Liv, latter og lethed – sådan er italiensk kultur
Lad os bare være ærlige – de fleste udlændinge har på et eller andet tidspunkt tænkt og måske talt nedsættende om italienerne. De er dovne, uhæderlige og nydelsessyge og tænker kun på deres udseende og det næste måltid. Det vender vi tilbage til. Alligevel elsker vi italiensk kultur og sluger nærmest alt, hvad der smager af Italien: Maden, vinen, moden, solen og alle seværdighederne.
Hjertelig kultur
Men Italiens allerstørste attraktion er befolkningens hjertelighed. Italienerne er af natur blandt de mest selskabelige, elskværdige og gæstfrie mennesker i verden og forstår kunsten at få fremmede til at føle sig godt tilpas. Turister betragtes med samme overbærenhed som børn, og italienerne smigrer dem gerne på en måde, som de ikke er vant til – mænd føler sig pludselig klogere og mere selvsikre, mens kvinder føler sig smukkere og mere attraktive. Alt sammen på grund af høflighedsfraserne og den elegante charme, som får alting til at glide meget lettere i Italien.
Høflighed og velopdragenhed
God gammeldags høflighed og pæne manerer er nemlig en indgroet del af italiensk kultur. Om formiddagen siger man buon giorno – goddag – og efter kl. 12 middag buona sera – godaften. Når man beder om en vare i en butik eller bestiller mad på en restaurant, siger man vorrei, jeg ville gerne, eller det endnu mere høflige mi piacerebbe. Støder man ind i folk på gaden eller i supermarkedet, hedder det scusi, jeg beder Dem undskylde. Og altid De, aldrig du – medmindre man kender hinanden godt. Ærbødighed over for ældre er en naturlighed, og eleverne i skoler og på læreanstalter har respekt for underviserne, som ikke tiltales med fornavn, men som professore og professoressa. Det betyder også, at italienske skolebørn faktisk lærer noget, og mange af de diagnoser, vi i dag hæfter på danske børn, er stort set ukendte i Italien.
For en dansker lyder det måske som stive og forældede regler, men for kun få årtier siden havde vi stort set de samme omgangsformer i Danmark. Faktisk gør de livet meget lettere, fordi man aldrig kommer i tvivl. Spørg bare danskere, der har boet længe i Italien – de kan slet ikke undvære den italienske høflighed.
Spontane komplimenter
De udsøgte manerer betyder dog langtfra, at italienerne er bornerte eller tilknappede. Efter kort tid i Støvlelandet forelsker enhver udlænding sig i deres afslappede livsstil, varme personlige relationer og spontanitet. En italiensk mand holder sig ikke tilbage fra at komplimentere en fremmed kvindes udseende, uden at det lyder påtrængende. Og læg mærke til italienernes mimik og gestus, når de taler. Alle udsagn ledsages af ivrige håndbevægelser, og sindsstemningen afsløres altid af det evigt skiftende ansigtsudtryk. Øjnene fortæller simpelthen det hele. En af grundene til, at italienere opfatter nordboer som kolde og utilnærmelige, er, at vi i Nordeuropa opdrages til ikke at bringe fremmede i forlegenhed ved at påtvinge dem vores eget følelsesliv.
Italiensk livsstil er ægte hedonisme
Det bringer os videre til italienernes nydelsessyge. På trods af landets problemer har befolkningen måske Europas højeste livskvalitet og udviser en livsglæde, som få kan matche. Italienerne er hæmningsløse hedonister og hovedsagelig interesserede i mad, vin, mode, sex, fodbold, biler og spil (gæt selv kønnenes præferencer). De elsker barnlige fornøjelser og griber enhver lejlighed til at feste – en italiener er aldrig længe om at bryde ud i sang eller dans, når stemningen rammer ham. Familiefester varer rutinemæssigt fra daggry til solnedgang med en konstant strøm af mad og vin – mens nordeuropæere spiser for at leve, lever italienerne for at spise. Mad og drikke er simpelthen livets primære elementer, og arbejdstiden er indrettet efter de to daglige varme måltider. Om aftenen serverer trattoria’erne hurtigt og billigt den afslappede middag. Maden udgøres i høj grad af pasta med kød, fisk eller skaldyr tilsat rigelige mængder hvidløg og olivenolie. Italienerne er alt andet end vegetarer og æder alt, hvad der går, flyver eller svømmer, inklusive mave, tarm, hjerne og genitalier. Man kan ikke beskylde dem for at være sarte – en kendt ret med hingste- eller væddertestikler kaldes ligefrem "Delizia delle femmine", kvindernes fryd.
