• Forsiden |
• Regioner |
• Storbyer |
• Badedestinationer |
• Historie |
• Kunst |
• Kultur |
• Sprog |
• Vejr |
• Mad |
• Mode |
• Om

Emilia-Romagna – renæssanceperler og pragtfuld gastronomi

Man rejser ikke til Emilia-Romagna for udsigtens skyld, for alle turister finder det flade landskab monotont og kedsommeligt. Det meste af regionen udgøres af Posletten, og kun i syd øjnes Appenninernes tinder. Men i ingen anden del af verden ligger så mange dejlige byer så nær ved hinanden, og intetsteds er de så nemme at nå som ved Emilia-Romagnas rygrad, den berømte Via Emilia, som løber de 240 kilometer fra Piacenza ved Po til Rimini ved Adriaterhavskysten. Emilia-Romagna er opkaldt efter denne lange, snorlige vej, som den romerske konsul Æmilius Lepidus anlagde i år 187 f.Kr. langs de Appenniner, man ser fra dens grå streg. Her er knap nok et sving, og vejen strækker sig kilometer efter kilometer ligesom den moderne motorvej, der nu er anlagt parallelt med den. Bortset fra Ravenna og Ferrara ligger alle de interessante byer langs med Via Emilia og gemmer på seværdigheder, de færreste turister opdager.

Kulinariske lækkerier og eksklusive sportsvogne

Emilia-Romagnas historie er temmelig forvirret og handler om en gruppe rivaliserende middelalderbyer, som blev til hertugdømmer. Gastronomien er berømt, her produceres verdens mest eksklusive sportsvogne, og regionen er en af Italiens rigeste, gennemskåret af floder og kanaler og opdyrket overalt. Men Emilia-Romagna kaldes også Den røde Trekant, for her har de italienske socialister deres højborg – og indbyggerne er kendt for at være usandsynligt selvtilfredse. Bønderne, der er vant til at kæmpe mod varme og oversvømmelser, tilhører en sej, bronzefarvet race, som kan slå over i dialekt og mystificere selv andre italienere.

Det vidunderligt beliggende Piacenza

Piacenza er Via Emilias vestlige endestation og vidunderligt beliggende, lige hvor Pofloden flyder i en bred, majestætisk kurve. Alle tanker blæses bort af byens skønhed. På Piazza dei Cavalli falder morgensolen på et kreneleret palads i rosenrøde mursten, 1300-talsrådhuset Palazzo Gotico. Foran tegner to fornemme rytterstatuer, grønne som mønter, der har ligget i jorden i århundreder, deres omrids mod buegangene. Det er Farnese-hertuger, som rider på stejlende heste omgivet af den brise af virkelyst, der blæste i barokken. Virkningen er storslået, og man tror, at intet andet sted i Emilia-Romagna kan være smukkere. Rytteren til venstre er spanieren Alessandro Farnese, der knap nok kendte Piacenza og tilbragte hele sit liv med at føre krig i Nederlandene. På pladsens modsatte side ses det nyklassicistiske 1700-talspalæ Palazzo del Governatore. Herfra fører Via Cavour til den store renæssanceborg Palazzo Farnese, fra hvis vinduer man smed liget af den forhadte Pierluigi Farnese ned på gaden efter at have myrdet ham. I dag huser borgen Piacenzas bymuseum, Museo Civico.

Forbrydere udstilles i bur

På Piazza Duomo står den lombardiske 1100-talsdomkirke Cattedrale Santa Maria Assunta med tre skulpterede portaler og fresker af Guercino i kuplen. På siden af campanilen med det kegleformede tag hænger jernburet La Gabbia, hvor forbrydere blev udstillet til folkets spot. Fortiden bliver pludselig lyslevende, og i de smalle gader passerer man gamle paladser med tilskoddede vinduer, der får dem til at se dystre ud, som om en alkymist eller en renæssanceastrolog var blevet glemt og stadig arbejdede derinde. Overalt støder man på udstillede helgenskeletter, for Piacenzas indbyggere fæster tydeligvis lid til det gamle ord om ”at se er at tro”. I domkirkens krypt ligger Santa Giustinas knogler bundet sammen ved et rødt bånd, Skt. Antoniamus kan ses i kirken af samme navn i en oplyst kiste under højaltret, og Santa Ritas jordiske levninger fremvises i Santa Maria di Campagna-kirken.

