Trentino-Alto Adige – det smukke Sydtyrol

Trentino-Alto Adige

Allerede i det tidligste forår, når sneen endnu ligger højt i Trentino-Alto Adiges bjerge, blomstrer i tusindvis af frugttræer i dalene, og de første turister dukker op under Gardasøens palmer. Her, på Alpernes solside, ligger Sydtyrol, med dybe, harpiksduftende fyrreskove, udstrakte enge, ren luft og en stilhed, der giver ny energi. Om sommeren er Sydtyrol et bølgende alpeland med vingårde, pertentligt dyrkede vinmarker og talrige middelalderborge, som de tyrolske grever byggede for at beskytte de rejsende mod landevejsrøvere, og når det gyldne efterår kommer, hænger tunge, blå klaser på endeløse rækker af vinstokke. Om vinteren er den nordlige del en sne- og isverden med gæstfri Gasthäuser i tyrolerstil med brændeild og smukke træbalkoner, hvor man nyder solen under udhængende tage. Højt oppe i den evige sne glimter isblå gletsjersøer, og 2000 meter under dem afspejler smaragdgrønne skovsøer skyernes flugt, mens floder og bjergbække først tumler af sted fra deres spæde udspring og senere adstadigt glider gennem det vinløvdækkede lavland. Dette er Trentino-Alto Adige, som vi nu skal se (kort nedenfor).

Tysk i nord og italiensk i syd

Sydtyrol

Men først et par forklarende ord: Sydtyrol blev først italiensk efter Første Verdenskrig og består af to semi-autonome provinser: i nord det tysk-østrigske Alto Adige og i syd det italienske Trentino. I mellemkrigstiden forsøgte den fascistiske diktator Benito Mussolini at udrydde tysk sprog og kultur ved at flytte tusindvis af fattige syditalienere til Sydtyrol. Folkeblandingen førte kun til kaos, og i 1950'erne og 1960'erne sprængte østrigerne terrorbomber for at få Sydtyrol genforenet med Østrig.

I dag har de fået sprogfrihed, udstrakt selvstyre og så store skattefordele, at de er rigere end deres landsmænd på den anden side af grænsen, og terroren er for længst ophørt. Den delvise autonomi har også medført rene og sikre byer, en velfungerende infrastruktur og udstrakt naturbeskyttelse i form af nationalparker. Men stadig består Sydtyrol af to vidt forskellige folkeslag, som lever adskilt og ikke har meget med hinanden at gøre. Her og der findes desuden den lille sproggruppe rætoromansk (ladinsk), som tales af omkring 20.000 indbyggere.

Det rigtige Sydtyrol: Alto Adige

Kort over Trentino-Alto Adige

Lige efter Brennerpasset møder man det rigtige Sydtyrol, Alto Adige, med østrigsk arkitektur og blonde indbyggere, som er mindre åbne og impulsive end italienerne, men sprudler af livstrang. To tredjedele har tysk som første sprog, og på vejskiltene står navnene både på tysk og italiensk. Det første, man hører på hoteller og campingpladser, er Guten Tag, på restauranterne serveres Knödel, Landjäger-pølser og Sauerkraut med den friske lokale Tyroler-Rotwein, båret frem af en svulmende skønhed med solbrune arme, og i butikkerne sælges rugbrød, som ingen rigtige italienere ville drømme om at sætte tænderne i. Overalt ses Hans og Grete-huse, og intetsteds er hotelsengene så dybe, lagenerne så hvide og luften så ren som i Alto Adige, ofte med et badeværelse som en balsal.

Ærketyrolske Vipiteno

Vipiteno

I en smuk, grøn dal 948 meter over havet ligger det maleriske og ærketyrolske Vipiteno (Sterzing), der nærmest kun består af én lang gade, Città Nuova (Neustadt). Men hvilken gade: Città Nuova er kantet af kulørte 1400-talshuse med takkede og malede gavle, tunge dørhamre og blomstrende geranier i vinduesbænkene, ind imellem med kig til rosenhaver og grønne Alper med gumlende kvæg. I de gotiske buegange er restauranternes borde dækket med snehvide duge og skinnende glas, og her frembæres den kost, der er en formæling mellem det italienske og det gamle Habsburgske køkken – smørduftende schnitzler og sødt krydret Palatenschincke, der gør kroppen tung, men ånden let, og hertil dybrøde vine fra Vipitenos egne fortryllede bjerge. I nr. 21 ligger rådhuset med krenelerede tårne, og for enden af gaden knejser Vipitenos vartegn, det romantiske, 46 meter høje Torre delle Dodici (Zwöller- eller Hungerturm), som er lyslevende middelalder. Mange lader sig friste til at blive i flere dage i denne gamle by, for den ligger i skyggen af det 2000 meter høje Monte Cavallo, der råber på at blive besteget af selv ikke alt for erfarne bjergmænd.

