• Forsiden |
• Regioner |
• Historie |
• Kunst og kultur |
• Sprog |
• Vejret |
• Mad |
• Mode |
• Om os

Friuli – med duften af det klassiske Centraleuropa

Friulis beliggenhed er forførerisk – ved det friske Adriaterhav, i en krans af blomsterduftende bjerge og med en luftning af de Karniske Alpers evige sne. I nord danner alpegløden sin rosenhave på de op til 2700 meter høje tinder, mod syd følger frodige sletter med vinmarker og vingårde, og intetsteds ser man så blodrøde valmuer nikke for vinden som i Friuli. Ind imellem er strøet overraskende byer med romerske oldtidsruiner, lombardisk middelalder og venetiansk renæssance, og herfra kommer nogle af Italiens bedste hvidvine.

Selvom Friuli – hvis fulde navn er Friuli-Venezia Giulia – har tilhørt vekslende herskere, fra romerne til venetianerne, er det århundrederne under det østrigske Habsburg-monarki, som har sat de dybeste spor. Her lever stadig habsburgske traditioner og skaber en Sommer i Tyrol-stemning, så man hvert øjeblik forventer, at gamle kejser Franz Josef pludselig viser sig i operettepositur. Af og til bliver man i tvivl om, hvorvidt man overhovedet befinder sig i Italien. Over halvdelen af befolkningen har friulansk (rætoromansk) som modersmål; i nord tales tysk og i øst slovensk, og man aner, at Balkan ikke er langt væk. Hverken skiftende tider eller forskellige herrer har dog kunnet røve regionens friske charme (se kort nedenfor).

Trieste, Friulis aristokratiske hovedstad

Intetsteds mærkes kulturblandingen stærkere end i Friulis elegante hovedstad, Trieste, der ligger malerisk på Carso-højslettens skråninger ned mod Adriaterhavet. Her finder man det gamle Centraleuropa, hvor Italien og Balkan, nord og syd, øst og vest mødes. Allerede under romerne var Trieste en betydelig flådebase, men i 1382 blev byen østrigsk og blomstrede i seks århundreder som Adriaterhavets vigtigste havn. Her ankom kaffe, krydderier, bomuld og tobak fra den ganske verden, driftige købmænd og grossister flokkedes om skibene og pakhusene, og på Triestes børs videresolgtes varerne til hele Europa. Derouten kom, da Trieste efter Første Verdenskrig blev indlemmet i Italien og mistede sit opland. Først da man i 1950’erne atter fik gang i havnen og skibsværfterne, vendte humøret og velstanden tilbage.

Selvom Trieste stadig er fortryllende, besøges den kun af få turister. Disse heldige vender imidlertid altid tilbage. Her fornemmer man i udpræget grad den aristokratiske fin de siècle-atmosfære med nyklassicistisk Habsburg-arkitektur, kejserlige wienercaféer og centraleuropæiske buffeter. Det er en fryd at dykke ned i billedet af rene, hvide gader, og over livet er der det tempo, man kan vente i en stad, der både er en travl anløbshavn, flådestation og skibsbygningscentrum. Der er stimulanser i luften i Trieste. Mange europæiske sprog brydes i trængslen på gader og pladser, og selv duften fra de mange restauranter fortæller om dette kulturmøde: Fisch-Gullasch og Kaiserschmarrn, garofolato, cevapcici og panettone; en madsymfoni, der tilsammen giver lidt af den samme aroma, som fylder næseborene i Tunis og Cairo.

Piazza dell’Unità, habsburgsk byplanlægnings triumf

Når man ankommer til Trieste ad kystvejen, møder man først banegården og dernæst rådhuspladsen, den kolossale Piazza dell’Unità d’Italia, storhedstidens Piazza Grande og habsburgsk byplanlægnings triumf, som ligger lige ud til havnen og det åbne hav og oser af østrigsk charme (foto ovenfor). Her stråler vældige paladser fra tiden omkring år 1900, heriblandt rådhuset, Palazzo del Municipio, præfekturet og de gamle forsikringspalæer, hvor skibsrederne forsikrede deres skibe og handelsmændene deres kostbare fragter. Herfra befinder de fleste attraktioner sig inden for gåafstand. Køb eventuelt en city audio guide-app – det koster kun nogle få kroner.