Smukke kvinder og virile elskere
Udover at spise består en italiensk families mest populære fritidsaktiviteter af at se fjernsyn, høre radio, læse aviser og gå i biografen, mens det er mindre normalt at læse bøger og dyrke sport. Men den vigtigste fritidsfornøjelse er erotik. Italienske kvinder er smukke (i hvert fald indtil de bliver gift), mens mændene har ry for at være fyrige elskere. Hverken skønheden eller viriliteten kan dog aflæses i fødselsraten, og samtidig er macho-billedet af italienske mænd ved at ændre sig, eftersom kvinderne i de senere år har stormet de fleste mandlige bastioner, og man i dag lige så tit kan møde dem på universitetet, kontoret eller i politik som i hjemmet eller kirken.
Anarkistisk mentalitet
De fleste italienere er anarkister og gør generelt, hvad de vil, når de vil, og hvor de vil. Italienske embedsmænd skriver deres egne love og vælger dem, de ønsker at følge à la carte (talrige EU-direktiver ignoreres totalt). Hvis det ikke var for de store bøder for ofte ubetydelige forseelser, ville italienerne med glæde blæse på mange love og regler og stoler mere på deres instinkt. F.eks. har Italien indført en rygelov, der mest overholdes i woke-byer som Milano, Bologna og Firenze. Andre steder mener man, at staten skal blande sig uden om, og at eksempelvis restauratører selv skal bestemme, om der må ryges på deres matrikel. Mellem en tredjedel og halvdelen af italienerne ryger, og et ”rygning forbudt”-skilt opfattes normalt som en opfordring til at tænde en cigaret. Man kan også komme ud for, at ekspedienten i en modebutik betjener kunderne med en cigaret i hånden. En interessant oplevelse for en autoritetstro dansker.
Den anarkistiske indstilling ses tydeligt i trafikken. Italienerne er blandt verdens mest udisciplinerede bilister, og deres rastløse, aggressive kørestil kan skræmme alle undtagen de mest kampberedte. En udenlandsk bilist kan kun overleve ved at køre som en italiener: ignorere alle skilte, parkeringsrestriktioner, hastighedsgrænser og lyskryds og overalt køre med en hånd på hornet. Italienske mænd har et lidenskabeligt kærlighedsforhold til deres bil, som endog er vigtigere end deres kone og børn, og vil hellere udholde konstante trafikpropper end ty til offentlig transport. Når de ikke sidder fast i en kø og taler i deres mobiltelefon (håndholdt, naturligvis), leder de efter en parkeringsplads. Biler er i øvrigt ikke kun til at køre i, men også til at posere – intet tiltrækker italieneres opmærksomhed hurtigere end en rød Ferrari eller tilsvarende smuk sportsvogn.
Uorganiserede – men lykkelige
For nordboere kan italienerne ofte synes totalt uforudsigelige og uorganiserede. De afskyr tidsbegrænsninger og planlægger sjældent noget som helst, da en af de uskrevne regler i italiensk liv er spontanitet. Aftaler, åbningstider og deadlines behandles med overlegenhed, og de har ingen forståelse for, at noget kan haste. Men måske er italienerne i sidste ende lykkeligere end folk i lande, hvor alle aspekter af livet er fastlagt i mindste detalje. Selvmordsraten er en af Europas laveste (kun en tredjedel af Danmarks), og også fysisk er italienerne sundere: Middellevetiden er blandt EU’s højeste; for kvinder omkring 86 år og næsten 81 år for mænd (2025). Dødeligheden ved hjerte/karsygdomme har været faldende siden 1970 og ligger ca. 25 % under EU-gennemsnittet. Ved brystkræft er dødeligheden lige under EU-gennemsnittet, mens den for livmoderhalskræft kun er det halve. Ligeledes er hyppigheden af lungekræft faldende hos mænd (men dog let stigende blandt kvinder).
