• Forsiden |
• Regioner |
• Historie |
• Kunst og kultur |
• Sprog |
• Vejret |
• Mad |
• Mode |
• Om os

De Lipariske Øer – som skibe fra evigheden

Langt ude i horisonten ved Siciliens nordkyst ser man De Lipariske Øer svømme på havoverfladen som forankrede skibe fra evigheden. Disse syv små, disblå og kegleformede vulkanøer, som også kaldes De Æoliske Øer, er ikke blot ekstraordinært smukke, men de mest fængslende i Italien og hele Europa. Indtil 1950 var de en hemmelighed, men den italienske filminstruktør Roberto Rossellinis film "Stromboli" gjorde dem pludselig verdenskendte, især som følge af affæren mellem Rossellini og filmens stjerneskuespillerinde, svenske Ingrid Bergman. Begge var gift, og da Bergman senere fødte et uægte barn, var skandalen fuldkommen – men besøgstallet på De Lipariske Øer steg fra 90 i 1950 til 4000 i 1955.

I dag er intet som før: Antallet af årlige gæster er nu oppe på 660.000 (mod et befolkningstal på 14.000), hvilket til dels har spoleret den tidligere uberørthed. Her og der leves livet dog stadig som tidligere; oppe i bjergene bager bønderne endnu brød i store ovne, og fiskerne går ud i de fiskerige farvande i små både og med primitive redskaber. På de mere afsidesliggende øer kan man endnu finde steder, hvor man bliver betragtet som en marsmand, der lige er steget af sin flyvende tallerken. De er det ideelle feriested for liebhaveren, som ønsker at prøve det helt usædvanlige på bekostning af bekvemmeligheden.

Måneskinsdans på en vulkan

Man tror ikke, at det stadig er muligt at opleve sælsomme ting i Europa, men hvad med at danse en måneskinsnat på en øde vulkan? Om sommeren arrangeres natture til de ensomme fjelde, og her føler man sig virkelig isoleret fra hele verden. Kun klipper, hav, himmel og måske en måge, der flakser op, vækket af gæsterne. Hvis man er træt af Capris dyrehavsbakke og Taorminas babelstårn, skal man indlogere sig på en af de mindre øers beskedne, men rene hoteller. Selv i november er her varmt som på en julidag i Danmark, og udsigterne findes ikke bedre; grønne bjergsider overdrysset med huse, der ligner firkantede byggeklodser, og klipper, som styrter i et spejlblankt hav (se kort over De Lipariske Øer nedenfor).

Hovedøen Lipari

Midt i arkipelaget ligger øen Lipari (se også øverste foto), der med 37 km² er den største og mest interessante med en varieret natur og nogle få seværdigheder. Højt over Lipari by vogter det spanske 1500-talscitadel, som kan øjnes, længe før flyvebåden lægger til. Her findes også de tre attraktioner, man skal se inden for bymuren: San Bartolomeo, Liparis barokdomkirke, Parco Archeologico med levninger fra græsk og romersk tid samt det ypperlige Museo Archelogico Eoliano med arkæologiske fund, som absolut bør ses – billetter kan forudbestilles her. Bagefter kan man slentre i hovedgaden, Corso Vittorio Emanuele II, der løber nord-syd og er flankeret af butikker og restauranter. Intetsteds får man fisk bedre tilberedt, og hertil serveres De Lipariske Øers specialitet, den gyldne og søde Malvasir-hvidvin. Det endnu kosteligere drikkevand, som tidligere måtte fragtes over fra Sicilien, leveres nu delvist fra et afsaltningsanlæg.

Lidt nord for Lipari by ligger de sølvgrå bjerge ved Canneto, hvor lette, hvide pimpsten vugger på bølgerne, som var det sæbebobler. Cannetos strand er De Lipariske Øers eneste med hvidt sand, og i det krystalklare vand er snorkling og dykning en udsøgt oplevelse. Lidt længere mod nord ligger stenstranden Spiaggia della Papesca. Man kan også køre til den mageløse, stivnede lavastrøm Forgia Vecchia og herfra fortsætte til fods (godt to timer) til Monte Sant’Angelo, Liparis højeste punkt på 594 meter, hvorfra udsigten mod alle de syv beboede øer er pragtfuld. En anden udflugt går til Quattrochi, hvor man som i et drømmesyn ser det rygende Vulcano og Liparis stejlt nedfaldende klipper, der genspejles i havet.