På den tilstødende Piazza della Borsa ligger Børsen, der også bærer typiske præg fra den østrigske fortid, og få skridt væk flankerer lange boulevarder det kønne indre havnebassin Canal Grande (øverste foto), hvor de stolte sejlskibe tidligere lagde til, men nu er fyldt med småbåde. Hele det stilfulde kvarter nord herfor, Città Nuova, blev skabt i 1700-tallet under kejserinde Maria Theresia. Her lokker berømte caféer som Caffè San Marco, hvor Triestes store søn, forfatteren Italo Svevo, mødtes med andre forfattere og røg kejserlige cigaretter af små papæsker med den østrig-ungarske dobbeltørn. Svevos hovedværk, ”Zenos Bekendelser”, foregår lige her i Trieste. I en anden café, Pasticceria Pirona, skrev James Joyce, der boede i byen fra 1905 til 1915, indledningen til "Ulysses". Caféerne er noget af det nærmeste, man kommer på at opleve det klassiske Mitteleuropa, fra tiden før verden gik af lave. I Via Madonna del Mare 13 kan man besøge det interessante Museo Joyce e Svevo.

San Giusto-højen og Triestes vigtigste seværdigheder

Bag rådhuset ligger Triestes gamle bydel, Città Vecchia, med snævre og snoede gader, hvor bilkørsel er besværlig. I Via del Teatro Romano ses ruinerne af et romersk teater fra det 2. århundrede, der blev udgravet i 1938. Nogle af de marmorstatuer, som smykkede scenen, er udstillet i det arkæologiske museum (se nedenfor). Ad Via Donota når man den romerske triumfbue Arco di Riccardo fra år 33 f.Kr., der står indeklemt i den lille sidegade Via del Trionfo vis-à-vis barokkirken Santa Maria Maggiore. Herfra fører den stejle Via del Castello til San Giusto-højen (Capitolium) med Triestes vigtigste seværdigheder. Gaden ender på domkirkepladsen med monumentet for byens faldne i krigene og den femskibede San Giusto Martire-basilika fra 1300-tallet, hvis gavl smykkes af et enormt gotisk rosetvindue.

Pisket og druknet

Indenfor ses pragtfulde, gyldne mosaikker samt 1200-talsfresker, og i den lave, bastante campanile er indmuret fem korinthiske søjler fra det romerske Capitoliums propylæer. Kirken har navn efter den kristne martyr Giusto, der nægtede at ofre til de romerske guder og derfor i år 303 blev pisket og druknet i Adriaterhavet. I kapellet Escorial Carlista hviler den spanske kongebroder Don Carlos (”Karl 5.”), som i 1839 efter et fejlslagent oprørsforsøg måtte flygte fra Spanien og endte sine dage i Trieste.

Ved siden af kirken ses rester af det romerske Forum med adskillige søjlestumper, og bag dette knejser renæssanceborgen, den robuste venetianske Castello di San Giusto med en spændende udstilling af våben etc. Til højre for domkirken når man til det store arkæologiske Museo Civico di Storia ed Arte med fund fra romertiden, en fornem samling græske vaser, en lille ægyptologisk afdeling med sarkofager, urner osv. samt endelig en kunstsamling med værker af bl.a. Veneziano og Tiepolo.

Triestes andre museer

Men Trieste byder på talrige seværdige museer. På Piazza Venezia ligger Museo Revoltella med en god samling 18-1900-talskunst, testamenteret til Trieste af baron Pasquale Revoltella. Bygningen er stadig møbleret som på baronens tid med prangende værelser, kandelabre, silketapet etc. Nærved, i Largo Papa Giovanni XXIII, findes Civico Museo Sartorio med smykker, 1800-talsindbo, smukke loftsfresker og en lille malerisamling. Lige syd for Piazza dell’Unita, i Via San Sebastiano 1, ligger Museo d’Arte Orientale med en fjernøstlig samling af bl.a. kinesisk porcelæn, japanske tegninger, musikinstrumenter og våben. Hvis man fra Piazza dell’Unità går mod nord ad kajgaderne, når man efter en kilometer til Museo del Mare, der viser skibsbygningens historie. I den modsatte retning finder man på Molo della Peschiera akvariet Acquario Marino med fisk fra Adriaterhavet.