Fare una bella figura
Selvom italienerne elsker at nyde livet hjemme, tilbringer de endnu mere tid i det offentlige rum. Både unge og gamle møder dagligt venner, ofte på byens piazza, og går hyppigt på barer, restauranter og i biografen. Her er det allervigtigste at fare una bella figura – at gøre en god figur. Skinnet er vigtigere end virkeligheden. En italiener vil gerne fremstå rigere, end han er, og er derfor altid ulasteligt klædt, når han går ud af døren. Når en ung italiener får sit første nogenlunde vellønnede job, investerer han eller hun først i dyrt mærkevaretøj, et eksklusivt armbåndsur, en kostbar mobiltelefon og dernæst i en bil. Bilen skal afbetales over mange år, men det gør intet – så spiser man bare billigt til hverdag. Ligesom for unge danskere bruges sociale medier og mobiltelefoner til at holde kontakt med vennerne, men i Italien tjener onlinekommunikationen snarere til at aftale møder ude i virkeligheden end til at erstatte dem.
Sensuel mode, der er skabt til at forføre >
Fra sidst på eftermiddagen og til langt ud på aftenen er det, som om alle italienere befinder sig udendørs. Larmen er øredøvende, og der tales ikke, men råbes, les og diskuteres til akkompagnement af bilhorn og hvinende bremser. Faktisk er det stadig udbredt, at den italienske mand kun er hjemme for at spise og sove. Efter fyraften møder han sine venner på den lokale bar eller slentrer op og ned ad hovedgaden for at se og blive set, mens han diskuterer fodbold, politik og kvinder. Når han bliver sulten, går han hjem til konen og aftensmaden. Hvis han ikke er gift, bor han højst sandsynligt stadig hjemme, uanset om alderen har overskredet de 40, og nyder godt af den gratis bolig og moderens gode mad. Og det ser ikke ud til at ændre sig, for flere og flere unge italienske kvinder vælger mand og børn fra og prioriterer i stedet uddannelse og karriere.
Drikker aldrig alkohol på gaden
At gøre en god figur betyder også, at man ikke drikker alkohol på gaden, og at man i det hele taget aldrig drikker for meget. Det er noget nær umuligt at møde en beruset italiener – hvorimod det er alt for nemt at rende på udenlandske turister, der overhovedet ikke skammer sig over at optræde stærkt påvirkede i fuld offentlighed.
Hjemmet passer sig selv
Mens udseendet betyder alt, ofrer italienere ikke mange penge på deres hjem. For det første har boligindretning aldrig været en del af kulturen, og for det andet er italienerne alligevel ude det meste af tiden. Selv hos velhavende mennesker, der har haft råd til at fylde hjemmet med kostbart indbo, får man mere fornemmelsen af at befinde sig i et boligmagasin end i et hjem. Man kan som bekendt ikke købe sig til hygge. En italiener kunne heller ikke drømme om at udføre gør det selv-arbejde i hjemmet. Håndværkere, der på grund af de lavere skatter og lønninger er langt billigere end i Danmark, klarer det mest nødvendige. Ikke-livstruende skader ignoreres, ikke mindst udvendigt, hvor bygningerne ofte er meget forfaldne. Et italiensk hus får som regel lov til at passe sig selv, indtil det truer med at falde sammen.
Familien - samfundets omdrejningspunkt
Omdrejningspunktet i det italienske samfund er familien, ikke mindst moderen. Familiesammenholdet er meget stærkt og omfatter ikke kun den typisk vestlige kernefamilie med far, mor og børn, men også bedste- og oldeforældre, søskende, fætre og kusiner, onkler og tanter. Italienerne nyder at tilbringe tid med deres slægtninge og afholder hyppige sammenkomster. Børn opdrages til at forblive tæt på familien, når de bliver voksne, og inkorporere deres fremtidige ægtefælle i det større netværk. Samtidig kunne unge italienere ikke drømme om at lade deres forældre sygne hen på et offentligt plejehjem, når de bliver en "byrde". Man forventer ikke, at staten overtager ansvaret, men hjælper og støtter selv familiens ældre. Alle beboerne i kvarteret kender hinanden og følger med i de andres liv. Gamle og syge, der ikke har børn til at hjælpe sig, bliver plejet af nabokonerne, som bringer mad, køber ind og i det hele tager sig af dem. I modsætning til i Nordeuropa regner man ikke med, at samfundet klarer problemerne, men hjælper i stedet hinanden, så godt man kan. Et vældig sympatisk træk ved italienernes kultur.