Lagt i lænker og skudt

Når man har revet sig løs, kan man fra Vipiteno vælge vejen mod sydvest, over Passo di Monte Giovo (Jaufenpass) mod Merano. Passo di Monte Giovo ligger 2094 meter over havet i et øde landskab med flot udsyn til alle sider. Vejen nedad er nogle steder ret smal og har en hældning på helt op til 12 %, i begyndelsen med en serie skarpe nålesving. Kør endelig forsigtigt (campingvogn kan ikke anbefales). Lige før Merano støder man på landsbyen Sandhof, hvor Sydtyrols berømte frihedshelt under Napoleonskrigene, Andreas Hofer, var værtshusholder. To gange lykkedes det ham at befri Sydtyrol for fremmede tropper, men i 1810 blev han fanget, lagt i lænker og skudt. I Hofers gamle Gasthaus ses en lille samling memorabilia. Forude knejser det 2781 meter høje bjerg Cervina (Hirzerspitze), og længere nede fylder den landlige idyl horisonten med vinmarker og frugthaver, ofte prydet af et lille krucifiks i vejkanten.

Kurbyen Merano

Merano

Vejen fortsætter til den kønne og rolige kurby Merano (Meran), som er et af Sydtyrols mest charmerende feriesteder og kan glæde sine gæster med skønne omgivelser, et subtropisk klima og mineralske kilder. Merano ligger i ly af høje bjergkæder, og vejret er derfor overordentlig mildt og sundt. Til sin forbløffelse ser man palmer, men selv midt på sommeren er Merano behagelig, eftersom sneen på de nære alpetinder bringer kølighed. Allerede fra april nyder turister fra hele Europa kurbadene, tesalonerne og Belle Époque-stemningen med alt, hvad et kursted, der bejler til et kræsent publikum, kan finde på: store, gamle hoteller, palmekransede promenader, eksklusive butikker, raffineret udtænkte blomsterarrangementer, solterrasser, promenadekoncerter og hestevæddeløb.

Merano

Merano gennemstrømmes af den evigt småpludrende flod Passirio (Passer), langs hvilken løber en promenade, hvor man spadserer i lediggangens timer. På Piazza Terme ses det topmoderne spakompleks Terme di Merano med over 25 inden- og udendørs bade, og få skridt fra floden ligger Meranos hjerte, Piazza Teatro, og den livlige hovedgade, Corso della Libertà (Freiheitstrasse). Men mest malerisk er den snævre shopping- og gågade Via dei Portici (Laubengasse) med mørke arkader og restauranter, hvor man ikke spiser pasta, men Paprika-Gullasch. Rådhuset er nyt fra 1930, men til højre for det følger man Via Galilei og når snart fyrsteslottet, Castello Principesco, en køn lille gotisk 1400-talsbygning, i hvis indre nu er indrettet et bymuseum med møbler, brugskunst osv. fra det 15. og 16. århundrede. I Via Mainardo 2 ligger Museo delle Donne med damemode fra de sidste 200 år, og turistkontoret findes i Corso della Libertà 35.

Får lyst til at blive her altid

Merano byder også på utallige muligheder for udflugter i omegnen. Med svævebaner når man på få minutter til udsigtspunkter, der viser byen fra alle verdenshjørner. Fra bydelen Maia Alta fører en svævebane på 11 minutter til Avelengo (Hafling) i 1300 meters højde, og lidt efter lidt åbenbares et så skønt panorama over Alto Adige, at man får lyst til at blive her altid. Fra Via Galilei afgår svævebanen til Castel Tirolo, et smukt 1100-talsslot med en usandsynlig udsigt over dalen og et museum, der viser Tyrols historie. En anden svævebane fører til San Vigilio, 1485 meter over havet. I Meranos østlige del udgår ”Passeggiata Tappeiner”, en dejlig vej, der slynger sig opad gennem en frodig vegetation og med stadig nye og betagende panoramaer.

