Lazise – afslappet ferie i skønt vejr

Lazise er egentlig ikke noget særligt. Seværdighederne er få, og der er aldrig sket noget som helst af betydning i Lazise. Faktisk har mange af de andre småbyer ved Gardasøen langt mere at byde på. Men Lazise er trods vrimlen af turister relativt rolig. Her går livet sin daglige gang, vejret er skønt, og de små strande lokker med ægte sand – fragtet ind fra Adriaterhavet. Lazise er afslapning og ren ferie. Her, på Gardasøens østside ved søens bredeste sted, er der simpelthen ikke andet at foretage sig end at bade, spise og drive den af. Det er det, der har gjort Lazise til børnefamiliernes favorit ved Gardasøen. I de hyggelige gader og den maleriske havn høres ustandselig engelsk, tysk og dansk, og i restaurant Tropical, der ligger pragtfuldt med udsigt over stranden og søpromenaden, byder det dansk-italienske værtspar på lækkerier fra søen.
I sikkerhed bag Lazises ringmur

Hvis det ikke var for vejret og de typisk norditalienske bygninger, kunne man tro, at man stadig var i Danmark. Men når man ser de utallige fiskerestauranter med ørreder og karper fra Gardasøen, ledsaget af vine fra det nærliggende Valpolicella-distrikt, butikkerne med italiensk mode, vin og oliven, og de gamle mænd, der dagen lang diskuterer politik og fodbold på barerne, bliver Lazise pludselig mere italiensk. Kun tre byporte i den gamle 1100-tals-ringmur fører ind i Lazise, og så snart du er indenfor, er du i sikkerhed for de larmende forlystelsesparker, der omgiver byen. I det gamle kvarter omkring hovedgaden Corso Ospedale løber krogede smøger på kryds og tværs mellem små maleriske pladser og den venetianske havn. Her og der er strøet noble villaer som Villa Pergolana, Villa Bernini og Villa Baratta med en dejlig park.
Du skal også se resten af Gardasøen – skøn og uudgrundelig >

Havnen og søpromenaden
Fra havnen løber søpromenaden med sin smukke, bølgeformede brolægning og den gamle, venetianske toldbod, der er blevet nænsomt restaureret og stadig dominerer Lazises profil fra søsiden. Før verden gik af lave, kontrollerede toldstationen al handelen på Gardasøen, men i dag er den sørgeligt degraderet til udstillingslokale for moderne kunst.
Ved havnen ligger også den romanske middelalderkirke San Nicolò, som er viet til de søfarendes skytshelgen Skt. Nikolaus, med seværdige 1300-talsfresker af en anonym kunstner. Uden for havnen, på søbunden, hviler de århundredgamle vrag af skibe, som venetianerne selv sænkede under krigene med Milano for at forhindre dem i at falde i fjendens hænder.
Om aftenen oplyses søpromenaden af venetianske lamper, og nu bliver Lazise mere livlig. Fra campingpladserne uden for byen strømmer turisterne til for at dinere på restauranterne, mens de nyder vejret og udsigten over Gardasøen. Senere, når natten falder på, slentrer både turister og Lazises unge, forelskede par i timevis i den fortryllede stemning på promenaden og glemmer hele verden...

Lazises små strande
Lige nord for den moderne lystbådehavn ligger et par små strande uden megen plads, men mod syd er der større, palmekransede sandstrande, hvor man kan både bade og slikke sol.
Scaligerborgen
Lazises største seværdighed er den middelalderlige Scaligerborg (næstøverste foto), som er en af de mest velbevarede ved Gardasøen. Med sine seks tårne, der i forbindelse med ringmuren beskytter byen, er den Lazises vartegn. Men borgen er stadig privatbolig og ikke åben for publikum, så man må nøjes med at beundre den udefra.
Aktiviteter nær Lazise

