• Forsiden |
• Regioner |
• Storbyer |
• Badedestinationer |
• Historie |
• Kunst |
• Kultur |
• Sprog |
• Vejr |
• Mad |
• Mode |
• Om

Ferrara – renæssance, hertuger og utrolige udskejelser

Ferrara er et herligt sted for den, der holder af at moralisere over de forhold, som tingene skylder deres bevarelse. Byen blev først grundlagt i den tidlige middelalder, men fra 1260 til 1597 herskede Este-fyrsterne med hård hånd, mens de avlede uægte børn i hobetal, torterede og myrdede deres uvenner og udsugede befolkningen med tårnhøje skatter. Men de gjorde også Ferrara til en norditaliensk magtfaktor, og fra 1450 blomstrede byen som en lidt perifer, men driftig og rolig provinsstad med rige seværdigheder. Det var storhedstiden, hvor Este’erne indførte renæssancen og skabte et åndscentrum for kunstnere og digtere som Ariosto, Petrarca, Tizian og Torquato Tasso. Alligevel er Ferrara lidt mere nede på jorden end Emilia-Romagnas andre byer.

Én stor middelalder- og renæssanceperle

Hele den rektangulære bymidte er én stor middelalder- og renæssanceperle. Alligevel blev Ferrara Europas første ”moderne by”. Da den omkring år 1500 var ved at sprænge sine rammer, skabte man en byplan, ifølge hvilken alle gader skulle være lige og gå vinkelret på hinanden. Herefter gennembrød man byen med brede, geometrisk anlagte gader, så ethvert sydlandsk præg af tætbygget uorden forsvandt. Som alt, hvad byplanlæggere tegner med lineal på et stykke papir, virker denne ”nye” bydel lidt kedelig og ensformig. Men langs disse boulevarder anlagde adelen skønne paladser med dejlige haver. På grund af Anden Verdenskrigs bombardementer er Ferrara desværre også fuld af nye boligkarreer, og disse betonkassers internationale hæslighed er intet sted mere påfaldende end i en by med renæssancehuse.

Ferraras vidunderlige ensemble

Vi skynder os ind til Ferraras centrum, Piazza della Cattedrale, som helt domineres af et af klodens underværker, den gotisk-romanske 1100-talsdomkirke Basilica di San Giorgio, med sin nærmest chokerende, marmorbeklædte facade og en ufuldendt renæssancekampanile. Facaden er delt i tre lodrette sektioner, føjet sammen af to spinkle stræbepiller med små venetianske spir. Men også vandret er facaden tredelt: Nederst en massiv grundetage, så et dobbelt bælte af loggiaer og søjler og øverst de pompøse gavle, som er et arkitektonisk mesterværk med stærkt spil af lys og skygge. Den næsten nøgne sokkel giver tyngde, der fremhæves af to smalle sidedøre og en ikke ret bred hovedport, lagt dybt ind i søjleperspektiv.

Men mens domkirkens ydre er et af de mest imponerende i Italien, skuffer interiøret, som er i renæssancestil med barokudsmykkede kapeller. Vi vender os derfor i stedet mod paladset lige overfor: Palazzo Municipale fra 1200-tallet, byrådets krenelerede borg, som repræsenterer borgerskabet mod adelen, med tårn, smukke gotiske vinduer, skydeskår og en dyb portbue til den indre gård, flankeret af dobbeltsøjler bærende statuer af to af Este-hertugerne. På pladsens sydside, i den tidligere San Romano-kirke, ligger domkirkemuseet, der med forskellige kunstværker fra kirken også er et besøg værd. Kun én ting skæmmer Piazza della Cattedrale: I kolonnaden ved siden af museet har bystyret for at tiltrække amerikanske turister tilladt en McDonald’s-grillbar.