Mod sydøst ad Via Emilia mellem flimrende popler

Fra Piacenza fører Via Emilia gennem Italiens fladeste landskab, hvor himmelen spejler sig i overrislingskanaler, og poplerne flimrer, som om de var behængt med sølvmønter. I dette tætbefolkede landbrugsland er hver centimeter jord opdyrket. Husene i de små landsbyer er lige så sammenklumpede og udtrykker for længst fastslået resignation. Men ingen af flækkerne mangler et trattoria, med simple stole, grove, men rene duge og enkelt bestik. Der står flasker med olie og eddike ved siden af karaflen med isvand, som snart får selskab af en fiasco, stråflasken med egnens vin. Kunderne tiltrækkes ikke ved reklame, men af trattoriaets ry for god, borgerlig mad, renlighed og flink betjening. Her serveres Piacenzas specialitet, pancetta (italiensk bacon), adskillige lækre pølser og Grana Padano-osten, der produceres ved Pos bredder og lagres i mindst ni måneder. Vin og tomater skinner rødt, salaten lyser af dugget skørhed, pølserne dufter af hvidløg, og hvis man ønsker en bestemt flaske vin, står der adskillige på hylden over buffeten.

Den stakkels Verdis tragedier

Midtvejs mellem Piacenza og Parma finder man ad en lille sidevej landsbyen Roncole, hvor Giuseppe Verdi blev født. Med sin første kone fik han to børn, der fire år senere døde og til Verdis grænseløse sorg kort efter fulgtes i graven af deres moder. Men kvinden i hans liv blev den begavede sopran Giuseppina Strepponi, der var tilfreds med at passe husholdningen og sørge for sin mand. ”Når alt kommer til alt, er det jo ikke enhver, der kan skrive Aïda”, sagde hun. Længere fremme ligger godset Sant’Agata, som Verdi købte i 1848, da indtægterne fra hans operaer begyndte at strømme ind. Her levede han med sin Giuseppina, her skrev han Aïda, La Traviata, Rigoletto og Otello, og her døde Giuseppina og efterlod ham som en bedrøvet og tavs gammel mand. Da han selv døde i 1901, udbrød der landesorg i Italien. Huset, der i dag kaldes Villa Verdi og er museum, ligger dystert omgivet af mørke buskadser og kæmpemæssige magnolier, som Verdi plantede til Giuseppina for over 150 år siden. Alt står, som da parret boede der – adressen er Via Verdi 31.

Skinkebyen Parma

Godt 60 kilometer øst for Piacenza ligger Parma, der grundlagdes af etruskerne omkring år 500 f.Kr., og hvis navn er kendt af alle gourmeter. Her herskede de berygtede Farnese-hertuger, her muntrede kejser Napoleons hustru sig med sin énøjede elsker, og her produceres den berømte prosciutto di parma, parmaskinken. Byen summer af en travl, stimulerende aktivitet, de myldrende gader er fyldt med scootere og knallerter, og om aftenen, når alle caféborde på den centrale Piazza Garibaldi er besat, hører man sjældent et eneste ord på engelsk eller tysk. Domkirkens dåbskapel er Italiens smukkeste, men Parmas største attraktion er gastronomien.

