• Forsiden |
• Regioner |
• Storbyer |
• Badedestinationer |
• Historie |
• Kunst |
• Kultur |
• Sprog |
• Vejr |
• Mad |
• Mode |
• Om

Parma – skinkernes og violernes by

Selvom Parma overses af de fleste turister, kender alle byens navn fra den berømte prosciutto di parma, parmaskinken, og parmigiano reggiano, den velsmagende parmesanost. Men Parma er også violernes by, her produceres mange af Italiens kostbare parfumer, og overalt flyder det med smukke paladser og ædle tårne, der hæver sig mod solnedgangens sidste stråler. Byens historie er ret ligetil: I 1547 gjorde pave Paul 3. Parma og Piacenza til et hertugdømme for sin grusomme og forhadte søn, Pierluigi Farnese, og denne berygtede familie beholdt magten til 1731. Da Napoleon havde tabt slaget ved Waterloo og var blevet sendt i eksil på Elba, blev hans smukke, men naive hustru, Marie Louise, gjort til hertuginde af Parma – og hun er aldrig blevet glemt.

Sangiovese og Armani-habitter

Gastronomien og violerne har gjort Parma til en rig by, og med velstand følger overflodsvaner. Om eftermiddagen drikker man Sangiovese på elegante barer og slentrer i Armani-habitter over Piazza del Duomo med den romanske domkirke og det lyserøde dåbskapel i baggrunden. Parmenserne er overbeviste om, at deres provins er den skønneste i Italien, og er venlige og glade, ikke kun de velhavende, men også de butiksansatte, tjenerne, kustoderne, politibetjentene og alle dem, der salter skinker, passer grise og malker køer. Her har store skarer af mistroiske turister endnu ikke forplumret den italienske hjertelighed. Men i skumringen glider Parmas sidegader, som er så travle om dagen, ind i fortiden som skuepladsen for daggerter, kapper og lurende ondskab. Når mørket slutter tæt, gemmer den smukke katedral sig i en mystisk, sort, middelalderlig tysthed.

Book en byvandring i lille gruppe med lokal guide >

Parmas fine seværdigheder: Piazza del Duomo

Men lad os se nærmere på domkirken, Santa Maria Assunta fra midten af 1000-tallet, som desværre har mistet sine statuer på våbenhuset og derfor virker som en forladt teaterscene. Den højtidelige facades enorme romanske murstensmasse deles af et lidt uheldigt midterparti, hvis piller hviler på løver, overvåget af en loggia og et alt for stort buevindue. Men helheden reddes af de to tværgående søjlerader og den yderst elegante gavl med en enkel gesims over to skrå loggiaer. Ved siden af kirken står den gotiske 1300-tals-campanile, der er gjort let og slank med pilastre, etageinddeling og store glamhuller under spiret.

En hachis af skruptudser

Indenfor giver kirkeskibets storhed et gotisk præg, men de mægtige murflader brydes af gallerier bag stilfulde søjler og fine buer. Lyset falder forkert og gør alt lidt skummelt, men dermed er det lettere at ignorere, at man i renæssancen har overfyldt det værdige rum med 1500-talsfresker, hvis figurer forsøger at forstyrre den enkle alvor. I koret ses en balletagtig engledekoration af Correggio, hvis strålende dynamik desværre virker malplaceret. De bedste fresker er i kuplen; her malede Correggio sit berømte Assunta (Marias optagelse i himmelen), og man ser op i noget, der ligner en rumkapsel, hvor passagererne er befriet for tyngdeloven, men alligevel bevæger sig med ynde. Fresken minder om en hachis af skruptudser, men som Tizian sagde: ”Selvom man vender kuplen og fylder den med guld, vil den ikke være lige så meget værd”. I sin samtid blev Correggio ikke altid værdsat, men han led også under noget mere alvorligt, som der ikke var noget at gøre ved, nemlig tidlig død. Som kun 40-årig døde han ligesom Rafael på sit livs højdepunkt.

Det ottekantede dåbskapel

Lad os sætte os på en café og lade øjet absorbere arkitekten Benedetto Antelamis underværk, det ottekantede dåbskapel fra 1100-tallet, som er Parmas største seværdighed. Ved første øjekast ligner det en pyntet gasbeholder, men mange mener, at Parmas dåbskapel er det smukkeste i Norditalien. Hver af de otte sider prydes af fire lette loggiaer, den ene oven på den anden, og den dejlige romanske indgangsdør er smuk nok til en hvilken som helst domkirke. Parterrets masse lettes af buer, relieffer og portaler, mens den øverste etage bærer en rad af små buer under den stærke gesims, hvor de bærende elementer ender i små orientalske spir. Alt er i lyserødt Verona-marmor, og det tog Antelami to menneskealdre at få værket færdigt.