2. søndag i oktober afholdes regattaen Barcolana, hvor tusindvis af sejlbåde fylder bugten uden for Trieste.

Udflugter fra Trieste

Fra Trieste er der flere udflugtsmuligheder. Fem kilometer mod syd, nær grænsen til Slovenien, ligger den lille charmerende fiskerby Muggia. På den intime Piazza Marconi står den venetiansk-inspirerede domkirke, og i Muggias kønne havn er der gode spisesteder med spændende specialiteter samt en pragtfuld udsigt tværs over bugten og Trieste.

Castello Miramare og kejseren, der blev skudt

Hvis man i stedet vælger turen mod nord, bliver vejen snart til en overordentlig flot strandvej med udsigter over kysten. Otte kilometer fra Trieste når man lille idylliske Grignano med det smukke Castello Miramare, der ligger ubeskriveligt skønt på et forbjerg højt over havet. På trods af sit middelalderlige udseende er Castello Miramare opført omkring 1860, et resultat af den østrigske ærkehertug Maximilians overspændte fantasi, som bolig for ham og hans unge hustru Charlotte. Desværre fik de ikke meget glæde af det: I 1863 blev Maximilian med fransk militærmagt indsat som kejser af Mexico. Da de franske tropper fire år senere trak sig ud, blev han fanget af oprørere og skudt, uden at franskmændene rørte en finger. Miramare er i dag museum for det ulykkelige par, og mange af rummene står som dengang. Den kønne slotshave byder både på restauranter og en Parco Tropicale med tropisk flora og fauna. Såvel slottet som parken er absolutte must sees i Friuli.

I de gamle stalde er indrettet museet Biodiversitario Marino, der viser Adriaterhavets biodiversitet med utallige fisk, planter og undersøiske rev, kombineret med lydeffekter, multimedierum osv. Måske Friulis mest familievenlige oplevelse. Samlede billetter til slottet, parken og museet kan bookes her >

I Duino, inde i bunden af Triestebugten, kan man derimod besøge en ægte 1400-talsborg, der knejser romantisk på toppen af den stejle klippekyst og er fyldt med kunst og kuriositeter.

Grotta Gigante

Nord for Trieste ligger Carsoplateauet, den hvide, kalkholdige slette, der er fyldt med grotter. Den 280 meter lange og 110 meter høje drypstenshule Grotta Gigante er med sine stalaktitter og stalagmitter den største grotte i verden, som kan besøges af turister. Med kun 11 graders varme kan Grotta Gigante være en kold oplevelse, men man glemmer den aldrig. Se www.grottagigante.it.

Gorizia og den blodige Isonzoflod

Efter Duino når man udløbet af Isonzofloden, der under Første Verdenskrig farvedes rød af soldaternes blod. Mellem juni 1915 og august 1917 angreb den uduelige italienske overgeneral Luigi Cadorna 11 gange de østrigske stillinger langs floden, uden at opnå noget videre. Kampene her og andre steder kostede Italien 460.000 døde. En af de mest omstridte byer var Gorizia, som ved fredsslutningen blev italiensk og nu ligger på grænsen til Slovenien. Under Den kolde Krig var Gorizia et strengt bevogtet checkpoint mellem øst og vest, men nu kan man frit spadsere forbi de gamle vagttårne og smutte en tur ind i Slovenien.

Trods sit moderne præg har Gorizia stadig bevaret den østrigske stemning. Hovedseværdigheden er middelalderborgen Borgo Castello, hvorfra udsigten over de gamle valpladser er overvældende. Borgen huser det fascinerende Museo della Grande Guerra, krigsmuseet, som er endnu et must see i Friuli, bl.a. med en fuldskala-model af en skyttegrav. Pudsigt nok rummer borgen også modemuseet Museo della Moda e delle Arti Applicate. Gorizias andre seværdigheder er Chiesa di Sant’Ignazio på Piazza della Vittoria, der med sine orientalske løgkupler minder om Østens mystik, samt Palazzo Coronini Cronberg i Viale XX Settembre 14, fyldt med kunst og antikviteter.

