San Marino – den usandsynlige idyl

San Marino

Når man kører gennem det bølgende Romagna på vej mod San Marino, øjner man allerede på lang afstand en mægtig, elefantgrå og furet klippe rejse sig næsten lodret i soldisen over det dyrkede land, med en smal zigzagvej og øverst en ringmur med middelaldertårne. Det er Monte Titano, det berømte bjerg, hvor titanerne rejste deres oprør for at støde Jupiter af tronen, og hvortil dværgstaten San Marino klynger sig. Her kan Richard Wagner med al sin ridderborgsromantik godt gå hjem at lægge sig; i San Marino har både naturen og menneskene overgået sig selv, så man endog i en hollywoodfilm ville kalde landskabet alt for usandsynligt.

La Serenissima Repubblica di San Marino

Kort over San Marino

Af alle de mærkelige småstater, som historiens lune har ladet blive tilbage i Europa, er La Serenissima Repubblica di San Marino langt den mærkeligste. San Marino er med sine kun 61 km² og 33.000 indbyggere verdens mindste og ældste republik, der har været uafhængig i over 1600 år og bevaret en slags nationalt liv, som gør den til mere end blot en kuriositet. Her, klemt inde mellem de italienske regioner Emilia-Romagna og Marche, er befolkningen klattet ud over siderne af det 749 meter høje Monte Titano, der fylder næsten hele landet. Republikken består af ni små castelli ("kommuner"), men al interesse samler sig om hovedstaden, som klynger sig til de stejle skrænter og ikke er meget mere end en landsby. Øverst ligger Rocche, tre borge, hvorfra der i klart vejr er den dejligste udsigt mod Rimini og Adriaterhavet.

Som rygkammen på en drage

San Marinos ringmur

Grænsen mellem Italien og San Marino er svær at opdage, for de to lande er i toldunion, og der er ingen paskontrol. Når man har svunget sig gennem de mange hårnålesving mod toppen, må man pænt aflevere bilen på en af de mange p-pladser uden for ringmuren. Kun San Marinos indbyggere må køre ind i den gamle bykerne. Det nemmeste er at parkere i forstaden Borgo Maggiore, hvorfra svævebanen, funivia, fører op til bjergtoppen.

Hele byen omsluttes af ringmure og danner ét stort bjergfort. Hvor man end kigger, kravler muren op over klipper og henover sprækker og ligner med sine skydeskår rygkammen på en af fortidens drager. Selve middelalderbyen omfatter kun 500 gange 150 meter, men afstandene bliver længere, fordi man konstant må gå i zigzag. Alting er gråt, for huse, mure og tårne er alle sammen opført af de samme panserfarvede sten, hugget ud af Monte Titano. Men snart lærer man at forstå San Marinos skønhed: På afstand synes det ligefrem, som om samtlige bygninger ved et under er vokset ud af bjergsiden. Luften er høj og god, takket være nærheden til Adriaterhavet, og selvom der er køligt på toppen, rager Monte Titano op over lavlandets tåger og bader sig i sol. Her er man oven over verden, og jorden ligger nedenunder som et reliefkort (se vejret i San Marino længere nede).

Piazza Garibaldi

Alle gader er lodrette

Gennem Porta Francesco når man ind i labyrinten af smøger, der er så godt som lodrette, og hvor selv de indfødte burde være født med sugekopper på fødderne. Alle gaderne går opad, og ingen går ligeud, men slynger sig rundt om klippeknolde efter bjergets luner. Torve og pladser er der ikke meget rum til, mest en lille trekant, hvor tre gader mødes. Lidt oppe ad bakken når man barerne, der ofte reklamerer på engelsk, tysk eller dansk. Så ved man, at man er i turistland.

Større forretninger findes ikke, men overalt lokker souvenirbikse med frimærker, ferskenlikør og falske armbrøster, butikker med specialiteter som en fortrinlig muskatvin og en tør nøddekage samt små trattoriaer, der føder de besøgende horder og ofte er hugget ind i klippen. San Marino har ingen moms, så alt er billigere end i Italien. Der er ikke meget andet at foretage sig end at slentre gennem byen, nyde panoramaerne og spise frokost. Maden er dog ikke noget at skrive hjem om, og det bedste ved restauranterne er som regel udsigten.