Emilia-Romagna producerer utallige varianter af parmaskinke, men her får man den ægte vare – nemlig af svin, som er opdrættet lidt mod syd ved Langhirano – capitale del prosciutto. Efter at være gnedet ind i salt og lagret i mindst et år udvælges skinkerne af eksperter og serveres i skiver så tynde som silkepapir. Her konstateres forskellen mellem det gode og det bedste. Parmas anden specialitet, parmigiano reggiano, parmesanost, er blevet fremstillet langs Via Emilia i to årtusinder, og som næsten al mad og drikke i Italien smager den bedst i sit oprindelsesland. Selvom parmesanosten fås over hele Emilia-Romagna, mener parmenserne, at deres egen er bedre end nabobyernes. Efter skinken spiser man cappelletti, en hatteformet pasta, der er fyldt med kød og parmesanost, og skyller det hele ned med Lambrusco, en af Emilia-Romagnas fornemme vine. Smag selv på det hele i dejlige Parma >

Torrechiara og den forelskede pige

Hvis man har god tid, kan man i Torrechiara mellem Parma og Langhirano besøge en højtliggende middelalderborg med udsigt til kuplede bakker, der folder sig mod hinanden og er dyrket i lange, olivengrønne strimler. Borgen er fuld af søjlegange, enorme renæssanceildsteder og fornemme gemakker, hvor alle vægge er bemalet med groteske fresker. De fortæller historien om en ung adelskvinde, som rejser fra det ene slot til det andet for til sidst at finde sit hjertes udkårne, mens Cupido ser muntert til. Det er Bianca Pellegrini, der allerede var gift, men efter at have set slottets ligeledes gifte ejer i Milano blev så vanvittigt forelsket, at hun gik fra slot til slot, indtil hun kom til Torrechiara, hvor de blev lykkeligt forenede. Men ak, efter mange års forløb fortrød slotsejeren og vendte tilbage til sin hustru.

Efter Parma kommer lille kønne Reggio Emilia, der bortset fra kuppelkirken Madonna della Ghiara er ret kedelig. Men smag på reggiano-osten, en mere krydret udgave af parmesan.

Det hemmelighedsfulde Modena

45 kilometer øst for Parma, på den frugtbare slette mellem floderne Secchia og Panaro, ligger henrivende Modena, som er en af disse italienske byer, hvis navn lyder som indledningen til en sang. Modena er ikke en kendt turistdestination, men netop i sin hemmelighedsfuldhed fortryllende. Efter at være grundlagt af etruskerne blomstrede byen som det romerske Mutina, men blev udslettet af Attilas hunner og genopstod først under den toscanske markgrevinde Mathilda. Siden blev Modena hovedstad i Este-slægtens hertugdømme.

Allerede under Mathilda begyndte pragtbygninger at rejse sig, og siden gik det slag i slag. Her produceres både Ferrari og Maserati-sportsvognene, men det ville man aldrig have gættet. Ignorer de grimme industrikvarterer i forstæderne og skynd dig ind til det levende middelaldercentrum med smalle gader, maleriske pladser og paladser. Engang var Modena gennemskåret af kanaler, som nu er omdannet til brede boulevarder, men navne som Corso Canal Grande bevarer mindet om dem. De gamle fæstningsanlæg er blevet til yndefulde parker, så gaderne løfter sig med svale buegange midt i grønhed og læskende friskhed. Modena er virkelig en sommerby for den, der kan lide varme, med slentreture på boulevarderne, i parkerne og den frodige omegn og siesta på de små fortovscaféer langs Via San Carlo og på den luftige Piazza Nuova.

Italiens fineste romanske domkirke

Modenas centrum er Piazza Grande med den strålende 1100-talsdomkirke, som er en af de fineste romanske katedraler i Italien, med kraftige, runde buer og massive søjler, bygget af mursten fra romernes Mutina og beklædt med marmor. Alteret er hævet højt over kirkeskibet som en scene, og i en krypt ligger resterne af Skt. Geminianus, en berømt biskop, som engang drev en græsk djævel ud af en prinsesse. Det gør godt at stå foran domkirken og nyde Guglielmo da Modenas basrelieffer af skabelsen – men det gør endnu bedre at lægge nakken tilbage og se mod Modenas vartegn, det elegante klokketårn Torre Ghirlandinas frigjorte spir. Inde i tårnet finder man en af Emilias særeste seværdigheder: La Secchia Rapita, en gammel træspand, som blev erobret i 1325 under en hidsig krig mod Bologna. Senere blev spanden stjålet tilbage af studerende fra Bologna, så generobret af studerende fra Modena, og er i syvhundrede år vandret frem og tilbage mellem de to byer. Sådan er italienerne.