Lipari er også det bedste udgangspunkt for øhop, og fra havnen afgår både til de fleste andre øer. Men sørg for at hæve kontanter først; på de mindre øer kan man som udgangspunkt ikke bruge betalingskort.

Det forheksede Vulcano

Den korteste tur fra Lipari går til den 21 km² store ø Vulcano, som ligger knap en kilometer mod syd og især har geologisk interesse. I godt vejr kan man komme derover i en lejet båd og skubbe den i land på øens sorte lavasten, der mange steder brænder under fødderne og opsender dampsøjler fra de talrige fumarole (sprækker i jordsmonnet). På denne forheksede ø boede førhen kun en håndfuld hyrder og fiskere, men turisterne har forandret alt, og hovedbyen, Vulcano Porto, er nu fyldt med restauranter og andre turistfælder.

På Vulcano kan man bade året rundt, og nogle steder er vandet så varmt, at man kan koge æg i det. Jorden er gul af svovl, her er hvide alungrotter, og her og der bobler kogende svovlpøle.

Gran Cratere

Men Vulcanos topseværdighed er Gran Cratere, vulkankrateret, der sidst var aktivt i 1890. Fra den kedelige og forsømte havn, Porto di Levante, følger man skiltene mod syd ad Strada Provinciale og står snart i et roligt, uspoleret landskab med fuglesang, grøn vegetation og et forfriskende fravær af souvenirbutikker. Vandreturen op til krateret tager omkring en time, men på den 386 meter høje top er panoramaet over De Lipariske Øer belønning nok. Man kan også gå helt ned til bunden af krateret. Husk endelig en solhat og rigeligt med vand.

Efter at have nydt udsigten kan man kure på halen ned gennem det løse og bløde lavastøv. Bagefter kan man boltre sig i Vulcanos terapeutiske mudderbade og på øens sorte strande. Fra havnen følger man Contrada Porto Levante, hvor mudderbadene ligger på stribe, og for enden af vejen venter Porto Ponente med den sorte sandstrand, Spiaggia Sabbia Nera. På Vulcanos sydspids findes den tilsvarende, men roligere Spiaggia dell’Asina.

Den grønne Salina

Lige nordvest for Lipari ligger den næststørste ø, Salina, hvis antikke navn var Didime (tvillingesøster), som hentyder til dens særegne form med to udslukte vulkaner forbundet med en saddelformet slette. Salina er ikke blot den højeste og kønneste af De Lipariske Øer, men den eneste med adskillige ferskvandskilder, som har skabt en utrolig frodighed. Overalt gror vilde blomster, buske og vinstokke med Malvasir op ad vulkansiderne. Hertil kommer de berømte æoliske kapers, der med opvæksten i den vulkanske jordbund regnes for verdens bedste og eksporteres til høje priser.

Rundt på øen ligger tre små bysamfund: på østsiden Santa Marina Salina med en god badestrand; på nordkysten og malerisk placeret på en højslette det mindre Malfa; og endelig Leni, der ligger på sydsiden af den 962 meter høje vulkan Monte Fossa delle Felci (som er en travetur værd – hvis man er i god form) med den lille fiskerflække Rinella nede ved kysten. Her er der gode muligheder for harpunfiskeri. De fleste både lægger til i Santa Marina, og hovedgaden, den lange og smalle Via Risorgimento, løber parallelt med strandpromenaden og er fuld af små butikker. Gå ikke glip af en tur til stranden i Pollara på Salinas nordvestspids. Nedstigningen fra klipperne er lidt vanskelig, men det hele værd (især om eftermiddagen, hvor der er sol).

