• Forsiden |
• Regioner |
• Storbyer |
• Badedestinationer |
• Historie |
• Kunst |
• Kultur |
• Sprog |
• Vejr |
• Mad |
• Mode |
• Om

Ravenna – kejserbyen med skønne mosaikker overalt

Dengang da Italien var ved at synke ned i middelalderens mørke, valgte kejser Honorius Ravenna som hovedstad i det Vestromerske Rige, og for at gøre byen fortjent til titlen opførtes bygningsværker, som ikke har deres lige i den vestlige verden. Efter romerne fulgte først goternes kortvarige regime og fra 540 det pragtlystne byzantinske kejserdømme. Dermed begyndte Ravennas storhedstid med den sælsomme brydning mellem de oprindelige romere, de barbariske goter og byzantinerne. Når man vandrer rundt i skumringen og ser de runde tårne løfte sig mod den uldne himmel, er det som at træde over 1000 år tilbage i tiden. Intetsteds findes så mange kostelige mosaikker, hvis stråleglans er lige så stærk i dag som i middelalderen, og efter et par timer i Ravenna får man faktisk mosaik på hjernen.

Ravennas største seværdighed: pragtfulde San Vitale

Selvom man kun er på éndagsbesøg i Ravenna, må man ikke gå glip af de vigtigste seværdigheder. Heldigvis findes næsten alt i gåafstand fra centrum, Piazza del Popolo. På pladsens vestside står to søjler fra 400-tallet med statuer af byens skytshelgener, San Vitale og Sant’Apollinaris, og bag dem knejser 1600-talsrådhuset Palazzo del Popolo samt det gamle 1400-talsdomhus. Herfra spadserer vi mod nord ad Via IV Settembre, drejer til venstre ad Via Marino og møder i Via San Vitale Ravennas første vidunder, den ottekantede basilika San Vitale fra år 547.

San Vitale blev opført af den østromerske kejser Justinian og hans pragtelskende og intrigante hustru Theodora, en tidligere danserinde fra et snasket miljø, som var berømt for sin skønhed og også viste sig i besiddelse af store politiske evner. Det var dette kejserpar, der som det fornemste eksempel på byzantinsk arkitektur opførte Hagia Sofia i Konstantinopel (det nuværende Istanbul), som før tyrkernes erobring var verdens skønneste kirke. Men San Vitale står heldigvis urørt, og her kan man i dag beundre den byzantinske kunst i al dens herlighed. Det simple ydre består af grove, upudsede mursten med blindbuer som eneste pryd, men virker ikke tungt: Den organisk leddelte massivitet er ved sin aftrapning opefter og sine ædle proportioner levende geometri. Til venstre står den runde campanile, som kom på mode i 900-tallet og er så typisk for Ravenna.

Orgie i guld og farver

Indenfor er alt et orgie i farver og guld. Grønne, gyldne og blå mosaikker, badet i blødt solskin, fanger øjet, så man glemmer selve det ottekantede rum. På sider og endevæg slynger dyr som ænder, løver og delfiner sig mellem blomster og indrammer scener fra Det gamle Testamente. Men især korets strålende mosaikker tilriver sig opmærksomheden. Over apsisbuen ses Kristus og apostlene, og på de indvendige vægge til venstre Justinian omgivet af hoffolk og soldater og til højre Theodora blandt sine hofdamer. Søjler med byzantinske kapitæler bærer kuplen, og symmetrisk anbragte balkoner til kvinder gør rummet lettere. Når solnedgangens stråler smyger sig ind i den vældige ottekant, leger over søjlernes kapitæler, blafrer op under kuplen og slår hen over korets mosaikker og alterets gennemsigtige alabast, er det, som om virkeligheden opløser sig for ens øjne, og man føler, at man kan svæve af sted med de fire ærkeengle.

Med et Ravenna-pas får du adgang til alt det vigtigste – se mere og køb passet her >

Mausoleo di Galla Placidia – verdens skønneste gravkammer

Få skridt fra San Vitale, på de samme grønne plæner med smukke pinjer, lokker Ravennas næste seværdighed, Mausoleo di Galla Placidia, kejserinde Galla Placidias gravmæle. Alene Galla Placidias skæbne kan fylde et hjerte – denne smukke kvinde, der var datter af det samlede Romerriges sidste kejser og i elskov og magtkamp oplevede de sødeste triumfer og de bitreste ydmygelser, indtil hun i 425 blev en klog regentinde for sin umyndige søn, kejser Valentinian 3. Galla Placidia herskede med pomp og pragt midt i folkevandringernes kaos, og det bedste minde om hende er mausolæet, som hun selv lod bygge. Den lille og uanselige, korsformede murstensbygning, hvis eneste udvendige udsmykning er evighedssymbolet, en pinjekogle, kan dog slet ikke forberede turisten på den skønhed, der åbenbarer sig indenfor.

