• Forsiden |
• Regioner |
• Storbyer |
• Badedestinationer |
• Historie |
• Kunst |
• Kultur |
• Sprog |
• Vejr |
• Mad |
• Mode |
• Om

Milano – international, kosmopolitisk og pulserende

Lige midt på den flade Poslette ligger Milano, som er Italiens næststørste by og alt det, man forstår ved en hypermoderne metropol: international, kosmopolitisk og pulserende døgnet rundt. Mens Rom er Italiens hovedstad og hjerte, er Milano landets hjerne og industri-, finans- og modecentrum. Folk i Milano har altid travlt og går dobbelt så hurtigt som folk i Rom, og imens kan de fortælle en historie eller lidt sladder uden at spærre fortovet, altid på et mere afdæmpet, mindre heftigt italiensk. Desværre har internationaliseringen medført, at Milano i dag knap nok fornemmes som en italiensk by, og desuden er en stor del af den gamle bydel på grund af de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig blevet afløst af forfærdelige skyskraberlignende kolosser i glas og beton. Men det skal ikke afholde dig fra at lade turen gå til Milano.

Milanos seværdigheder

Alle Milanos vigtigste seværdigheder ligger i gåafstand fra hinanden. Ignorer de moderne skrammelbyggerier og skynd dig ind til Milanos historiske og politiske centrum, Piazza del Duomo, der op til parlamentsvalgene altid er fyldt med gestikulerende og diskuterende mennesker. Her vandrer folk frem og tilbage foran strålende oplyste butikker og byens største seværdighed, domkirken Santa Maria Nascente, som er Italiens mægtigste gotiske bygning, den fjerdestørste kirke i verden og i hundredvis af år har vakt begejstring blandt turisterne.

Denne transalpinske mastodont blev påbegyndt i 1386, da gotisk arkitektur var moderne, og arbejdet fortsatte, efter at den var blevet gammeldags. Alt blev drevet frem af Milanos første hertug, Gian Galeazzo Visconti, der håbede, at denne offergave ville kunne skaffe ham en søn. Alene kirkens format viser, at han var sig sin bys og sin slægts betydning bevidst. Som så mange andre ærgerrige mænd drømte han om at gøre sig selv til konge af Italien, og Santa Maria Nascente skulle være hovedstadens domkirke. Hver gang man passerer den, kommer man til at tænke på, hvor forfængelige menneskers forhåbninger er. Da man nu én gang havde bundet sig til den enorme konstruktion, måtte generationer af bygherrer fortsætte i samme stil, og selvfølgelig fik de gjort for meget ud af det. Når de var i tvivl, tilføjede de bare et par ekstra søjler med helgener. Det tog over 400 år at få arbejdet færdigt, og den noget påtrængende facade blev først fuldendt på kejser Napoleon 1.s ordre i 1805, mens bronzedørene kom på plads i 1927.

Et kæmpemæssigt smykke

Allersmukkest er domkirken i det tidlige morgengry, når den langsomt dukker frem af disen som et kæmpemæssigt smykke af sølv- og guldtråde med skove af spir og statuer. Og gå endelig ikke ind med det samme! Tag først en spadseretur rundt om bygningen og få et indtryk af det kolossale arbejde, der hele vejen er lagt i den ydre marmorudsmykning, med ikke færre end 2245 statuer (”flere end hele befolkningen i et tysk hertugdømme”) på spidssøjler i svimlende stillinger på nåle af sten. Først synes man, at der burde tyndes ud i dem som i et alt for frodigt staudebed, men efter et stykke tid i Milano vil man ikke af med én eneste statue. Så forstår man, hvorfor alle milanesere elsker deres duomo. Ikke alene er den ligesom en landsbykirke et sted, man altid kan ty hen, men den byder også på øjeblikkelig overgang fra den moderne bys støj og uro til ophøjet fred og stilhed – som om man midt i Milano havde en kølig skov, hvor man kan trække sig tilbage og finde ly for solen og sine medmennesker.