Filicudi og Alicudi

Vest for Salina ses den lille, ovale Filicudi, der med sine få beboere er en af de mest primitive og smukkeste af De Lipariske Øer. Moderne bekvemmeligheder kan man spejde langt efter, for her er intet rindende vand, og først i 1980’erne fik Filicudi installeret elektricitet. Til gengæld er vandet krystalklart, og langs kysten lokker dybe grotter, af hvilke Grotta del Bue Marino i vest med sin spidsbuede indgang er den skønneste. Den klippefyldte havbund umuliggør trawlfiskeri, og da faunaen og floraen under havoverfladen derfor er særdeles velbevaret, er Filicudi et paradis for dykkere og sportsfiskere. Ved den diminutive anløbsbro findes et par hoteller, bådudlejning, dykkercenter og en lang stenstrand. Der er også en stenstrand ved Pecorini a Mare på sydsiden, halvanden kilometer fra byen. Om morgenen kan man stadig se bønderne komme ned til fiskerne med deres landbrugsprodukter og til gengæld få nyfangede fisk med hjem i kurven.

Vækkes af skrydende æsler

Eskapister kan vælge den endnu mindre og cirkelrunde Alicudi, der er næsten utilgængelig med sine stejle klippesider. Kun på østkysten ses huse mellem de opdyrkede terrasser, og her lever blot omkring hundrede mennesker, som er selvforsynende. Begrebet butikker eksisterer ikke. Her vækkes man stadig af skrydende æsler, og formiddagens monotoni afbrydes kun af færgens tuden. Dens ankomst er dagens højdepunkt, og når den atter er sejlet, er der alene måltiderne at se hen til. Men hvis du alligevel er her, så kravl op til det 672 meter høje Monte Filo dell’Arpa og se det udslukte vulkankrater. Nap også en tur til grotterne Timpone delle Femmine, hvor kvinder og børn tidligere søgte tilflugt for arabiske pirater.

Fashionable Panarea

Nordøst for Salina ligger den kun tre kilometer lange og to kilometer brede Panarea, der med sine små, hvidkalkede huse indrammet af en gavmild vegetation måske er den yndigste af De Lipariske Øer. Panarea er omgivet af en håndfuld skær, som engang har udgjort en stor ø, og flere steder findes vulkansk aktivitet i form af varme kilder og fumarole. Ved Bottaroklippen kan man i roligt vejr se gasbobler stige fra undersøiske sprækker og briste på vandfladen, så det ligner en bryggerkedel i kog. Men Panarea er også den mest fashionable af De Lipariske Øer og et eksklusivt tilflugtssted for velhavere, som dyrker il dolce far niente. Om sommeren vugger luksusyachter ud for kysten, og byen er fyldt med dyre restauranter. Ved Punta Milazzese, omkring en halv times gang syd for havnen, findes resterne af en bronzealderlandsby samt en stenstrand, og på nordkysten venter endnu en stenstrand ved Spiaggia della Calcara.

Husk også at se lille, solbagte Taormina >

Stromboli – vindgudens hjem

Længst borte mod nordøst ligger den 12 km² store Stromboli, som Rossellini og Bergman gjorde berømt, og som er den eneste af De Lipariske Øer, hvis vulkan stadig er aktiv. Her forstår man, hvorfor øgruppen også kaldes De Æoliske Øer: Strombolis hersker var den græske vindgud Æolus, som gav Odysseus en sæk, hvori han havde indesnøret alle vindene. Kun vestenvinden lod han være i frihed, så den kunne give Odysseus’ skibe medbør på hjemrejsen til Ithaka. Men ak, Odysseus' mænd, der troede, at sækken indeholdt guld, slap vindene fri, så de blev ramt af en orkan og strandede hos de menneskeædende kæmper.

Lavastrømme som ildtunger

I dag lokker Stromboli især på grund af sin dramatiske atmosfære med små vulkanudbrud, der ofte kommer med få minutters mellemrum. Om natten byder udbruddene på et farverigt skuespil, som selv ikke den bedste fyrværkerimester kan gøre efter: Lavastrømme løber som ildtunger ned fra kraterranden, den bengalske belysning kaster et magisk skær på hav og himmel, og raketterne er tonstunge, glødende stenblokke, der slynges op i luften for sydende at styrte i havet eller splintres mod bjergsiden. På tre timer kan man med en guide (obligatorisk) vandre op til vulkantoppen i 920 meters højde; alt i alt en anstrengende tur på måske seks timer op og ned. Der kræves rigeligt med vand, gode sko og varmt tøj, eftersom der er køligt på toppen. Man kan også sejle til Sciara del Fuoco, hvor stenblokke og slagger ruller ned ad bjergsiden og falder i havet, undertiden fulgt af søjler af damp.