Brennerruten mod syd

Bressanone

Vi vender tilbage til Vipiteno og vælger hovedruten mod sydøst, Autostrada del Brennero, den transalpinske motorvej, der løber langs med Isarcofloden med dens rappe løb, skummende vand og tusindvis af sten i flodsengen, i en egn, som på forunderlig måde har bevaret sin karakter gennem alle snoninger. Af sted går det over Fortezza (Franzensfeste), gennem et åbent dalstrøg, der kun er en smal stribe mellem høje bjergvægge, med vidunderlige blik ind i Val Pusteria (Pustertal), indtil vi når Bressanone (Brixen) og dens hyggelige gamle bydel med rene gader, muntre caféer og kønne tyrolerhuse.

Sydtyrols vigtigste lokalmuseum

Bressanones centrum er Piazza Duomo med domkirken, hvis to slanke facadetårne ses på lang afstand; interiøret er i barok, og fra højre tværskib kommer man til klostret med en smuk facade og mange fine fresker. Ved siden af Piazza Duomo ligger Piazza Palazzo Vescovile med bispepaladset, hvis gård har smukke buegange i tre etager, og som nu rummer Sydtyrols og hele Norditaliens betydeligste lokalmuseum med en fornem samling kunstværker fra 1200- til 1800-tallet. Fra Bressanone fører en utrolig bjergvej op til det 2504 meter høje Monte Plose, hvorfra udsigten over Alto Adige er enestående.

Skilte skæggets floder over den røde vin

Castel Trostburg

Men nu forlader vi bjergbækkenes rislen og de blomstrende enge. I Bressanone løber Isarco sammen med Adige- (Etsch) floden, og turen mod syd er fuld af skønhed og afveksling. Snart kører man i brændende sol, snart gennem dybe skove, alt imens den grøngrå flod løber om kap med bilerne på vejen og synes at råbe "fremad!" Inden længe når vi det lille, yndige Chiusa (Klausen) med gavlvendte huse og utallige blomster. Motorvejen er her lagt i en tunnel, så idyllen er uforstyrret. Kunstinteresserede bør gøre ophold og se den maleriske barokkirke Waidfrauenkirche. Dernæst kommer Ponte Gardena (Waidbruch) med dens velholdte Castel Trostburg, hvor greverne af Wolkenstein sad for bordet i den store riddersal og skilte skæggets floder over den røde vin. Herfra fører SS 242 op gennem den smukke Val Gardena (Grödnertal) ind i de østlige Dolomitter. En mindre vej fører over Castelrotto (Kastelruth) og Siusi (Seis) op til det meget naturskønne, over 1800 meter høje bjergplateau Alpe di Siusi (Seiser Alm), hvor der er rige muligheder for lette vandreture i smukke omgivelser.

Det lykkelige Bolzano

Bolzano

Midt i Adigedalen, hvor Adige løber sammen med Talvera- (Talfer) floden, når vi det lykkelige og velstående Bolzano (Bozen), hvor indbyggerne cykler i Armanihabitter og overholder færdselsreglerne. Bolzano er i italienske medier blevet kåret som en af Italiens bedste byer at leve i, dels på grund af de lave skatter og store statstilskud, dels på grund af ordenen, properheden og lovlydigheden. Denne solrige by er både værd at gæste om dagen, når man spiser frokost i sit Gasthaus’ duftende have, og om aftenen, når restauranterne på Waltherplatz har hundreder af borde ude, og alle de tyrolske og italienske skønheder promenerer koket på torvet. Vinmarkerne er anlagt helt inde i byen, og ganske bemærkelsesværdigt er denne alpestad, der ligesom Merano ligger i en dyb sænkning, med op til næsten 40 grader en af Italiens varmeste om sommeren. På de dage hjælper intet andet end en kold, lokal øl på en af byens bierstuber. Til gengæld er Bolzanos vintre frysende.

Skynd dig over i den gamle bydel

Bolzano gennemstrømmes af Talvera, og på vestbredden ligger det nyere italienske kvarter, der blev opført som et led i italieniseringen af Sydtyrol og er fyldt med moderne skrammelbyggerier. Skynd dig over i den gamle, tyske by på østbredden, hvor alt er tyrolsk, og det er en fornøjelse at slentre mellem restauranter, wienercaféer med udendørs servering og i hyggelige gader med buegange og 1600-talspalæer med balkoner og karnapper. På Waltherplatz knejser den lyserøde, gotiske 1200-talsdomkirke med en smukt udskåret prædikestol og middelalderfresker, og midt for står den lidt simple, men rørende statue af den store middelalderdigter Walther von der Vogelweide.