Det 148 meter lange kirkeskib, der med sin stolte søjlelund og glasmaleriernes gløden i dunkelheden kan rumme 40.000 mennesker, er uforglemmeligt. Intetsteds støder man på en mere massiv og dyster helligdom. Her er tusmørket i en nordisk skov blevet omsat til sten. På grå dage må man famle sig frem, som om man er gået vild i skoven og søger efter et fjernt lysglimt. Alt domineres af 52 mægtige søjler og tre vidunderlige vinduer bag højalteret, og kun dimensionerne fanger opmærksomheden, for i 1600-tallet blev rummet renset for alle vidnesbyrd om mange hundrede års milanesisk historie. Tilbage er den makabre statue af apostlen Skt. Bartholomæus, der blev hudflettet levende og korsfæstet med hovedet nedad, da han missionerede i Armenien. Statuen er anbragt i lyset fra en sidedør, så man ikke forskånes for nogen detalje af den kendsgerning, at han bærer sin egen hud i hænderne. Men den vigtigste seværdighed er gravmælet for Skt. Carlo Borromeo, der tilhørte den fornemme slægt, som ejer den skønne Isola Bella i Lago Maggiore. Den hellige mand fødtes i 1538 i Milano og holdt så fast ved sin sjælelige renhed, at kvinder skammede sig over at være til i hans nærhed. Hans jordiske rester findes i en glassarkofag i krypten, og eftersom milaneserne elsker deres skeletter og nyder den kolde luft i et ligkapel, står folk hele dagen i kø for at knæle ved den.

Den vidunderlige tagterrasse

Bagest finder man elevatoren op til taget, som er noget helt enestående. Normalt er det en tvivlsom fornøjelse at klatre rundt oven på en domkirke, men her er taget beregnet til udforskning, som om det var en taghave, og det er det i virkeligheden også. Man træder på solide stenblokke fra den ene terrasse til den næste, stenrosetter gør det ud for blomster, og søjler med helgener knejser som vældige stauder. Udsigten over Milano og omegn er blændende, med små glimt af dagligliv rundt på tagterrasserne: En stuepige, der hænger tørretøj op, tjenere, som dækker borde under parasoller på dyre tagrestauranter, og håndværkere, der roder med genstridige vandbeholdere. Længere nede skjuler de uundgåelige duer synet af sporvogne og biler, indtil de sætter sig i tusindvis på piazzaen og dækker den stejlende rytterstatue af kong Viktor Emanuel 2. I nord dukker Alpernes halvcirkel frem som utydelige silhouetter mod himmelen. Snyd ikke dig selv for oplevelsen – men sørg for at booke fast track-billetter >

Galleria Vittorio Emanuele II – Milanos foyer

Til venstre for domkirken ligger det gamle Viscontipalads, Palazzo Reale, og til højre de myldrende søjlegange Portici Settentrionali og Meridionali. Gennem triumfbuen kommer man ind i Milanos foyer, det dejlige Galleria Vittorio Emanuele II fra 1865, verdens smukkeste butiksarkade, som arkader kloden rundt har forsøgt at efterligne. Her ligger nogle af Milanos bedste forretninger, restauranter og barer, og her mødes hele byen for at shoppe, flirte og blive set. Både sommer og vinter, når vejret enten er for varmt eller for koldt udendørs, er Galleria Vittorio Emanuele II det perfekte mødested. Her kan man sidde på en café og underholde sig med en af de mest populære italienske forlystelser: at se på sine medmennesker. Galleriet er nærmest en moderne udgave af oldtidens Forum Romanum, og man vil se de samme skikkelser som dengang: Kærestepar, der mødes, politikeren med dagens avis, den elegante dame på shopping og forretningsmanden, som læser børsnoteringer. Her, fjernt fra larm og forvirring, vandrer alle rundt som på en scene, hvor de på én gang er både skuespillere og tilskuere. Man opdager hurtigt, at Milano er finanskongernes by. Alt i galleriet er dyrt – men til gengæld får man også de mest udsøgte varer i hele Italien.