Este-hertugernes eventyrlige Castello Estense

Fra Piazza della Cattedrale spadserer vi de få skridt op ad den myldrende Corso Martiri della Libertà til Piazza Savonarola med statuen af byens berygtede søn, helvedesprædikanten Girolamo Savonarola, der endte sine dage på bålet i Firenze. Lige over for knejser Ferraras næststørste seværdighed, Este-hertugernes eventyrlige middelalderborg, Castello Estense fra slutningen af 1300-tallet, med fire vældige forsvarstårne med vægtergang, skydeskår og vindebroer over voldgravene. Oven over vindebroerne er der små kasteller, hvor man fra en lem i gulvet kunne hælde flydende bly ned på fjenden. I riddertiden var Castello Estense en barsk fæstning med frygtindgydende fangekældre, men oven på de gamle tårne er der pavilloner, og renæssancens adelsmænd omdannede borgen til palads og lod store mestre udsmykke rummene og omdanne borggårde og volde til lysthaver. Domkirken, Palazzo Municipale og Castello Estense udgør tilsammen et vidunderligt ensemble og et absolut must see i Ferrara.

Halshuggede sin søn og unge hustru

I en af borgens kæmpemæssige sale hænger et gammelt spejl i en mærkelig vinkel, og heri spejler sig et bestemt vindue på den anden side af gaden. Her så markis Niccolò 3. d'Este i 1425 sin yndige unge hustru Parasina Malatesta i armene på sin uægte søn Ugo. Begge blev kastet i fangekælderen og dernæst halshugget. Samtidig dekreterede Niccolò, at kvindelig utroskab altid skulle straffes med døden. Men denne fyrste, som krævede absolut trofasthed af andre, var selv Ferraras største vellystning; han havde børn med mindst 11 forskellige kvinder, dyrkede 800 elskerinder og ville sikkert være nået op på 1000, hvis ikke døden havde stoppet hans eskapader. Pave Pius II foragtede Niccolò, som han omtalte som ”en fed mand, munter og hengiven til sin vellyst” og sagde, at han holdt hele hære af konkubiner. Men skæbnen spillede denne berygtede skørtejæger et puds, da han blev set vandrende rundt i borgens sale, fortvivlet bidende i sit scepter, den aften han havde dømt sin hustru og sin søn til døden.

Blindet og smidt i uhumske fangehuller

Lige så barsk er historien om de fire Este-brødre Alfonso, Ippolito, Ferrante og Giulio. Alfonso, der blev hertug i 1505, var blevet påtvunget ægteskab med pave Alexander VI's datter Lucrezia Borgia, og hans brødre havde alle tre fået fordrejet hovederne af hendes kusine, den skønne Angela Borgia. Da Ippolito en dag kurtiserede Angela, afviste hun ham frækt med, at hele hans person ikke var lige så meget værd som halvbroderen Giulios smukke, lyse øjne. Næste dag blev Giulio under en ridetur overfaldet af en flok banditter, som knuste øjnene på ham, mens Ippolito så til. Det lykkedes lægerne at redde det ene øje, men da Giulio krævede retfærdighed, nøjedes Alfonso med at landsforvise Ippolito. Derefter besluttede Giulio og den fjerde broder, Ferrante, at myrde Alfonso og sætte Ferrante på tronen. Men komplottet blev opdaget, og da Ferrante kastede sig for Alfonsos fødder og bad om tilgivelse, slog den koleriske hertug ham i ansigtet med sit scepter og ødelagde hans ene øje.

Hermed havde to af Este’rne delvist blindet deres to brødre, som begge blev smidt i livsvarigt fængsel i uhyggeligt små celler under voldgravens overflade, mens hertugfamilien ovenpå morede sig med baller, maskerader og overdådige banketter. Som 63-årig døde Ferrante i cellen, og først da Alfonsos sønnesøn Alfonso 2. kom på tronen i 1559, blev den nu gamle, engang så lysøjede Giulio løsladt efter 53 års fængsel. Men friheden viste sig skæbnesvanger, og Giulio døde kun 18 måneder senere.

Berygtet for sine bastarder

I Ferrara avlede hertugerne så store horder af illegitime arvinger, at det indtil hertug Borsos død i 1471 var usædvanligt for den siddende regent at være født i ægteskab. Selv i en tid med skamløse excesser var huset Este berygtet, og pave Pius II fortæller, at da han besøgte Ferrara i 1459, blev han ”modtaget af syv prinser, som alle var bastarder”. Niccolò 3.s udskejelser har en stor del af ansvaret, og i hans tid må Castello Estense have mindet om en børnehave.