Gade i Bolzano

Nord for pladsen løber Via dei Portici (Laubengasse) med arkader og eksklusive modebutikker og ender i den charmerende, aflange torveplads Piazza Erbe (Obstmarkt), med farverige frugt- og blomsterboder. Herfra fører Via dei Francescani til 1300-talskirken Chiesa de' Francescani med et smukt kloster. Vest for Piazza Erbe bliver Via dei Portici til Via Museo (Museumstrasse), og i nr. 43 ligger Museo Archeologico dell'Alto Adige (Südtiroler Archäologiemuseum), hvor den store seværdighed er "Ismanden Ötzi", det 5300 år gamle, mumificerede fortidsmenneske, der i 1991 blev fundet i isen i Ötztaler-bjergene.

Burg Maretsch

Bag museet løber Wassermauer-Promenade langs Talvera og fører til Castel Mareccio (Burg Maretsch). I nærheden begynder Oswald-Promenaden, en tre kilometer lang sti på bjergskråningen, mellem vinmarker og med en smuk udsigt til Rosengarten-massivet. I Museo di Scienze Naturali dell’Alto Adige i Via dei Bottai 1 kan man studere Sydtyrols geologi, flora og fauna. Politistationen ligger i Via Marconi 33 og turistkontoret på Waltherplatz.

Det smukke bjerg Renon

Når Bolzanos sommervejr bliver for kvælende, er der rige muligheder for udflugter. I Via Castel Ried nord for byen lokker den skønt beliggende 1200-talsridderborg Castel Roncolo (Schloss Runkelstein – se øverste foto), som er et must see i Sydtyrol. Men også Dolomitternes alpeenge og svalende klima er tæt på. Fra Bolzano fører en fem kilometer lang svævebane og en gammel jernbane, der stadig kører med vogne fra begyndelsen af 1900-tallet, til det smukke bjerg Renon (Ritten). Når vejret er klart, er udsigten over Alto Adige formidabel. Herfra kan man vandre til pittoreske småbyer som Longomoso (Lengmoos), Soprabolzano (Oberbozen) og Collalbo (Klobenstein), hvor Sigmund Freud i 1911 boede på Hotel Bemelmans Post, mens han grublede over menneskets forsøg på at forstå sit eget ’jeg’.

Trentino – som et maleri af Tizian

Trentino

Fra Bolzano og sydpå forandrer landet sig: Turen ned langs Adige er her smuk som et maleri af Tizian med rolige landskaber som en skarp kontrast til de forrevne bjerge i nord. Nu kommer vi ind i Trentino, Sydtyrols italienske del, og om foråret er de frugtbare højdedrag ét stort blomsterflor mellem vinmarkerne og vingårdene. Varmen begynder at tynge, og myggene at blive mange. Man ser ikke længere tyrolerhuse med enorme tage, men lyserøde og okkerfarvede terninger med tagterrasser, hvor agaver og nerier gror i store lerkrukker; der står Albergo i stedet for Gasthaus, hotelejeren hedder ikke Speier, men Cosini, og i haverne vokser figentræer og vinstokke med tunge klaser. Palmer dukker op, Adigedalen udvider sig, og man passerer fabrikker og elektricitetsværker, som drives af floderne. For hver time bliver det lunere, og stednavnene lyder som sød musik: Strada del Vino, Trento, Castello Toblino.

Strada del Vino

På Adiges højre bred og parallelt med motorvejen fører den kønne Strada del Vino (Südtiroler Weinstrasse) mellem skråninger dækket af vinranker og gennem hyggelige småbyer med lokale vine, ristede kastanjer og strømme af turistbusser ved de store vingårde. Den vigtigste by er det gamle Caldaro (Kaltern), der ligger malerisk op ad skråningen. Herfra fører en tovbane til Mendel 1360 meter over havet. Vejen følger bredden af Lago di Caldaro, der er helt omgivet af vinmarker, og passerer den charmerende lille vinby Termeno (Tramin), hvor slottet Ringberg rummer et seværdigt vinmuseum. Strada del Vino slutter ved Mezzocorona, hvorfra man må fortsætte ad motorvejen.