Vingårde og krigsmonumenter

På bakkerne rundt om Gorizia dyrkes talrige gode hvidvine. Turistkontoret i Corso Italia 9 leverer gerne en liste over de vingårde, som kan besøges. Omegnen er desuden fyldt med monumenter for Italiens faldne soldater. Sacrario di Oslavia på Località Oslavia 1 rummer knoglerne af over 37.000 mand, og i det kolossale Sacrario Militare di Redipuglia sydvest for Gorizia hviler over 100.000. Her findes også et lille krigsmuseum samt originale skyttegrave etc. På bakken Monte di San Michele syd for byen findes endnu et krigsmuseum, og her kan man vandre over en af krigens blodigste slagmarker.

Venlige Udine, Friulis perle

Nu til en af Friulis fredelige perler. Midt i regionen, på sletten neden for de Karniske Alper, lokker det venlige og velstående Udine, Friulis mest italienske by. Selvom Udine ligger uden for de normale turistruter, er den med sit smukke centrum og sine hyggelige, snævre middelaldergader med barer og et livligt natteliv en lille perle. Byen hørte i 400 år under Venedig, vejskiltene står på både friulansk og italiensk, og her boede og arbejdede den venetianske barokmester Giambattista Tiepolo.

Udines centrum er en af Italiens og Friulis mest bedårende renæssancepladser, den monumentale Piazza della Libertà. Opmærksomheden tiltrækkes af to fornemme palæer: Udines 1400-talsrådhus Loggia del Lionello, der tydeligt viser den venetianske indflydelse, og på nordsiden den endnu yndigere Loggia di San Giovanni fra 1500-tallet i hvide og lyserøde sten og med et urtårn (modelleret efter urtårnet på Markuspladsen i Venedig) med to mekaniske figurer, som slår timeslagene på en lille klokke. På den forhøjede plads foran står to søjler med Skt. Markus og Justitia øverst, mellem dem statuer af Herkules og Cacus, og til højre et 1500-talsspringvand. Til venstre for Loggia di San Giovanni kommer man gennem Arco Bollani, en bue tegnet af Palladio i 1556, til en lang trappe op til det kønne 1500-talsslot, der husede Venedigs guvernører og stadig våger over byen på sit bakkedrag. Slottet rummer Galleria d’Arte Antica med arkæologiske fund, brugskunst og malerier af bl.a. Tiepolo, Caravaggio og Carpaccio. Fra det grønne anlæg bagved ser man slottets bagside, der med sin elegante dobbelttrappe er mindst lige så harmonisk som facaden.

Fra Piazza della Libertà udgår Udines hovedgade, Via Vittorio Veneto, hvor det er en svir at gå på opdagelse i de mange butikker, der gemmer sig bag arkaderne. Efter få skridt når man den romansk-gotiske 1300-talsdomkirke med en ottekantet, ufærdig campanile fra 1442 og domkirkemuseet, Museo del Duomo. Interiøret er smykket i barokstil med værker af Tiepolo, og til højre for kirken står et lille kapel, Oratorio della Purità fra 1700-tallet, med Tiepolos smukke loftsmaleri af Mariæ himmelfart. Overfor apsis fører gyden Via Lovaria til Piazza Patriarcato med ærkebispepalæet, Palazzo Arcivescovile fra 16.-18. århundrede med flere Tiepolo-fresker. Hvis man fra Piazza della Libertà i stedet går mod sydvest ad Via Rialto og drejer til højre ad Via delle Erbe, når man torvet, Piazza Matteotti, med en Mariasøjle, et renæssancespringvand og huse med buegange. Turistkontoret ligger på Piazza I Maggio 7 (på den anden side af slottet).

Friulis bedste vindistrikt

Fra Udine fører vejen mod nord gennem et fladt landskab ind i de Karniske og Juliske Alper med barske, snedækkede skove, hvor der stadig lever vilde losser. Hele egnen er et kendt vindistrikt, der især producerer de forfriskende Friulano-hvidvine, og vingårdene modtager gerne besøg af købestærke turister (se www.collio.it). Midt i distriktet ligger San Daniele del Friuli, som producerer en femtedel af al skinke, som sælges i Italien. Den lille by rummer over 25 skinkeproducenter, og i august afholdes Aria di Festa, en fire dage lang festival, hvor lokale indbyggere er udklædt som skinker.