Et Milano City Card giver adgang til talrige seværdigheder – se udvalget og køb kortet her >

La Scala, verdens skønneste opera

I den anden ende af arkaderne træder man ud på Piazza della Scala med den berømte operabygning fra 1778, La Scala, der er fuldstændig genopbygget efter Anden Verdenskrig, og hvor enhver sanger i hele verden drømmer om at optræde. Mange turister rejser til Milano udelukkende for at besøge La Scala, og det er en fryd at synke ned i de ceriserøde fløjlsstole og lytte til verdens største dirigenter, mens man nyder synet af det store gyldne og hvide operarum. Nogle af de allerbedst kendte operaer, som Puccinis Turandot og Madame Butterfly, Verdis Othello og Rossinis Il turco in Italia havde i sin tid verdenspremiere her.

Pragtfulde rober og smukke kvinder

La Scala har plads til 3600 tilskuere, og på en gallaaften er atmosfæren noget helt særligt: foyeren med sine strålende lys og buster af berømte komponister, snakkende mennesker og alvorsfulde kontrollører, der opbygger en forventningsfuld stemning, som voksne teatergængere sjældent oplever. Overalt ses pragtfulde kjoler og rober, kostbare pelse og juveler, båret af Europas smukkeste kvinder, hvoraf de fleste mere kommer for at blive bemærket end for operaens skyld. Så entrerer man den elegante halvcirkel af røde og forgyldte loger med krystallysekronerne. Foruden italienere, der kender La Bohême udenad, består publikum af turister, som fremover vil lamme enhver operadiskussion med sætningen ”Da jeg hørte XX på Scala…”. Snart begynder det usynlige orkester at frembringe de hemmelighedsfulde lyde, der går forud for musikken, mens dirigenten skrider hen til podiet med en mine som en general, der skridter fronten af. Alt er stilhed, lyset bliver langsomt svagere, indtil den mægtige arena er fyldt med et rosenfarvet skær; et fortryllet øjeblik. Og så lytter man til La Bohême med en fornemmelse af aldrig rigtigt at have hørt den før. Hver sæson, der begynder i december og slutter i juni, opsættes 16 forskellige operaer, og ifølge traditionen skal Rossini, Bellini, Donizetti, Verdi og Puccini hver være repræsenteret med mindst én.

Billetbestilling og dresscode

Men sæderne i verdens dejligste opera er eftertragtede. Der skal bestilles billetter måneder i forvejen på www.teatroallascala.org. På grund af et stigende antal ukultiverede turister har La Scala måttet indskærpe operaens dresscode: Gæster, der dukker op i shorts, undertøj (kortærmet T-shirt), badetøfler o.lign., bliver nægtet adgang – uden at få refunderet billetten. Det er naturligvis udelukket at medbringe mad og drikke fra f.eks. McDonald's, sådan som amerikanske turister har præsteret. Man kan også booke en guidet rundvisning – det er i sig selv en oplevelse >

Leonardo og Den sidste Nadver

Foran La Scala knejser en statue af Leonardo da Vinci, for den store mester levede 15 år af sit liv i Milano, og et af hans hovedværker gemmer sig her. Fra domkirkepladsen går du gennem Via Orefici og drejer til venstre ad Via Cesare Cantù. Snart står du ved verdens ældste offentlige kunstgalleri, Pinacoteca Ambrosiana, med 1750 af Leonardos arbejder samt talrige andre værker af bl.a. Botticelli, Rafael og Tizian. Men de er kun en appetitvækker. I Via Orefici passerer du den elliptiske Piazza Cordusio, fortsætter ad Via Dante og drejer til venstre ad Via Meravigli, som bliver til Corso Magenta, hvor Leonardo sandsynligvis havde sin vingård.