Elsker børn
Italienere elsker også børn, bl.a. fordi de ikke selv har ret mange af dem. Italien har en af verdens laveste fødselsrater med kun godt 1,2 barn pr. kvinde (mod 1,6 i Danmark). Det er på længere sigt en fordel, eftersom Italien ligesom resten af Vesteuropa er meget overbefolket. Men det medfører også, at børn i Italien forkæles over alle grænser – navnlig drengebørnene, som i hele deres opvækst bliver behandlet som små prinser og af både moderen, bedstemødrene og nabokonerne konstant får at vide, hvor smukke og dejlige de er ("che bello bambino"). Konsekvenserne viser sig senere, nemlig ved at italienske mænd kan have meget svært ved at forstå, at ikke alle kvinder betragter dem som Guds gave til menneskeheden. Men samtidig er italienske børn utroligt velopdragne, og man ser dem aldrig flintre rundt i et supermarked eller hyle op på gaden.
Det italienske ægteskab
Når det gælder ægteskabet, er forskellene på nord og syd markante. I byer som Milano, Venedig og Firenze er kvinderne typisk mere frigjorte og karriereorienterede end i Syditalien, hvor århundreders kultur stadig hersker. Her er manden kvindens herre, og det er ikke ret mange år siden, at en ung kvinde ikke kunne gå alene ud med sin kæreste, uden at der var en slægtning til stede. Mange steder i syd er det stadig utænkeligt at gifte sig med en kvinde, som ikke er uskyldig, og hvis brudgommen opdager, at bruden ikke er jomfru, forlanger han uden videre ægteskabet annulleret. For få årtier siden var det helt almindeligt, at hvis to unge ikke måtte få hinanden, bortførte manden og hans venner simpelthen den unge kvinde. Når hun blev bragt tilbage til hjemmet, var hun ikke længere jomfru og dermed vanæret, og hendes forældre var nødt til at lade hende gifte sig med ham, der havde "skændet" hende.
Mandens mareridt – at blive cornuto
I begyndelsen af ægteskabet er manden en glødende tilbeder og galant på en måde, som skandinaviske kvinder slet ikke er vant til. Han overøser hustruen med komplimenter og gaver og er jaloux ud over alle grænser. Kulturen er dog ikke anderledes, end at manden sagtens kan have små udenomseventyr, mens det er strengt forbudt for hustruen. At blive cornuto, at få horn – altså at blive gjort til hanrej – er det værste, der kan overgå en italiensk mand, og helt frem til 1968 blev kvindelig utroskab straffet med to års fængsel. Fra tid til anden bringer italienske aviser stadig bloddryppende historier om rasende ægtemænds bestialske mord på deres hustrus elsker.
Praler med erobringer
På det punkt har italiensk kultur ikke ændret sig meget. På de italienske badedestinationer mødes de unge mænd stadig hver sommer og praler over for hinanden med, hvor mange blonde kvinder, de fik forført i løbet af sæsonen. Samtidig griner de af de skandinaviske mænd, som i italienernes øjne er hanrejer. Italienerne forstår simpelthen ikke den nordiske seksualmoral, og at kvinder i Nordeuropa kan have alle de erotiske forbindelser, de har lyst til.
Den katolske kirke – en fundamental del af italiensk kultur
Den katolske kirke er stadig en dybt indgroet del af de fleste italieneres liv. Tre ud af fire tror på, at der er en Gud, og 80 % betegner sig selv som katolikker. Kun en tredjedel er dog praktiserende, og for de fleste spiller religiøse aktiviteter nu en langt mindre rolle i dagliglivet og er normalt koncentreret om søndagen eller højtider som jul og påske. Ældre generationer, navnlig i landdistrikterne, er generelt mere aktive, og mange går stadig til messe hver dag.