Gemona og Venzone

På en vestvendt skråning nord for Udine når man Gemona, der næsten blev totalt ødelagt af et jordskælv, som i 1976 hærgede det nordlige Friuli og dræbte eller sårede 4000 mennesker. I dag er Gemona dog sten for sten blevet genopbygget. I centrum ses 1500-talsrådhuset med buegange, og herfra fører Via Giuseppe Bini til den romansk-gotiske domkirke med en køn campanile og en kæmpestatue af Skt. Christopher på facaden. Efter Gemona kommer man til Venzone, der har bevaret store dele af sin middelalderbymur. På den centrale Piazza Municipio står 1400-talsrådhuset med buegange og venetianske vinduer, og syd herfor endnu en genopbygget gotisk domkirke.

Cæsars Cividale del Friuli

15 kilometer øst for Udine lokker det maleriske Cividale del Friuli, der i 50 f.Kr. blev grundlagt som romersk militærlejr af Julius Cæsar og har overlevet adskillige jordskælv. Netop dér, hvor Piazza Duomo ligger i dag, lå det gamle romerske Forum, og her knejser Cividale del Friulis tre vigtigste bygninger: rådhuset, museet og renæssancedomkirken. Slå dig ned på en af de små caféer og få et glas Friulano, mens du lader tankerne flyde gennem århundrederne. Domkirken har en smuk altertavle i sølv, og fra højre sideskib fører en dør til kirkemuseet, Tesoro, med et ottekantet dåbskapel. Overfor står rådhuset fra 14.-16. århundrede med gotiske buegange, vogtet af en statue af Cæsar, og til venstre for domkirken ses det statelige Museo Archeologico med talrige romerske skulpturer og våben. Midt gennem byen flyder den smaragdgrønne Natisoneflod, der krydses af 1400-talsbroen Ponte del Diavolo, som Djævelen skabte ved at kaste store sten i vandet. I 1917 sprængte den flygtende italienske hær selv broen, som siden er genopbygget. På flodens nordside står kirken Tempietto Longobardo, et ypperligt eksempel på lombardisk kunst.

Charmerende Pordenone

I det vestlige Friuli, nær grænsen til Veneto, ligger det charmerende Pordenone med dyre butikker og smarte barer, som summer af ungdom og livsglæde. I gågaden Corso Vittorio Emanuele II er der altid stemning under de næsten endeløse arkaders caféer, og i den romanske domkirke, Duomo di San Marco på pladsen af samme navn, ses fine renæssancefresker. Pladsen huser også Palazzo del Comune fra 1200-tallet med tre gotiske buer, en loggia og et klokketårn. Overfor knejser det ligeledes middelalderlige Palazzo Ricchieri samt Museo d’Arte med en samling friulansk kunst.

Aquileia, oldtidens metropol

Vi fortsætter mod syd til Aquileia, der grundlagdes af romerne i 181 f.Kr. som flådestation og med op imod 100.000 indbyggere voksede til en af de største byer i Friuli og i hele Italien. Desværre blev Aquileia i år 452 ødelagt af hunnerne og er i dag bare en lille arkæologisk og historisk perle. Når man ankommer nordfra ad Via Giulia Augusta, passerer man det romerske Forum, hvor mange søjler er genrejst, og længere henne ses en udgravet romersk gade. Kort herfra står et mausoleum fra kejser Augustus' regeringstid. Ad Via Patriarca når man den gigantiske romansk-gotiske 1000-talskirke Basilica di Santa Maria Assunta, der vidner om fortidens storhed med en 73 meter høj campanile, et pragtfuldt mosaikgulv fra omkring 315 e.Kr. og en oldkristen krypt fuld af byzantinske fresker. Bag kirken findes en stemningsfuld soldaterkirkegård fra Første Verdenskrig, omgivet af skyggefulde cypresser. I Via Roma ligger det seværdige Museo Archeologico Nazionale med mange oldtidsfund. Selvom havet for længst har trukket sig tilbage og gjort Aquileia til en indlandsby, kan man i Via Gemina stadig se ruinerne af de vældige romerske havneanlæg, Porto Fluviale.