Efter godt en kilometer når du 1400-talskirken Santa Maria delle Grazie og til venstre herfor indgangen til Cenacolo Vinciano, refektoriet (spisesalen) i det tilstødende dominikanerkloster. Her malede Leonardo i 1496-98 sit berømte Den sidste Nadver, der er et af verdens mest ildeberygtede mesterværker, udført på en så fugtig væg, at malingen allerede tidligt begyndte at skalle af, og man gennem århundrederne har lappet på det. Maleriet har overlevet både oversvømmelse og overmalinger, og i 1552 slog munkene en dør igennem det. Napoleons franske soldater brugte rummet som hestestald, og under Anden Verdenskrig blev bygningen ramt af bomber, så taget og tre af murene styrtede sammen – men helt mirakuløst blev muren med Den sidste Nadver stående. Værket er nu restaureret af videnskabelige eksperter, som har fjernet tidligere lapperier, så det sandsynligvis i højere grad ligner originalen end for 100 år siden. Ingen gengivelser kan give andet end et svagt indtryk af det ni meter lange og fire en halv meter høje værk, der dækker hele endevæggen, så det for munkene må have set ud, som om de legemsstore skikkelser sad med ved deres eget bord (hvilket naturligvis også var Leonardos hensigt).

Guddommelig sødme

Trods alle ulykkerne er der endnu så meget tilbage, at man aner den guddommelige sødme. Farverne er falmede, men man ser stadig usikkerheden i apostlenes øjne i det øjeblik, hvor Kristus siger, at én af dem vil forråde ham. Man ser også klart den overlegne komposition: To grupper ophidsede mænd i rytmisk bevægelse, adskilt af den rolige Kristus. Man glemmer, at det er en ruin af et billede, og forestiller sig, hvordan Leonardo langsomt har bygget det op, og hvor mange aftensmåltider han har måttet deltage i for at fastholde alle disse gestus; mænd, der har siddet på en kro, spist og hvisket til deres sidemand uden at ane, at deres bevægelser skulle blive udødeliggjort. Leonardo brugte to år på at færdiggøre Den sidste Nadver, og det er berettet, at han kunne blive væk i dagevis for så at komme tilbage og male fra solopgang til tusmørke. Da munkene i måneder havde set på Kristi og Judas’ ufuldendte ansigter, klagede de til hertugen over Leonardos sendrægtighed. Leonardo svarede, at han hver dag gik til Milanos fængsel for blandt forbryderne at finde et ansigt, der passede til Judas, men at han i nødsfald ville bruge priorens i stedet for!

I dag er Den sidste Nadver stadig et must see i Milano. På grund af masseturismen er køen desværre blevet alenlang, så sørg for at bestille uden om-køen-billetter på forhånd – helst i god tid, for de enkelte dage kan hurtigt blive udsolgte.

Leonardo-Museet for Videnskab og Teknologi

Lige over for Santa Maria della Grazie fører den korte Via Zenale til Via San Vittore 21 og Museo Nazionale Scienza e Tecnologia Leonardo da Vinci, Leonardo-Museet for Videnskab og Teknologi. Det enorme museum, der indeholder over 16.000 genstande, udstiller bl.a. køretøjer, maskiner, våben og utallige mærkelige objekter, hvis formål ikke er umiddelbart indlysende. Det var de opfindelser, der optog så mange af Leonardo da Vincis tanker, og man ser også flere af hans egne, som italienske ingeniører har omsat til modeller. For Leonardo selv forblev de tegninger i hans skitsebøger, og hvor ville hans øjne have strålet, hvis han havde kunnet se dette sted, hvor hans drømme er realiseret. Her forstår man, hvorfor en af verdens største malere kedede sig ved at male; det tog blot hans tid fra vigtigere ting. Museet er så fængslende, at man kan bruge en hel dag. Et andet Leonardo-museum, Leonardo3, ligger i Galleria Vittorio Emanuele II, og byder på endnu flere af hans opfindelser, herunder en ubåd, en flyvemaskine osv. En lækkerbidsken for Leonardo-fans – se mere og bestil billetter til begge museer her >

Mægtige Castello Sforzesco

Smut tilbage til den stilfulde Via Dante, der nu er gågade og fuld af fashionable tøjbutikker og restauranter, som først og fremmest er turistfælder. Men pyt med dem – nede for enden ses den kolossale, ypperligt restaurerede borg Castello Sforzesco rejse sig med sine dystre tårne, takkede tinder og dybe voldgrave. Borgen ligger på en umådelig piazza og er så nænsomt istandsat, at man næppe forestiller sig, at den skulle have dannet ramme om noget mere ophidsende end et byrådsmøde.