På Stromboli er alle fire elementer i den grad til stede – jord, ild, vand og luft – og selv ikke nok så mange mennesker med kameraer kan spolere dette enestående naturfænomen.

Bergmans og Rossellinis elskovshule

Udover vulkanen findes øens eneste attraktion i byen Stromboli, der indrammes af palmer, figentræer og grøntsagshaver, men er blottet for seværdigheder. Alle turister stormer dog straks op til kirken San Vincenzo, hvorfra udsigten over det Æoliske Hav er vidunderligt smuk. Vis-à-vis kirken ligger det rustrøde hus, hvor Rossellini og Bergman i fire intense måneder dyrkede deres kærlighed. I dag er bygningen markeret med en mindeplade, og lige rundt om hjørnet, i Via Pola, findes naturligvis også en Bar Ingrid. Hvis besøget ledsages af en let kvalme, er der et lægehus i Via Vittorio Emanuele.

Strombolicchio

Halvanden kilometer fra Strombolis kyst rejser sig den over 50 meter høje klippe Strombolicchio, der ifølge den lipariske legende engang var vulkanens top, som blev kastet af under et voldsomt udbrud. I 1920’erne blev Strombolicchios ugæstfri stenmasser overvundet af dumdristige mænd ophængt i tove, der huggede 200 trappetrin ind i basalten. Som en sammenrullet slange kryber trappen opad og ender i en terrasse, hvorfra et fuldautomatisk fyrtårn sender sine lyssignaler ud i mørket. I 1991 blev klippen erklæret for naturreservat og er derfor ikke længere mulig at bestige, men man kan stadig sejle derud i båd og se det forunderlige syn.

Vejret og klimaet på De Lipariske Øer

Vejret og klimaet på De Lipariske Øer er subtropisk og stærkt påvirket af det omkringliggende lune hav. Om vinteren falder termometeret ikke under 14°, og somrene føles på grund af havbriserne aldrig stegende hede. Forår og efterår lokker øerne med middeltemperaturer på omkring 20°, der om sommeren stiger til 27. I august kan temperaturen dog sagtens komme op på 37°, mens den i september falder til omkring 25.

Det kan regne mellem 50 og 90 dage om året, mest i vintersæsonen, men snefald forekommer næsten aldrig. Den tørreste måned er juli med under én regnvejrsdag i gennemsnit. Feriesæsonen begynder midt i april og slutter ikke før sidst i oktober (men turiststrømmen er værst i juli og august, især på de største øer). Allerede i maj kan man svømme i 20° varmt vand, og vandtemperaturen holder sig til helt ind i oktober. I skemaet ser du vejret i Lipari i de kommende seks dage.

Den svære afsked

Afskeden er altid svær, når man er forelsket, og hvordan skulle man undgå at blive betaget af disse Lipariske Øer, som endnu ikke er helt ødelagte af den moderne civilisations rytme og morallove? Men man kan jo altid vende tilbage. Forhåbentlig vil Æolus beskytte sit rige og i mange år endnu lade det ligge intakt, omskyllet af det blå Æoliske Hav. Den bedste rejsetid er forår og efterår; om sommeren kan turiststrømmene være for voldsomme, og om vinteren er mange hoteller og restauranter lukkede. Til gengæld er adgangen til øerne nemmest om sommeren med daglige flyvebåde og færger fra bl.a. Messina og Milazzo på Sicilien. I højsæsonen fra juni til september afgår flyvebådene nærmest hver time fra Milazzo til Lipari med første stop på Vulcano. Resten af året er sejladsen indskrænket og aflyses jævnligt grundet hårdt vejr. Flere steder, bl.a. fra Napoli og Palermo, kan man sejle med færge og eventuelt medbringe bil, men de er langsommere og mindre hyppige end flyvebådene. Den hurtigste rejsemåde er dog gennem luften: Air Panarea tilbyder helikoptertransport fra bl.a. Napoli og Palermo (se www.airpanarea.com).

© Ciao-Italien.dk