Se alle de italienske helligdage >
Sex før ægteskabet
Også på andre områder ses en religiøs afslapning. F.eks. forbyder den katolske kirke sex før ægteskabet, men det blæser de unge italienere på. Selvom de stadig bor hjemme, finder de andre steder at gøre deres første erotiske erfaringer. Det er helt normalt at se parkerede biler på afsides steder, hvor vinduerne indefra er tildækket med avispapir, og det er ikke altid for at holde solen ude. Unge par tager også ofte på teltture i bjergene, hvor de kan være i fred for familien. Det afspejler sig i antallet af aids-tilfælde, der er blandt de højeste i Europa (en stor andel af disse er dog stofmisbrugere).
Skilsmisse
Skilsmisse har været lovlig i Italien siden 1970, men er stadig ikke tilladt ifølge den katolske kirke. Man kan dog i særlige tilfælde få ægteskabet "annulleret", f.eks. hvis partneren ikke ønsker børn. I dag er skilsmisseprocenten i Italien omkring 15 (mod omtrent 40 procent i Danmark). Man skal imidlertid være separeret i tre år, før skilsmissen kan blive en realitet.
Homoseksualitet
Homoseksuel sex er lovlig for personer over 14 år og er især i større byer (navnlig i Nord- og Mellemitalien) mere eller mindre accepteret. Homoseksuelle kan ikke blive gift, men har siden 2016 kunnet indgå registreret partnerskab med næsten de samme rettigheder som ægtepar.
Kronisk politisk kaos
Konstant politisk ustabilitet er nærmest en integreret del af Italiens anarkistiske kultur. Siden Anden Verdenskrig har der været utallige regeringsskifter, bl.a. som følge af systemet med forholdstalsvalg, der næsten giver garanti for vaklende koalitionsstyrer. Det afspejler sig bl.a. i, at italienerne giver politikerne skylden for alle deres dårligdomme, og politikeres offentlige status er lig nul, særligt efter en lang række skandaler, herunder bedrageri og involvering i organiseret kriminalitet. Af samme grund var italienerne tidligere blandt de mest entusiastiske EU-tilhængere og troede fuldt og fast på et forenet Europa (Unionen skulle "redde" dem fra deres egne politikere). Situationen har i dag ændret sig, dels fordi euroen har fordyret alting, dels som følge af EU's tiltagende indblanding i befolkningens dagligliv, og Italien er i dag et af de mest EU-skeptiske medlemslande.
Det italienske bureaukrati
Italien har det mest kvælende og overbefolkede bureaukrati i Vesteuropa, og ethvert møde med embedsmænd er en regulær udholdenhedstest. Offentlige kontorer (hvis man kan finde det rigtige) har ofte kun åbent et par timer på bestemte ugedage, og den medarbejder, der behandler ens sag, er altid væk. Enten har man ikke de rigtige papirer, eller også er ens sagsmappe forsvundet, reglerne er ændret (igen), og køerne er uendelige. Offentlig ineffektivitet er blevet raffineret til en kunst, hvor selv det at betale en regning eller bruge postvæsenet (et virkelig førsteklasses eksempel på uduelighed) er en prøvelse. For fastboende udlændinge forekommer det alt sammen som del af en konspiration for at sikre, at man ikke kan finde ud af, hvad der foregår, og derfor betaler flere skatter, afgifter og bøder (eller helst rejser hjem).
Korruption og skatteunddragelse
Italien er også berygtet for en omfattende korruption, som præger alle samfundslag, fra regeringen til den ydmygeste bonde. Bestikkelse (la bustarella) er en del af hverdagen, og alt og alle har en pris: Hvis man har penge eller kontakter, kan man få noget gjort; ellers kan det tage evigheder at få udført selv det simpleste. Når man møder op på et offentligt kontor for at få nyt pas eller kørekort, går det meget glattere, hvis man medbringer en erkendtlighed til den pågældende sagsbehandler. Bøder er altid til forhandling, og det samme gælder skatten, hvis man da kender en, der arbejder på skattekontoret. Skatteunddragelse er en nationalsport og betragtes som et legitimt selvforsvar imod den alt for overudviklede stat. Skiftende italienske regeringers største udfordring har i årtier været, hvordan man reformerer økonomien (navnlig det særdeles gavmilde pensionssystem og det enorme antal offentligt ansatte) uden at fremprovokere en revolution. Mange mennesker har en offentlig stilling som f.eks. skolelærer, som de misligholder (men alligevel hæver løn for), så de samtidig kan passe et andet, sort job.