Den ædle, men ulykkelige Maria af Modena

På Piazza Roma knejser det enorme hertugpalads, Palazzo Ducale, som blev opført, da Este-familien var flyttet til Modena, og er en sand pragtudfoldelse af det syttende århundredes barok. Her fødtes Maria af Modena, og her blev hun som 15-årig efter bitre tårer viet til en enkemand på 40, nemlig den engelske kong Jakob 2. Som hans ædle, men ulykkelige dronning blev hun moder til den muligvis uægte søn, tronprætendenten James Stuart, efter at den katolske Jakob var blevet afsat og forvist i 1688. I dag huser paladset Italiens fornemmeste militærakademi. En anden seværdighed er Palazzo dei Musei på Largo Porta Sant’Agostino, hvis mest interessante del er kunstmuseet Galleria Estense med alt fra Veronese og Tintoretto til Velazquez.

Pølser, grisetæer og balsamico

Modena har sin egen duft, nemlig af korn, grøntsager, kød og blomster. Byen er centrum for store landbrugsdistrikters handel og kappes med Bologna om rangen som Italiens pølseby. Hvis man ikke kan lide Modenas saftige cotechino, fortjener man aldrig at sætte gaflen i en lækker, krydret pølse. Man ser dem i utallige vinduer, og på restauranterne er man sikker på at finde dem i antipasto’en. En anden Modena-specialitet er zamponi, grisetæer fyldt med svinekød, men byen er allermest kendt for balsamico-vineddiken og Lambrusco-rødvinen.

Besøg hos Ferrari og Lamborghini

I den lille by Maranello 15 kilometer mod syd ligger Ferrarifabrikken, og både her og i selve Modena er der museer, hvor man kan beundre verdens største samlinger af de eksklusive biler. Der er også mulighed for testkørsel mm. (se mere og book billetter her). Nogle kilometer øst for Modena, i Sant'Agata Bolognese, produceres Italiens andet berømte sportsvognsmærke, Lamborghini, og også her findes der et seværdigt museum (billetter kan købes her).

I april og maj afholdes bilfestivalen Modena Terra di Motori, og i juni-juli middelalderfesten Serate Estensi.

Bologna, Emilia-Romagnas og gastronomiens hovedstad

En halv time efter at man har forladt Modena, midt i Poslettens frodighed, får landskabet endelig profil, og i horisonten hæver sig disblå bjerge med byernes hvide prikker. Netop her stikker Appenninerne en kile af udløbere ind i Emilia, og disse udløbere holder en med selskab, indtil man på en baggrund af grønne højdedrag ser en byprofil med stærke tårne og terrakottafarvede tage; det er Emilia-Romagnas røde hovedstad, Bologna. Det er svært at bore sig gennem de udstrakte forstæders industri og lasttrafik og endnu sværere at nå ind til centrum, men umagen værd. Bologna er en af Italiens ældste byer, den største øst for Milano og berømt som gastronomiens højborg. Til trods for renæssancen lykkes det stadig Bologna at virke middelalderlig, og velstanden afsløres af dens paladser, butikker og endeløse kolonnader, hvor hele befolkningen kan stå i læ, når regnen styrter ned.