Sofistikerede Trento

Trento

50 kilometer syd for Bolzano, hvor Adigedalen er blevet bred, møder vi Trentino-Alto Adiges afslappede og sofistikerede hovedstad, minimetropolen Trento (Trient), en ægte italiensk by, der trods sin beliggenhed kun et par hundrede meter over havet er fuld af alpehygge. Trento blev formentlig grundlagt af etruskerne, men omkring år 100 f.Kr. erobret af romerne, og har gennem tiden nydt godt af sin placering på handelsruten mellem nord og syd, hvilket har skaffet både økonomisk velstand og en konstant tilførsel af nye impulser. Med sin velrestaurerede blanding af renæssance, middelalder og barok giver Trento et godt indtryk af området gennem århundrederne. Ligesom Bolzano er Trento i høj grad en livlig, moderne stad og regnes for at være blandt dem, hvor indbyggerne har den højeste livskvalitet.

Piazza Duomo i Trento

Trento er også Sydtyrols kønneste by, med et gågadecentrum fyldt af studerende og turister, butikker og barer, og i Via Belenzani ligger det ene dejlige, men noget forsømte renæssancepalæ efter det andet. Byens hjerte er det gamle romerske Forum, den fine Piazza Duomo med den lombardiske katedral San Vigilio med middelalderfresker og flamske vægtæpper, hvor modreformationen i 1545 indledtes med Tridentinerkoncilet. Sammenbygget med domkirken ses den gamle bisperesidens Palazzo Pretorio, der rummer Museo Diocesano med en udsøgt samling af kunstskatte samt skrifter og malerier fra koncilet. Ved siden af knejser det 41 meter høje tårn Torre Civica og midt på pladsen det plaskende 1700-talsspringvand Fontana di Nettuno. Pladsen kantes af bemalede renæssancehuse og caféer med tyrolermusik.

En af Trentos største seværdigheder er middelalderborgen Castello del Buonconsiglio, der med sine massive fæstningsværker tidligere var fyrstebiskoppernes residens og i dag danner rammen om Museo Nazionale Trentino med arkæologiske og etnografiske samlinger. Inden for murene ses rester af den oprindelige borg, og mange af salene har smuk freskoudsmykning. På Piazza Dante, nær jernbanestationen umiddelbart nord for centrum, ligger det interessante 1100-talskloster Badia di San Lorenzo. Hvis man har tid, byder Trento desuden på et hav af mindre museer og andre seværdigheder (få en liste på turistkontoret i Via Manci 2). I juni afholdes madfestivalen Mangiarbene samt middelalderfesten Feste Vigiliane, og sidste weekend i december Polenta Festival. I december afholdes også Trentos julemarked på Piazza di Fiera. Politistationen ligger på Piazza della Mostra 3. Parkering er meget vanskelig i centrum, så hold f.eks. ved stationen.

Får pigehjerter til at smelte

Castello Toblino

Fra Trento løber en malerisk vej mod vest op gennem den vilde slugt Bocca di Vela, gennem ældgamle fæstningsporte og mellem primitive boliger til Vezzano, som er et af de tyrolske steder, der endnu er uberørt af turiststrømmen. Herfra går det nedad igen, først forbi den lille Lago San Massenza og dernæst den grønne og venlige Lago di Toblino, ved hvis bredder der dyrkes en sød vin, som får pigehjerter til at smelte. Lige ned til søen knejser slottet Castello Toblino, der minsandten også har tilhørt de misundelsesværdige grever af Wolkenstein. Herfra er der kun 22 kilometer ad en henrivende vej langs med Sarcafloden til Gardasøen og grænsen til Lombardiet.

Lombardiet er næsten lige så smuk – bare se her >

Det falmede Rovereto

Rovereto

Vi fortsætter ad den nydelige rute syd for Trento, mellem vinmarker så langt øjet rækker, og møder efter 20 kilometer den falmede industriby Rovereto, som den italienske hærs kanoner smadrede grundigt i Første Verdenskrig. Men Rovereto er et must for krigshistorisk interesserede: I Via Castelbarco 7 kan man besøge Museo Storico Italiano della Guerra med våben, uniformer osv. fra Italiens krige, og i Via Castori troner det makabre Ossario di Castel Dante, "Benhuset", med knoglerne af 20.000 faldne fra La Grande Guerra. I byens østlige udkant hænger den enorme Campena dei Caduti, De faldnes Klokke, som er støbt af omsmeltede kanoner og hver aften ved solnedgang kimer til minde om de dræbte soldater. I omegnen vrimler det i øvrigt med gamle skyttegrave.