Pianella'en og Palazzo Pubblico

Palazzo Pubblico og Pianella'en

Ad snævre, krogede gader med hældende huse, dristige loggiaer og svale, halvmørke buegange når man frem til Pianella'en (eller Piazza della Liberta), centret for San Marinos liv. Her knejser det lillebitte regeringspalæ, Palazzo Pubblico, med turistkontoret og den pompøse rådssal, i det 14. århundredes selvbevidste, nygotiske stil (i virkeligheden er det en pastiche fra 1894). I værdige grupper rundt om findes posthus, retsbygninger og anden administration, og midt på pladsen står statuen af frihedsgudinden fra 1876, omkredset af duer, et par restauranter og sladrende smågrupper. På nabopladsen ses San Marino-basilikaen, som også er fra 1800-tallet, men absurd nok i græsk tempelstil.

Museer og andre seværdigheder

San Marinos øvrige seværdigheder består af et par kirker med falmede fresker, nogle paladser med en håndfuld malerier af halvstore mestre og en række mere eller mindre bizarre museer: Museo del Francobollo e della Moneta på Piazza Garibaldi med San Marinos komplette samling af frimærker og mønter, Museo delle Armi Antiche (våbenmuseet) i Salita Alla Cesta, Museo della Tortura (torturmuseet) i Contrada San Francesco 2 og Museo della Curiosità (museet for mærkværdigheder) i Salita Alla Rocca 26. Arkæologiske fund og kunst findes i Museo dello Stato på Piazzetta del Titano 1.

Ridderborgene – San Marinos pryd

Rocca o Guaita

Men San Marinos egentlige pryd er bjerget. Oven over byen rejser sig tre grå tinder, hver kronet med et kastel, som hænger faretruende på den lodrette klippevæg, og fra hvis tårne det blå-hvide banner smælder i vinden. De tre kasteller forbindes af stien Zona Panoramico, som først fører til 1000-talsborgen Rocca o Guaita, der indtil 1970 var fængsel (oftest tomt), men i dag huser en udstilling om kastellernes historie. Roccaens store dage er de første søndage i april og oktober, når San Marinos regenter indsættes under akkompagnement af borgens tunge klokker.

Herfra går man uden for bymuren til det højest beliggende, La Cesta (foto nedenfor), et forsvarsværk fra 1200-tallet, som dominerer San Marinos silhuet og byder på et flot vue over den gamle bydel. Man fortsætter ad klippestien til tårnet Torre del Montale, der ligeledes er fra 1200-tallet, og som alle turister vader rundt om flere gange, indtil de opdager, at der ikke er nogen indgang: Også dette tårn blev engang brugt som fængsel, og eneste indgang er fra toppen og otte meter ned. Disse borge er elementernes fyrstebolig, og udsigten er en af verdens fornemste; man ser fra Appenninerne til Adriaterhavet ud over det grønblå og frodige land, med bjergtinder, sølvfloder, snoede veje og i det fjerne badebyen Rimini. I klart vejr kan man endda øjne Dalmatiens kyst og Balkan.

La Cesta

Undgå højsæsonen

Hærene af éndagsturister kan i højsæsonen gøre San Marino nærmest klaustrofobisk, og allerværst er søn- og helligdage, for da tager tusindvis af italienere på søndagsudflugt i byen. Men midt på ugen uden for sommermånederne er den gamle bydel behagelig. Livet glider stille og provinsielt, og i den iskolde, stormende vinter er det, som om alle ligger i dvale. Men på festdage flammer livet, og da går fromhed, patriotisme og menneskelige urinstinkter op i en højere enhed. Da behøver titanerne ikke at skamme sig over at komme med til gæstebudet.

Europas mest demokratiske stat

San Marino er Europas mest demokratiske stat med verdens ældste, tildels stadig gældende forfatning fra år 1600. Storrådet (parlamentet) består af 60 medlemmer, der vælges gennem almindelig stemmeret, således at en tredjedel udskiftes hvert tredje år. Med de romerske konsuler som forbillede og under udfoldelse af et middelalderligt ceremoniel vælger Storrådet hvert halve år to statsoverhoveder, en fra hver af de politiske fløje, kaldet capitani regenti, ”regerende kaptajner”. Indsættelsen finder sted de første søndage i april og oktober. For at undgå nid har man i de højtidelige statuti fastslået, at en capitano kun må sidde seks måneder ad gangen. Herefter skal der gå tre år, før han kan genvælges. Samtidig udpeger Storrådet 10 rådsherrer, der fungerer som ministre og styrer hver sit felt fra indenrigs- og udenrigspolitik til handel, justits, finanser osv. Med dette system har hver sammarineser en rimelig chance for at komme til tops mindst én gang i livet. Domstolene er uafhængige, og alle dommerne er udlændinge – for hvis man skulle bruge indfødte, ville det i en så lille befolkning være umuligt at finde uvildige.

