• Forsiden |
• Regioner |
• Historie |
• Kunst og kultur |
• Sprog |
• Vejret |
• Mad |
• Mode |
• Om os

Gyldne Padova – de duftende grøntsagers by

I den tidlige morgenstund hviler en nådig stilhed over Padova. Sollyset falder på de ædle torve og tyste søjlegange, og eneste livstegn er de få skikkelser, der iler af sted til kirke. Ligesom andre norditalienske byer er Padova ideel at udforske før morgenmaden og har alt det, man forventer. Padova er myldrende, forvirrende og dejlig, med middelalderlige gader og duftende buegange skabt til munter elskov. De gamle mure og bastioner kan stadig ses, mens Brentakanalen venligt slynger sig ud og ind, så man ligesom i Venedig konstant må over broer. Padova hævder selv at være Italiens ældste by, og gadenettets rette vinkler viser, at her lå engang en romersk militærlejr. Men først som selvstændig bystat fra 1175 fik Padova betydning og blomstrede for alvor under Carrara-slægten, indtil den i 1405 blev underlagt Venedig. Her fødtes den romerske historieskriver Livius og renæssancearkitekten Palladio; her arbejdede kunstnere som Giotto, Donatello og Mantegna; og her opstod den venetianske renæssance. Følg med på en tur til Padovas vigtigste seværdigheder:

Piazza delle Erbe og Padovas guld

Det første kvarter, der vågner i enhver italiensk by, er Grønttorvet, Piazza delle Erbe. I Padova er der også et frugttorv, Piazza dei Frutti, og begge ligger i skyggen af det enorme Palazzo della Ragione, middelalderens domhus, der knejser over det travle sceneri som et gammelt krigsskib over en kaj. Her ankommer torvehandlere i små lastbiler og på trehjulede, tungt belæssede Ape-scootere. På ingen tid opstilles staderne, og solsejlene hejses, så torvet er klar til at modtage de første kunder til Padovas guld: blodrøde tomater med svulmende former som frugtbarhedsgudinder, agurker, der krummer sig, som om de pintes i Dantes Inferno, salater som hugget med mejsel, bjerge af snehvid ris, blege asparges, duggede figener, gyldne svampe, marmorfine trøfler, grønne og røde peperoni samt druer, æbler, pærer, ærter og bønner i alle former og kulører.

Det er disse dufte og farver, der er Padovas vartegn, og som man også møder i buegangene og konstant har i øjne og næse. Hvis padovanerne lider af noget, må det være en slags overvitaminisering, som viser sig i deres livlige gestus og stemmer. Når man har vandret mellem søjlerne og dvælet på de to torve, har man næsten glemt, at der findes kød og fisk, og man får lyst til at gå på alle fire som en planteæder. Hvis Dante eller Giotto skulle komme forbi, ville de næppe finde stedet meget forandret – bortset fra alle barerne.

Inden du går videre, så smut en tur indenfor i Palazzo della Ragione og nyd førstesalens 80 meter lange sal, Il Salone, med bl.a. en berømt freskocyklus af månederne. På østsiden er domhuset forbundet med Palazzo degli Anziani med sit skæve 1200-talstårn.

Nap en topløs sightseeingbus og slip for at vade rundt >

Piazza dei Signori og Palazzo del Capitano

Fra Piazza della Frutta spadserer vi til Piazza dei Signori, i hvis kolonnader det vrimler med spændende specialbutikker. Til venstre ses Loggia della Gran Guardia, en charmerende renæssancebygning fra slutningen af 1400-tallet, og i baggrunden troner Palazzo del Capitano med sit store ur, som var det første af sin art i Italien. I mellem disse fører Via Monte di Pietà til Piazza Duomo og den noget ordinære domkirke fra 1552. Men her står også det seværdige dåbskapel Battistero, en romansk 1200-talsbygning med fresker af Giusto de’ Manabuoi fra omkring 1378.

Italiens næstældste universitet

Vi vender tilbage til Piazza delle Erbe og fortsætter til Via VIII Febbraio og Padovas smukke rådhus, Palazzo Moroni. Lige overfor ligger Università degli Studi di Padova, der blev grundlagt i 1222, og hvis medicinske fakultet stadig er et af klodens bedste. Fra den imponerende renæssancegård fører en marmortrappe til sale med vægge dækkede af våbenskjolde, som har tilhørt studerende fra mange lande, især englændere, der tidligere var berygtede for drikkeri og slagsmål i gaderne. I Sala dei Quaranta hænger kæmpeportrætter af 40 fremragende videnskabsmænd, og man ser det gamle egetræskateder, hvor Galileo Galilei forelæste i 1592-1610, men som mere minder om en prædikestol. Galileis forelæsninger var så populære, at flere tusinde mennesker sloges om at overvære dem. Her byggede han sit første teleskop, der kunne forstørre tre gange, som efterhånden blev forbedret til 32 gange, og med disse instrumenter så han for første gang Jupiters måner og de enkelte stjerner i Mælkevejen. I en anden sal står glasmontrer med otte kranier af professorer, der har testamenteret deres legemer til videnskaben. Her gennemføres mundtlige eksaminer, og eksaminanden skal således sidde over for både levende og døde professorer; en akademisk vittighed af værste skuffe.