Som i dødsrigets skumringsmørke

Når man først står under taget som i et dødsrigets skumringsmørke, tier man af betagelse. Så snart øjet vænner sig til det slørede lys fra de 16 små alabastervinduer, ser man, at de uregelmæssige vægge over marmorsoklen bøjer sig sammen til rundbuede hvælvinger, hvor myriader af glimtende mosaikker svøber sig magisk om alle hjørner med guldtråde og farver som utallige ædelstene. Langsomt springer mystiske skikkelser frem fra en natblå baggrund oversået med stjerner, der synes at tindre: I kuplen ses evangelistsymbolerne omkring en stjernehimmel med et gyldent kors i midten, på vinduessiden apostelskikkelser og i tøndehvælvingerne en underfuld frugtguirlande. I baggrunden viser en smuk mosaik Den hellige Laurentius’ martyrium: Han nærmer sig den gloende rist, på hvilken han blev stegt levende. Til venstre og til højre ses hjorte ved en brønd, som symboliserer menneskesjælen.

Som om livet ebber fra en selv

Under loftets himmelhvælv står tre ædle sarkofager med Galla Placidias i midten, flankeret af broderen, kejser Honorius, og sandsynligvis sønnen, Valentinian 3. Måske hviler Galla Placidia slet ikke i sin sarkofag, men hendes ånd fylder virkelig rummet. Det føles næsten, som om livet ebber fra en selv, og i et farveskær aner man den evige salighed, som denne omtumlede kvinde rakte sine hænder imod. Er det mon ikke verdens skønneste gravkammer?

Domkirken og Battistero Neoniano

Den næste gruppe af seværdigheder ligger lidt sydligere. På Piazza Duomo knejser Ravennas domkirke, der ganske vist er fra 400-tallet, men ombygget til barok i 1730’erne og ikke særlig interessant. Men det er det ottekantede dåbskapel, Battistero Neoniano (se også øverste foto), der engang var en del af en romersk badeanstalt. Også her er det ydre beskedent, i grove mursten og med et lavt pyramidetag, men indenfor fyldt med mosaikker. Især loftsrotunden med Kristi dåb, omgivet af de tolv apostle, er overordentlig skøn. Mellem domkirken og dåbskapellet står endnu en rund campanile.

Dantes grav

Man må ikke besøge Ravenna uden at dvæle ærbødigt ved gravmælet for Dante Alighieri, Italiens nationaldigter, der efter at være blevet forvist fra sin fødeby Firenze søgte tilflugt i Ravenna under den ædle hertug Guido da Polentas beskyttelse. Her levede han fra 1317 til sin død i 1321 og skrev store dele af Den Guddommelige Komedie. Lige siden har det angrende Firenze ønsket at få ham tilbage, men Ravenna har lige så hårdnakket sagt nej.

Fra domkirken skrår man over Piazza Caduti til den ligeledes barokombyggede San Francesco, og ved siden af, i Via Dante Alighieri 9, finder man gravmælet, Tomba di Dante, som langtfra er den store digter værdigt. Det lille, hvide kuppelkapel er af interesseløs nyklassicisme fra 1780, og interiøret er heller ikke den store inspiration. Men her står sarkofagen, som Ravenna har værget imod alle Firenzes lokketoner. Da en Medici-deputation med støtte af paven i 1519 dukkede op for at kræve knoglerne udleveret, havde ravenneserne skjult dem, og først i 1865 kom de tilbage i sarkofagen. Gravskriften lyder bl.a.: ”Her ligger jeg begravet, Dante, forvist fra mit fødested, en søn af Firenze, den ukærlige moder”. Firenze leverer stadig olien til den lampe, der konstant brænder i kapellet. Bagved er der et tårn med en lille klokke, som hver aften ringer til bøn, og fra trappen kommer man ind i et Dante-museum.