Her er vi i den del af Emilia-Romagna, som kaldes La Grassa, den fede, for intetsteds er salami'erne og mortadella'en så svulmende, og ingen andre steder findes der noget mere mættende end Bolognas pasta-specialiteter tortellini, ravioli og tagliatelle, der vil vække tunge, men gode minder hos alle italiensrejsende. Helt usædvanligt anerkender Emilias andre byer Bolognas overlegenhed, når de taler om pølser, lækre kødsaucer og hvide trøfler. Ikke for intet er ristorante bolognese en hæderstitel og en fænomenal propaganda i en hvilken som helst by, og en stor del af den italienske terminologi har udviklet sig af dette fede køkken. Men Bologna fortjener i den grad sin helt egen omtale >

Det romerske Romagna

Efter Bologna fortsætter Via Emilia ind i regionens østligste del, der kaldes Romagna og hermed bevarer mindet om romerne. Jo længere man kommer østpå, des mere spændende bliver landskabet; nu får det horisont med karakter. Her og der ses små bakker med fæstninger, og selv det flade agerland mellem Appenninerne og havet bølger.

Faenza og Forlì

Snart passerer man lille Faenza, der er berømt for sin keramik og har lagt navn til begrebet fajance. Smut ind til den langstrakte, kolonnadeomkransede Piazza del Popolo med det kønne middelalderrådhus Palazzo del Comune og et urtårn fra 1100-tallet. I Viale Baccarini 19 ligger det fine keramikmuseum, Museo delle Ceramiche. Efter Faenza kommer Forlì, hvis centrum er den store Piazza Aurelio Saffi med 1400-talsrådhuset Palazzo del Podestà og den romanske 1100-talsbasilika San Mercuriale med en del fresker. På Piazza Ordelaffi står det klassicistiske Palazzo del Governo samt den ombyggede middelalderdomkirke, og i Forlìs sydlige udkant ses en velbevaret 1300-talsborg, Rocca di Ravaldino.

Rimini og Adriaterhavskystens strande

120 kilometer sydøst for Bologna når vi Via Emilias østlige endestation, Rimini ved Adriaterhavskysten. Men i stedet for smukke udsigter ser man 20 kilometer solbadende kroppe liggende i sandet. Rimini ligger ved soldyrkernes hovedvej, og om sommeren fordobles indbyggertallet med skove af brogede badekabiner og myriader af liggestole under kulørte parasoller, alt sammen anbragt i snorlige rækker. Men bag strandene finder man fortidens gamle, rolige Rimini, hvor Via Emilia møder Via Flaminia, hvor den ædle Augustusbue står i nærheden af en bro fra romertiden, og hvor Sigismondo Malatesta rejste historiens ejendommeligste kristne kirke, Tempio Malatestiano.

Uden for højsæsonen kan man endda stadig finde plads på stranden. Her har man den liflige morgensol foran sig og allerede ved middagstid lige over hovedet, det dejlige stjernesand er bedre end på rivieraen, og man kan nemt foretage udflugter til Bologna og Venedig. Se mere om Rimini >

Cæsars Rubicon

Et par kilometer nord for Rimini flyder den lille flod Rubicon, der engang var grænsen mellem Gallia Cisalpina og Rom. Ingen feltherre måtte overskride floden uden senatets tilladelse. Cæsar krydsede den, fordi hans spioner havde fortalt, at kræfter i hovedstaden planlagde hans fald: Enten måtte han gå mod Rom eller gå til grunde. Det var hans livs største spil, og da han befalede sin enlige legion frem, bemærkede han som en ægte spiller, at alea jacta est – terningen er kastet. Lige siden har mennesker kastet deres terninger og overskredet deres Rubicon. Cæsar viede en flok heste til floden og slap dem løs, så de kunne strejfe frit. Men hestenes opførsel varslede hans mord; de blev stående sørgmodigt på græsgangene, nægtede at spise og græd bitterligt. Mens man betragter det tankevækkende syn af floden, farer bilerne forbi, og hundredvis af mennesker overskrider Rubicon uden at ænse det.