Hvis du er på kør selv-ferie eller lejer en bil, er der i sæsonen adskillige muligheder for aktiviteter og oplevelser for både børn og voksne – de fleste endda i kort afstand.
Mineralske termalbade
Knap fire kilometer syd for Lazise lokker de mineralske termalbade Villa Dei Cedri Spa Hotel med varme kilder, vandfald og pooltemperaturer på omkring 30 grader. Omtrent dobbelt så langt væk finder man de noget dyrere spabade Aquardens Verona, som byder på total afslapning og velvære – se mere her >
Turen går til Lazise
- Beliggenhed: Norditalien
- Region: Lazise ligger i Veneto >
- Indbyggertal: 7.000
- Vejr og klima: subtropisk
- Afstande i km: Verona 25, Venedig 141, Hamburg 1155, København 1396
- Nærmeste lufthavne: Verona, Venedig
- Turistkontor: Via Francesco Fontana
- Biludlejning finder du her >
- Cykeludlejning finder du her >
- Termalbad finder du her >
- Hospital: Casa di Cura Pederzoli, Via Monte Baldo 24, Peschiera del Garda, tlf. 045 64 49 111
- Dansk konsul: Alessandra Pacifici, Cannaregio 3918, Venedig, (+39) 041-29 60 523, venice@umgate.dk
- Vingårde: Se under Veneto >
Gardaland og andre forlystelser
Syd for Lazise ligger Gardaland, Italiens største forlystelsespark, og Gardaland Sea Life Aquarium med kæmpeakvarier med mere end 5000 fisk inklusive hajer. Køen kan være lang, men man kan få hurtig adgang ved at booke billetter på forhånd >
Fra Lazises centrum er der kun godt en kilometer til det vulgære Canevaworld, et enormt underholdningskompleks inspireret af Hollywoodfilm, garneret med restauranter indrettet i falske middelalderborge og rock'n'roll-miljøer. I juli og august omdannes Canevaworld til ét stort udendørs diskotek. Adressen er Località Fossalta 58.
Mere afslappet er safariparken Parco Natura Viva, 11 kilometer fra Lazise, hvor man i egen bil kører rundt på en kunstig savanne fyldt med vilde dyr. I Fauna Club kan man spadsere rundt til fods blandt mindre blodtørstige dyrearter.
Fra Lazise er der kun få minutters kørsel til andre feriebyer som Bardolino og Peschiera, og fra havnen kan man tage færgen til de små byer på Gardasøens modsatte bred. Men den bedste tur går til romantiske Verona, der byder på storbystemning, udendørs operaer i den romerske arena og shopping i snesevis af lækre butikker. Se mere om Verona >
Vejret og klimaet i Lazise
Det er ikke til at komme uden om: Vejret og klimaet var den største årsag til, at Lazise i 1950'erne blev Gardasøens mest populære perle – akkurat som i dag. Allerede i april kan du tage forskud på sommeren med ferie i op til 20-25 grader. Maj byder på temperaturer omkring 30, mens juni, juli og august kan være meget varme med over 35 grader. Vejret i september og oktober er som regel som på en dansk sommerdag – og både forår og efterår er naturligvis billigere end højsæsonen. Badesæsonen varer fra juni til september, og selvom Gardasøens ferskvand er koldere end saltvand, byder det alligevel på vandtemperaturer op til 27 grader i juli og august.
Marked og festivaler
Hver onsdag kl. 8-13 er der marked i Lazise – et af Gardasøens største – med alt fra vin og olivenolie til kopier af designertøj (køb det ikke – det koster store bøder). Lazise er desuden vært for et hav af festivaler sommeren igennem. Både ved Scaligerborgen og i parkerne afholdes klassiske koncerter, pop-arrangementer, udstillinger og modeshows.
Parkering i Lazise
Hvis du er på kør selv-ferie, skal du være opmærksom på, at det er forbudt for turister at køre ind i Lazises delvist bilfri centrum. Heldigvis findes der en stor betalingsparkeringsplads på Piazzale Marra lige syd for centrum. Herfra er der kun omkring 100 meters gang til Lazises sydlige byport.