Man kan også bare fra Piazza Rosmini følge Via Orefici ind i den gamle bydel. I Corso Bertini 43 ligger Museo di Arte Moderna e Contemporanea, Trentinos store museum for moderne kunst. Bygningen er mere speciel end smuk, men er fyldt med værker fra omkring år 1900 og til i dag, bl.a. adskillige Picasso’er.

Vest for Rovereto glimter Gardasøens nordspids og de små bade- og vandsportsparadiser Torbole og Riva del Garda med deres restauranter, diskoteker og modebutikker. Syd herfor går skellet mellem Sydtyrol og det egentlige Italien, og hermed slutter vores tur gennem Trentino-Alto Adige.

Vandreture i Dolomitterne

Dolomitterne

Dolomitternes dramatiske tinder lokker med spektakulære og stærkt varierede muligheder for vandreture, og mange turister rejser til Sydtyrol alene med dette formål. Overalt er der gode, velafmærkede stier med små rifugi, gæstgiverier med lokal gastronomi, og vandresæsonen strækker sig fra juni til september (eller oktober, afhængigt af vejret). Den mest storslåede del af Dolomitterne ligger øst for Brennerruten, hvor forvitrede tinder tårner sig op i utrolige formationer over de lysegrønne sætere. Midt gennem området, fra Bolzano og over tre pas, løber Dolomitenstrasse (Den store Dolomitvej), som er godt udbygget og giver et glimrende indtryk af alt, hvad Sydtyrol kan byde på af betagende bjergnatur.

De smukke Val Gardena og Val Badia

Corvara i Val Badia

Øst for Bolzano ligger Val Gardena, som indrammes af Parco Naturale Puez-Odle, Gruppo di Sella og Sassolungo. Her har den rætoromanske kultur overlevet, og hovedbyerne er Santa Christina, det livlige Ortisei (St. Ulrich) med en fin udsigt til Dolomitternes højeste bjerg, Marmolada på 3342 meter, og det tiltalende og pittoreske Selva di Val Gardena (Wolkenstein in Gröden), hvor alt står på rætisk. Fra alle tre byer bringer svævebaner vandrere op i højderne. Val Gardena er et paradis for bjergvandrere med endeløse muligheder, fra den udfordrende Alte Vie i Gruppo di Selva, til billedskønne spadsereture som f.eks. Vallunga. Andre gode vandresteder er den frodige Val Pusteria med imponerende skuer i Sesto Dolomiti. Lige mod øst ligger Val Badia (Gadertal) og det elegante feriested Corvara in Badia (Kurfar), som er en del af den prægtige Parco Naturale di Fanes-Sennes-Braies; et af de mest stemningsfulde steder i Dolomitterne.

Magiske Alpe di Siusi

Selv i dette område, hvor der ikke er mangel på spektakulære scenerier, er der noget magisk ved udsigten over de blide skråninger og bølgende græsgange på Europas største bjergplateau, Alpe di Siusi (Seiser Alm), der ligger i 1800-2200 meters højde og afsluttes dramatisk af de knejsende Scimitar-tinder. Her vil vandrere på alle niveauer og i alle aldre finde rigeligt med spor at vælge imellem. De, der søger udfordringer, finder lige i nærheden Sassolungo, som er en af de flotteste og mest karakteristiske formationer i Dolomitterne og berømt blandt bjergbestigere.

Bades i lyserødt lys

Val di Fassa

Nordøst for Trento ligger den lysende, 1467 meter høje Dolomitterkam Pale di San Martino, der indgår i nationalparken Parco Nazionale Paneveggio-Pale di San Martino med rådyr, gemser, murmeldyr og ørne. På grænsen mellem Alto Adige og Trentino ligger Val di Fassa, som dannes af tinderne i Gruppo di Sella i nord, Catinaccio i vest, hvor solnedgangen bader Dolomitterne i lyserødt lys, og Marmolada i sydøst. Hovedbyerne er den tiltalende skidestination Canazei, hvor størstedelen af indbyggerne taler rætisk, og det kønne Moena, som begge først og fremmest er indrettet til turisme og udgangspunkter for bjergbestigning og vandring i Marmolada-området. Feriestederne ligger tæt, og både sommer og vinter er tilstrømningen enorm.