Interiøret tager pusten fra én: Tænk, at noget sådant er til. Lyset falder dæmpet ind fra skrå skakter, og man ser, at rummet er sekstenkantet med høje, smalle felter, hvis slanke skillesøjler mødes foroven og bøjer sammen i kuplen. Midt i står den middelalderlige døbefont, der ikke har været brugt regelmæssigt, siden total neddykning af spædbarnet gik af mode.

Vidunderlige fresker overalt

Alt er inddelt horisontalt i tre zoner med dybe loggiaer, gesimser og øverst spidse gotiske buer. Rummet udstråler på én gang styrke og lethed; alting slankes opefter, og øverst bliver søjlerne til ganske tynde ribber i hvælvingen. Når man har indsuget arkitekturens genialitet, ser man, at hver centimeter er udsmykket med vidunderlige fresker fra 1200-1300-tallet; i de høje, smalle apsider ses nederst de ældste, som udstråler yndig ubehjælpsomhed og fromhed. Man vender hele tiden tilbage til Antelamis Flugten til Ægypten med englen, der viser vej, Josef travende foran æslet, og to maurere med turbaner. Overalt er der også romerske billedhuggerarbejder med bønder, der sår og høster, og i en lille yndig serie symboliserer forskellige figurer årets måneder; januar forestiller en bonde med to hoveder siddende ved ildstedet; en morsom allegori for, at han tænker bagud på vinteren og fremad på foråret.

Andre seværdigheder

Det er svært at sige farvel til Parmas dåbskapel, men lad os smutte ad Strada Duomo til Piazza della Pace og Farnese-hertugernes Palazzo della Pilotta, en ufuldendt kæmpebygning fra 1600-tallet med nøgne mure, som i dag huser to seværdige museer: Museo Nazionale d’Antichità med ægyptiske og romerske fund samt kunstmuseet, Pinacoteca Nazionale, en meget original og fornem samling med værker af mestre som Leonardo, Fra Angelico, Tintoretto, il Parmegianino, Tiepolo og ikke mindst fem af Correggios bedste malerier, herunder hans allerbedste, Madonna og Skt. Hieronymus fra 1528. Herfra fortsætter vi mod syd ad Strada Garibaldi til Piazza Garibaldi med rådhuset og det elegante Palazzo del Governatore, der oprindeligt stammer fra 1200-tallet, men siden er blevet ombygget flere gange. Foran står en statue af Italiens frihedshelt, Giuseppe Garibaldi.

Madonna della Steccata

I Strada Giuseppe Garibaldi 5 finder man et af renæssancens arkitektoniske hovedværker, Farneseslægtens gravkirke Madonna della Steccata, opført efter Bramantes oprindelige udkast til Peterskirken i Rom som et græsk kors (med fire lige lange arme), skjult bag kubuser og apsider og kronet af en flad kuppel. I krypten hviler medlemmerne af Farnesefamilien, heriblandt adskillige hertuger.. Kirkens rene former, masse og rejsning giver indtryk af fest og vælde – sådan er renæssance, når den er bedst og ikke kopierer antik, men selvstændigt digter over klassiske motiver.

Hertuginde Marie Louises sommerslot

I Colorno, 15 kilometer fra Parma, ligger det arkitektonisk tiltalende slot Reggia Ducale di Colorno med en stor engelsk park, hvor hertuginde Marie Louise holdt hof om sommeren. Senere blev slottet indrettet til galeanstalt, hvor de sindssyge sad sløvt hen i de højloftede sale. Det er svært at forestille sig, at staldene for to hundrede år siden var fyldt med heste og vogne, stuepiger løb op og ned ad trapperne med forfriskninger, sekretærer planlagde baller, og fontæner brusede kaskader af vand, mens hertuginden pjankede med sine hofdamer i parken. Slottet er åbent for publikum – se mere på reggiadicolorno.it