Solgte titler til kildne udlændinge

Nu skammer Storrådet sig over det, men indtil efter Anden Verdenskrig var salg af titler og ordener en af statskassens største indtægtskilder. San Marino tjente således tykt på kildne udlændinge, heriblandt danskere, der købte sig titel af baron eller generalkonsul. Ved at skænke en statue kunne man endda erhverve sig en titel som Duca d’Acquaviva, hvilket jo klinger noget mere nobelt end Rød Aalborg.

SAN MARINO Vejret i den kommende uge

I dag er finanserne hovedsagelig lagt an på de over to millioner årlige turister. Desuden eksporterer San Marino sten fra sit berømte stenbrud samt lidt olivenolie, kvæg og en ejendommeligt stærk vin, der helst skal nydes på stedet. Endelig er San Marino et ønskeland for filatelister og numismatikere og har et fint provenu på salg af sine usædvanligt formede store frimærker samt særlige euro-mønter (udover i souvenirbutikkerne kan de købes hos Ufficio Filatelico-Numismatico på Piazza Garibaldi).

Turen går til San Marino

  • Beliggenhed: Norditalien
  • Vejr og klima: subtropisk
  • Areal: 61 km²
  • Indbyggere: 33000
  • Hovedstad: San Marino
  • Sprog: italiensk
  • Valuta: euro
  • Regeringsform: konstitutionel republik
  • Største byer m/indbyggertal: Serravalle 11000, Borgo Maggiore 7000, San Marino 4100, Domagnano 3600
  • Afstande i bil (km): Rimini 22, Bologna 133, Firenze 148, København 1671
  • Nærmeste lufthavn: Aeroporto Internazionale Federico Fellini, Rimini
  • Dansk repræsentation: Den danske Ambassade, Via dei Monti Parioli 50, Rom, tlf. +39 06 977 48 31, romamb@um.dk
  • Hospital: Ospedale di Stato della Repubblica di San Marino, Via Scialoja 20, Cailungo, tlf. +378 0549 994111

Sådan opstod San Marino

Talrige sagn ombølger oprindelsen til San Marino og prøv ikke at betvivle dem over for en indfødt – så er du ikke længere velkommen i det ellers så gæstfri land. Det hedder sig, at under Diocletians store kristenforfølgelser i det 4. århundrede kom to fromme stenhuggere, Marinus og Leo, fra Dalmatien til Rimini og besluttede at skabe et fristed for de forfulgte. Den rige romerinde Felicissima skænkede dem Monte Titano, og snart strømmede kristne til. Republikken fik navn efter Marinus, og hvis man tvivler på hans eksistens, kan man bare gå ind i domkirken og dvæle ved hans grav.

Siden da har mange erobrere forsøgt at kue San Marino, men bortset fra seks måneder i 1503, da den fæle Cesare Borgia holdt San Marino i et jerngreb, har byen stort set blomstret i frihed. Under Italiens Samling blev San Marino tilflugtssted for mange italienske patrioter, heriblandt Garibaldi, som i 1849 undgik østrigernes galge ved at flygte ind i byen. Da alle de andre italienske småstater i 1860-61 indlemmedes i det nye, samlede kongerige, lykkedes det San Marino at holde sig udenfor. I stedet indgik San Marino året efter en traktat med Italien med det smukke navn ”di amicizia e buon vicinato”, venskab og godt naboskab, og blev derved anerkendt og beskyttet af den italienske stat.

I Første Verdenskrig kæmpede frivillige fra San Marino på italiensk side. Man kunne ganske vist kun stille 1000 mand, men 300 af dem faldt, og mindesmærket er i dag et af byens smykker. På trods af at fascistpartiet var kommet til magten i 1923, erklærede San Marino sig neutralt i Anden Verdenskrig, og da fascisterne væltedes 20 år senere, blev den lille stat igen tilflugtssted. Denne gang ankom hele 100.000 mennesker (herunder mange jøder), som det var næsten umuligt at brødføde. Alligevel blev San Marino i 1944 slemt tilredt af britiske bombefly, og man har aldrig glemt, at Storbritannien stadig ikke har betalt erstatning for denne krænkelse af neutraliteten.