Men ak, denne frugtbare familie endte med en tom vugge. Fortidens spøgelser stirrede i forbløffelse på den barmhjertige Alfonso 2., den ulykkelige sidste hertug af Ferrara. Tre gange giftede han sig, og tre gange blev hoffets håb forgæves vakt. Alfonso 2. var som en forhekset mand, for han levede under en trussel: Hvis han ikke kunne skaffe en arving, ville hertugdømmet, der var et paveligt len, gå tilbage til pavestolen, og ingen kunne få Vatikanet til at opgive kravet. Eneste mulige arving var Cesare, en uægte sønnesøn af Alfonso I. og den smukke Laura Dianti, som denne havde ægtet på sit dødsleje. Men pave Clemens VIII nægtede at anerkende gyldigheden af dette giftermål og var på den måde skyld i, at hertugværdigheden gik tabt. Næppe var Alfonso død i 1597, før pavedømmet rykkede ind med en hær og overtog styret. Så begyndte 262 års dårlig administration og forsømmelser. Omegnen blev til sumpland igen, og de forarmede indbyggere kom snart til at betragte hertugtiden som en guldalder. Este-familien flyttede til Modena, som stadig tilhørte dem, og i 1658 fik Alfonso 4. datteren Maria-Beatrice, der blev gift med Englands kong Jakob 2.

Vejrudsigten for Ferrara

Ferrara byder på et fugtigt, subtropisk klima med varme somre og kølige vintre. Foråret er dejligt med tiltagende solskin, nu og da afbrudt af regnbyger, og temperaturer fra 10° i marts til omkring 20° i maj. Om sommeren er vejret tørt og solrigt, med 30° eller mere, men især i juli og august med risiko for hedebølger. Også september er varm med temperaturer omkring 25°, som falder til det halve i november. Hele efterårssæsonen er præget af en blanding af sol og øget nedbør, og de skiftende løvfald bidrager til Ferraras charme. Vintrene er kolde med temperaturer fra frysepunktet til 9°. Det kan af og til sne, men som regel mindre end i andre norditalienske byer. Overordnet er Ferrara en smuk rejsedestination året rundt – uanset om man foretrækker sommerens varme eller vinterens friskhed. Se næste uges vejrudsigt ovenfor.

Ferraras renæssancepaladser

Tilbage har vi en fornøjelig tur langs de prægtige paladser ved boulevarderne nord og syd for Ferraras hovedgade, Viale Cavour. I Corso Ercole d’Este knejser Palazzo dei Diamanti, et renæssancepalæ fra 1400-tallet med 12.000 stenblokke, der er hugget og slebet som diamanter og i dag rummer museet Pinoteca Nazionale med malerier af kunstnere fra Ferrara. I Via Scandiana 23 ses det elegante Palazzo Schifanoia (”Sorgenfri”), som engang var Este-slægtens lystslot i simple mursten, men med en ædel marmorport. Schifanoia er det eneste bevarede af de mange paladser, som Este'rne byggede i Ferrara, og i de smukke sale ses fresker med den evigt smilende hertug på jagt, omgivet af adelsmænd eller med sin yndlingsnar Scocola, en vanskabt lille mand med tyrenakke. Her kom og gik alle store ånder, og her levede Lucrezia Borgia lykkeligt i sit påtvungne ægteskab med Alfonso 1. indtil sin død i 1519, kun 39 år gammel. Nu rummer paladset Ferraras bymuseum, Museo Civico.

I Via XX Settembre 122 står det kønne Palazzo Costabili med sin dejlige have og det righoldige arkæologiske museum, Museo Archeologico Nazionale di Ferrara. Endelig er der det helt tossede Palazzo Bentivoglio (”Jeg elsker dig”) i Via Garibaldi 90, hvor renæssance, barok og rokoko forenes til en skrækkelig enhed, der kun reddes ved formatets storhed. Man ser også rækker af borgerlige 1700- og 1800-talspaladser med okkerfarvede facader med grønne skodder og haver med gitre og balkoner, alt sammen over en by uden snæverhed, trængsel og støj, stank og armod. Når man forlader Ferrara, synes man, at den fortjener at blive en turistdestination, thi få byer har muligheder som den, hvis ellers rejsebureauerne fik øje på den.

Sidste søndag i maj afholdes på Piazza Ariostea det middelalderlige hestevæddeløb, Il Palio.

© Ciao-Italien.dk