Men Castello Sforzesco var indtil 1700-tallet en af Europas stærkeste fæstninger og giver mere end noget andet et begreb om Milanos enorme magt i Middelalderen. Her har alle byens herskere boet siden 1400-tallet, og borgen oser af minder om dramatiske begivenheder. Her residerede hertugslægterne Visconti og Sforza, heriblandt Gian Galeazzo Viscontis søn, den grusomme sadist Giovanni Maria, der dresserede sine hunde til at sønderrive forbrydere. Han kom på tronen som 13-årig i 1402 under sin moder, Katerina Viscontis formynderskab, men da han to år senere selv fik magten og mistænkte moderen for forræderi, lod han hende myrde med gift. Som 24-årig blev han selv dræbt af nogle sammensvorne adelsmænd og smidt ind i domkirken, som hans fader havde bygget i håb om at blive belønnet med en søn.

Lod hustru tortere og halshugge

Den tredje og sidste Visconti, den nærmest sindssyge Filippo Maria, der omgav sig med astrologer og spåmænd, var så bange for sin egen befolkning, at han sjældent bevægede sig ud i Milanos gader. I stedet fyldte han borgområdet med skønne haver og alléer. Denne sølle skabning var så dødsangst, at han lod sin egen døende yndling slæbe ud af Castello Sforzesco, for at ingen skulle ende deres liv i hans hjem. Selv tordenvejr gjorde ham så rædselsslagen, at han lod indrette et lydløst rum, hvor han kunne sidde og ryste, når uvejret rasede. Han ægtede den 20 år ældre Beatrice Cane, men da han havde fået fat i hendes formue, og hun desuden ikke blev gravid, beskyldte han hende for utroskab med en ung troubadour og lod dem begge tortere og halshugge. Modvilligt giftede han sig endnu engang, men eftersom bryllupsnatten blev forstyrret af en gøende hund, ville han ikke have noget at gøre med sin brud og lod hende indespærre sammen med skøger. I stedet betalte han store summer til troldmænd for at finde en alternativ måde, de kunne få børn på.

Da Filippo døde og efterlod sig en tom vugge, lykkedes det slægten at genoplive sig selv i Sforzaerne, et virkelig mærkværdigt kunststykke. Den sidste af Viscontierne, Filippos illegitime, 17-årige datter Bianca Maria, forelskede sig i hans 40-årige, gråsprængte condottiere (hærfører) Francesco Sforza, som allerede var fader til 22 uægte børn. Men i renæssancen blev en ung kone, der var fortrolig med livets kendsgerninger, ikke forbavset over at sig se omgivet af stedbørn, som var ældre end hun selv. Sammen grundlagde de det dynasti, der udstyrede Sforza-slægten med alle Viscontiernes egenskaber, gode som dårlige, så den anden familie blev som en genspejling af den første. I dag står Castello Sforzesco, som Sforzaerne kendte den, og borgen huser flere seværdige kunstmuseer og biblioteker. Den ene højloftede sal afløser den anden og er forsynet med høflige og velorienterede kustoder (book uden om køen-billetter). Bagved ligger slotsparken med en imitation af en oldromersk triumfbue, Arco della Pace, som Napoleon beordrede opført i 1807.