Ravenna, hvor kejserriget fødtes og døde

Vi fortsætter op langs Adriaterhavskysten, hvor landskabet har et ubehageligt præg af at være forladt af havet. Bønderne har opdyrket og overrislet jorden, men den ser alligevel ud, som om den husker tidevandets bevægelser. Lidt mod vest ligger det gamle Ravenna, hvor det romerske kejserrige både fødtes og døde. Det havde hele verden at dø i og vendte alligevel tilbage til dette afsides sted. Cæsar indledte sin march mod Rom fra Ravenna og igangsatte hermed de kræfter, der gjorde Romerriget til et kejserrige, og fem århundreder senere flygtede de sidste skyggekejsere til Ravenna med deres græske frisurer for at komme i sikkerhed for barbarerne. Man forventer et søvnigt provinshul, men ser en blomstrende by fuld af liv og munter velstand. Intet andet sted i verden har man bevaret sådanne levn fra den tidligste middelalder, og i modsætning til mange andre italienske byer er Ravenna let at forstå. Her kræves ikke, at turisten skal springe fra det ene århundrede til det andet. Alt, hvad han ser, skyldes begivenheder, der fandt sted fra år 400 til 550 e.Kr., hvilket ikke er et langt tidsrum i Italien. Opdag Ravennas hemmeligheder >

Stenaldermennesker og græske galejer

Fra Ravenna drager vi mod nordvest ad en flad hovedvej over den marsk, som gennem tiden er blevet aflejret af Pofloden og nu er gennemskåret af diger, kanaler og slyngede jernbanelinjer. Mod øst er Romagna beboet af bønder og fiskere, og mod syd ligner kysten Venedigs laguner. I denne øde verden af sandrevler, øer og flodmundinger kunne stenaldermennesket lydløst padle i sin kano med sit fangstnet, og man ville ikke blive forbavset over at møde genfærdet af en græsk galej, svævende hen over sumplandet i morgentågen. Marsken er også gravplads for mange af Adriaterhavets længst forsvundne dronninger, nemlig de byer, hvor livet levedes, før der var tænkt på Venedig. Intet kan her tiltrække den almindelige turist, som rejser i et land, hvor der i forvejen er så mange attraktioner. Den eneste bemærkelsesværdige by er Comacchio, et medtaget, men interessant mini-Venedig, hvis kanaler om efteråret tilstoppes af ål, der skal begynde deres lange vandring mod Sargassohavet, og som er kendt over hele Italien. Man koger dem på stedet, skærer dem i skiver og steger dem mellem laurbærblade eller serverer dem som kebab på et spid med rigelig olie og duftende af rosmarin.

Renæssanceperlen Ferrara

Omtrent 75 kilometer fra Ravenna når vi til en helt anden verden, Ferrara, som letter sindet efter turen gennem marsken og i modsætning til de fleste andre byer i Emilia-Romagna er ”ung”. Ferrara blev først grundlagt i den tidlige middelalder, men da Este-fyrsterne kom til i 1260, gjorde de den snart til en norditaliensk magtfaktor. Altså er vi atter i hertugernes verden. På Piazza della Cattedrale knejser et af Emilia-Romagnas underværker, den pragtfulde 1100-talsdomkirke, og få skridt derfra middelalderborgen Castello Estense, hvor Este'rne herskede, avlede uægte børn med talløse elskerinder og smed både fjender og egne familiemedlemmer i uhyggelige fangekældre. Men Este'erne gjorde også Ferrara til et åndscentrum og samlede kunstnere og digtere som Petrarca og Tizian om sig. Alligevel er Ferrara lidt mere nede på jorden end Emilia-Romagnas andre byer. Opdag smukke Ferrara >

Forlystelser og vandlande

Foruden dejlige byer er Emilia-Romagna også fyldt med forlystelser, som man kan elske eller hade. Syd for Ravenna lokker Italiens største forlystelsespark, Mirabilandia, med utallige attraktioner som Europas længste rutsjebane. Ved Adriaterhavskysten ligger det populære Italia in Miniatura, en slags Legoland med skalamodeller af berømte italienske seværdigheder – se mere og book uden om køen-billetter. Ligeledes ved kysten, men syd for Rimini, ligger Italiens største akvarium, Acquario di Cattolica, med over 400 fiskearter fra Adriaterhavet foruden havskildpadder etc.