Fornemme Sant’Apollinare Nuovo

Ligesom byzantinerne satte også goterne sig varige spor i Ravenna. Tidligt i 500-tallet byggede kong Theoderik den Store den fornemme basilika Sant’Apollinare Nuovo i Via di Roma som sin hofkirke. Det ydre er også her simple mursten, men facaden er foranstillet en tværgående søjlehal med buer. Indenfor er kirken delt i tre skibe, adskilt af søjler i græsk marmor, og ovenover viser mosaikker på en levende guldgrund og med rige og festlige farver scener af Kristi lidelse, død og opstandelse. Ud over de religiøse motiver viser mosaikkerne bl.a. Ravenna med Theoderiks palads og den gamle havn Portus Classis. Apsis og triumfbue står nøgne i al deres arkitektoniske værdighed og prydes kun af et alter, fire kostbare baldakinsøjler og marmorbalustrader i kordøren. Udenfor knejser nok en cylindrisk campanile med glamhuller, der bliver større og større opefter og får fra en til tre buer, adskilt af hvide marmorkolonner, så synet drages opad.

Få meter fra Sant’Apollinare Nuovo, på hjørnet af Via Roma og Via Alberoni, står resterne af Palazzo Calchi, en middelalderbygning fra 700-tallet, som fejlagtigt kaldes Theoderiks Palads.

Battistero degli Ariane

Vi går mod nord ad Via Roma, drejer til venstre ad Via Armando Diaz og når til dåbskapellet Battistero degli Ariane, som Theoderik opførte i slutningen af 400-tallet som en efterligning af Battistero Neoniano. Den lille forsænkede, ottekantede bygning er dog fattigere, med mindre farvejubel i mosaikkerne, og selve rummet er kun halvt så stort. Nyd imidlertid de smukke marmorarbejder og stukdekorationer. En dejlig mosaik forestiller Kristi dåb og en procession med de tolv apostle.

Theoderiks brutale gravmæle

Det vigtigste spor efter goterne gemmer sig lige uden for Ravennas centrum. Vi fortsætter ad Via Roma, drejer til højre ad Via Venezia og når efter 20 minutters gang frem til Mausoleo di Teodorico, som Theoderik formentlig selv lod opføre kort før sin død og nu står uden for murene i et lille anlæg, hvor Ravennas faldne i Første Verdenskrig er begravet. Den tikantede bygning er en ejendommelig konstruktion, hvis massive soliditet har bevaret den til i dag: Alt er udført i sten fra Istrien og dækket af en kuppel, der består af én eneste seks tons tung, glatslebet monolit, som er én meter tyk, måler 10 meter i diameter og med datidens teknik må have været svær at bakse på plads.

Blev sendt direkte i Helvede

I virkeligheden er mausolæet en slags kæmpehøj, som Theoderik hentede inspiration til i Nordeuropa i skuffelse over, at det ikke lykkedes hans våbenmagt at smelte romerne og de indvandrede barbarer sammen til ét folk. Der er noget brutalt og knugende over bygningen med dens næsten syriske tyngde, et fremmedelement i Italiens sol og en forfærdelig tung modsætning til Ravennas mosaikker. Folkevandringernes ånd er over den – og den må have stået godt til den store konge. Indvendig er bygningen delt i to etager, og i den øverste rotunde står en porfyrsarkofag, et genbrugt romersk bassin, men hvor Theoderiks ben i virkeligheden hviler, ved ingen. Et gammelt sagn lyder, at da Theoderik havde søgt ly i mausolæet under et tordenvejr, ramtes han af et lyn, der tog hans sjæl med sig direkte i Helvede.

Med et Ravenna-pas får du adgang til alt det vigtigste – se mere og køb passet her >

Den ædle Sant’Apollinare in Classe

Hvis man er i bil, bør man køre de fem kilometer mod syd til Sant’Apollinare in Classe, en gigant af en kirke, som er en af Ravennas bedst bevarede seværdigheder og rejser sig midt i et tungt svungent, åbent landskab. Kirken står nogenlunde, som da den indviedes i 549, og er et ædelt eksempel på den tidligste basilikaform med et minimum af ekstern pynt. I 1944 lå den midt i kampzonen, men blev reddet fra krigens bomber af en britisk oberstløjtnant, der på væggen i forhallen har fået en mindetavle. Det ydre imponerer alene ved sit format; langs siderne ses tætte rækker af store vinduer og i facaden en høj gavl med tre buevinduer og en tværstillet forhal. Hvor de to arme skærer hinanden, knejser et firkantet tårn, som indvendig giver plads for en kuppel og får lys fra fire glugger. Ved siden af troner endnu en mærkelig, cylindrisk 900-talscampanile, som er en af omegnens mest imponerende.