Kysset og Pinacoteca di Brera

Nu mangler vi kun én af Milanos vigtige seværdigheder, som ikke må overses selv under et weekendophold. Fra Piazza della Scala spadserer du ad Via Verdi og Via Brera og når efter 600 meter Pinacoteca di Brera, Milanos sublime samling af renæssancekunst, der næst efter Dogepaladset i Venedig er det vigtigste kunstmuseum i hele Norditalien. Sal efter sal er spækket med mesterværker af Tizian, Tintoretto, Veronese, Mantegna og Rafael. Hertil kommer 1700-tals-kunstnere som den romantiske venetianer Francesco Hayez og hans ømme postkortmotiv Il Bacio, Kysset. Napoleon grundlagde museet i 1809, og hans soldater stjal simpelthen mange af malerierne i Venedig og andre norditalienske byer. Glem alt om at se det hele på én gang – det ville være en udmattende oplevelse. Hele kvarteret omkring Pinacoteca di Brera vrimler desuden med kunstgallerier og spændende butikker, der sagtens kan fylde en hel dag.

Mode og shopping i Milano

Milano er også Italiens modecentrum, og det mest eksklusive shoppingkvarter er "Quadrilatero d'Oro", den gyldne modefirkant, mellem Via Monte Napoleone og Via della Spiga. Her ligger hovedkvartererne for de største italienske modehuse med showrooms og butikker, bl.a. Armani, Dolce e Gabbana, Trussardi, Valentino, Prada og Versace, foruden talrige internationale modelbureauer. Det ses tydeligt i gadebilledet, som vrimler med unge, smukke mænd og kvinder fra hele verden – nogle allerede som etablerede mannequiner, mens andre dagligt belejrer bureauerne i håb om, at deres chance snart kommer. Men man kan selvfølgelig shoppe overalt i Milano. F.eks. er Corso Buenos Aires en af Italiens længste forretningsgader med hundredevis af mode- og skobutikker. Prøv også Via Torino, Corso Vittorio Emanuele II, Via Manzoni og Corso Venezia. Hvis man rejser på de rigtige tidspunkter, nemlig lige efter jul og midt på sommeren, kan man finde favorable udsalg.

Perfekt til storbyferie – eller en forlænget weekend

Lad os bare være ærlige: Det kosmopolitiske storbypræg har sin pris. Milano minder overhovedet ikke om det typiske Italien, faktisk kunne man lige så godt befinde sig i München eller Bruxelles, og man finder slet ikke den autentiske italienske stemning med vasketøj mellem vinduerne i snævre gader og husmødre, der køber ind på markedet med deres kurv under armen.

Det samme gælder gastronomien. Milano har for længst glemt sine egne specialiteter, opskrifterne er typisk kopieret fra Toscana eller Bologna, og en cotoletta alla milanese er bare en wienerschnitzel. I øvrigt har internationaliseringen gjort Milano til Italiens dyreste by at leve i, hvad angår priser på fødevarer og serviceydelser. Men som moderne metropol kommer ingen andre op på siden af Milano. Ud over seværdighederne og de exceptionelle shoppingmuligheder byder byen på hundredevis af hoteller, natklubber og restauranter – fra dyre gourmettempler til små, familiedrevne trattoria'er i sidegaderne. Og med sine to store lufthavne og en flyvetid fra København på under to timer er Milano som skabt til en kort storbyferie eller en forlænget weekend, f.eks. i påsken.

Milano City Card

Et Milano City Card giver gratis adgang til adskillige seværdigheder samt rabat i mange butikker og restauranter, afhængigt af hvilket man vælger. Se hele udvalget her >

Museo delle Illusioni

Milanos mest børnevenlige attraktion er det interaktive Museo delle Illusioni, hvor man kan snyde sine egne sanser med optiske illusioner, ustabile gulve, trickspejle og bunker af fotomuligheder.

Vandlandet Acquatica Park

I udkanten af Milano ligger det store vandland Acquatica Park med vandrutsjebaner, floder, tømmerflåder osv. Acquatica Park er meget familievenligt og en pragtfuld forfriskning i sommervarmen.

Fodboldbilletter til AC Milan og FC Inter

For fodboldfans er Milano oplagt til en forlænget weekend. Byen er hjemsted for hele to af Italiens største fodboldklubber, AC Milan og FC Inter. Milan, der blev stiftet af fastboende englændere i slutningen af 1800-tallet og derfra har sit engelske navn, er traditionelt byens aristokratiske klub, mens Inter – eller F. C. Internazionale – er grundlagt af arbejdere fra Milanos fabrikker. Det kan være meget svært at få billetter, men man kan på forhånd booke nummererede siddepladser til en af Milans (se mere her) eller Inters (se mere her) hjemmekampe på San Siro Stadion.

