme vis i flertal: Non siamo inglesi (vi er ikke englændere).
Nyttige gloser
Skemaet viser en række småord og udtryk, man i utallige situationer vil få brug i Italien.
De vigtige talord
En turist får igen og igen brug for at kunne de italienske talord. Tænk blot på alle de gange, man i en butik spørger, hvad en vare koster: Quanto costa? Det hjælper jo ikke noget at kunne google sig til, hvordan man spørger, hvis man alligevel ikke forstår svaret. Sørg derfor for at lære talordene.
Sammensatte tal siges i den rækkefølge, cifrene skrives, nemlig fra venstre: trentacinque (35), due mila tre cento cinquanta (2350). Dette gælder dog ikke tallene 11-16: undici, dodici, tredici osv. De almindelige talord anvendes også for datoer: il nove aprile (den 9. april). Undtagelsen er ”den første”, hvor man benytter ordenstallet primo: il primo gennaio (den 1. januar).
En halv hedder mezzo uden artikel: mezzo litro di vino (en halv liter vin).
Italienske ugedage og andre ord, man bør kende
Det er naturligvis også fornuftigt at kunne ugedagene og forskellige andre betegnelser og ord, som enhver turist vil komme ud for.
Navne på lande og byer
Navne på fremmede lande, landområder og større byer er tilpasset til italiensk: la Danimarca (Danmark), Copenaghen (København), la Selandia (Sjælland), la Fionia (Fyn) og lo Jutland (Jylland); Germania (Tyskland), Inghilterra (England) og Svezia (Sverige).
Bilist- og jernbanegloser
På en bilferie er det hensigtsmæssigt at kunne nogle få ord. Olieskift hedder cambio olio, tændrør candela og bilvask lavaggio. Punkterede dæk lappes af en gommista. Hvis man rejser med toget, bør man ligeledes lære nogle få gloser, f.eks. så man kan læse i køreplanen, hvornår toget afgår. Se dem i hosstående skema.
Dialekter og andre sprog i Italien
I dag lærer alle italienere til en vis grad det fælles-italienske rigssprog. I større byer som Firenze, Rom, Torino og Milano taler man, hvad der kan betegnes som korrekt og dannet italiensk. Men der er store variationer. På den vestlige del af Posletten i Norditalien tales piemontesisk, lombardisk og ligurisk, der har nogle fællestræk med fransk, f.eks. lydene y og ø, som ikke findes i standard-italiensk. Mange ord mister deres slutvokal, så Trentino (regionen Trentino-Alto Adige) blot udtales Trentìn. Som sproginteresseret vil man få fornøjelse af at lytte til lokalbefolkningens snak på caféer og på gaden. De fleste taler dialekt derhjemme, men over for fremmede bestræber man sig på at tale rigsitaliensk.
Fremmede sprog i Norditalien
Især i grænseregionerne lever også helt andre sprog. I det lille Valle d'Aosta helt oppe ved grænserne til Frankrig og Schweiz taler man såkaldt franco-provençalsk, som er et selvstændigt sprog midt mellem fransk og provencalsk (occitansk). I Alto Adige (Sydtyrol), der indtil 1919 var østrigsk, anerkendes en sydtysk dialekt som områdets officielle sprog. Alle skilte er derfor skrevet på både italiensk og tysk. Befolkningen opfatter stadig sig selv som østrigere og foretrækker tysk, men behersker også italiensk, omend med en horribel accent. Midt i Alto Adige tales desuden sproget ladinsk eller rhæto-romansk, der ligesom italiensk nedstammer fra latin, men ikke er en italiensk dialekt og ikke direkte forståeligt for italienere. Varianter af samme sproggruppe findes bl.a. i regionen Friuli-Venezia Giulia, hvor ca. 430.000 individer taler friulansk. Langs grænsen til Slovenien har omkring 60.000 mennesker, svarende til 85 % af befolkningen, slovensk som første sprog.
Det svære sardiske sprog
På Sardinien findes endnu et romansk sprog, nemlig sardisk, der minder om italiensk, men på flere punkter afviger stærkt. Det latinske talord centum (100), der i oldtiden udtaltes kentum, har i alle andre romanske sprog ændret k'et til tsj (italiensk cento), s eller lignende. Men på Sardinien siger man stadig kentu. I italiensk stammer den bestemte artikel, altså il, lo, la osv., gennemgående fra det latinske stedord ille/illa ("den"). Men på Sardinien har man i stedet brugt ipse/ipsa ("selv"), så l'amico (vennen) hedder s'amicu. I byen Alghero på øens nordvestlige del, som i 1300-tallet var udsat for en større invasion af katalanere, har 20.000 indbyggere endnu i dag katalansk som modersmål.
Græsk, albansk og kroatisk
Rundt omkring i Italien lever desuden små grupper af folk, som er indvandret i oldtiden og middelalderen og taler helt andre sprog: græsk i Calabrien og Apulien, albansk i næsten alle syditalienske regioner og kroatisk i Abruzzo.
Italiensk studium
Ovenstående er naturligvis kun en ultrakort indføring i italiensk sprog. Hvis man gerne vil lære at tale italiensk, er den bedste måde at opholde sig i landet og omgås indfødte italienere – kombineret med et studium af grammatik og læsning af forskellige typer tekster. Man kan fint begynde på en sprogskole eller et sprogkursus, hvilket vil være fuldt tilstrækkeligt til samtaler og anden daglig brug. Men hvis man har lyst til at lære italiensk sprog og kultur at kende til bunds, er der ingen vej uden om et grundigt studium, f.eks. på et universitet.
Se alt om de 20 forskellige regioner – fyldt til randen med seværdigheder >