Interiøret er en verden for sig med et så stort lysindfald, at rummet virker endnu større. Buerne hviler på 24 skønne marmorsøjler, der med byzantinske sokler og kapitæler deler kirken i et hovedskib og to sideskibe. Mellem vinduerne er al udsmykning blevet stjålet, så rummet står i ærværdig nøgenhed. Heldigvis har koret bevaret sin gamle pragt; her ser vi himmelske mosaikker fra højbyzantinismen, hvor selv den menneskelige person viger for talende symboler. På triumfbuens bærende sider ses to dejlige palmetræer svaje ind mod koret, og over dem stiger Kristus og 12 hvide lam, der symboliserer apostlene. Også mange andre figurer indgår, men de må vige for disse lam, som er så naivt og levende fremstillet. Øverst ses korset på en baggrund af stjerner. I det stolte alter opbevares skytshelgenen Apollinaris’ knogler, og i sideskibene står 10 rigt smykkede sarkofager fra 400-700-tallet.

Sammensmeltning af kunst og liv

Men det allerforunderligste ved Sant’Apollinare in Classe er beliggenheden: Når man fra kirkens kølighed atter træder ud i solen, møder man måske en hyrde med en flok får, hvis ramme lugt river i næsen, mens deres lystige brægen fylder luften – som om kirkens mosaiklam på magisk vis har revet sig løs og er styrtet ud i verden for at opfylde deres herres bud: ”Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple”. Som i et mysterium sammensmeltes kunst og liv, og længe efter, at man er nået tilbage til sit hotel eller har forladt Ravenna, forfølges man af disse syn af gyldne og levende lam. Sant’Apollinare in Classe er simpelthen et must-see i Ravenna.

La Pineta – hvor Dante græd og Byron led

Nord og syd for Ravenna venter La Pineta, resterne af den melankolske pinjeskov, der ligner en skov af telegrafpæle med paraplyer på toppen, og hvor Dante græd og lord Byron led – den ene af hjemve, den anden af hjertesorger. Den letbevægelige engelske digter boede to år i Ravenna og svælgede i selvmedlidenhed over sin lidenskabelige forelskelse i den ældre grev Guicciolis smukke, 19-årige hustru Teresa. Når solen daler, rødmer pinjestammerne, mens kronerne hylder sig i uigennemtrængeligt mørke. Egnen er stemt i mol, men er mere vemodig end tragisk og synes blot at vente på menneskelige væsener for at drage dem ind i sjælelig elendighed. Engang omgav La Pineta hele Ravenna, men i dag er kun en mindre del tilbage, resten er opdyrket eller fyldt med industri. Alligevel elsker Ravennas unge stadig at slentre ad de samme stier som Dante og Byron.

Vejret og klimaet i Ravenna

Ravennas beliggenhed nær Adriaterhavskysten betyder, at vejret kan ændre sig dramatisk i løbet af året. Dagtemperaturerne varierer fra 6° i januar til 30° i juli, men kan på grund af den kraftige nordenvind om vinteren falde til under frysepunktet og om sommeren sagtens nå 35°. Forår, forsommer og efterår er de bedste rejsetidspunkter, og især maj og juni er fine. Juli og august kan være ubehageligt varme og fugtige, mens september er dejlig og stadig ret lun. I vintermånederne kan luftfugtigheden forværre kulden, mens den om sommeren kan få vejret til at føles endnu varmere. I første halvår er Ravenna relativt tør, mens oktober og november kan være meget regnfulde.

Museer og musikfestival

Vis-à-vis San Vitale-kirken ligger Ravennas bymuseum, Museo Nazionale, med bl.a. romerske gravsten, mosaikker og en fin samling byzantinske ikoner.

I Via Roma 13 finder man kunstmuseet Pinacoteca Comunale med især lokal malerkunst fra 1300-tallet til i dag.

I juni og juli afholdes Ravenna Festival med klassisk musik – se www.ravennafestival.org.

På grund af de ensrettede gader er det meget vanskeligt at køre i centrum, så find hellere en parkeringsplads ved stationen og spadser derfra – næsten alt er som sagt i gåafstand.

Husk, at der ligesom i resten af Italien er dresscode ved besøg i kirker og mausolæer: Knæ og skuldre skal være tildækkede, og hullet eller gennemsigtigt tøj tillades ikke.

© Ciao-Italien.dk