Badebyerne Grado og Lignano

Syd for Aquileia begynder et udpræget marsklandskab ud mod lagunen og dens mylder af flade øer. Over en fem kilometer lang dæmning når man den solbagte bade- og kurdestination Grado, der fik sin storhedstid efter Aquileias ødelæggelse. Fra oktober til april er Grado helt død, men resten af året er det en fornøjelse at slentre rundt i den sprudlende og labyrintiske gamle bydel med snævre gader, hvis huse flere steder er klinet op ad bymuren fra 400-tallet. På Piazza Patriarca troner den pragtfulde, Ravenna-inspirerede domkirke fra det 6. århundrede, Basilica di Sant’Eufemio, og lige overfor ses Grados ældste kirke, Santa Maria fra 400-tallet med skønne gulvmosaikker. Havnefronten er fyldt med thermalbade, strandhytter og belle epoque-villaer. Første søndag i juni sejles en statue af Den hellige Jomfru til 700-talskirken Santuario di Barbana på en af de andre småøer; en tradition, som de lokale fiskere har gennemført siden 1237 som tak for Grados frelse fra pesten.

Grados tre kilometer lange strande er ikke ligefrem imponerende, men lavvandede og børnevenlige og sommeren igennem fulde af liv. Golfentusiaster kan smutte over dæmningen og kaste sig over Friuli-Venezia Giulias største og mest moderne 18-hullers golfbane, Golf Club Grado. Adressen er Via Monfalcone 27, Grado, tlf. 0039 0431-896896.

På halvøen Lignano finder man derimod Friulis flotteste, 200 meter brede strande med fint, gyldent sand og skove af pinjetræer som grønt bagtæppe. Lignano byder på tre baderesorts, der om sommeren fyldes med horder af italienske og udenlandske solbadere: Pineta, Riviera og Sabbiadoro. De to første er udpræget familievenlige, mens Sabbiadoro er ung og livlig. Lignano byder også på en golfbane, Golf Club Lignano, foruden vandlande og en zoologisk have. Syv kilometer nord for Lignano ligger Parco dei Pappagalli, der med mere end 300 farvestrålende papegøjearter er oplagt til en udflugt, når man er træt af stranden. Der er daglige rundvisninger, og frokosten nyder man på restauranten.

Vejret og klimaet i Friuli

Vejret og klimaet i Friuli er som udgangspunkt tempereret, men med store geografiske forskelle. I nord dækkes Alpetoppene af evig sne, mens Trieste og strandene ved Adriaterhavskysten normalt har varme somre og mildt og behageligt vejr. Det kan regne året rundt, ligesom Bora'en, den kraftige vind fra Adriaterhavet, der jævnligt stryger ind over kysten med stød på 150 km/t, ofte følges af kraftige uvejr. Foråret kan være lunefuldt med 12-17 grader, og først i maj og juni kalder vejret på sandaler og sommerkjoler. De varmeste måneder er juli, august og september med temperaturer mellem 28 og 30 grader i syd og mange daglige solskinstimer. Også i oktober kan klimaet føles som sommer, mens november har trist, koldt vejr. Vinteren byder som regel på 6-9 grader, men når Bora'en rammer, føles det meget koldere. Carsoplateauet nord for Trieste har sit helt eget klima og plages især i oktober og november af koldt blæsevejr.

Skiferie i Friuli

Friuli byder også på fine faciliteter til skisport. I regionens nordøstlige del ligger det lille vandre- og skisportsområde Tarvisio i 754 meters højde. Pilgrimsbjerget Monte Lussari er den mest populære destination, men er på trods af gode muligheder for snesikker og familievenlig skiferie slet ikke overrendt. Med sin strålende natur, sine betagende bjergsøer og gode faciliteter til vandreture er Tarvisio også værd at besøge om sommeren. Den lille skidestination Sella Nevea lokker med 30 kilometer pister tværs over grænsen til Slovenien, og fra det børnevenlige Piancavallo kan man i klart vejr se helt til Adriaterhavskysten. Se meget mere om skiferie >

© Ciao-Italien.dk