Dissekerede hængte forbrydere

En anden sal udgør verdens ældste anatomiauditorium, et cirkelrundt, amfiteatralsk og makabert brudstykke af det 16. århundrede. Her udviklede den anatomiske videnskab sig under ledelse af den første store anatom, Vesalius. Auditoriet har ingen siddepladser, og de studerende måtte stå lænet til balustraderne, mens de kiggede ned i midten, hvor dissektionsbordet havde sin plads. I renæssancen nærede man imidlertid stadig modvilje mod dissektion af menneskekroppe, og gennem en åbning i gulvet ses en hvælving, hvor bordet hurtigt kunne nedsænkes, så alle vidnesbyrd om obduktionen forsvandt. Ligene var som regel henrettede forbrydere, der blev skåret ned fra galgen om natten og hurtigt bragt til auditoriet. Vesalius havde overtalt den lokale magistrat til ikke at dømme forbryderne til at blive sønderrevet af fire heste. Man kan forestille sig de studerendes ansigter kun oplyst af faklernes skær fra det uhyggelige dyb, som de stirrede ned i.

Elegante Pedrocchi, caféernes café

Efter disse munterheder spadserer vi op ad Via VIII Febbraio og finder på hjørnet af Piazza Cavour den elegante Caffé Pedrocchi, der praler med at være verdens ældste café og i 1800-tallet var mødested for italienske revolutionære, som krævede østrigerne ud af Italien. I Paris er man stolt af sine caféer, men det er intet imod, hvad padovanerne har følt for deres Pedrocchi, siden den forårsdag i 1831, da den første gang bød en tørstende menneskehed velkommen. Man mærker endnu ånden fra 1848, dengang folkerejsningens mænd, mest professorer og studerende, her havde deres klub. Caffé Pedrocchi består af en halv snes store sale med fløjlsmøbler, divaner langs de spejlklædte vægge og runde borde på jernfødder med marmorplader. Der er ingen døre mod pladsen, og det føles næsten tempelagtigt at sidde mellem søjlerne, mens livet bruser omkring en.

Dyrt, men eksklusivt

Alt er dyrt, men eksklusivt, og her udfolder det italienske caféliv sig i sin finest udviklede form. Her fås samtlige afskygninger af italiensk iskunst, fra de fedeste cremer til de letteste sorbeter. Specialiteten er zabaione, en dessert med en let vaniljecreme tilsat Marsala. Man kan også vælge mellem talrige aperitiffer, fra de højeste Alpers urter til de sydligste dales krydderier, som skænkes til lifligt akkompagnement af ringlende is i spinkle glas. Den køligste og mest forfriskende, den rosafarvede campari, smager af bjerge og er på én gang bitter og sød, ligesom kærligheden og livet selv. Hvis man ønsker at høre løsningen på samtlige politiske og sociale spørgsmål, skal man blot slå sig ned i Pedrocchis søjlehal og lytte til den summen, der fylder luften. Her løses alle gåder én for én med legende lethed.

Scrovegni-kapellet og Giottos fresker

I Padovas nordlige bydel ligger byparken, Giardini dell’Arena, med Eremitani-kirken og de triste rester af Mantegnas fresker, der desværre blev ødelagt af allierede bombefly i Anden Verdenskrig. Her findes også et stort museumskompleks med en fornem arkæologisk samling, et møntmuseum og et middelaldermuseum. Men samme sted, med udsigt over resterne af det romerske amfiteater, ses en af Padovas største seværdigheder, Cappella degli Scrovegni fra 1303. Rinaldo Scrovegni var en ågerkarl, der sammenskrabede enorme rigdomme ved at låne de fattige penge mod groteske renter og pant i deres ejendom, hvorefter han drev dem fra hus og hjem. I Dantes Inferno sendes han i Helvede, hvor han i al evighed skal sidde på gloende sand. For at sikre sig selv mod samme skæbne opførte hans søn Enrico kapellet og bestilte tidens mest revolutionerende maler, den berømte Giotto, til at dekorere det fra gulv til loft. Resultatet blev Giottos hovedværk og verdens mest fuldkomne cyklus af scener fra Jesu lidelseshistorie. Hver centimeter er dækket af fresker; det hvælvede loft er en blå himmel med gyldne stjerner, og væggene indrammer 38 billeder, der blev epokegørende i europæisk malerkunst. Trods tiden er farverne stadig forbavsende, og ligesom i det Sixtinske Kapel får man fornemmelsen af at være indesluttet i kulører, især blåt. Det er nødvendigt at bestille adgang på forhånd, hvilket kan gøres på cappelladegliscrovegni.it.