Majestætiske landskaber i vest

Parco Naturale Adamello-Brenta

Bjergene vest for Brennerruten har ikke den forrevne og forvirrede karakter, der normalt forbindes med Dolomitterne. Landskabet er snarere majestætisk med alpesøer, vandfald og dybe skove med dyr som mufloner, gemser, ørne, hjorte, murmeldyr og Alpernes sidste brune bjørne. En undtagelse er den monumentale Brenta-gruppe i Parco Naturale Adamello-Brenta nordvest for Trento, der kulminerer i det 3173 meter høje Cima Tosa. Parken består bl.a. af dalene Val di Sole (Sulztal) og Val di Non med små landsbyer, sneklædte tinder, skove med lærketræer og graner, et rigt dyreliv, gletsjere med evig sne og østrigske forsvarsværker fra Første Verdenskrig.

Val di Non er malerisk året rundt med frugthaver, græsgange og ridderborge, især om foråret, når æbletræernes skyer af hvide blomster springer ud. Vest for hovedbyen Cles ligger den solbeskinnede Val di Sole med Nocefloden, der har perfekte forhold til rafting. Skidestinationen Madonna di Campiglio er et godt udgangspunkt for vandreture.

Parco Nazionale dello Stelvio

Vest for Merano, nær grænsen til Schweiz, ligger Italiens mest ensomme park, den 1346 km² store Parco Nazionale dello Stelvio, med ypperlige muligheder for vandreture i et stort netværk af afmærkede ruter, ofte over gletsjere. I den sydlige del ligger Val di Peio, der er udgangspunkt for bjergbestigning til det 3645 meter høje Monte Vioz og Forni-gletsjeren. Længere nordpå går bjergene over i det store, gletsjerdækkede Ortlermassiv med toppen Ortler på 3905 meter.

Stelviopasset

Selve Stelviopasset er med 2757 meter Alpernes næsthøjeste og nås fra landsbyen Trafoi ad en fejende flot vej med sving og stejle stigninger, som jævnligt indgår i Giro d’Italia. Hver sommer flokkes cykelturister for selv at prøve kræfter med strækningen. Vejen op til pashøjden er dog meget vanskelig, ikke mindst på grund af 48 nummererede hårnålesving på østsiden og 39 på vestsiden. I bil skal man ikke regne med en højere gennemsnitshastighed end 30 km/t, og kørsel med campingvogn er direkte dumdristigt. Desuden er passet normalt lukket fra november til maj. Nord for Trafoi ligger Val di Solda (Suldental), der om sommeren tiltrækker erfarne vandrere og bjergbestigere. Mindre krævende er den maleriske Val Martello med stier i lavere højder og fænomenale udsigter over nationalparkens omgivende tinder, yndige picnicspots og gode chancer for at øjne hjortevildt. Men hermed har vi nået grænsen til Schweiz. Du kan se mere om vandreferie i Dolomitterne hos f.eks. vores samarbejdspartner Ruby Rejser >

Andre oplevelser

Riva del Garda

Udover vandreture byder Trentino-Alto Adige på et hav af andre udendørsaktiviteter. Hver sommer mangedobles indbyggerantallet i Torbole og Riva del Garda ved Gardasøen, når unge fra hele Europa mødes for at bade, windsurfe og feste til den lyse morgen i pragtfuldt middelhavsklima. Se meget mere om Riva del Garda og Gardasøen >

Andre muligheder er hanggliding, paragliding og mountainbiking (alene i Trentino er der over 4500 km spor til mountainbiking). Hertil kommer rafting i f.eks. Val di Sole (oplysninger hos Centro Rafting Val di Sole på www.raftingcenter.it). Overalt gemmer søer og floder desuden på uanede mængder af ørreder, gedder og aborrer, som gør dem uimodståelige for enhver lystfisker. Hele sommeren byder regionen på udendørskoncerter mellem alpetinderne med et program fra klassisk til jazz. Få mere information på turistkontorerne.