Forskellige kulturer fra nord til syd
I virkeligheden er det problematisk at tale om én italiensk kultur, for landet er stort og uens, og der er slet ikke den samme fælles nationalfølelse som i de "gamle" europæiske stater. Der er over 900 kilometer fra Torino i nord til Sicilien i syd, og det giver i sig selv vældige kulturelle og mentale forskelle. Men den vigtigste årsag er, at Italien kun har været en samlet nation siden 1861. Før da havde mange af de enkelte områder gennem århundreder hørt under først den ene, så den anden fremmede magt, og har derfor modtaget talløse påvirkninger udefra. Italiensk kultur er en blandingskultur, skabt i en smeltedigel med etruskere, italikere, grækere, føniker, arabere, normanner, goter, spaniere og mange andre som ingredienserne. Man skal ikke have rejst meget i Italien, før man mærker, at der er betydelige forskelle på karakteregenskaberne hos folk fra forskellige egne af landet. Napolitaneren er letbevægelig, sentimental og indladende, romeren er flegmatisk, jovial og bedrevidende, mens florentineren er mere utilnærmelig og lidt aggressiv, men energisk og i besiddelse af stor skønhedssans.
En kunstig stat
Faktisk er Italien en kunstigt sammensat stat, og i utallige byer føler man først og fremmest et tilholdsforhold til sit eget kvarter, by og region og betragter sig selv som florentinere, milanesere, napolitanere, romere osv. Hertil kommer, at der lige siden samlingen har eksisteret en nord/syd-kløft mellem de forskellige befolkningsdele. Få mennesker er så arbejdsomme som norditalienerne, og det er ikke uden grund, at industriområdet mellem Torino, Milano og Genova har en af Europas højeste gennemsnitsindkomster. Her føler man ikke noget større kulturelt fællesskab med folk i syd, der betragtes som dovne, lovløse og primitive bønder, og der har i mange år eksisteret en norditaliensk løsrivelsesbevægelse. I driftige regioner som Lombardiet og Veneto er man ganske enkelt trætte af at betale til det initiativløse Syditalien.
Il dolce far niente – det søde driverliv
Udtrykket il dolce far niente, det søde driverliv, er ligefrem blevet et begreb for syditaliensk kultur. Det er da også rigtigt, at det i syd er almindeligt at se hele landsbyer drive den af på gader og pladser dagen lang, mens man modtager vældige tilskud fra staten og EU og venter på en gylden flod af turistindtægter. Omvendt opfatter syditalienerne indbyggerne i nord som pengegriske fremmede, der er blevet rige på udnyttelse. Folk på Sicilien føler sig mere som sicilianere end som italienere, og både her og på Sardinien opfatter man sig simpelthen som et besat område og nærer ingen som helst tillid til den italienske centralregering. Selve det italienske sprog opfattes mange steder som en fremmed størrelse, og befolkningen foretrækker i stedet at tale sin lokale dialekt.
Se meget mere om sprog og dialekter >
Alligevel er der også meget, der knytter italienerne sammen, og det er alt det, vi forbinder med "italiensk kultur": kærligheden til god mad og vin, glæden ved kunst, mode og udendørsliv samt sansen for skønhed, erotik og livsnyderi. Kombiner det med middelhavsstemning og varme sommernætter fyldt med trylleri – så bliver det til den moderne italienske kultur, vi kender og elsker. Faktisk er Italien stærkt vanedannende, og selvom fastboende udlændinge måske klager over bureaukratiet og laissez faire-holdningen, foretrækker langt de fleste livet i Italien frem for i deres hjemland. Medmindre man driver forretning, er Italien et vidunderligt sted at bo. Hvis man lærer lidt italiensk og tager Støvlelandets traditioner og levevis til sig, bliver man varmt modtaget af de indfødte, som vil gå langt for at hjælpe en. Frem for alt skal man acceptere Italien, som det er, og bare læne sig tilbage og nyde la dolce vita.