Levede i sus og dus med sin elsker

I Parma betragtes Marie Louise som det perfekte menneske, og det er taktløst at udtrykke andet end grænseløs beundring for denne hertuginde. Parmenserne husker hende kun for gode gerninger, f.eks. at hun nægtede at sælge et berømt Correggio-maleri til Ludvig 18. for en million francs. Man nænner ikke et påpege, at hun var en sløv kvinde med en meget lille forstand, som ville have været tilfreds med en hvilken som helst stærk faderskikkelse, der havde krydset hendes vej. Mens Napoleon sad på Elba som en ensom og slagen mand og skrev ynkelige breve, hvor han tryglede Marie Louise om at komme, levede hun i sus og dus med en erfaren kvindebedårer, den charmerende, énøjede (det andet var blevet ødelagt af et sabelhug) grev von Neipperg, som Østrigs regering havde sat til at forføre hende.

I kunstmuseet i Palazzo della Pilotta ser man Canovas statue af Marie Louise som kejserinde af Frankrig i en klassisk dragt à la en af Cæsarernes hustruer, sådan som Napoleon foretrak hende. Men på et maleri samme sted vises hun rigtigt som hertuginde af Parma med et tomt, stillestående ansigt, søvnige øjne og det habsburgske underbid. Hvis Napoleon havde vundet ved Waterloo, ville han uundgåeligt være kommet til at se hendes sande karakter. Da den franske ekskejser lå for døden på Skt. Helena og befalede, at hans hjerte skulle sendes til hertuginden, var hun netop i færd med at skænke sin elsker deres andet uægte barn. Derimod var von Neipperg et udmærket eksempel på, hvordan et menneske kan forbedre sig: Han begyndte som en kynisk forfører, men senere styrede han som Marie Louises kansler hertugdømmet udmærket og gjorde parfume af parmavioler til en industri. Desværre døde Neipperg som blot 54-årig som et fattiglem, der kun efterlød sig en papæske med en vrimmel af medaljer. Museo Glauco Lombardi-museet i Str. Garibaldi 15 viser memorabilia fra den tid.

Vejrudsigten for Parma

Parmas vejr og klima byder på varme, fugtige somre, milde vintre og rigeligt med årlige solskinstimer. Foråret er generelt behageligt, med nyudsprungne blomster, tiltagende solskin og sparsom regn. Temperaturen stiger fra 10 grader i marts til omkring 20 i maj. Somrene kan medføre hedebølger med 30 grader eller endnu mere i juli og august. De lange dage og lune aftener er perfekte til udendørs sightseeing, der dog lejlighedsvis kan blive afbrudt af tordenvejr. I september holder temperaturen sig stadig omkring 25 grader, men falder jævnt til 10 i november. Om vinteren kan det en sjælden gang sne, men temperaturen er som regel over frysepunktet. De bedste tidspunkter at besøge Parma er forår og forsommer, især fra midt i april til midt i juni. September er også en god måned. Begge perioder kan dog også byde på regnvejrsdage. Se næste uges vejrudsigt ovenfor.

Parmas fornemme skinker og oste

Italien producerer utallige varianter af prosciutto di parma, parmaskinke, men ingen parmenser ville uden mistro gå ombord i den slags, som er populær i Rom og Milano om sommeren og spises sammen med figner eller melon. Den eneste skinke, der kan tilfredsstille hans gane, er af svin, som er opdrættet i egnen syd for byen på de skrånende høje ved Parmafloden. Man gnider salt ind i skinkerne, som lagres et år eller to ved den rette temperatur. Derefter udvælges skinkerne af eksperter og serveres i skiver så tynde som silkepapir, naturligvis uden brød eller andre forstyrrende elementer. Her får man den ægte vare.

Parmas anden specialitet, parmigiano reggiano, parmesanost, er blevet produceret i Emilia-Romagna i to tusind år og er yderst velegnet til at rive over pastaretter (men aldrig med fisk eller skaldyr – det svarer til højforræderi). Parmesanostens ry skyldes, at den ikke bliver som gummi, når den opvarmes. Den bedste produceres af mælken fra køer, der har spist græs og ikke hø. Sæsonen strækker sig fra 1. april til 11. november, Mortensdag, og det er meget passende, at Skt. Martin, som er skytshelgen for angrende drukkenbolte, skal have indflydelse på mælkens kvalitet. Vallen fra ostemassen gives til svinene og er således også med til at fremstille parmaskinken.

© Ciao-Italien.dk