I nærheden finder man forlystelsesparken Oltremare med bl.a. delfinshow og vandland. Her ligger også vandlandet Aquafan med ”adrenalinpumpende” forlystelser. Midt i Romagna, mellem Bologna og Ravenna, ligger endnu et vandland, det 80.000 kvadratmeter store, familievenlige Acquajoss. Endelig finder man i Emilia, mellem Parma og Piacenza, den store labyrint Labirinto della Masone med en tre kilometer lang labyrintsti. Ved at booke kombinerede adgangsbilletter på forhånd sparer man ofte penge. Bemærk, at nogle kun har åbent i sommersæsonen.

Afstikker til San Marino

Man kan også gøre en afstikker til den lille, selvstændige republik San Marino, der ligger mellem Emilia-Romagna og Marche-regionen og er en usandsynlig middelalderidyl. Kom helst uden for weekenderne, så du undgår strømmen af éndagsturister. Se alt om San Marino >

Vejret og klimaet i Emilia-Romagna

Vejret og klimaet i Emilia-Romagna varierer stærkt fra øst til vest. Det mest behagelige vejr finder man ved strandene og i Appenninerne i syd. Som i de fleste norditalienske regioner kan det være bitterlig koldt om vinteren og frygtelig varmt om sommeren. Gennemsnitstemperaturen om sommeren er 24-25 grader, men kan sagtens være højere. Ved Adriaterhavskysten når temperaturen i juli og august ofte 30 grader, mens den i indlandsbyer som Piacenza og Modena kan nærme sig 35. Her kan sommervarmen ligefrem være nådesløs, for på Posletten vifter ingen Zephyr. Om foråret er vejret i Emilia-Romagna helt vidunderligt, og april byder gerne på 20 grader. Sommeren strækker sig langt ind i efteråret, og oktober kan byde på ægte sandalvejr.

Én lang, gastronomisk rejse

Især Emilia-området er én lang, gastronomisk rejse. Man kan vanskeligt forestille sig noget, der afviger mere fra den almindelige spaghetti- og tomatsauce-opfattelse af italiensk kogekunst end maden i Emilia. Den, der ikke bryder sig om pasta, vil kunne spise sig vej fra Piacenza, gennem Parma, Reggio Emilia og Modena til Bologna, uden overhovedet at smage spaghetti. Man vil blive forbavset over de talløse retter, især af svinekød, som man aldrig har hørt om uden for Emilia-Romagna, og hvis fortræffelighed skyldes ingrediensernes friskhed, kvalitet og omhyggelige tilberedning. I dette gaflens paradis kappes hver by med sin nabo om at fremtrylle de lækreste lokale retter, men alle indrømmer, at gastronomien når sit højdepunkt i Bologna.

Første gang, man har spist frokost på en restaurant i Emilia, ligger man hen i dyb bevidstløshed resten af dagen. Hvis man efter ferien går på slankekur, vil man blive forfulgt af mindet om skinker og pølser, efterfulgt af bjerge af tagliatelle og tortellini med duftende, krydret kødsauce, og hovedretter som smørstegte kyllingebryster serveret med tynde skiver af hvide trøfler, eller endnu bedre: lag af kalkun skiftevis med lag af skinke og drivende af smør, trøfler og champignoner. Til dessert et stort bål ferskner overhældt med cognac og kirsch og med is til. Man glemmer heller ikke Emilias oste, parmegiano’en eller den mere krydrede reggiano – for slet ikke at tale om vinene, den dybrøde, blodrige Sangiovese og den lyserøde og mousserende Lambrusco, som naturen synes at have skabt til Emilia-Romagnas køkken (få endelig en tør – kun amerikanere drikker den søde). Efter frokosten sidder man længe blandt de velnærede emilianere over den sorte Toscano-cigar og stærke espresso, for uden sådan at sænke sig ned i La Grassa forstår man ikke Emilia-Romagna.

© Ciao-Italien.dk