Festivaler i Milano

Milanos største festdag afholdes for byens skytsengel, Sant'Ambrogio, og falder sammen med operasæsonens åbning 7. december. Den dag luftes minkpelse og smokings i hele byen. Verdens længste karneval, Carnevale Ambrosiano, finder sted i februar, mens blomsterfestivalen Fiori sui Navigli afholdes i april. De to første uger i juli byder på Festa del Naviglio med parader og koncerter, og endnu en række koncerter finder sted i juni, juli og august under sommermusikfestivalen La Bella Estate. Om efteråret afholdes Milano Musica Festivale med vidunderlige, klassiske opførelser.

Bøsser og lesbiske

Milano er en af Italiens mest bøssevenlige byer med bunker af tilbud. Få information om natklubber og særlige arrangementer for homoseksuelle hos Centro d'Iniziativa Gay på www.arcigaymilano.org.

Oplagte dagsture fra Milano

Milano er hovedstad i regionen Lombardiet, og her ligger de tre store søer Lago Maggiore, Comosøen og Gardasøen med rent badevand, sejlture og vandsport i henrivende omgivelser. Alle tre er i kort afstand fra Milano med Comosøen som den nærmeste. Hertil kommer alle Lombardiets andre pragtbyer som Bergamo og Mantova, der nemt kan nås, hvis man er på kør selv-ferie eller lejer en bil. Ellers udbydes adskillige skræddersyede dagsture til søerne og andre seværdigheder – se mulighederne >

Vejrudsigten for Milano

Milanos vejr og klima ligner Centraleuropas, og ifølge indbyggerne selv er det altid enten for koldt eller for varmt. Om sommeren kan temperaturen svinge meget, men kommer sjældent under 20° og ligger som regel på 25-30°. Sommerregn er ikke ualmindelig, men det vådeste vejr oplever man i oktober og november. Faktisk er februar årets tørreste måned. Til gengæld falder der ofte sne om vinteren, og i december og januar kan temperaturen nå ned omkring frysepunktet. De bedste tidspunkter at rejse til Milano er foråret (f.eks. påsken) samt juni, september og oktober, mens juli og august kan være kvælende hede. Se vejrudsigten ovenfor.

Milanos dramatiske historie

Romerne kaldte Milano for Mediolanum, og allerede i oldtiden var byen Norditaliens vigtigste. I middelalderen voksede Milanos indflydelse, men da den blev centrum for kampen mod den tyske adelsslægt Hohenstauferne, jævnede den tyske kejser Frederik 1. Barbarossa i 1162 byen med jorden. Efterhånden opnåede Milano dog uafhængighed af Tyskland. I den sene middelalder faldt magten i hænderne på Viscontierne, som var den dygtigste og mest forslagne af de adelsslægter, der har styret byen, og da magten først var blevet deres, beholdt de den i over hundrede år. Herefter kom Sforzaerne, der i årtier udkæmpede en udmattende strid mod Frankrig, hvorunder Milano i en periode kom under fransk styre. I 1535 uddøde også Sforzaerne, og spanierne fik magten indtil 1713, hvor byen blev en del af det østrigske kejserrige. Under krigen om Italiens Samling i 1859 blev Milano omsider frigjort fra fremmedherredømmet og en del af det nye Italien. Det var dog ikke slut med urolige tider. Under industrialiseringen blev Milano en af socialistpartiets højborge med hyppige optøjer, og under Anden Verdenskrig fik den stakkels by talrige gange besøg af allierede bombefly. Man må undre sig over den livskraft og ukuelighed, der præger denne stad, som i historiens løb det ene øjeblik befinder sig i nød, og det næste svømmer i rigdom.

© Ciao-Italien.dk