Basilica di Sant’ Antonio – Il Santo

Fra Piazza delle Erbe er der et kvarters gang til Piazza del Santo med flere af Padovas seværdigheder. Her knejser den eksotiske Basilica di Sant’ Antonio, eller kort og godt Il Santo, som er en af Italiens kendteste valfartskirker og altid fuld af andægtige fra mange lande. Opførelsen begyndte i 1231, og her er man så langt mod øst, at den byzantinske byggestil blandes med romanske og gotiske elementer. Den mindre vellykkede facade kunne lige så godt være en togstation, mens taget med hele fire rillede kupler, som er endnu mere elegante end Markuskirkens, samt et par slanke, minaretagtige tårne, ligner en moské. Donatello, ungrenæssancens mest talentfulde kunstner, har udført både højalteret med et smukt bronzerelief samt marmorgruppen Nedtagelsen fra Korset bag alteret. Helt fremme kommer man ind i Relikviekapellet fra 1600-tallet, der er rigt udsmykket i barok med talrige skulpturer.

Tordnede mod liderlighed

Kirken er opkaldt efter franciskanermunken Antonius fra Padova, Frans af Assisis berømteste discipel, som hviler i kapellet til venstre for højalteret, og som padovanerne opfatter som byens største søn. Han var ganske vist født i Portugal, men i Padova holdt han i 1200-tallet sine berømte dommedagsprædikener mod hovmod, liderlighed, luksus og tyranni. Prædikerne vakte stor opsigt, og skønt han døde som kun 36-årig, blev han hele Europas mest legendariske person. I syv århundreder har pilgrimmene bedt ved Antonius’ grav, og en stadig strøm af mennesker passerer forbi, mens de taler dæmpet og berører marmoret med deres fingre i håb om at tage noget af hans kraft med hjem. Ligesom Frans af Assisi hørte han til de venlige og elskværdige helgener, og det siges, at Antonius er den, der arbejder hurtigst for én i himlen, hvis man nærmer sig ham i den rette ånd.

Den snu kat

Foran Il Santo står i tung majestæt Donatellos smukke bronzestatue fra 1453, Gattamelata-monumentet, som var den første store rytterstatue siden den romerske oldtid. Statuen forestiller Padovas største condottiere (hærfører) på sin stridshingst med et udtryk som en velvillig Cæsar. På hans dåbsattest står navnet Erasmo da Narni, men han kaldes aldrig andet end Gattamelata, ”den snu kat”, et italiensk udtryk for fiffighed. Gattamelata var Venedigs overgeneral, som slog Milano, og en sand riddersmand, der ikke tålte plyndringer.

Til venstre for Il Santo står to små kirker, hvoraf den ene, Oratorio di San Giorgio, har sine vægge helt dækkede af fresker fra 1300-tallet.

Europas ældste botaniske have

Et par hundrede meter syd for Piazza del Santo når man ad Via Orto Botanico Europas ældste botaniske have, Orto Botanico fra 1545. Her, under vandringer mellem de eksotiske planter og i Padovas inspirerende luft, fik Goethe idéen til sin lære om planternes metamorfose, en af forløberne for udviklingslæren. Man kan stadig sidde i skyggen under træer, som er plantet i det 16. århundrede, og i parkens midte ses endnu spor af en rund have med lægeurter, der åbnede i 1545.

Vejret og klimaet i Padova

Padova byder på moderat, subtropisk fastlandsklima med kolde vintre og varme, fugtige somre. Den bedste periode at besøge byen er foråret og forsommeren, især fra midten af april til midt i juni, men også september er en god feriemåned. Med sin beliggenhed midt på Venetosletten kan Padova både blive ramt af bora’en, den frysende, tørre blæst fra bjergene i nordøst, og af sirocco’en, den milde sydøstenvind fra Adriaterhavet (se den kommende uges vejrudsigt i boksen ovenfor).

Sommeren er varm og solrig med gennemsnitligt 24 grader i juli, og hele året byder på omkring 2.100 solskinstimer. Under de jævnlige hedebølger kan temperaturen nå over 35 grader. Den høje luftfugtighed mildnes om eftermiddagen af små briser fra havet, og på solrige dage er tordenvejr ikke usædvanlige om aftenen. Padova er desuden kendt for en hyppig og kraftig tåge, som gør det svært at finde hjem fra arbejde. Vinteren er kold og grå, med gennemsnitligt 3 grader i januar. Nogle dage forbliver temperaturen omkring frysepunktet hele dagen. Snefald forekommer kun sjældent, for bora’en er tør, og den lune scirocco medfører højst lidt regnvejr.

© Ciao-Italien.dk