Turen går til Trentino-Alto Adige

  • Danske navn: Sydtyrol
  • Beliggenhed: Norditalien
  • Hovedstad: Trento
  • Klima: tempereret/subtropisk
  • Areal: 13.607 km²
  • Indbyggere: 950.000
  • Største byer m/indbyggertal: Trento 117.000, Bolzano 104.000, Merano 38.000, Rovereto 37.000, Bressanone 20.000
  • Afstande i km (fra Trento): Verona 100, Venedig 214, Milano 225, Hamburg 1129, København 1317
  • Lufthavn: Bolzano
  • Dansk konsul: Pier Vettor Grimani, Santa Croce 466/G, Venedig, tlf. 041 520 08 22
  • Hospitaler: Largo Medaglie d'Oro 9, Trento; Via Lorenz Böhler, Bolzano; Via Rossini 5, Merano

Skisport

Trentino-Alto Adige er naturligvis et eldorado for skisportsentusiaster. Overalt findes superbe skidestinationer med gode indkvarteringsmuligheder og skiskoler. Højsæsonen løber fra midt i december til midt i marts. I den østlige del, ved grænsen til naboregionen Veneto, kan man købe et Dolomiti Superski-pas, der giver adgang til 4-500 lifte og over 1200 kilometer pister. Her begynder den berømte Sella Ronda, skikarrusellen, som er en cirkulær rundtur om det mægtige Sellamassiv, alt sammen forbundet med lifte, svævebaner og hyggelige Gasthäuser. I Val Gardena ligger skidestinationerne Ortisei og Selva, og syd her bl.a. Val di Fassa og Sydtyrols store, familievenlige skisportsområde Canazei med over 500 km pister for både begyndere og øvede. De mest magiske landskaber ligger bag Predazzo, i Lagorai og i Catinaccio.

I den vestlige del findes det såkaldte Super Skirama-pas, som dækker Brenta-Dolomitterne. Her ligger bl.a. det fashionable Madonna di Campiglio, hvor jetsettet kommer fra nær og fjern for at blive set, langrendsdestinationen Pinzolo og det meget snesikre Passo del Tonale ved grænsen til Lombardiet. Men skisport i Trentino-Alto Adige er et kapitel for sig – se meget mere under skiferie >

Vejret og klimaet i Trentino-Alto Adige

Meteo Trentino Alto Adige

Vejret og klimaet i Sydtyrol varierer ikke kun efter årstiden, men også højden. I marts, april og maj kan sneen endnu falde i Alperne, mens frugttræerne i dalene prydes med duftende blomster. Temperaturerne kan variere fra 0 grader i bjergene til 22-23 grader i lavlandet. Sommervejret er hedest i Trentino, og på de varmeste dage i juni, juli og august er 35 grader ikke ualmindeligt. I så fald kan man heldigvis snuppe en svævebane op i højdernes kølighed. Om efteråret svinger temperaturerne fra 12-25 grader i dalene og ned til frostgrader i bjergene. Om vinteren er hele regionen dækket af sne, men vejret er godt, og solen skinner fra en blå himmel. Det største snefald kommer i december, januar og februar, og søerne fryser, så man kan løbe på skøjter.

Den sydtyrolske gastronomi

Trentino-Alto Adiges køkken er som nævnt stærkt præget af den østrigske fortid og nærheden til Østrig og Schweiz. I Alto Adige er de typisk italienske retter importeret fra det ”rigtige” Italien og anvendes på andre måder – f.eks. er pasta her ikke en forret, men en selvstændig hovedret. Her bages også rugbrød, som man nærmest ikke ser i resten af landet. Blandt specialiteterne er det rå, lufttørrede og røgede kød, der serveres i ganske tynde skiver under navnet spek tirolese. Andre retter er Paprika-Gullasch og Knödel, som bl.a. fremstilles af rugmel, ost og speck, samt de røgede Landjäger-pølser, der ofte spises med Sauerkraut (surkål). I jagtsæsonen kan man få vildt, herunder camoscia, gemse. Eftersom Sydtyrol er en indlandsregion, er fiskeretter ikke så fremtrædende som i det øvrige Italien, men i de mange bjergsøer og floder fanges lækre ferskvandsfisk som gedder og ørreder, der gerne smørsteges og serveres med persille og kartofler. En af regionens kendte oste er den langtidslagrede Asiago, og til dessert kan man nyde en klassisk østrigsk Apfel-Strudel. Trentino-Alto Adiges vine er ikke specielt mindeværdige, bortset fra den røde Santa Maddalena og den tørre hvide Terlano. Caldaro-rødvinen, som dyrkes nær Bolzano, skal man være østriger for at værdsætte, mens hvidvinene mest er sødlige efter tysk smag.